Hjalmar Bergstrøm

Hjalmar Bergstrøm, Hjalmar Julius Bergstrøm, 1.8.1868-27.3.1914, forfatter. Slægten er svensk. Faderen var en fra Sverige indflyttet håndværker. Hjalmar Bergstrøm blev student 1887 fra Hauchs skole, cand.mag. 1893. Han virkede som lærer ved de Brockske handelsskoler indtil han 1905 tog sin afsked for helt at ofre sig for sit forfatterskab. 1899–1900 og 1905–07 foretog han større rejser til Italien og Paris (en samling italienske rejsebreve er efter hans død udgivet under titlen Muntre Gader, 1915). Hjalmar Bergstrøms forfatterskab begynder med nogle nutidsfortællinger Vendepunkter, 1894, Brogede Billeder, 1897, og Brændte Skibe, 1898, hvortil kommer den yndefulde fortælling fra Italien Der Kong David blev gammel, 1900.

Overgangen til sit dramatiske forfatterskab gjorde han med skuespillet Idas Bryllup, 1901, der dog først 1912 opførtes på Folketeatret. Sin egentlige debut som dramatiker fik Hjalmar Bergstrøm med Møntergade 39, 1903 (Folketeatret), en realistisk lokalkomedie der ligger i fortsættelse af det Henrik Hertzske borgerlige skuespil. Efter at have lært sig dramatisk teknik i Henrik Ibsens strenge skole skrev Hjalmar Bergstrøm de to skuespil der betegner hans indsats som dansk dramatiker Lynggaard & Co., 1905 (Folketeatret), et billede af et middelstandshjem hvori virkningerne af en arbejdsstrid skaber den dramatiske konflikt, og ægteskabsdramaet Karen Bornemann, 1907 (Folketeatret) om kvindens ret til selv at bestemme om hun vil være mor. Den for sin tid modige behandling af problemet fremkaldte et censorforbud der gav stødet til en heftig avispolemik (Georg Brandes, Harald Høffding, Valdemar Vedel) som blev imødegået i et fejdeskrift Karens Garde. I Anledning af det Karen Bornemannske Oprør af A. Schack, 1907.

Med Det gyldne Skind, 1908 der tager sit motiv fra Thorvaldsens liv gik Hjalmar Bergstrøm over til Det kgl. teater som ligeledes opførte enakteren Dame-Te, 1910. Senere kom Med i Dansen, 1911 (Folketeatret), det stort anlagte læsedrama Vejen til Gud, 1912, og et par dramatiseringer, af J. Anker Larsens Sortepeer 1913 (Folketeatret) og Henrik Pontoppidans Lille Rødhætte Thora v. Deken, 1914 (Dagmarteatret). Efter Hjalmar Bergstrøms død er blevet opført endnu to skuespil af ham, det satiriske lystspil Hvad man taler om (Dagmarteatret, utrykt) og Prøvens Dag, 1915, (Det kgl. teater).

Kernen i Hjalmar Bergstrøms væsen er en hårdnakket ærlighedstrang. Hans menneskeskildring er usentimental, med en besk humor der kan give plads for et eget dæmpet lune.

Herdis Bergstrøm er efter sin mands død fremtrådt som dramatisk forfatter. Hun debuterede med Drengene fra Amerika, 1918, der med held blev spillet på Folketeatret. Siden er fulgt Danser De?, 1920 (Folketeatret), I rette Øjeblik, 1921 (sammen med Karin Michaëlis, Det kgl. teater), Konen, der lærte at gyse, 1923 (Folketeatret), og De kære Børn, 1927 (Det kgl. teater) samt endelig Fru Herthas Æble, 1931 (Det kgl. teaters nye scene). Ingen af hendes skuespil foreligger i trykken.