J. Anker Larsen

J. Anker Larsen, Johannes Anker Larsen, 18.9.1874-12.2.1957, forfatter. Født i Henninge, Skrøbelev sg. på Langeland, død i Birkerød, urne i fællesgrav på Bispebjerg kgd., Kbh. L. blev student fra Lang og Hjorts kursus 1894, n.å. cand.phil. Han studerede først teologi, siden jura, men opgav begge dele for at gå til scenen. I nogle år måtte han hugge sig igennem, bl.a. var han 1901–02 sufflør ved Århus teater, så korrekturlæser ved dagbladet Samfundet (1902–05) samtidig med at han udgav et par småskrifter. Da Samfundet i april 1905 standsede, stod L. på bar bund, men nu fik han lykken med sig. Han aflagde prøve for Martinius Nielsen og blev engageret som skuespiller ved Dagmar-teatret, og han fik udsendt et bind noveller, Livets Ubønhørlighed, 1905. Hermed begyndte L.s dobbelte virksomhed som teatermand og forfatter. Efter Dagmar-årene (1905–08) fulgte nogle år ved Folketeatret (1908–13) indtil han ombyttede skuespillervirksomheden med sceneinstruktion, ved Det ny teater (1913–15), Folketeatret (1915–19) og 1928–30 ved Det kgl. teater hvor han var censor 1933–47. I nøje tilslutning til arbejdet ved teatret ligger hans dramatiske forfatterskab, en række folkelige skuespil af kraftig scenisk virkning skrevet sammen med Egill Rostrup og Hjalmar Bergstrøm. Hans skuespil med deres teatermæssige sigte er dog kun af sekundær interesse i forhold til hans egentlige forfatterskab. Debutbogen fulgtes af novellesamlinger og større fortællinger, Landsbyens Magdalene, 1908, Pinsesolen, 1910, Karen Kruse, 1912, Menneskeøjne, 1918 og Bugten. 1919. Efter nogle års tavshed kom som resultatet af intensivt arbejde den digre roman De Vises Sten, 1923 hvor L. har prøvet sine evner i det store format. Den samlede romankomposition lykkedes ham ikke, men ved sin menneskeskildring og sit idéindhold blev De Vises Sten hans hovedværk. Bogen vandt førsteprisen i Gyldendals romankonkurrence, og i oversættelse gjorde den forfatterens navn kendt Europa over og gav anledning til foredrags- og oplæsningsrejser. En forkortet udgave ved Anna Sophie Seidelin kom 1955.

1923–24 foretog L. en større rejse til Nordafrika (Tunis og Algier). Siden kom bl.a. Martha og Maria, 1925, Sognet som vokser ind i Himmelen, 1928, Kong Lear fra Svendborg, 1932, Olsens Daarskab, 1941 og Hansen, 1949. – L.s forfatterskab udgør i sjælden grad en enhed. Det fælles miljø danner "sognet", og man genkender fra bog til bog personer, således bl.a. "kandidaten", et forfatterskjul der allerede findes i "Barnet" (rector omniperitus). Også i stilen har forfatterskabet et tydeligt enhedsmærke, en sober prosa, uden store gestus men af en egen indre magtfuldhed. Men især synes det hele forfatterskab ved sin idé eller rettere sin livsbelysning som udstrømmet fra én stor oplevelse. Herom har L. fortalt i den lille selvanalyserende (men ikke i ydre forstand selvbiografiske) bog For aaben Dør, 1926. Da L. sagde farvel til teologien blev han en tid indfanget af teosofien, drev siden religionshistoriske og -psykologiske studier, hørte forelæsninger hos Harald Høffding (ca. 1905), siden hos Vilhelm Grønbech læste en del litteratur. Men mere end af bøger lærte han "i marken" ved at dykke ned i sit eget selv og analysere de sjælelige tilstande, de "glimt" hvor rum og tid svinder bort og evigheden som en virkelighedsfornemmelse synes at fylde jeget helt. Det er menneskets bevægelse henimod eller bort fra denne sjælens ligevægt der danner kernepunktet, hvorom L.s menneskefigurer har formet sig. Det er religionspsykologien han indfører i digtningen. Barndomsårene bliver hans særlige område, fordi han især hos barnet finder det "åbne" sind for "virkeligheden" bag tingenes verden. En forgænger har L. haft i L. Feilberg, men hans forfatterskab ligger i en bredere strøm end kølvandet efter denne. Det hænger sammen med det store gennembrud i 90erne af "den religiøse følelse". Han er i sin digtning psykolog og hjemstavnsforfatter hvor han "lunt og bevidst" skildrer sognets brogede kreds af folk. Men sognet i hans digtning vokser ind i himlen. I hans kunsts store øjeblikke (fx Holger Enke-scenerne i De Vises Sten) udstråler der fra den en livslære og forkyndelse.