Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jørgen Nielsen

Oprindelig forfatter EANi
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Jørgen Nielsen, Niels Jørgen Nielsen, 18.11.1902-27.3.1945, forfatter. Født i Pårup, Engesvang sg., Silkeborg, død i Gentofte, urne på Bispebjerg kgd., Kbh. Gennem barndomstiden og de første ungdomsår var N. beskæftiget ved landbrug og tørvearbejde. Trods hans læselyst var der ikke råd til at lade ham studere, men 1923 forlod han mosearbejdet for i de fire følgende år at arbejde som journalist (Silkeborg Venstreblad, senere Venstres Folkeblad i Ringsted). Siden 1927 var han udelukkende beskæftiget med forfattervirksomhed, fra 1933 bosat i Kbh. – N.s forfatterskab er intenst og sammenbidt, men uden større tematisk bredde. Det har sin styrke i skildringen af dansk (midtjysk) almue på et tidspunkt hvor den er ved at forlise den gamle folkelige kultur og forvandles til et landproletariat. Ofte lever hans personer i yderst fattige kår, men mere beklemmende end deres armod er egentlig den åndelige indespærring som gør deres liv grublende og udvejs-løst. Styrken i N.s realistiske fortællekunst er hans illusionsløse og bistre interesse for disse fåmælte og ofte voldsomme mennesker. Hvor han går uden for erfaringerne fra sit barndomsmiljø (fx i romanen De Hovmodige, 1930 der skildrer unge, "frigjorte" mennesker i en provinsby, eller i novellen Hinsides Helligdommen, 1934 der handler om en stor violinists sammenbrud) gør den moderne rodløshed ofte hans stil uanskuelig og postulerende. Som essayist er han mest vedkommende når han skriver som velformuleret almuemand, mens hans forkærlighed for store civilisationsteorier som Oswald Spenglers dommedagsvisioner kan forekomme spekulative og ensidige (artikelsamlingen Hvem er vi?, 1955). Novellen er den genre N. mestrer med størst fuldkommenhed (Samlede Noveller med efterskrift af Tage Skou-Hansen, 1959). Det gælder især debutsamlingen Lavt Land, 1929 med en drastisk fortællekunst, hvis koncentration om den voldsomme død giver genren den fornødne knaphed og anskuelighed. Her er autentiske studier af næsten ordløse mennesker der udfolder deres ofte amoralske liv i civilisationens udkant eller undergrund. Til disse udstødte og lovløse hører også børnene, hvis uidylliske liv som ofre og bødler N. skildrede livet igennem fra skitsen Det onde Land (udgivet posthumt 1957) over en række noveller til det dybtborende drengestudie i dobbeltromanen Dybet/Et Hus splidagtigt med sig selv 1940 og 1945.

I livets magtkamp tager N. ofte en af de forkuede skikkelser som sin fortællings hovedperson, således iøjnefaldende ofte også kvinder. Det er mennesker med en mere nervøs og svag karakter der ofte nok kan være i klemme hos temmelig sanseløse og tromlende personer. I nervernes kamp er det de robuste der sejrer. Hans første roman Offerbaal, 1929, skildrer en kvinde i skismaet mellem en tiltrækkende, men ubetydelig mand som hun forelsker sig i, og en hensynsløs slider som hun gifter sig med for at overkomme det evighedsregnskab, hendes missionske opvækst har bebyrdet hende med. Den verden af skyld og bebrejdelse pietismen har indprentet i miljøer som N.s, fylder denne kvindelige hovedperson og adskillige andre af hans skikkelser med uoverkommelige angstanfald, hvis styrke giver autoritære og instinktsikre mennesker overdreven magt over deres sind. Det er denne rædsel, der har navngivet romanen Dybet. Men selv hvor den direkte missionske indflydelse er borte, bevarer en næsten stum verden af intense bebrejdelser og skyldfølelser sin magt over personerne, hvis bevidsthedsliv ytrer sig som en pine og en udvejsløs kredsning. Ud af denne belastende stumhed bryder N.s personer i eksplosioner af handling, ofte uhørt brutale og forbryderiske. Disse gennembrud viser personlighedens skrøbelighed i kløerne på de instinktmagter N. ser som verdens virkelige magthavere. Hans livssyn tager sig på denne baggrund ud som en skærpelse af den naturalistiske determinisme med blodets vilje som skæbnemagten. Selv i en mere frodig og dæmpet humoristisk roman som En Kvinde ved Baalet, 1933 ligger der sådanne eksplosive steder i handlingens undergrund. En statuslignende opstilling af disse destruktive kræfters samvirken i et menneske gennemførte N. i dobbeltromanen Dybet der rummer hans modneste realisme i den enerverende konflikt mellem en far og en søn. Romanen skruer sig til sidst ind i en helt fastlåst situation. N. tog sit eget liv før bogens afslutning og overlod det til Paul la Cour at skrive denne. Den dystre baggrund i N.s eget liv for dette selvmord kan læses i artiklen Hvad er en Depression?(Kritik 54/1980). Jfr. også Th. Bjørnvigs digt JN i Anubis, 1955.

Med sin sans for psykologisk dybdeanalyse og sit kendskab til menneskesindets indespærring i sig selv udgør N. et modbillede til dansk 30'er-digtnings koncentration omkring analysen af mennesket i samfundslivet. En smuk og kærlig karaktertegning af sin ven har Nils Nilsson skrevet i bogen JN, en digterskæbne, 1951.

Annonce

Familie

Forældre: husmand Søren N. (1872-1947) og Ane Sofie Pedersen Karup (1867-1932). Gift 24.11.1929 i Engesvang (b.v.) med Catharina Marie (Diddi) Frost, født 14.4.1904 i Sønderborg, død 9.9.1982 i Kbh. (Helligånds), d. af arbejdsmand Jørgen Jørgensen F. (1873-1954) og Christine Caroline Collmorgen (1883-1968).

Ikonografi

Tegn. af S. Hjorth Nielsen, 1935. Foto.

Bibliografi

Breve i Perspektiv III, 1955-56 nr. 2 11-23; nr. 3 40-48. – Paul la Cour i Tilskueren, 1933 II 268-77 (optr. i forf.s Solhøjde, 1959 29-37). Martin A. Hansen: Tanker i en skorsten, 1948 112-24. Samme og Kj. Elfelt: J. N., 1953. Samme: Ved korsvejen, 1965 90-107. Nils Nilsson: J. N., 1951. Sv. Møller Kristensen i Danske digtere i det 20. årh. II, 1951 389 103. Samme sst. 2. udg. III, 1966 433-52. Tage Skou-Hansen i N.s Saml. noveller, 1959 431-59. Samme: Det midlertidige fællesskab, 1972 138-42. Rich. Gandrup: For og imod, 1960 64-78. Lise Sørensen: Digternes damer, 1964 (3 udg. 1978) 42-54. Samme i N.s En kvinde ved bålet, 1964 (2. opl. 1970) 205-19. Samme: Mands- og moderhjerte, 1969 91-100. Erik A. Nielsen i Tilbageblik på 30erne, ved Hans Hertel I, 1967 66-79. A. C. Normann: Erindringsbilleder, 1975 193-231. Johannes Riis i Kritik XIV, 1980-81 nr. 54 15-21.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik A. Nielsen: Jørgen Nielsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295025