• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Holger Drachmann

Oprindelig forfatter PVRu

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Holger Drachmann, Holger Henrik Herholdt Drachmann, 9.10.1846-14.1.1908, forfatter. Holger Drachmann blev født i det inderste Kbh., og faderen, der da var underlæge i marinen, tog ham ofte med sig ved besøg på skibe og forter; han legede gerne i havnen og ved stranden og tilbragte alle ferier hos slægt og venner i Nordsjælland. I Metropolitanskolen var Kr. Arentzen hans foretrukne lærer der da og senere opmuntrede ham til opposition mod akademisk bornerthed. Han blev student 1865, men opgav at tage filosofikum, ville hellere være kunstner eller – dersom talentet skulle vise sig at være for ringe – håndværker. Først efter en rejse til Skotland, Spanien og Sicilien var han sikker på sit kald som maler. Som marinemaler holdt han især til på Bornholm hvor han hvert år aflagde besøg fra 1865 indtil 1874. Her traf han sin tilkommende første hustru som et sekstenårigt "forunderligt tiltrækkende Barn". De forlovede sig 1869, og der kom derefter mere plan i hans arbejde. 1874 var det sidste år han udstillede på Charlottenborg; og efter 1876 var maleriet ham kun et bierhverv, som han ganske vist vedblev at dyrke til sine sidste dage, dels for sin egen fornøjelses skyld, dels for i en snæver vending at kunne skaffe sig en beskeden indtægt. Den sidste af sine bøger han selv illustrerede var Den hellige Ild, 1899. Men for hans digtning og hele syn på tilværelsen har malerperioden sin store betydning: han kom til poesien med en forståelse af den synlige verden og en forkærlighed for kunstnerlivet som næsten ikke har sidestykke i dansk litteratur.

April-okt. 1871 opholdt Holger Drachmann sig i England hvor han lærte engelske proletarer og franske kommunarder at kende; han solgte billeder til aristokratiet og skrev korrespondancer hjem til Dagbladet. Efter sit bryllup med den strålende smukke Vilhelmine, "Fru Belli" kaldet, havde han en opgangstid. Hans billeder gjorde lykke, og efter at han havde fået pennen på gled åbnede der sig også en fremtid for ham som skribent. Nogle artikler om dansk marinemaleri i Nyt dansk Maanedsskrift skaffede ham Georg Brandes' venskab; et bind fortællinger Med Kul og Kridt, 1872 viste ham som en underholdende folkelig prosaist; en samling Digte, s.å. blev hans egentlige debut. Meget forskellig fra Kaalunds var hans rytmik og billedvalg vel ikke i denne samling, men den socialrevolutionære patos i digte som Engelske Socialister, King Mob og spotten over studenterne i Foraarsstemning skabte opmærksomhed om Holger Drachmanns navn – det var jo året efter Pariserkommunen og Georg Brandes' forelæsninger. Retningen fortsættes i prosabogen I Storm og Stille, 1875 og digtsamlingen Dæmpede Melodier, s.å. Ved udgangen af året 1874 ophørte hans samliv med Vilhelmine; og da han efter et længere ophold i Hamburg og Nordtyskland vendte tilbage til Kbh. fandt han at hun havde forelsket sig i en anden. Det gav ham den rift som gjorde ham til den store digter, den tragiske indvielse. Overgangen til den nye og inderlige prosa danner fortællingerne En Overkomplet, 1876 (selvbiografisk) og Ungt Blod (tre noveller, deriblandt den turgenjevske Dædalus, i bogform først 1877) samt digtet Med høi Horisont, 1875 med det skønne visionære billede af hans tabte brud.

En rejse gennem Tyskland og Tyrol til Venezia bragte Holger Drachmann i foråret 1876 hans digteriske gennembrud med digtet Sakuntala og elleve digte fra Venezia der blev trykt i Illustreret Tidende og Det nittende Aarhundrede inden et års forløb. Denne synske, stemningsbårne, dybt musikalske, helt personlige poesi er fremkaldt af smertelige erindringer om forspildt livslykke; hustruens forklarede billede ligger bag drømmesynerne. I Firenze blev Holger Drachmann syg og svævede længe mellem liv og død (han havde altid haft svage lunger). Efter sin hjemkomst i forsommeren 1876 oplevede han med en ung frue af den landlige overklasse, Polly Thalbitzer, et tidligere ungdomssværmeri, et kærlighedseventyr som blev indledningen til en ny mærkelig periode i hans livs historie. Den skæbnesvangre forelskelse røbedes i digtet Sommer i Gurre, trykt i Illustreret Tidende 20.8.1876 og i stærkt omdigtet form i romanen Tannhäuser (udk. marts 1877) som også vrimler af indlagte digte. Om vinteren tog han ophold i Paris som korrespondent for Dags-Telegrafen o.fl. blade, men marts-dec. 1877 var han atter i Danmark. Da genoptoges kærlighedsforholdet, de fik et barn sammen, og det var meningen at han n.å. når de begge var blevet skilt skulle rejse med hende til syden. Dette år er det rigeste i hans forfatterskab: foruden en samling skitser fra Sønderjylland Derovre fra Grænsen, hans største publikumssucces, og nogle sømandshistorier, digtede han en række liflige intime elskovskvad og talrige naturdigte. Tiden omkring nytår 1878 tilbragte han med danske kunstnere i Paris og Bretagne. Så vendte han hjem og bortførte fruen, men måtte opleve at hun forlod ham med en anden sidst i juli 1878. Det er den anden store elskovstragedie i hans liv. De tre digtsamlinger Sange ved Havet. – Venezia, 1877, Ungdom i Digt og Sang, 1879 og Ranker og Roser, s.å. er fulde af jubel og smerte over denne tids uudtømmelige rigdom på oplevelser; også eventyrdigtet Prinsessen og det halve Kongerige, 1878 hører herhen, det var ment som en bryllupsgave til Polly. Holger Drachmann kom først på ret køl efter denne storm da han 1879 havde ægtet sin tabte elskedes søster, Emmy Culmsee, til hvem digtcyklen Sange til en Søster i samlingen Ungdom er rettet. Han havde under indflydelse af sin store kærlighed måttet tåle forskellig uvilje og dadel, både privat og offentlig; hans svingning i national og religiøs henseende bragte ham forbigående unåde og varig mistillid hos det herskende brandesianske parti; hans stolte pukken på sin selvfølelse i et digt som Rimbrev til Esrom Sø (Ude og Hjemme, 24.2.1878) fremkaldte forarget modsigelse fra en anden kant. Nu erobrede han noget af sin folkegunst tilbage med sine nye værker. Det var eventyrdigtet om psykesagnet Østen for Sol og Vesten for Maane, 1880, den nationale epopé Peder Tordenskjold, s.å., de folkelige fortællinger og skildringer fra fiskeres og andre meningmænds liv Paa Sømands Tro og Love, 1878, Poul og Virginie under nordlig Bredde, 1879, Lars Kruse, s.å., Vildt og Tæmmet, 1881, også et tilløb til historisk romandigtning Vandenes Datter. Et Sagn, s.å.

Annonce

Det nye ægteskab bragte ham den ro og ligevægt han så længe havde higet imod, og deraf præges hans værker fra begyndelsen af firserne; den prægtige digtsamling Gamle Guder og nye, 1881 (under mærket Svend Trøst) blev det mest klassiske han hidtil havde skrevet, i en stil der står den engelske naturalistiske lyriks nær; også hans noveller fra denne tid har en fastere og mere afklaret form: Smaa Fortællinger, 1884 er en af de bedste danske prosabøger. Mindre betydningsfulde var hans forsøg på at nå frem til en sikker position på teatret, med skuespil som Puppe og Sommerfugl, 1882, Strandby Folk, 1883, Lykken i Arenzano, 1884; først med eventyrspillet Der var en Gang (i samlingen Fjældsange og Æventyr, 1885) opnåede han den store, varige succes. Den folkelige og nationale retning drev ham stadig længere bort fra hovedstadsradikalismen hvis politik heller aldrig havde haft hans hjerte. Til sin fætter Viggo Hørup knyttedes han endnu ved gammelt venskab, og med Georg Brandes forhalede han bruddet så længe som muligt, men Edv. Brandes var hans uven der pustede til ilden. Efter Georg Brandes' lidet hjertelige kritik i Det moderne Gjennembruds Mænd opsagde Holger Drachmann kliken huldskab og troskab med en artikel i Dagbladet 11.12.1883. Den store velskrevne prosabog Skyggebilleder fra Rejser i Indland og Udland, 1883 indeholdt i afsnittet Ostende-Brügge et helt nyt program: den franske naturalistiske og fritænkeriske bevægelse har vist sig skadelig og uforenelig med dansk tænkemåde, den hjemlige kunst og litteratur må øse af nationale kilder og følge danske traditioner. Og virkelig slog han ind på en hjertets, arnens, fædrelandets poesi. I overensstemmelse hermed gled han politisk over mod bondepartiet, senere til højre, knyttede sig til sidst endog ret nær til de konservative partier. Efter bruddet mellem C. Berg og Hørup blev han en af Morgenbladets vigtigste medarbejdere, senere skrev han en tid i Berlingske Tidende. I Danmark leve!, 1885 fortsætter han Derovre fra Grænsen; med digtet Ved det første Spadestik, 1886 hyldede han den frivillige forsvarsbevægelse. Men nogen rigtig rodfæstet mand blev Holger Drachmann dog ikke i disse år. Han kunne ikke holde ud at bo i Kbh., slog sig ned først i Vedbæk, så i Roskilde, så for en lang tid i Tarvis (jvf. skitse- og novellesamlingen Tarvis, 1891); det nervøse temperament lod sig ikke holde nede. Der kom nu også tilbagegang i hans digtning. Dybe Strenge, 1884 er hans ringeste digtsamling; den snakkesalige kunstnerroman Med den brede Pensel, 1887, begyndt 1884, vidner om hans afslappelse; det borgerlige drama Strenge Herrer, trykt, men ikke udgivet 1885, opført 1887 på Det kgl. teater under titlen Efter Syndefaldet, og tragedien Alkibiades (oprindelig kaldet Anadyomene, skrevet 1884-85, udk. forår 1886) røber den neddæmpede oprørslyst og verdenssmerte. I disse år oversatte han Byrons Don Juan til dansk, et flidsarbejde af format og måske vor litteraturs ypperste oversættelsesværk (begyndt 6.9.1879, sluttet nov. 1902; 10., 11. og 14. sang skyldes mestendels Jakob Knudsen).

Ikke før 1886 tog han fast bopæl i Kbh. En midsommernat 1887 tabte han sit urolige hjerte til en tyveårig syngepige, Amanda Nilsson der fra nu skulle blive hans muse, besunget under mange navne, især det magiske Edith. Og nu begynder et mægtigt opsving i hans poesi. To dramatiske Digte. Tyrkisk Rokoko-Esther bebuder det vældige stormvejr; i prosabogen Troldtøj. Folkesagn i Nutidsliv, 1889 fortæller en historie som Den vilde Jæger om hans fredløse sind; i dramaet Tusind og een Nat, s.å. digter han om den stakkels købmandssøn som forvandlet til en hæslig pukkelrygget nar må trælle for sin kærligheds skyld og søge trøst i tanken: Udholde maa vi – det maa ogsaa Gud. På Edith-skikkelsen har han digtet sin sarteste poesi, frem for alt i digtsamlingen Sangenes Bog, 1889 hvor hun besynges dels i sin hjemlige fremtoning, dels som Suleîma i østerlandsk forklædning. Samtidig med denne dybtfølte smertens poesi bliver Holger Drachmanns bedste prosa til i romanen Forskrevet – (begyndt april 1888, udk. 1890, egentlig Forskrevet til Fanden, oprindelig kaldet Treuga Dei og ment som en formaning til de politisk adsplittede landsmænd). I dette mægtige digterværk har han søgt at fortælle sit eget og tidsalderens følelsesliv. Han skildrer sig selv fra to sider, som den sobre ræsonnør, maleren Gerhardt, og den stemningsforladte, strandede boheme, digteren Ulf Brynjulfsen. Mellem dem stiller han Ediths skikkelse, dannet af lutter sanselige stoffer, en essens af den lyse sommernats poesi, og uden om disse tegner han portrætter af Kbh.s borgerskab og litterære verden. Bogen indeholder hans mest ophøjede poesi på baggrund af adskillig plathed og trivialitet. Den er forunderlig ved sin lyriske menneskeskildring som er beslægtet med Dostojevskijs kunst. En anden af dens aner er dannelsesromanen; det har fra først af foresvævet Holger Drachmann at skrive sådan noget som et sidestykke til Wilhelm Meister eller Den grønne Henrik. Som efterskrift til dette hovedværk tjener en samling prosa og vers der fik titlen Den hellige Ild, 1899.

1892 hævede Holger Drachmann forholdet til sit hjem, og i den første halvdel af 1890'erne var hans hovedkvarter som oftest Hamburg hvor han bl.a. opholdt sig under den store pest som har afgivet tema til nogle af de bedste vers i den nye digtsamling Unge Viser, 1892 (atter under mærket Svend Trøst). Hans brud med det sociale ordnede liv fjernede ham naturligt nok fra det miljø og den presse hvortil han i 80'erne havde haft tilknytning; fra 1891 nærmede han sig atter de liberale. I Illustreret Tidende okt. 1891 udsendte han en varm og forsonlig hilsen til Georg Brandes i anledning af dennes 25-årige forfatterjubilæum, og 21.7.1892, efter faderens død, offentliggjorde han i Politiken et åbent brev i prosa til ungdomsvennen hvori alle gamle mislyde slettedes ud. Fra nu af lod han sig ved enhver lejlighed hylde som "digterkongen", han behøvede denne tilslutning som erstatning for sit borgerlige livs skibbrud. Det nære forhold til Edith varede endnu kun få år, men det er tiden for hans pragtfulde nyromantiske digtning, fremfor alt melodramaernes tid. I denne nye kunstform fandt den aldrende digter det naturlige udtryk for sit oprevne sind og sin dybe smerte over ungdommens tab; hovedværkerne er Vølund Smed, 1894; Renæssance, s.å., Melodramer, 1895 (heri Middelalderlig og Snefrid, Amor triumf ans. Dansen paa Koldinghus, Til Hyrdefløjtens Toner). Disse digterværker har en mere fortættet form end sædvanlig hos Holger Drachmann, de står nærmere ved den unge digtning i 1890'erne, det "sjælelige Gennembruds" tid end man kunne have ventet det af en digter fra hans generation. Af ringere betydning er skuespillene Bonifaciusskæret, 1893, Gøglere, s.å., folkekomedien Øen i Sydhavet, 1893 (trykt 1908) og den raske ridderroman Kitzwalde, 1895. Efter bruddet med Edith, som han ikke kunne undvære, men også kun digte om i afstandens patos klinger Edithtidens poesi ud i de mere ubetydelige skuespil Brav Karl, 1897 og Kors og Kaarde, 1898 (heri: Mellem Trosfæller og Naar Klostermuren falder). Holger Drachmanns landsknægtepoesi viser i disse bøger tydelige træthedstegn. Det sidste store Edith-digterværk er melodramaet Gurre, tilegnet "Tove, Midsommernatten 1887 – og for bestandig", til dels forfattet på en Amerikafart 1898; det rummer noget af hans dybeste naturpoesi.

Hele denne tids digtning var en enorm kraftanstrengelse; hvad der nu følger er blot efterspil. Efter at "de havde taget Edith fra ham" søgte Holger Drachmann venskab med to unge norske kvinder, begge sangbegavede, den yngste ægtede han 1903; det er om hende, de vidunderlige smårim til "Sonja" handler. Han slog sig i disse sidste år ned i Villa Pax på Skagen; byen havde han allerede opdaget sidst i 60'erne og jævnligt besøgt i sømandsfortællingernes tid, den skyldte ham meget af sit ry. Fra disse år er folkeskuespillet Det grønne Haab, 1902, den prægtige prosafortælling Kirke og Orgel, 1904, (filmatiseret), fra et sidste Italien-ophold den ufuldendte roman Venezias Nat, udg. 1909 og Den blaa Grotte. Capribreve, 1905, endvidere skuespillet Hallfred Vandraadeskjald, 1900 og det store drama om den danske sommernat Hr. Oluf han rider –, 1906 hvortil han havde forberedt sig ved et sidste ophold i den farlige egn omkring Esrom som gemte så mange søde og bitre erindringer for ham. Hans digte fra de sidste ti år er trykt i knappe udvalg i samlingerne Broget Løv, 1901 og Vagabundus, 1910. Det sidste bind indeholder også to beundringsværdige romanfragmenter: Vagabundus (skrevet 1902) med motiv fra Flandern, og Det dyre Brød, inspireret af Ediths socialistiske lærdomme. Til hans 60-årsdag fejrede man ham med en stor folkefest på Kbh.s rådhus som ved uheldig presseomtale blev gjort til en skandale, og med opførelsen af Hr. Oluf der faldt ugunstigt ud; begge dele gjorde dybt indtryk på digteren og fremskyndede hans død. Holger Drachmanns svage helbred og nedbrudte nervesystem tålte ikke det anstrengende liv han bød sig selv: allerede 1903 havde hans ven, nervelægen Frederik Lange overtalt ham til at søge rekreation ved et kortere ophold på Middelfart, og ved nytår 1908 måtte han lade sig indlægge på dr. Brünniches klinik i Hornbæk hvor han døde.

Holger Drachmann var for sin tidsalder hvad Oehlenschläger havde været i højromantikkens dage: fornyeren af den poetiske stil, den store rige bærer af den poetiske kultur. Hans livs utrolige tilskikkelser hindrede ham i at falde til ro som den olympiske forgænger, han bevarede til det sidste lidenskaben og smerten, men blev rigtignok også tidligere slidt og ligesom revet i stykker af sin skæbne. Den vældige, symfoniske instrumentation han magtede i trediveårsalderen tabte han senere, men hans sange bevarede bestandig den fine duft og farve fra den store tid; man tør vel sige at hans kunst med årene blev mere og mere sjælfuld alt mens styrken aftog. Han er den kunstfærdigste versifikator nordisk digtning har kendt, lidet påvirket af andre digtere og mest tilfældigt, men dybt rørt af musikken: han forberedte sig undertiden til sine store kompositioner ved at høre kirkekoncerter. Så sindrigt han end kunne kombinere rytmerne så fjernede han sig dog aldrig fra det oprindelige grundlag, den folkelige sang eller vise; den mere foredragsagtige diktion var ham fremmed. Ejendommeligt for hans kunst er også dens gennemgående visionære præg, hans rigdom af billeder er subjektive symboler der i det uendelige strømmer ud af en jublende eller ængstet sjæl. Også som fortæller havde han store fortrin, hans prosasprog er rent, talesprogligt og dog rytmisk; højest når han i sine romaner og noveller når den bevægede fantasi skaber skikkelser der ligesom vokser ud af atmosfæren, de har noget af mytens gådefuldhed og tryllemagt.

1890'ernes digtere har reageret mod Holger Drachmanns indflydelse som naturligt var over for en digter der henved en snes år fuldstændigt havde domineret på versets område. De foretrak en simplere instrumentering og en flittigere udnyttelse af enkelthederne, ville også bort fra den sagnagtige stil. Man vragede hans sobre, klassiske mæle, overså ganske hvad der var indvundet for det poetiske billedsprog og den poetiske ordskat, først ved hans Sange ved Havet og senere ved Sangenes Bog der dog er grundlaget for 90'ernes lyrik. På de veje hvor han slog ind, med sin musikalsk-maleriske fantasi, har ingen ret kunnet følge ham til ende; der blev en kløft mellem ham og det følgende slægtled som i sin tid mellem Oehlenschläger og den yngre digterskole. Holger Drachmanns litterære livsværk er meget omfattende, en tresindstyve bind, og dog meget gennemarbejdet som hans manuskripter og kladder bevidner; hans kunstneriske samvittighed var overordentlig, han omarbejdede atter og atter sine digte inden han gav dem i trykken. Meget tør nu om stunder skydes til side som underordnet, men den fulde forståelse af hans digtning vindes kun gennem en opmærksom betragtning af hans bøger efter tidsfølgen. Det er et konfessionelt forfatterskab der viser os hans udvikling fra den glade og bedrøvede yngling fra 70'ernes begyndelse da han troede verden skulle omvæltes til påske, til den tragiker og pessimist der omkring året 1890 skildrer tilværelsen som en lutring og prøvelse.

En søn med Emmy Culmsee, Povl (døbt Poul) Peter Drachmann, født 30.6.1887, død 25.9.1941 blev student 1905, statsvidenskabelig kandidat 1911 og blev 1914 redaktør af industrirådets blad Tidsskrift for Industri. 1920 blev han konservativt medlem af folketinget, fra 1924 valgt i Gentofte, og var partiets ordfører i told- og erhvervsspørgsmål. Han udgav romanerne Kraft, 1912, Gennembrud, 1914, Kampens Mænd, 1916 og Diktatur, 1932, samt flere jubilæumsskrifter for industrivirksomheder.

Familie

Holger Drachmann blev født i Kbh. (Holmens), død i Hornbæk, urne på Skagen. Forældre: læge, senere professor A.G. Drachmann (1810-92) og Vilhelmine Marie Stæhr (1820-57). Gift 1. gang 3.11.1871 i Gentofte med Vilhelmine Charlotte Erichsen, født 6.5.1852 i Rønne, død 4.2.1935 i Kbh. (gift 2. gang 1878 med proprietær Valdemar Hilarius-Kalkau, 1851-1925), d. af prokurator, senere auditør og kancelliråd Thomas Erichsen (1806-86) og Michella Cathrine Westh (1812-90). Ægteskabet opløst 1878. Gift 2. gang 17.5.1879 i Kbh. (Pauls) med Emmy Culmsee (Emmy Drachmann), født 23.10.1854 i Køge, død 20.1.1928 i Roskilde, d. af fabrikant Frederik Leopold Culmsee (1811-95) og Nicoline Rasmussen (1818-86). Ægteskabet opløst 1903. Gift 3. gang 15.6.1903 i Skagen (b. v.) med Sophie (Soffi) Elisabeth Drewsen, f. Lasson, født 18.1.1873 i Kristiania, død 7.3.1917 sst. (gift 1. gang med ingeniør Paul Drewsen, 1866-1907), d. af regeringsadvokat Otto Carl Christian Lasson (1830-93) og Henriette v. Munthe af Morgenstierne (1838-81). – Bror til Erna Juel-Hansen. Halvbror til A.B. Drachmann.

Udnævnelser

(H.D.) R. 1887. K2. 1906.

Ikonografi

Tegnet som barn af I. Møller Jensen. Tegn. af Jørgen Roed, 1865. Træsnit 1875 af F. Hendriksen efter tegn. af C. Oesterby jr. Tegn. af Julius Kronberg, 1876. Tegn. af P. S. Krøyer, 1876, gengivet i træsnit 1879, samt 1877. Træsnit 1878 efter foto. Buste af Krøyer, 1882 (Hirschsprung; Skagens mus.). Træsnit af H. P. Hansen 1882, 1883 og 1888, alle tre gengivet i andre træsnit. Træsnit af RL 1885. Tegn. af HEV 1885 (Kgl. bibl.). Afbildet på Krøyers mal. "Musik i ateljeret", 1886 (Nasjonalgalleriet i Oslo), gentagelse 1887 (Hirschsprung). Afbildet på P. Fischers mal. "En aften i det kgl. teater", 1888. Tegn. af K. Gamborg, 1888 (Fr.borg). Buste af Krøyer, 1889 (Skagens mus.). Tegn. og mal. af N. V. Dorph, 1891. Mal. af M. Ancher, Lars Osa og L. Tuxen, alle tre 1894. Tegn. og malet skitse af Krøyer (begge Hirschsprung) til mal. (Skagens mus.) alle tre 1895. Tegn. af N. V. Dorph, 1896 (Fr.borg). Tegn. af Gustav Lærum, 1897. To tegnede karikaturer fra 1898, måske af Eva Drachmann (Kgl. bibl.). Radering af G. A. Clemens, 1899. Litografi af Edv. Munch, 1901. Tegn. 1901 af Krøyer, af Emil Krause samt af Alfred Schmidt (Fr.borg). Træsnit af Henrik Sørensen ca. 1902 efter tegn. af H. Tegner. Pastel af Krøyer, 1902 (Skagens mus., Hirschsprung), mal. af samme 1902 og 1903. Afbildet på tegn. af Sophus Jürgensen, 1904. Tegn. af Valdemar Andersen, 1904, karikaturer af R. Blix (Kgl. bibl.) og af Axel Nygaard s.å. Mal. af L Tuxen, 1904, af Henrik Lund, 1905, af Krøyer 1905 og 1906. Bronzebuste af Alice Nordin, 1905. Afbildet på mal. af E. Henningsen "Ved Det kgl. teater", 1906. Mal. af M. Ancher "Kunstdommere", 1906 og 1907 (Skagens mus.; Fr.borg). Pasteller af Krøyer 1907 og 1908 (Skagens mus.), mal. af samme 1908 (Fr. borg). Malet på dødslejet af Jul. Paulsen, 1908. Dødsmaske (Fr.borg). Udaterede er bl.a. kopier efter Krøyer (Kbh.s bymus.), af Syrak Hansen, tegn. af Chr. Krohg, radering af Nana Krogh, mal. af Müller Brieghel, karikaturer af Alfred Schmidt, Axel Thiess (Kgl. bibl.) og R. Storm Petersen. Allegorisk mal. af H. Slott-Møller 1911-12. Mal. af Aksel Jørgensen 1911-13 (Drachmannkroen), statuette af H. C. Holter, 1924 (sst.), statue af samme, 1924 (Allégade, Kbh.). Relief af J. J. Bregnø på mindesten 1934 (Hornbæk). Linoleumssnit af K. J. Almquist, 1933. Afbildet på E. Henningsens tegn. af "Bogstaveligheden" (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Bibliografi. Johs. Ursin: Bibliografi over H. D.s forfatterskab, 1956. Samme: Bibliografi over lit. om H. D., 1959.

Udg. Saml. poetiske skr. I-XII, 1906-09. Poetiske skr. i udv. ved Vilh. Andersen I-X, 1911-12 (2. udg. m. titlen Skrifter, 1921; 3. udg. 1927).

Kilder. H. D. i breve til hans fædrenehjem, 1932. Fund og forskn. XV, 1968 59-108 (breve fra A. G. Drachmann til H. D.). Breve fra og til H. D. I-IV, 1968-70.

Lit. Herman Bang: Realisme og realister, 1879 (2. udg. 1966) 40-51. H. S. Vodskov: Spredte studier, 1884 329-77. G. Brandes: Saml. skr. 2. udg. III, 1919 74-113. Emmy Drachmann: Erindr., 1925. Paul V. Rubow: H. D.s ungdom, 1940. Samme: H. D., 1878-1897, 1945. Samme: H. D. Sidste år, 1950. Samme: Sproget og stilen, 1949 41-51 (om Byron og Don Juan). Eva Drachmann: Vilhelmine, min mor, 1953. Leif Ludwig Albertsen i Danske studier, 1975 27-39.

Papirer. Manus, og breve i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Paul V. Rubow: Holger Drachmann i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288918