Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

J.E. Schlegel

Oprindelig forfatter RPaulli
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

J.E. Schlegel, Johan Elias Schlegel, 17.1.1719-13.8.1749, forfatter. Født i Meissen, død i Sorø, begravet i Sorø k. S. var en ung lovende digter, da han efter at have taget juridisk eksamen i Leipzig kom til Kbh. 1743 som sekretær hos den sachsiske gesandt. Han blev snart fortrolig med danske forhold og kom i forbindelse med folk som Ludvig Holberg, H. P. Anchersen og Hans Gram. Et vidnesbyrd om hans evne til hurtig tilpasning er det ugeblad han skrev og udgav 1745–46, Der Fremde hvori han, idet han selv betegner sig som gæst, skriver taktfuldt om danske forhold; kritiserer han, er det i de urbaneste former; vittigt tager han parti for Jacob Langebek i striden med Erik Pontoppidan, vistnok tilskyndet af Holberg, i hvem Der Fremde havde en beundrer. Udgiverens intime indlevelse i dansk åndsliv ses bl.a. af bladets behandling af en så uopdyrket disciplin som dansk digtekunsts historie. I øvrigt drøfter Der Fremde allehånde emner og regnes i den tyske litteraturs historie blandt de bedste tidsskrifter inden for spectatorgenren.

Som æstetiker er S. oprindelig elev af den strenge regelretheds forkæmper J. C. Gottsched; efterhånden frigør han sig fra dennes franskprægede formalisme, nærmer sig Schweizerskolen, Gottscheds modstandere J. J. Bodmer og J. J. Breitinger med deres mere fantasi- og følelsesbetonede, engelskprægede kunstopfattelse, men hæver sig over de stridende parter som forkæmper for kunstens uafhængighed af didaktik og moraliseren ved at opstille den æstetiske nydelse, "das Vergnügen", som digtningens hovedformål. Navnlig som dramaturg er S. forud for sin tid; han er den første som i Tyskland tager den af Gottsched forkætrede Shakespeare i forsvar (1741) og han hævder, at for dramatikeren er evnen til levende personkarakteristik vigtigere end mekaniske regler, ligesom tilpasningen af dramaet efter det nationale gemyt er vigtigere end kopiering af fremmede forbilleder. I sin dramaturgi er han en forløber for G. E. Lessing, i sin nationale kunstopfattelse for J. G. v. Herder. Den kraftigste impuls til dramatisk og dramaturgisk forfatterskab fik S. gennem bestræbelserne for en genoprettelse af den danske skueplads efter Frederik V's tronbestigelse. I sine Gedanken zur Aufnahme des dänischen Theaters, 1747, hans dramaturgiske hovedværk (trykt 1764) giver han gode råd, hvordan den nationale scene bør grundlægges for at opfylde sin mission. Holbergs komedier behandles med en vis kølighed, og af samtidige breve fra S. til Bodmer ses det, at han finder dem for vulgære. Til gengæld virker S.s egne lystspil i sammenligning med Holbergs afblegede og kedelige; i de tidligere af dem spores endda Holbergsk påvirkning, fx i Der gute Rath, offentliggjort 1745 i Der Fremde, en slags proverbe hvor figurerne har danske navne, og i Der Geheimnisvolle, 1746–47, hvis handling foregår i Danmark. En sådan indflydelse er derimod ikke påviselig i hans to bedste komedier, den versificerede enakter Die Stumme Schönheit, og den prosaiske femakter Der Triumph der guten Frauen, n.å. Om førstnævnte der ikke blot må anses for hans bedste komedie men også den bedste tyske komedie før Lessing, siger denne at "die Sitten" deri er mere danske end tyske, en bemærkning der dog ikke forekommer en dansk læser træffende. Begge stykker har været beregnet til opførelse i dansk oversættelse, men foreligger kun på tysk, i S.s Beyträge zum Dänischen Theater, 1748 der også indeholder det allegoriske forspil Die Langeweile som under titlen Kiedsommelighed opførtes på Interimsteatret i Læderstræde i anledning af Frederik V's kroning. S.s hovedværk inden for tragedien er Canut, 1746, hvortil Grams afhandling om Knud den Store måske har givet stødet; kilderne er Saxo og T. Torfæus, men nordisk lokalkolorit findes ikke. Stykkets hovedperson er ikke titelfiguren, men Ulf Jarl (Ulfo) der er skildret som en skurk besat af tøjlesløst "Ruhmbegier"; Ulfo regnes for den første kunstnerisk tegnede karakterrolle i tysk tragedie.

I sine egne digterværker viser S. sig mere traditionsbunden end man skulle vente efter hans fremskredne æstetiske anskuelser. Når disse ikke kom til at danne epoke, skyldes det at hans ovenn. dramaturgiske hovedværk først blev trykt (1764) længe efter hans død, i den af broderen J. H. Schlegel besørgede udgave af hans Werke I-V, 1761–70; da var Lessing kommet ham i forkøbet. – J. v. Antoniewicz udgav 1887 S.s Aesthetische und dramaturgische Werke. – 1747 indstillede Holberg S. til et professorat i historie ved Sorø akademi men uden held; n.å. blev han derimod professor i politik og offentlig ret sst. og tog med frisk initiativ fat på sin nye virksomhed, men ved hans hurtigt påfølgende død kom hans evner lige så lidt til at sætte sig varige spor her som på den danske skueplads.

Annonce

Familie

Forældre: appellationsråd og stiftssyndicus Johann Friedrich S. (1689–1748) og Maria Rebecca Wilcke(ns) (1695–1736). Gift 19.4.1748 i Kbh. (Petri) med Johanna Sophia Nierdt, født ca. 1730, død 22.5.1784 i Sorø, antagelig fra Sachsen. – Bror til J. H. S.

Bibliografi

P. M. Stolpe: Dagspressen i Danm. IV, 1882 (fot. optr. 1977). Jul. Bidstrup i Museum, 1893 II 35–38. Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis II, 1907 65–70. Wilh. Mühleisen i Studien zur vergleichenden Literaturgesch. VIII, Berlin 1908 444–48. J. Paludan: Fransk-engelsk indflydelse på Danm.s litteraturhist. i Holbergs tidsalder, 1913. Gustav Paul: Die Veranlassung und die Quellen von J. E. S.s Canut, Darmstadt 1915. Karl Goedeke: Grundriss zur Gesch. der deutschen Dichtung 3. opl. IV,I, Dresden 1916 (fot. optr. 1975ff) 66f. Carl Roos: Det 18. årh.s tyske overs, af Holbergs komedier, 1922 155f 161–70. Ferd. J. Schneider: Die deutsche Dichtung 1700–85, Stuttg. 1924 = Epochen der deutschen Lit. III. B. J. V[os] i Modern language notes XXXIX, Baltimore 1924 509f. Das deutsche Drama, udg. Rob. F. Arnold, München 1925. Herrn. Bünemann: Elias Schlegel und Wieland, Lpz. 1928 = Form und Geist III. Eberh. Semrau: Dido in der deutschen Dichtung, Berlin 1930 = Stoff- und Motivgesch. der deutschen Lit. IX 47–56. Fritz Bruggemann: Bürgerliche Gemeinschaftskultur II, Lpz. 1933 = Deutsche Lit., Reihe Aufklärung VI 5–19 33–82. Jens Krause: Det følsomme drama, 1934. Betsy Aikin Sneath: Comedy in Germany in the first half of the 18. Century, Oxford 1936. Fr. Schyberg: Dansk teaterkritik indtil 1914, 1937. Alf Henriques: Shakespeare og Danm., 1941.

Referér til denne tekst ved at skrive:
R. Paulli: J.E. Schlegel i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297060