Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jeppe Aakjær

Oprindelig forfatter cbech

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Jeppe Aakjær, Jeppe Jensen Aakjær, 10.9.1866-22.4.1930, forfatter. Jeppe Aakjær blev født samme år som den gennemsete grundlov blev vedtaget på rigsdagen, og han voksede op i provisorieårenes politiske gærings-tid hvor nyt og gammelt på så mange områder tog livtag. Men det var mindre det politiske tryk der betingede hans senere oppositionelle indstilling end hans eget modsætningsfyldte sind der gjorde ham til på en gang glødende fortaler for nysyn og overbevist traditionsbevarer.

Åkjær i Fjends herred, en by på seks gårde, efter hvilken han 1906 tog navnet, var endnu i hans opvækst præget af gammel bondekonservatisme hvor sædvaner, arbejdsliv, metoder og redskaber ikke havde ændret sig i generationer. Han var den tredjeældste i en søskendeflok på otte, hjemmet var trods gårdstatus fattigt, og alle børn måtte efter tur så snart de kunne stavre tage deres tørn derhjemme inden de kom ud at tjene. Faderen hørte til de mere oplyste bønder, holdt en oppositionel avis og var if. sønnen også lidt af en rationalist. I usædvanlig grad kom hjemegnen, hederne og kærene omkring Karup å, til at spille en rolle for Jeppe Aakjær som forfatter. Mod dens gammelverden med slid og råhed, overtro og missionskhed revolterede han, fra den flygtede han for at tilegne sig civilisation, kundskaber og bogkultur, fik kontroversielle og frigørende synspunkter. Og til den vendte han tilbage og skabte med barndomsverdenens ureflekterede sansning og ydmyg åbenhed en sjælden ægte og folkelig poesi. Efter at også han havde været ude at tjene blev der fundet udvej for at den læselystne og kundskabshungrende dreng kunne komme på Staby højskole, støttet heri af sognets lærer Niels Jacobsen. Efter hjemkomsten begyndte han på tilskyndelse af en notits i Højskolebladet om indsamling af folkeminder at løbe sognet rundt for at nedskrive hvad egnens gamle havde at fortælle af sagn og folketro og sendte bidragene til Evald Tang Kristensen. 1884 så den da 17-årige for første gang sit navn, Jeppe Jensen, i dennes blad Skattegraveren. Honoraret for de første tre stykker var 87 øre. Men vigtigere for ham var at bondedrengen nu var "blandt dem, der prentede Sort paa Hvidt".

S.å. fik Jeppe Aakjær lov at rejse til København hvor han to år senere tog præliminæreksamen fra Blågård seminarium. Samværet med de unge her, blandt kammeraterne var den originale, senere proletarforfatter L.C. Poulsen (pseud. C. Staun), indtrykkene af hovedstadens politiske gæring og udstrakt selvstændig læsning medvirkede til at skabe en stærk oppositionslyst i den i forvejen selvbevidste jyde. Med sin nyerhvervede, skudsikre viden vendte han hjem som agitatoren der med dristige udfald mod det tilvante hurtigt vandt sig såvel tilhængere som – en større – skare af forargede modstandere. 1887 måtte han endog tilbringe 17 dage i Viborg arrest, sigtet for blasfemi.

Annonce

I disse år hvor han søgte at ernære sig som foredragsholder og skribent fik han uvurderlig støtte, såvel moralsk som økonomisk af Peder Odgaard, Tastumgård og mejeriejer Esper Andersen, Jebjerg, et par andelsfolk med interesse for folkeoplysning og højskole. Et ophold på Askov 1887-88 gjorde dog ikke Jeppe Aakjær begejstret for denne skoleform. Polemisk, agiterende og selvcentreret som han var faldt han ikke til i flokfællesskabet. Efter at have undervist først på Elbæk friskole 1888-89 og 1891-92 hos Morten Pontoppidan i Jørlunde, senere København, blev han 1893 soldat, men slap, på grund af en øjenskade, fri seks uger senere, som overbevist antimilitarist. Han begyndte derefter at læse til student med tanke på at blive cand.mag. i historie og bosatte sig, nygift, i Kbh. hvor hustruen Marie Bregendahl mente at kunne opretholde hjemmet ved at drive et pensionat. Hos Ludvig Trier fik han gratis undervisning i latin, hos V. Pingel i græsk; 1895 tog han eksamen fra Mariboes skole og n.å. filosofikum. Men studieårenes anstrengte økonomi og snævre forhold sled på ægteskabet, og 1900 opløstes forholdet. De var begge kunstnere, han i gærende vækst, men usikker på vejen, dertil sangviniker, ofte med et lemfældigt forhold til dagens virkelighed, hun, uden endnu at have fået begyndt en karriere, ansvarlig for økonomien, for husførelsen og pasning af sønnen, stærk i karakteren men indadvendt og jordnær. Deres fortolkning af samlivet blev meget forskellig.

Et par år læste Jeppe Aakjær historie ved universitetet mens han "dinglede mellem Historiens og Sangens Muse". Det blev dog ikke sangeren men polemikeren der 1897 debuterede med pjecen Missionen og dens Høvding, et skarpt opgør med Indre mission og dens leder Vilh. Beck. Den faldt i god jord i den kulturradikale kreds om Politiken og indbragte ham ros fra Georg Brandes. En tid var han korrekturlæser på bladet med løfte om adgang til at skrive i det, men det blev kun småt. I øvrigt følte han ikke at Viggo Hørups fløj var radikal nok, han sluttede sig til socialdemokratiet og var i nogle år korrespondent til partiets blade der gerne trykte hans kritiske artikler vendt mod de sociale forhold på landet. 1899 kom hans egentlige litterære debut med fortællingen Bondens Søn, lidt i 90'er-stil, selvbiografisk og med drøftelse af livsproblemer.

Det originale i bogen er folkelivsskildringerne mens persontegningen er skabelonagtig. Men samme år kom hans første digtsamling Derude fra Kjærene. Også den tidstypisk og lidet opsigtsvækkende, men i nogle afsluttende "Jydske Texter" vendte han sig til hjemstavnen, nu anderledes frigjort end i fortællingen. Allerede her vover han som sit nære forbillede Steen Steensen Blicher at skrive på sit egentlige modersmål, den jyske dialekt, den let social-satiriske, men fromt troskyldige hyrdedrengens tag-fatvise: Kom mi bette Kipkal. Musikalsk og sikker i sproget. Med disse tre bøger havde Jeppe Aakjær anslået den sammensatte tone der skulle blive hans i koret af danske skribenter i den følgende menneskealder. Agitationen, bondefortællingen, ofte med indbygget social anklage og vægten mere på kultur-skildringen end i det psykologiske, samt de lyriske og fortællende, ofte sangbare, digte om hjemstavnens natur og folkeliv. Efter den næste bog, Vadmelsfolk, 1900, en samling fortællinger, blev han anset for et så sikkert papir at Gyldendal, der hidtil havde afvist ham, kunne tilbyde ham et månedligt forskud på 150 kr. for hans kommende produktion. Dermed kunne han slippe det tidskrævende og lidet indbringende hverv som dagbladskorrespondent. 1905 købte han ved venners hjælp sammen med en bror et stykke jord i Salling og opførte 1907 gården Jenle som han 1918 blev eneejer af. Han havde nu fået blivende sted nær sit barndomshjem og var blevet bonde som sin far.

Af Jeppe Aakjærs prosa skal nævnes Fjandboer (fortællinger), 1901, og romanen Vredens Børn, 1904, om en tjenestedrengs liv. Den vakte en voldsom debat og affødte mere end 800 avisartikler. Som litterært kunstværk holder den ikke mål, dertil er menneskeskildringen for klichéagtig, men dens problem indgik i rigsdagens påfølgende debat om tyendeloven. En historisk roman Jens Langkniv, 1915 (filmatiseret 1940) bygget på omfattende kildestudier formår heller ikke at hæve sig over det trivielle. Det samme gælder en række skuespil, bl.a. Livet paa Hegnsgaard, 1907 og Naar Bønder elsker, 1911 (filmatiseret 1942) der til gengæld i mange år glædede dilettant-skuespillerne i landets forsamlingshuse.

Livet igennem følte Aa. en stærk tilknytning til Blicher og ofrede ham mange års arkivstudier. Et af resultaterne blev Steen Steensen Blichers Livstragedie, 1903-04 der ikke så meget hævder sig ved sin litterære analyse som ved fremdragelsen af dokumenter og historiske oplysninger om Blichers produktion. Samtidig udarbejdede han en kronologisk værkfortegnelse på over 600 nr. som kom til at danne grundlag for den store Blicherudgave, 1920-34.

Jeppe Aakjær elskede at være midtpunkt og føre ordet, han trivedes i disput. Men når han skrev sine sange forsvandt han ud i ensomheden, i heden og kærene. Herude hørte han den sang som dybest set var arven efter moderen. Hun var, skrev han om denne hjemmegroede almuekvinde, "Poesien i Dagens Liv", i hans barndom. Af en halv snes digtsamlinger skal nævnes Fri Felt, 1905, med hans måske mest kendte digt Jeg er Havren, Rugens Sange, 1906, Den Sommer og den Eng, 1910, med hyldesten til barndomshjemmet og moderen: Spurven sidder stum bag Kvist og Under Aftenstjernen, 1927, med aftensangen Stille, Hjerte, Sol gaar ned, der befæstede hans position som tolker af jysk bondesind og jysk natur.

Via højskolesangbogen blev hans sange og viser der blev sat i musik af komponister som bl.a. Carl Nielsen, Thorvald Aagaard og Aksel Agerby allemandseje. Ingen har som han kunnet skildre det gamle almuebondesamfunds enkle, naive fromhed som i Jeg er født paa Jyllands Sletter (bad vi da i Lys fra Maanen, som kun Børn og Bønder bede). I viser, ofte med et festligt omkvæd, skildrer han med lune og træfsikkerhed de gamle slidere og sjovere som Pæ Sivensak og Æ gammel Smed.

Efterhånden blev sangen i den jyske mundart en fast bestanddel af samlingerne. Med årsskriftet Jydsk Stævne, 1902, søgte han at virke for folkesprogets plads i digtningen, men det blev ved det ene nummer. Det var ligeledes på jysk han lavede den mesterlige gendigtning efter skotten Robert Burns: Skuld gammel venskaw rejnt forgo (i Under Aftenstjernen). Perlen blandt Jeppe Aakjærs dialektdigtninge er dog fortællingen Af Gammel Jehannes hans Biwelskistaarri, hvor kimen er de udlægninger af det gamle testamente Jeppe Aakjær som dreng hørte af den gamle Johannes Villadsen. Også i Jeppe Aakjærs digte blev sociale forhold brugt som motiv, men få af disse har som Jens Vejmand (trykt i Politiken 1905, n.å. i Rugens Sange) formået at overleve ham. Af traditionsstoffet der indgår i det meste af Jeppe Aakjærs prosa og i en del af hans digte udgav han 1923 desuden sagnsamlingen Po fir glowend Pæl, hvor højen på de gloende pæle er Daubjerg Dås hvorfra han nedstammede på fædrene side. Hans øvrige kulturhistoriske forfatterskab blev stort, især trykt i egnens historiske årbog, fra 1916 Skivebogen, som han selv redigerede 1911-26. Samlet findes de i syv bind Studier fra Hjemstavnen (Af min Hjemstavns Saga, 1919, Langs Karupaaens Bred, 1929, Fra Agermuld og Hedesand, 1930, Konge, Adel og andre Sallingboer, s.å., Gammel Brug og Gammel Brøde, 1931, Muld og Mænd, 1932, og, udg. af Aug. F. Schmidt, Fra Sallingland til Øresund, s.å.). Af hans produktion som taler og polemisk skribent udgav han 1919 Artikler og Taler 1887-1918.

Skønt tonen i Jeppe Aakjærs erindringer med undertitlen Kulturhistorisk Selvbiografi kunne tyde på det modsatte blev han i sine manddomsår i sjælden grad værdsat. 1926 blev han på sin 60-årsdag fejret af de fire store hovedstadsblade ved en fest på Københavns rådhus med taler af bl.a. overborgmester Jens Jensen og professor Vilh. Andersen, og studenterne bragte ham et fakkeltog (Min Hædersdag 1926).

Han var lykkelig på sin gård hvortil han fra 1910, som i sin tid Blicher på Himmelbjerget, indbød til de stærkt besøgte årlige Jenlefester hvor forfattere og politikere blev indbudt som talere, sidste gang 1929. Hans ægteskab med Nanna Krog, med hvem han havde datteren Solvejg og sønnen Esben var lykkeligt. De fire bind Fra min Bitte-Tid. 1928, Drengeaar og Knøsekaar, 1929, Før det dages, s.å. og Efterladte Erindringer (udg. 1934 af G. Saxild) er imidlertid blevet til under en alvorlig sygdomsperiode (koldbrand) 1927-28.

Det er en kendsgerning at han især i sin ungdom mødte modstand og i sin af bondebefolkningen svært forståelige socialistiske agitation blev lagt for had i nogle kredse, men meget af modviljen kan forklares ved hans egen udfordrende stil og selvsikre fremtræden. For visse forhold danner Marie Bregendahls Smaa Kommentarer til Aakjærs Erindringer et nødvendigt korrektiv.

Jeppe Aakjær døde en forårsdag i sin have på Jenle og båren førtes gennem Jylland med ophold og mindehøjtideligheder undervejs og med skib til København hvor en storstilet bisættelse blev arrangeret i Idrætshuset med taler af bl.a. statsminister Th. Stauning. På stenen over urnen ved Jenle står det vers han selv havde affattet: Her standsed de glade Klange, her sattes mit Livsens Maal, det er Asken af usungne Sange, der hviler i denne Skaal.

Jeppe Aakjærs bøger er kommet i mange udgaver og oplag. En fornyet interesse for hans sociale forfatterskab har ført til genudgivelse 1979 af Vredens Børn med kommentar ved H.J. Christensen, et udvalg af Sociale artikler og fortællinger ved Solvejg Aakjær Bjerre og H.J. Christensen 1980, og Vesterfra og andre fortællinger, 1982. S.å. stiftedes Aakjær-Selskabet og Jenlefonden oprettedes til bevarelse af gården Jenle, der siden Jeppe Aakjærs død af familien har været opretholdt som mindestuer, som centrum for Aakjær-forskningen.

Jeppe Aakjær fik Det Anckerske legat 1906.

Familie

Jeppe Aakjær blev født i Åkjær, Fly sg. ved Skive, og døde på Jenle i Salling; urne sst.

Forældre: gårdejer Jens Peder Jensen (1834-1901) og Cathrine Marie (Margrete) Jeppesen (1839-90). Navneforandring 12.3.1906. Gift 1. gang 11.7.1893 i Kbh. (b.v.) med forfatter Marie Bregendahl, født 6.11.1867 i Fly sg. ved Skive, død 22.7.1940 i Kbh., d. af gårdejer Peder Sørensen Bregendahl (1829-1906) og Ane Kathrine Christensen (1845-79). Ægteskabet opløst 1900. Gift 2. gang 25.4.1907 i Kbh. (b.v.) med billedskærer Nielssine Juliane Nanna Jensen Krog, født 23.1.1874 på Store Døs, Måbjerg sg., død 4.8.1962 på Skive sygehus, d. af gårdejer Andreas Jensen Krog (1815-87) og Maren Jensdatter Døes (1838-1919).

Far til Svend Aakjær.

Ikonografi

Silhouetklip af Johan Tenglund, 1891. Mal. af L. Find fra 1890'ernes slutning. Tegn. og mal. af Achton Friis, 1899. Tegn. 1900 (Kgl. bibl.). To mal. af K. Bjerre, 1905 (det ene Fr.borg). Tegn. af W. Dzubas, 1906. Buste af N. Hansen Jacobsen, 1907 (foran Vejen mus.) og af samme 1913 (Århus kommunes hovedbibl.). Mal. af Knud Larsen, 1912. Tegn. af Alfred Schmidt, 1915 (Fr.borg). Silhouetklip af Nelson, 1915 og af Charles Nielsen, 1916. Afbildet på mal. af udflugt 1917-18 af K. Bjerre (Lemvig mus.). Litografi af K. Sinding Larsen, 1919. Tegn. af H. Jensenius, 1922 (Fr.borg). Silhouet af Kirsten Wiwel, 1922 (Kgl. bibl.). Buste af V. Gustafson udst. 1924. Tegn. af Jensenius 1928 og 1929. Mal. af Johannes Nielsen, 1929 (Høng efterskole) og af H. Vedel s.å. Linoleumssnit af K. J. Almquist 1929, 1930, 1941 m.fl. Buste af Anker Hoffmann, 1932, i bronze 1970 (Skive mus.). Udkast til statue af samme udst. 1934. Mal. af Vilh. Tetens, 1936. Relief af Arno Malinowski udst. 1947. Mal. af Marie Hatting (Herning mus.). Tegn. af H. E. Melchior (Kgl. bibl.), af Hugo Larsen (sst.), af Johannes Glob (Fr.borg) og af Gerda Ploug Sarp. Talrige karikaturer af bl.a. Viggo Afzelius og Eigil Petersen. Sandstensbuste (Jenle). Foto. – Gravsten tegnet af Aage Lønborg Jensen. Mindesten i Hansinelund, Ølgod. Monument af Anker Hoffmann 1940-42 (kirkebakken i Skive).

Bibliografi

Bibliografi. J. Aa.: Mit regnebræt, 1919; forts, i forf.s Fra Sallingland til Øresund, 1932 160-70. – Om J. Aa. sst. 171-77 og Aug. F. Schmidt: Jenle og Jenlefesterne, 1935 75-79.

Udg. Skrifter I-X, 1912-13 (folkeudg.). Saml. værker I-VIII, 1918-19. Saml. digte I–II, 1920. Saml. digte. Mindeudg. ved Sv. Aakjær I–III, 1931 (2. opl. 1947). Over den blanke å, udg. samme I–II, 1938 (2. opl. 1949).

Kilder. Erindringer: Fra min bittetid, 1928, Drengeår og knøsekår, 1929, Før det dages, 1929 og Efterl. erindr., udg. G. Saxild, 1934. Min hædersdag på Kbh.s rådhus 10. sept. 1926, 1927 (optr. i forf.s Fra Sallingland til Øresund, 1932). Nogle breve fra J. Aa. 1899-1903, udg. G. Saxild = Mindebogen 1931. Breve fra J. Aa. 1883-99, udg. Solvejg Aakjær Bjerre, 1944. Interview i Tidens kvinder 21.1.1930. Lit. K. K. Nicolaisen: J. Aa., 1913. Jørgen Bukdahl: Dansk national kunst, 1929 282-93. Johs. Buchholtz og K. K. Nicolaisen: Sidste rejse. J. Aa.s ligfærd, 1930. Aug. F. Schmidt: J. Aa., 1933. Samme: Jenle og Jenlefesterne, 1935 (tillæg til Skivebogen s.å.). Marie Bregendahl: Små kommentarer til Aa.s erindr., 1936. Felix Nørgaard: J. Aa., 1941. Sv. Aakjær i Min far, red. Poul Borchsenius, 1948 9-17. Solvejg Aakjær Bjerre i Danske hjem ved århundredskiftet II, red. Povl Bagge, 1949 93-113. Samme: Den hvide rug, den blide rug. J. Aa. og Jenle, 1980. Sv. Møller Kristensen: Den store generation, 1974 60f 117f 198-201. Jeppe Aakjær årbog I, udg. Aakjærselsk., 1982.

Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bech: Jeppe Aakjær i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299722