Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ida Nielsen

Oprindelig forfatter HTopJ

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Ida Nielsen, Ida Cathrine Augusta Nielsen, 17.5.1815-16.4.1889, forfatter. Født i Kbh. (Holmens), død på Frbg., begravet i Farum. N. tilbragte en stor del af sin barndom og ungdom i Farum hvor hun blev undervist af auditør P. E. Rasmussen hvem hun har viet et mindedigt, og hvor hun senere lærte H. V. Kaalund at kende. Efter moderens død styrede hun hus for overkrigskommissær U. A. Rung. Hun debuterede 1854 med en anonym samling ret ubetydelige fabler: Vandringer i Naturen og udsendte i løbet af de næste fjorten år under mærket Conradi fire små prosabøger: Uddrag af en Afdøds Dagbog, 1857, Ellen, en Landsbyhistorie, 1858, Ung og gammel, 1859 og Marskandiserens Datter, 1868 samt fik anonymt opført en række teaterstykker som samtiden for fleres vedkommende tilskrev andre forfattere (Ilia Fibiger,U. P. Overbye, Athalia Schwartz). På det kgl. teater gik således de historiske skuespil Prindsessen af Taranto, 1855 og En Hof-Intrige, 1866, folkesagnsdramaet Cyprianus, 1860 og de små nutidsstykker En Hemmelighed og Et forkjælet Barn, begge 1861, på Folketeatret vaudevillen Han drikker, 1859 (125 opførelser) og lystspillene En sørgende Enke, 1860 og Hvem er Adam, 1865. Alle hendes dramatiske arbejder er utrykte undtagen den i sin tid populære vaudeville Han drikker (trykt 1884), en behændigt turneret farce i Hostrups manér, men i teaterhistorien huskes hun for Prindsessen af Taranto, et historisk intrigespil om Griffenfeld, konstrueret efter scribeske mønstre. Af N.s prosabøger vakte Uddrag af en Afdøds Dagbog opsigt som det første kraftige indlæg for kvindeemancipationen siden Clara Raphaelfejden. Den lille talentfulde roman rejser med bitter lidenskab på ny kravet om kvindens frigørelse og hendes ligeberettigelse med manden såvel i samfundet i almindelighed som i ægteskabet i særdeleshed og bekæmper mandfolkeegoismens fordomme mod den selvstændigt arbejdende kvinde. Også hendes øvrige fortællinger rummer kvindeemancipatoriske elementer.

Familie

Forældre: kaptajn i søetaten, senere kar. kommandørkaptajn Conrad Woldemar N. (1771-1819) og Wibeke Petrea Garde (1786-1860). Ugift.

Bibliografi

Nord og syd, 1857 1 87-92 (anm. af Uddrag af en afdøds dagbog). Th. Overskou: Den danske skueplads VI-VII, 1876. Johanne Luise Heiberg: Et liv III, 1892 (5. udg. 1974) 227-35. – Papirer i Kgl. bibl.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
H. Topsøe-Jensen: Ida Nielsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294966