Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ivar Hertzholm

Oprindelig forfatter RPaulli
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Ivar Hertzholm, Ivar Nielsen Hertzholm, Ivar Hirtzholm (Hirschholm), 15.6.1635-efter 25.6.1693, historisk og statsretlig forfatter. Født på Hirschholm slot, død formodentlig i Risør. H. blev student 1655 fra Sorø, baccalaureus n.å. og lic.jur. 1673 på en disputats De servitute personali et reali. 1675 blev han assessor i overhofretten i Norge. Han forfattede et defensorat for Danmark-Norges optræden mod England 1665 Justa Danorum causa pro justa Batavorum defensione ad Bergas og udgav 1671 en versificeret Christiani V. Salvings Beskriffvelse i temmelig ubehjælpsom barokstil med stolprende aleksandrinere. I ca. 30 år gjorde H. elefantordenens historie til genstand for et studium, men af hans afhandlinger herom udkom først 1704 et sammendrag Breviarium eqvestre, besørget af hans søstersøn Jens Bircherod (senere biskop i Kristiansand). Dette arbejde der har bevaret H.s navn fra forglemmelse vidner om stor lærdom, men ringe kritik; efter hans mening skal ordenens oprindelse dateres til korstogenes eller Knud VI's tid.

Familie

Forældre: fiskemester Niels Olufsen (død 1652) og Margrethe Iversdatter (død ca. 1663, gift 2. gang 1653 med sognepræst i Hillerød, magister Hans Husvig, 1619–70, gift 1. gang med Else Hansdatter Riber (død 1652, gift 1. gang med sognepræst i Vejle Laurits Clemensen, 1595–1623, gift 2. gang 1624 med kgl. konfessionarius Christen Jensen, 1596–1635), gift 3. gang 1667 med Maria Schumacher, 1643–1706 (gift 2. gang med professor Oluf Eriksen Torm, 1641–98)). Gift (kgl. bevilling 19.12.1673) med Dorthe Ingvorsdatter, død 1686 i Risør (gift 1. gang ca. 1625 med trælasthandler Isak Lauritzen Falck, 1601–69), d. af trælasthandler i Hedrum Ingvor Halvorsen og Bodil Jensdatter. – Morbror til Jens Bircherod.

Bibliografi

Saml. til den da. hist., udg. P. F. Suhm I, 3, 1780 90–98 (m. breve). – E. C. Werlauff i III. nyhedsbl. VIII, Kria. 1859 139f. S. H. Finne-Grønn i Pers.hist. t. 4.r.IV, 1901 159–61; samme sst. 5.r. I, 1904 165–67. Tallak Lindstøl: Risør 1723–1923, 1923 226f 317 349. E. Seaton: Literary relations of England and Scandinavia, Oxford 1936 112f. – Justa Danorum ... i Kgl. bibl.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
R. Paulli: Ivar Hertzholm i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291243