Jakob Knudsen, Jakob Christian Lindberg Knudsen, 14.9.1858-21.1.1917, forfatter. 1862 blev Jakob Knudsens far lærer ved Kolds nye folkehøjskole i Dalum, udnævntes 1864 til sognepræst for Aggersborg i Øster Han herred, forflyttedes 1872 til Lejrskov og døde her. Af Jakob Knudsens fire barndomshjem har, hvad omgivelserne angår, det i Aggersborg givet ham rigest; naturbillederne i hans digtning er overvejende bestemt af Limfjordslandskabet, og blandt hanherredboerne, der endnu var dybt rodfæstede i gammel bondesæd, har han truffet de mennesker han umiddelbart har holdt mest af. Først i Lejrskovårene kom han en grundtvigsk vakt landbefolkning ind på livet. Men grundtvigsk var hjemmets luft, og det blev afgørende for børnene at de udelukkende undervistes af forældrene: de "levede af" faderens og moderens ord, og hvad de fik fortalt af bibel-, Danmarks- og verdenshistorie havde for deres bevidsthed samme aktualitet som hverdagen omkring dem.

Af forfatterskabets talrige udsagn om den grundtvigske opdragelses betydning for ham findes de centraleste i romanerne Gjæring-Afklaring og To Slægter. I sidstnævnte har Jakob Knudsen desuden givet en digterisk fri udredning af de frugtbare modsætninger mellem fædreneslægtens urkraftige og skrupuløse bondetyngde og modreneslægtens mere harmoniske og fornøjede sindelag. Denne dobbelte kulturarv kan rumme en forklaring på brydningerne i Jakob Knudsens væsen mellem en hidsig selvhævdelse og en mystisk stemt hengivelse – grundformlen for hans religiøsitet. Jakob Knudsens far udøvede en næsten guddommelig autoritet over sønnen gennem sit ubønhørlige krav om lydighed i alle ydre ting, store og små uden forskel. Den samvittighedsangst der kendetegner forfatterskabet spændtes abnormt under den "gøglende Luftspejling ..., at alt med fuldkommen Sikkerhed kunde indrettes fuldkommen godt." Denne "idealitet" som kunne ødelægge alle jordiske anliggender udviklede sig til en dyb religiøs drift, eftersom den kun hos Gud kunne hente den inappellable dom: skyldig-ikke skyldig. "Men jeg blæser ogsaa baade Vedtægt, Kleresi, Øvrigheden og hele Kommersen en lang March, naar jeg først er bleven sikker ... ad den Vej".

Jakob Knudsen blev kursusstudent 1877 og teologisk kandidat sommeren 1881. En i kursustiden udkastet Cicerooversættelse på hanherredmål, Den føst' af de catilinarisk' Taaler (udg. 1887 under pseudonymet Jakob) er en heldig humoristisk penneprøve og et blufærdigt udtryk for jydens hjemve i hovedstaden. I studietiden stiftede Jakob Knudsen bl.a. gennem vennen Holger Begtrup bekendtskab med 70'ernes "moderne gennembrud", hvis naturalisme talte stærkt til bondeoprindeligheden i hans sind. Den menneskelige og filosofiske udredning af mødet mellem grundtvigianismen og naturalismen blev siden et gennemgående tema for ham, og han udviklede sig til en af de forstandigste kritikere af såvel religiøst krukkeri som moderne naturalistisk åndløshed.

En plan om et filosofisk specialstudium kørte fast, hvorefter Jakob Knudsen 1881 knyttedes som lærer til Askov højskole hvor han på trods af en tung fremstillingsform og et pinligt hang til at overvældes af bevægelse dog kom til at øve indflydelse på adskillige elever. Efter en konflikt med forstanderparret Schrøder overflyttedes Jakob Knudsen sommeren 1890 som valgmenighedspræst i Mellerup ved Randers fjord. I Askov-tiden kom en spredt litterær produktion af digte og artikler i gang; væsentligst er skuespillet Cromwell's Datter, tilskyndet af en Englandsrejse 1886. Det udsendtes 1891 med forord af Holger Drachmann som Jakob Knudsen til gengæld hjalp med oversættelsen af G.G. Byrons Don Juan. I samlingen Christelige Foredrag, 1893, kan man lære den særprægede og vægtige taler at kende som med sine prædikener fandt modtagelige tilhørere i sin menighed.

Jakob Knudsens skilsmisse 1893 og det derpå følgende ægteskab med en datter af forstander Bek fra den stedlige højskole førte i 1897 til et brud med menigheden. I de følgende år ernærede Jakob Knudsen sig væsentligst som foredragsholder og fremragende oplæser (især Holberg). Oplevelser fra disse foredragsrejser gav ham stof til nogle af hans små fortællinger (samlet i Jyder I-II, 1915–17). Men slette logisforhold på turneerne svækkede tidligt hans helbred og nyresmerter og gigttilfælde vedblev, efter at han i løbet af årene omkring århundredskiftet slog igennem som højt anerkendt og meget læst forfatter. Sine sidste år levede han på Sjælland, sidst i Birkerød.

Fra 1898 til sin død udsendte han henved en snes – mest store – bøger. Et så pludseligt frembrud af produktionskraft hos den 40-årige mand må ikke kun forklares ud fra den indre sikkerhed han havde vundet gennem opgøret med sit naturlige miljøs moralkodeks, men også ud fra hans lykke i sit andet ægteskab. De indre kampe var dog ikke endt, men brød frem med ny styrke i årene efter 1910, hvor arbejdet med Luther-romanen snarere påførte ham end befriede ham fra den gamle samvittighedsuro. Fortællingen Et Gjensyn, 1898, blev hans egentlige skribentstart, men det er i romanen Gjæring-Afklaring, 1902, Jakob Knudsen for første gang nedtegner hele sin problemverdens omfang i en lang udviklingshistorie. Romanen konfronterer sin grundtvigsk opdragede hovedperson med den moderne naturalisme og dens iboende panteisme. Sammen med Lutherromanen Angst-Mod, 1912–14, må den regnes for forfatterskabets hovedværk, og den er langt mere præcis og filosofisk kvalificeret end den nyere tids Knudsen-kritik har villet indrømme. En væsentlig kunstnerisk distance til sin problemverden opnår Jakob Knudsen også i romanerne Sind, 1903, måske den mest intense af bøgerne, Inger, 1906, med fremsynede synspunkter på ægteskabsdebatten og To Slægter, 1910.

Eftertidens angreb på Jakob Knudsen som reaktionær tænker og propagandistisk forfatter (Villy Sørensen, L. P. Rømhild) kan væsentligst opretholdes i de mere programmatiske og somme tider næsten amokløbende romaner, hvori Jakob Knudsen drøfter opdragelsesproblemer og den nye civilisations ødelæggelse af en lødig gammel bondekultur. Eksempler er Den gamle Præst, 1899, eller Lærer Urup, 1909. Som helhed gælder det, at hvor Jakob Knudsen var polemisk og programmatisk, er han mest uheldigt bundet til sin tid, mens det holdbare i hans forfatterskab udgøres af hans evne til at skildre menneskeskæbner bevægende og frigjort.

Jakob Knudsen mente, at de fleste af hans samtidige forfattere først for alvor sansede verden, da de blev erotisk bevidste, mens han selv gennem sin opdragelse havde erhvervet barndommens bredere og friere virkelighedsopfattelse, hvad der fx viser sig i, at Jakob Knudsen som kvindeskildrer tegner langt friere og selvstændigere væsner end fx Martin Andersen Nexø eller Johannes V. Jensens. Også den af ham selv navngivne spejlingsteknik, der kan minde om Henry James' romantekniske greb og som fx Karen Blixen beundrede, viser Jakob Knudsens frie menneskebeskrivelse der med forsæt ikke er sprogligt påfaldende. At Jakob Knudsen også var en betydelig teoretiker mht. kunstneriske og andre menneskelige problemer kan studeres i de to samlinger af hans artikler og foredrag, Livsfilosofi, 1908 og Idé og Erindring, 1949 som rummer en række af de værker der måske har haft den mest dybtgående effekt i de senere år. Jakob Knudsens sparsomme lyrik (med salmerne Se, nu stiger Solen og Tunge, mørke Natteskyer fra Melleruptiden) udkom samlet 1938.

Jakob Knudsens fundamentale sjælelige oplevelse er den lige så angst- som tillidsprægede bundethed til faderen. Afhængigheden af ham bliver det billede, hvorunder han anskuer sit forhold til Gud. Spændingen mellem hans kristeligt tonede samvittighedsuro og hans hedenske urtrang til uhæmmet udfoldelse bliver ikke mindre, når hans selvtægtsfordrende individualisme brydes med hans brutale samfundskonservatisme. Ofte synes det, som om han vælger kristendommen på trods af sine inderste instinkter. Idet han ser løgn over for Gud som den utilgivelige grundsynd, fordrer han et redeligt skel mellem denne verden med dens nødvendige hedenske moral og åndens frie verden, og han krydser sig frem mod den kristelige fuldkommenhed med så store slag, at han "faar hele Naturalismen med ombord".

En bror, Lars Nannestad Knudsen, født 7.5.1868, død 18.12.1948, blev efter uddannelse til mejerist elev af skuespilleren Karl Mantzius, kom derefter på Det kgl. teaters elevskole og debuterede 20.3.1897 som Leonard i Maskarade. Foruden som skuespiller brugtes han, der havde en høj tenor, i operaen. Han fik afsked 1925, men deltog med teatrets gæstespil 10.6.1927 på Théatre des Champs Elysées i Paris.

Familie

Jakob Knudsen blev født i Rødding, død i Birkerød, begravet sst. Forældre: højskolelærer, cand.teol., senere sognepræst, sidst i Lejrskov, Jens Lassen Knudsen (1819–86) og Nanna Marie Frederikke Adelaide Boisen (1824–1900). Gift 1. gang 22.8.1883 i Kbh. (Vartov) med Sophie Frederikke Plockross, født 20.2.1861 på Frbg. (Garn.), død 25.3.1916 i Holte, datter af fuldmægtig i krigsministeriet, cand.jur., senere overretssagfører, kancelliråd Harald Christian Plockross (1826–1913, gift 2. gang 1871 med Anna Helene Hall, 1840–1919) og Marie Christine Krarup (1834–64). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 17.11.1896 i Mellerup med Helga Bek, født 17.8.1877 i Halling, Randers amt, død 12.3.1952 i Silkeborg, datter af lærer, senere højskoleforstander Jens Bek (1844–93) og Marie S. Høegh (1843–1931).

Ikonografi

Tegn. af P.S. Krøyer, 1909 (Hirschsprung). Farvetræsnit af Kr. Kongstad, 1910. Mal. af Axel Bredsdorff, 1912 (Fr.borg) og 1914 (Maribo mus.). Buste af Arnoff Thomsen (ved Århus kommunebibl.). Foto. – Mindesten ved Aggersborg præstegård og af J. P. Junggren-Have, i Rødding højskoles have, 1958.

Bibliografi

Bibliografi. Jakob Knudsen: Kristelige foredrag, 2. udg. 1933 205–21.

Udg. Christelige foredrag, 1893 (3. udg. 1956). Romaner og fortællinger I-V, 1917. Digte, ved Ejnar Thomsen, 1938. Idé og erindring. Artikler og afhandl., ved Jørgen Jensen og Th. Krogholt, 1949. At være sig selv, ved Ole Wivel, 1965.

Lit. Harald Nielsen: Moderne lit., 1904 163–208. Oscar Geismar: Nogle digterprofiler, Kria. 1906 158–74. Holger Begtrup: Jakob Knudsen, 1918. Carl Roos: Jakob Knudsen. En studie over en åndspersonlighed, 1918. Samme: Jakob Knudsen. Et forfatterskab, 1954. Richardt Gandrup: Døgnet og tiden, 1926 34–50. Sv. Norrild: Jakob Knudsen, 1935. Aug. F. Schmidt: Jakob Knudsen, 1936 (heri bibliografi). Ejnar Thomsen: Digteren og kaldet, 1957 193–221. Samme: Skribenter og salmister, 1957 47–59. Richard Andersen: Jakob Knudsen, 1958. Sv. Møller Kristensen: Digtn. og livssyn, 1959 22–49. Villy Sørensen: Hverken – eller, 1961 158–68. Johs. V. Jensen: Åndens spor, 1962 126–30. Bj. Poulsen: Omkr. elfenbenstårnet, 1964 125–42. Margrethe Auken i Kritik XIX, 1971 64–80. Aage Henriksen: Gotisk tid, 1971 206–18. Samme: Den intellektuelle, 1974 75–80. Lars Peter Rømhild: Læsere, 1971 253–73.

Papirer iKgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig