Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Inger Christensen

Oprindelige forfattere MeHa og M-LP

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Inger Christensen, 16.1.1935-2.1.2009, forfatter. Efter studentereksamen i Vejle 1954 kom Inger Christensen på seminarium i Århus hvor hun tog lærereksamen 1958. Sine første digte fik hun trykt i "Hvedekorn" 1955, -56 og -59. Inspireret af en anden Hvedekorns-forfatter, Poul Borum, lærte hun fra 1959 på kort tid en mængde moderne og klassisk lyrik (og musik) at kende og fandt i modernismens principper og tegnsprog (og i Noam Chomskys sprogfilosofi) noget der svarede til hendes egne krav om gennem ordene at vågne, at omfatte og at gå videre. I digtsamlingerne Lys, 1962 og Græs, 1963 stod Christensen i fuldt modernistisk flor, men med umiskendelig originalitet, og gennem hele tiåret udfoldede hun en rig produktivitet med romanen Evighedsmaskinen, 1964, en ironisk Kristus- og samfundsallegori, Azorno, 1967, på samme tid en ægteskabsroman, en mangetydigt fungerende metaroman og en kollektiv roman om en amøbeagtig gruppe personer der både skriver, spiller og reflekterer over romanen, og en række radiospil, Spejltigeren, 1966, Klædt på til at overleve, 1967, Et uhørt spil, 1969 - alt jævnsides med en løbende strøm af noveller, artikler, oversættelser, revytekster, oplæsningsaftner m.m.

Et treårigt kunstfondsstipendium 1966-68 gav Christensen ro til at samle sig om sit skelsættende værk Det, 1969 som hun færdiggjorde under tre måneders isolation i Rom. I 70erne skrev Christensen hovedsagelig kortere ting (foreneligt med børnepasning), debuterede som scenedramatiker med Intriganterne, 1972 og præsterede med operalibrettoen til Ib Nørholms Den unge park, 1970 noget på samme tid centralt og specielt. Det malede værelse, 1976 er en dybsindige lange renæssancenovelle fra Italien. I Lys og Græs gennemspillede Christensen sine temaer, livet, døden, naturen, kærligheden, vanviddet og kunsten (magien) i korte, stærke prosalyriske tekster der viste sig at være små byggesten til Dets sammenhængende tankeverden. Det blev 60ernes største poetiske indsats, en litterær eksplosion - og en bestseller - der af en enig kritik blev kaldt grænsesprængende, betagende, foruroligende, genial, en generations erfaring koncentreret til visionær indsigt, en skabelsesberetning at sammenligne med Anders Arrebos Hexaëmeron.

Christensens forfatterskab, og især Det, præges af en overvældende styrke og vilje til at gøre det umulige, at finde ord for det enkelte menneskes forsøg på at omfatte tilværelsens struktur og mening, den store skrift i alt. ("Lykken er den forandring, der sker med mig, når jeg beskriver verden. Den sker med verden."). Med sin konstruktive begavelse og sin næsten biologisk ynglende billed- og ordevne, men også med understrømme af varme, harme og humor, gennemførte hun den 240 sider store digtkreds som en matematisk opgave, en musikalsk komposition og et kemisk eksperiment med sproget, digterisk båret af "en stærk sympati for livet som sådan" og mundende ud i erkendelsen af menneskets rolle i fællesskabet og i naturprocessen: vi er naturens ord.

Annonce

Også Christensens næste digtsamling, Alfabet, 1981 (engelsk udg. 2000) kombineres bogstavsystemet med en matematisk talrække. Hendes betydelige digtsamling Sommerfugledalen. Et requiem, 1991 består af 15 sonetter om døden og håbet. Den blev i 2006 optaget i Kulturkanon. Blandt hendes øvrige værker kan nævnes essaysamlingen Del af labyrinten, 1982 og børnebøgerne Den store ukendte rejse, 1982 og Mikkel og hele menageriet, 1990. Hendes sidste udgivelse er essaysamlingen Hemmelighedstilstanden, 2000.

Inger Christensen blev 1969 hædret med årets kritikerpris, 1970 med boghandlernes gyldne laurbær, 1973 med Aarestrup-medaljen, 1978 med Kjeld Abellprisen, 1983 med Søren Gyldendal-prisen, 1987 med Holberg-medaillen, 1994 med Det svenske akademis nordiske pris og 2001 med Rungstedlund-prisen.
I 1978 blev Christensen medlem af det danske akademi.

Familie

Født i Vejle (Skt. Nicolai), død i København, begravet på Garnisons kirkegård, fællesgrav, København.
Forældre: skrædder Adolf Emanuel Christensen (1908-90) og Erna Hansine Østergaard (født 1910). Gift 8.8.1959 i Vejle med forfatter Poul Borum, født 15.10.1934 i København, død 10.5.1996, adoptivsøn af guldsmed Ejnhard Villiam Borum (1896-1955) og Hansine Marie Coops (1900-76). Ægteskabet opløst 1976.

Udnævnelser

R. 2001.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Inger Christensen i Harlekin, I 1965 13; i Berl. aftenavis 9.8.1969; sst. 18.7.1970. - Jørgen Gustava Brandt; Præsentation, 1964 35-37. T. Brostrøm: Ti års lyrik, 1966 198-203. Samme: Ti års kritik, 1975 61-64. K. Zeruneith i Bogens verden 1967 652-55 (m. bibliografi). Samme i Kritik, 1975, nr. 33 86-117. Prosa, ved Erik Thygesen, 1970 191-204 (analyse af Azorno). Jens Kruuse i Jyllandsposten 2.8.1973. Marie-Louise Svane i Analyser af moderne da. lyrik II, 1976 289-311. Iben Holk: Til Inger Christensens ontologi. En forfatterskabstolkning (utrykt mag. konf.).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Marie-Louise Paludan: Inger Christensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288268