Ib Henrik Cavling, 1.4.1918-2.11.1978, forfatter. Født i Kbh, død i Italien, begravet Sorgenfri kgd. Lige fra sin tidlige barndom prægedes C. af skismaet mellem folkelighed og snævrede litterære udtryksformer. Bedstefaderen, Henrik Cavling, efter hvem han blev opkaldt, var den moderne, slagkraftige fornyer af den danske bladverden. Faderen, Viggo Cavling, populariserede igennem 1930erne det bedste i dansk kunst gennem Politikens Magasinet, men var samtidig noget af en åndsaristokrat som genfortolker af nyere filosoffer. Efter skolegang 1927-30 på Bogø kostskole gik C. 1930-34 på Birkerød statsskole og derpå en kort tid på et kbh.sk gymnasium, men undlod at afslutte eksamen. Han forsøgte sig som journalistelev i Norge (1937) og ved Aarhus Amtstidende (1938), men opgav og vekslede rastløst mellem oversættelser, journalistiske småskriverier og rejser rundt i Europa. Alt sammen underordnet et stigende alkoholforbrug. Han rettede et aldrig afsluttet, selvopslidende opgør mod faderen, men efter dennes død 1946 bortfaldt gradvis hans arbejds- og præstationshæmninger i en lang periode. Han begyndte at skrive ugebladsnoveller, og fra 1952 og til sin død skrev han 57 romaner hvoraf fire blev filmatiseret og flere udkom løbende i Familie-Journalen. Blandt værkerne skal fremhæves Arvingen, 1952 (filmatiseret 1954), Charlotte, 1954, Askepot, 1956 og A/S Palma Mallorca, 1963. 1965 udkom Kulturministeren i føljetonform i Ekstra Bladet, noget helt enkeltstående i nyere dansk pressehistorie. Indholdsmæssigt fornyede C. Morten Korchs bonderomaner som han hædrede i en kronik i Information 31.1.1953. I sine overfladisk blændende og fængslende tidlige romaner beskrev han sin samtids ekspansioner: den nye turistindustri, stormagasinernes opdukken, hospitalstilvæksten osv. Det skete ud fra ideologien om at "enhver er sin egen lykkes smed", hvis man kan udsætte personlige behov og modstå rodløshedens fristelser i et traditionsopbrud. At beskrive den egentlige højkonjunkturs mange muligheder for frigørelse fra midten af 1960erne var imidlertid ikke C.s sag. Han forsøgte at henlægge tidens seksuelle og økonomiske konflikter til fortiden eller til kriminelle miljøer. Men de utilslørede voldsprægede og seksuelle temaer var for truende for ham, og hans bøger faldt fra hinanden i denne sidste del af forfatterskabet. Han udpenslede detaljen uden øje for helheden, og han kunne ligefrem glemme bipersoner. 1960 udgav han en velfortalt erindringsroman, Jeg løb hornene af mig. I sine sidste år tumlede han med planer om et mere såkaldt finlitterært projekt, men barriererne var for store, og han døde efter kort tids sygdom.

Familie

Forældre: redaktør Viggo Louis C. (1887-1946) og Ellen Street (død 1972).

Ikonografi

Mal.

Bibliografi

I. H. C: Jeg løb hornene af mig, 1960. – Tove Burup i Kønsroller i litteraturen, ved Hans Hertel, 1975 (3. opl. 1978) 122-30. M.-L. Svane i Linjer i nordisk prosa, Lund 1977 93-134. Carsten Berthelsen i Danske digtere i det 20. årh. 3. udg. V, 1982 422-28.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig