Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jónas Guðlaugsson

Oprindelige forfattere EM-P og PHes
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Jónas Guðlaugsson, 30.4.1886-15.4.1916, forfatter. Født i Stadarhraun på Island, død i Skagen, begravet sst. G. som tog 4. klasses hovedeksamen i Reykjavik røbede allerede i konfirmationsalderen så stor politisk evne, at landeværnspartiet blev opmærksomt og udsendte ham som agitator i en alder af kun seksten år; kort efter antog partiet ham endog som redaktør af dets organ Valurinn. Men G. længtes ud og afbrød sin politiske karriere for at rejse til Danmark hvor han ernærede sig som journalist sine sidste ti år, bortset fra nogle korte ophold i Norge og Tyskland. Han debuterede som lyriker i 90ernes stil 1905 med Vorblóm, Tvistirnið, 1906 og Dagsbrún, 1909. Fra 1911 skrev han på dansk, Sange fra Nordhavet, 1911, Viddernes Poesi, 1912 og Sange fra de blaa Bjærge, 1914. Det mærkes i disse digte at dansk ikke er G.s modersmål. Trods manglende nuancerigdom i form og sprog finder han dog. udtryk for en ejendommelig natursans. Det var imidlertid først i sine prosafortællinger G. opnåede herredømme over dansk. Solrun og hendes Bejlere, 1913 fortæller om en ung islandsk piges kærlighedsoplevelser og giver billeder af årstidernes gang, Islands korte strålende sommer og lange barske vinter. I Monika, 1914 er den naturramme der er lagt om begivenhederne endnu mere levende, men formår dog ikke at bortlede opmærksomheden fra beretningen om Monikas tragiske skæbne. Natur- og menneskeskildring går her i højere grad end noget andet sted i G.s forfatterskab op i en højere enhed. Såvel i disse bøger som i novellesamlingen Bredefjordsfolk, 1915 nærmer G. sig en social realisme der med en rigdom af detaljer viser, hvor svært livet kunne forme sig for de fattige på Island under den danske monopolhandel. G.s fortællinger er dog ikke agitation, men fremstillingens realisme forbindes kraftfuldt med menneskeskildring og idé, så man får en helhed der kan føre tanken tilbage mod sagaerne og frem mod Laxness. Livet på Island var endnu ved århundredskiftet præget af enkle livsformer. Det føltes som noget afgørende, da G. bragte dette afsides Island ind i vor litteratur, og selv om han ikke har opnået en popularitet der kan måle sig med G. Gunnarssons og J. Sigurjónssons, to digtere der udsendte deres første bøger på dansk omtrent samtidig, indtager G. en fremskudt plads i den nyislandske renæssance som i årene før første verdenskrig tilførte dansk litteratur en tiltrængt fornyelse gennem en række beretninger om et folk og en natur, rig på stærke modsætninger.

Familie

Forældre: sognepræst Guðlaugur Guðmundsson (1853-1931) og Margrét Jónasdóttir (1867-1954). Gift 1. gang 1908 med Thorborg Schöyen, født 14.9.1886 i Lillehammer, Norge, død 20.5.1948 i Sverige (gift 2. gang 1912 med første stationsskriver Ture Amos af Ekenstam, 1873-1851), d. af kaptajn Aslak Ludvig S. (1839-93) og Andrea Christine Blom (1851-1930). Ægteskabet opløst 1912. Gift 2. gang 19.4.1913 i Kbh. med Marie Elisabeth Henriette (Marietje) Ingenohl, født 24.7. 1883 i Cleve i Nedre-Rhin provins, Tyskland, død 1973 i den Haag, Holland, d. af grosserer Gustav 1. (1840-99) og Elizabeth Pollack (1852-1931).

Ikonografi

Mal. af R. Leepin, 1913. Relief af Einar Jonsson s.å. Mal. af Chr. Aigens, 1914 og af Otto Neumann s.å. Foto.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erland Munch-Petersen, Peder Hesselaa: Jónas Guðlaugsson i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290301