• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Herman Bang

Oprindelig forfatter CRime

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Herman Bang, Herman Joachim Bang, 20.4.1857-29.1.1912, forfatter. Herman Bang troede ligesom Steffens og Grundtvig på sin nedstamning fra Hviderne. Det var dog mere de nære end de fjerne medlemmer af slægten han dyrkede med veneration: oldefaderen, lægen F.L. Bang, farfaderen Ole Bang der var en meget kendt læge og tillige skrev digte, faderen der døde sindssyg. – Under krigen 1864 flyttede familien til Horsens, senere blev faderen præst i Tersløse på Sjælland. Herman Bang blev student 1875 fra Sorø, cand.phil. 1877. Han begyndte at studere jura, men opgav det, drevet af skuespillerinteresser og slugte i de første studenterår den moderne franske roman- og skuespillitteratur. Forældreløs som han var fik han i disse studenterår et fast stade hos farfaderen, gehejmeråd, excellence Ole Bang, hvem sønnesønnen senere skildrede i romanen Det graa Hus, og hans første publikation var en samling af bedstefaderens poesier.

Efter hans død 1877 forsøgte Herman Bang at blive skuespiller. Han havde spillet komedie både som barn (i hjemmet sammen med moderen, i hvis slægt der var teaterblod) og i skoletiden (på Sorø akademi sammen med Phister der havde opmuntret ham stærkt). Han havde imidlertid ikke held med sine teaterplaner og blev derfor i stedet skuespilforfatter og kritisk essayist. Som skuespilforfatter (Proverber) støttedes han af Frederik Høedt og som journalist af Vilhelm Topsøe. Efter først at have skrevet i Dagbladet og Morgen-Telegrafen blev han en meget benyttet føljetonist i Nationaltidende hvis læsere han både forargede og henrev med sin maniererede, overdrevent pointerede stil, den samme han benyttede den følgende menneskealder i de blade han arbejdede ved (længst Aftenbladet og København). Særlig berømt blev hans store artikel om Christiansborg slots brand 1884. En række af sine litterære føljetoner samlede han i to bind Realisme og Realister, 1879 og Kritiske Studier og Udkast, 1880.

Disse ungdomsarbejder har stadig interesse; Herman Bang havde et udpræget kritisk talent, og hans karakteristikker af datidens og den nærmere fortids fremtrædende forfattere som Vilh. Topsøe, J.P. Jacobsen, Balzac, Feuillet, Dumas fils, Zola og Daudet er rige på træffende bemærkninger formet i hans åndrigt pointerede stil. Mindre litterært betonet var den tredie samling Herhjemme og derude; 1881. Herman Bangs enaktere (Du og Jeg, Hverdagskampe og Graavejr, den sidste opført 1881 på Det kgl. teater) udkom 1879–81. 1880 udgav han sin første novellesamling Tunge Melodier og sin første roman Haabløse Slægter der efter en højesteretsdom blev beslaglagt som usædelig og 1884 blev udgivet i forkortet udgave. 1883 udkom romanen Fædra (skrevet i et pretiøst, kunstfærdigt sprog der var påvirket af brødrene Goncourt); den blev to år efter dramatiseret under titlen Ellen Urne. Herman Bang havde imidlertid ikke opgivet sine skuespillerplaner. Han debuterede som Conrad i En Forlovelse ved en privatforestilling på Folketeatret 23.2.1884 og gik derefter på turné i provinsen. 1885 havde han i Norge en fiasko som Osvald i Gengangere, men tog revanche ved et foredrag om Jonas Lie, den af alle moderne romanforfattere han kom til at elske højest og skylde mest, og hvem han i tilegnelsen af novellesamlingen Under Aaget, 1890, ydede sin uforbeholdne hyldest.

Annonce

I sine sidste ti år blev Herman Bang en meget yndet oplæser, især af egne værker (berømtest blev hans foredrag af de tre store numre Dannevirkenatten fra Tine (filmat. 1964), Gravesens Bal fra Stuk og Danserinden Irene Holm fra Under Aaget). 1884–87 var han på rejse og opholdt sig længe i Berlin, Meiningen, Wien og Prag. På disse rejser skrev han bl.a. sin mest ansete roman Ved Vejen der udkom 1886 sammen med et par større noveller under titlen Stille Eksistenser, og Stuk (1887). To år efter den sidstnævnte udkom romanen Tine. I begyndelsen af 90'erne opholdt Herman Bang sig længe i Paris hvor han for Lugné Poe satte flere Ibsenforestillinger i scene på forsøgsteatret L'Oeuvre. 1892 grundlagde han i Oslo en litterær varieté, en tanke han havde syslet med gennem adskillige år, men forsøget mislykkedes. 1896 fik han en af sine største succeser med romanen Ludvigsbakke, 1898 og 1901 kom mindebøgerne Det hvide Hus og Det graa Hus. Fra tiden omkring århundredskiftet stammer novellesamlingerne Liv og Død, Ravnene og Sommerglæder (filmat. 1940). De to sidste romaner, begge forklædte autobiografier, Mikael og De uden Fædreland er fra 1904 og 1906. 1907 kom novellesamlingen Sælsomme Fortællinger og 1910 den teaterhistoriske føljetonsamling Masker og Mennesker. – Herman Bang blev fundet døende i toget fra Chicago til Californien; han var da ude på en stor oplæsningsturné, og hans foreløbige mål var Californien og Japan.

Herman Bang blev i sin pure ungdom både forkælet og forkætret. Men den forargelse han vakte kom ham kun til gode, den skabte røre om hans navn og hans person og gjorde ham allerede i hans journalistiks og forfatterskabs begyndelse til en af Kbh.s forgrundsfigurer. Han elskede det opsigtvækkende, sensation var den luft, han måtte ånde i – i sin journalistik kunne han ikke røre noget som helst emne uden at gøre det sensationelt, hvilket formelt viste sig i en uafladelig pointering. Denne pointering blev hans udtryksmåde i hele hans virksomhed, hans forfatterskab, hans journalistik, hans oplæsning. Hans metode forblev den samme fra han var ung, til han ældedes, og selv i sine sidste tiår, da han blev genstand for en virkelig folkeyndest, da hans bøger blev købt, da han havde fuldt hus til alle sine oplæsninger og hver gang blev tiljublet, da hans artikler tryktes på første plads, med fedeste overskrift og altid med fuldt navn, selv da dreves han af sin inderste natur til at forcere sine virkemidler. Endog i sine mest nuancerede værker, de fineste, mest modererede, de hverdagsagtigt sande viste han ofte en så skæbnesvanger trang til at understrege, at det stilfærdige kunne blive i åndelig forstand næsten larmende.

Herman Bang elskede i sin ungdom såvel som i sine modne år også i sit udseende at udhæve alt det der var ham egenartet. Han fremelskede og understregede det dekadente, da han var ung – det kulsorte pandehår der gjorde den blege ansigtsfarve dobbelt mærkelig, mens denne hvidhed fik lyset i de mørke brændende og sørgmodige øjne til at virke hemmelighedsfuldt fosforescerende. Han forstod glimrende at gøre sin særhed gældende, og lige til det sidste yndede han at gennemføre en bestemt rolle. Den aldrende Herman Bang havde grånet hår, og panden var blevet helt fri – den skikkelse han da havde anlagt var den meget vidende verdensmands, han bar en tung byrde af menneskekundskab, og centret i denne var erfaringen om at lidelsen er menneskets nådeløse herre; når han smilede, rummede dette smil en uendelig overbærenhed med de svage mennesker der ligger under for den ubønhørlige skæbne, og en grænseløs medfølelse for deres uafvendelige lidelser. Der er vistnok kun meget få digtere der så naturnødvendigt er blevet drevet til bestandig at indtage en positur og gennemføre den med kunst. Det ville dog være ganske uretfærdigt kun at betragte Herman Bang som et menneske der af selvindtagethed, forfængelighed og trang til at vække opsigt havde formet sin person bevidst, lagt disse skikkelser han antog, så fast i leje at de efterhånden blev ham helt naturlige. Grundlaget i hans væsen var oprindeligt nok, og fremfor alt var hans medfølelse med de lidende blandt menneskene oprigtig. Han der kunne tage sig ud som egocentriker, der uophørligt måtte beskæftige sig med sin egen person, havde en endog usædvanlig trang til at lindre og trøste de både åndeligt og legemligt lidende. Den mand der skrev Ved Vejen, hørte ikke blot i sin litteratur, men også i sit liv til de barmhjertige. Men trangen til at spille roller var ham dybt indgroet. Teatret var og blev hans store, halvt ulykkelige, halvt lykkelige passion. Hans vanskæbne som skuespiller opvejedes af hans succeser som sceneinstruktør og som oplæser. De år omkring århundredskiftet da han arbejdede ved Folketeatret som iscenesætter var hans frugtbareste; hans hovedindsats var iscenesættelsen af Bjørnsons Over Evne, I–II, 1899. Han virkede overmåde inspirerende på adskillige betydelige talenter der manglede evnen til ved egne kræfter at frigøre sig (som Anna Larssen Bjørner). Til gengæld udøvede han en uheldsvanger indflydelse på ringere talenter med fattigere natur, thi dem fik han uundgåeligt så helt i sin magt at de blev slaviske kopier af hans tale- og væremåde.

Herman Bangs metode var den næsten voldeligt hypnotiserende. Han var som ladet med elektricitet, og han havde let ved at sende sin strøm gennem fremmede organismer. Den meget betydelige virkning han som oplæser udøvede over publikum, selv det store der ikke havde litterære forudsætninger, beroede også på en suggestiv kraft. Han forstod at hallucinere sine tilhørere og tilskuere (thi hans mimik fulgte uafbrudt hans stemme) ind i den stemning, han ønskede at skabe. Hans egentlige skuespiller- og iscenesættertalent viste sig i måden hvorpå han fik de forskellige personer til at tale med hver sin røst, han udnyttede pauserne og var uforlignelig i sin evne til at få de humoristiske replikker eller bemærkninger til at knalde. Det mere udviklede publikum fandt ham derimod søgt og sentimental når det gjaldt tolkningen af det følsomme, hans henåndende, hæse, næsten uhørlige hvisken var efterhånden udartet til hysterisk manér.

Alle Herman Bangs senere romaner er lige så meget dramatisk som romanlitteratur – i virkeligheden meget mere. Mens det aldrig lykkedes ham at skrive et scenedygtigt stykke er hans romaner sammensat af lutter scener fremstillet med den mest udprægede sans for det individuelle og det livagtige. Men yderst sjældent formede han disse centrale scener hvor konflikter af åndelig art strammes og får udløsning. Dette skyldes først og fremmest Herman Bangs mangel på interesse for ideologi, en mangel der både er hans romaners styrke og svaghed. Hans mennesker er ikke opfyldt af store aspirationer, de er blottet for alle metafysiske tendenser, de er behersket af rent jordiske instinkter og følelser. Egentlig intellektuelle konflikter opstår ikke i denne primitive verden der er behersket af det elementære drifts- og følelsesliv. Men netop fordi Herman Bang. kom efter en periode da tendenslitteraturen havde floreret, virkede hans bøger hvor menneskelivet rørte sig frit, så nye og friske. Herman Bangs romaner voldte ham et uhyre besvær. Han havde på et tidligt tidspunkt følt den analyserende roman som utilstrækkelig. Det som det gjaldt om for ham var at skabe direkte liv. Han ville ikke fortælle om sine mennesker og ikke ransage deres indre og omhyggeligt redegøre for sine opdagelser i denne skjulte verden, han ville derimod vise læseren dem, talende, gestikulerende, handlende, han ønskede fremfor alt at gribe deres stemmer; gennem det de sagde, og tonefaldene de instinktivt anlagde, begærede han at få læserne til spontant at ane eller endog vide hvad der foregik i deres indre. Han måtte tit vente i timevis på at de skulle vise sig for ham, og kom de endelig til syne, blev det en ustandselig anstrengelse for at overraske dem i de rigtige øjeblikke, dem hvor de uden selv at ane det udleverede sig, det vil sige skæbnesvangert fulgte deres inderste naturs tilskyndelser. Derfor er Herman Bangs værdifuldeste romaner dem hvor han viser sin evne til at overrumple livet i dets umiddelbarhed: Ved Vejen, der så sandfærdigt viser os en forkuet og skuffet kvinde i en lille stationsby; Tine, hvor han på grundlag af sine barndomsminder fra krigen 1864 fremmaner så tragisk en kærlighedshistorie på baggrund af krigens gru og fortvivlelse, Ludvigsbakke, hvor han har givet heltinden Ida Brandts svære kærlighedsskuffelse sin egen dybeste ømhed. Men i disse romaner bliver hovedpersonerne aldrig enerådende. De er altid dele af miljøet, de viser sig bestandig på baggrund af det, de er led af en helhed. Alt det i mennesket der er betinget af dets ensomhed, giver Herman Bangs romaner liden eller ingen besked om, fordi han én gang for alle havde indskrænket sin kunst til at fremvise menneskene; alt det usynlige og uhørlige, tankerne, drømmene, måtte man kun skimte eller gætte sig til bag det der var synligt eller hørligt. Undertiden var der en udadlelig ligevægt mellem person- og miljøskildringen, menneskene hævede sig ikke ud af miljøet, men til gengæld fordunklede eller opslugte dette dem ikke. Dette gælder Ved Vejen, Tine, Ludvigsbakke og fortællingerne i Under Aaget. Men i Stuk der med meget tydelige Zolaske reminiscenser skildrer hin periode i 1880'erne, hvor Kbh. forceret pludselig ville forvandle sig til storstad, har miljøet i den grad forgrenet og bredt sig at det overskygger og kvæler menneskene der alle kæmper en næsten fortvivlet kamp for at tiltrække sig læserens opmærksomhed. Stuk er en tour de force, et kunststykke der har voldt Herman Bang en lang anspændelse af voldsomste art, men resultatet kom ikke til at svare til anstrengelserne, uden for så vidt som det er blevet et vidnesbyrd om farerne ved impressionismen i litteraturen.

Herman Bangs sidste store romaner, Mikael og De uden Fædreland – indtager en særstilling i hans produktion. Han har i dem ikke opgivet sin iscenesættelseskunst – denne fejrer endda i den anden en triumf – men han har villet give store karakterstudier. Hovedpersonerne i begge romaner er kunstneriske genier, de er ingenlunde som Herman Bangs andre personer almene typer for menneskehedens omfangsrige anonyme middelklasse, men undtagelsesvæsener, lidende alle geniets kvaler, fremfor alle den absolutte ensomheds. De er forklædte autobiografier af rent sjælelig art der viser, hvordan Herman Bang betragtede sig selv, og hvilke egenskaber, hvilke levevilkår han anså for geniets. Tonen i disse bøger klinger ofte uhyggeligt hult, og som karakterromaner betragtet er de yderligt tynde; disse bøger som han selv havde tænkt som kronen på sit forfatterskab, blev hans ringeste og viste klart at hans geni netop bestod i evnen til så sandfærdigt, som det sjældent er set, at give billeder af det almene og beskedne menneskeliv. De muntre galgenhumoristiske anekdoter i memoiresamlingen Ti Aar viste at Herman Bang, når det gjaldt småting og overflade, kunne tage sig selv både med ironi og humør, de to sidste romaner at han, når det drejede sig om det inderste og væsentlige betragtede sig selv med en svær højtidelighed der ikke havde plads hverken for smil eller kritik. Den opgave som Herman Bang i disse to sidste romaner havde stillet sig var imidlertid ovenud vanskelig. Han ville her for første gang skrive om den kønslige abnormitet der har haft den alvorligste indflydelse på hans liv. Men Herman Bang kunne ikke beskrive sin homoseksualitet direkte. Tiden var dengang endnu ikke moden til en saglig og ligefrem behandling af problemet, homoseksualiteten blev i hele Herman Bangs samtid i almindelighed betragtet, ikke blot i Danmark, men i flertallet af Europas lande, langt mere som en last end som en sygdom, og tilmed en last der indgød de normale afsky, og som i bedste fald forekom dem ynkelig eller latterlig. Herman Bang har lidt under denne følelse af at tilhøre en pariakaste, af altid at måtte skjule det som dog havde den mest gennemgribende betydning for ham selv. Da han så endelig i sin modne alder, på grænsen af alderdommen (thi Herman Bang ældedes tidligt), besluttede sig til at behandle det han aldrig før havde dristet sig til at antyde, da var han nødsaget til at forklæde tingene så godt at kun de indviede blev i stand til at skimte de virkelige forhold bag omskrivningerne eller symbolikken. Dette er rimeligvis grunden til at disse to bøger virker både så tvungne og så tomme. Mange højtideligt mente udbrud lyder som fraser, fordringsfulde attituder erstatter den naturlige gestus, hvorpå hans andre arbejder er så rige. Den tvang han i fremstillingen var underlagt, har snøret ham så hårdt at dette emne der for ham selv rummede den bitreste virkelighed, er kommet til at virke oppustet og teatralsk.

På de unge i 80'erne, ja helt op i 90'erne, virkede Herman Bangs stil særegent fascinerende. Som han havde endnu aldrig nogen dansk forfatter skrevet. Det var især syntaksen der virkede så overraskende og inciterende. Herman Bang elskede inversioner og indskud. Han havde tilegnet sig denne forkærlighed gennem studiet af den franske litteratur, men det var ikke den klassiske franske prosa han havde dyrket, men derimod den dengang mest moderne, især brødrene Goncourts. Han fik ved sætningernes leddelinger enkelte ord til at træde særlig kraftigt eller blussende frem, han forstod at tale mere til nerverne end til intellektet. Igennem indflydelse fra fransk prosa frigjorde han sig hurtigt for den påvirkning fra J.P. Jacobsen som endnu i 90'erne var meget almindelig blandt de unge. Det var endog som om han bevidst arbejdede på tværs af den Jacobsenske langt udspundne, syngende rytme der først og fremmest lagde vægt på en almen sætningsharmoni; Herman Bangs stil blev ganske anderledes pågående, overrumplende og nervepirrende. Alligevel søgte Herman Bang også på sin vis det musikalske, og rundt om i hans bøger, ikke mindst i hans digte (Digte), der er skrevet i rimfri, men ingenlunde rytmefri vers, møder man passager af udsøgte, ja ligefrem raffinerede rytmiske virkninger, men der var over hans musik aldrig dette flydende som præger næsten al dansk prosa og poesi, men altid noget vist forvredent og krampagtigt, noget i slægt med barokken.

Den skønneste lyriske prosa, Herman Bang har frembragt, findes imidlertid ikke i hans digte, men derimod i prosabogen Det hvide Hus. Han har i denne mindebog sat sin mor et uforgængeligt monument, bogens lyrik er gennemtrængt af sjæl og har erindringens lange, sukkende og sugende åndedræt. Selv om sproget ikke synger, så hvisker, mumler og stundom nynner det på en egen indtrængende og hemmelighedsfuld vis, og pludselig møder man sætninger der ligesom stønner dumpt og uendeligt sagte af længsel og hjælpeløs hjemve. Ved følelsernes dybde, ved diktionens inderlighed, ved stemningssuggestionens åndeagtige karakter kroner denne sarte, men vægtige bog Herman Bangs produktion i kraft af sin poesis renhed og ømhed. Nægtes kan det ikke at Herman Bangs prosa, som flere slægtled forelskede sig i, gør et udansk indtryk og ofte synes direkte at være overført fra fransk, uden hensyntagen til det danske sprogs ånd og hævdvundne karakter. Man kan heller ikke sige at Herman Bangs stil har stiftet skole. Selv de forfattere der gennem læsningen af hans romaner og fortællinger har indset betydningen af de minutiøse iagttagelser i gengivelsen af virkeligheden, har ikke ladet sig påvirke af hans stil (med undtagelse af Karin Michaelis).

Familie

Herman Bang blev født i Asserballe på Als, død i Ogden, Utah, begravet i Kbh. (Vestre). Ugift. Forældre: sognepræst Frederik Ludvig Bang (1816–75) og Thora Elisabeth Salomine Blach (1829–71).

Ikonografi

Træsnit af C. Hammer, 1881, af A. Bork, 1884. Buste af R. Bøgebjerg, 1882. Tegn. af H. Nik. Hansen, 1888–89 (Kgl. bibl.). Mal. af N. V. Dorph, 1891 (Fr.borg). Tegn. af C. Krohg, 1894, af Albrecht Schmidt, 1898 (Teatermus.), af P. S. Krøyer, 1899 (Hirschsprung) af Dorph, 1899 (Teatermus.), af Emil Krause, ca. 1901 (Fr.borg), raderet af samme. Buste, 1901, af Ingeborg Plockross, i bronze 1904 (Mus. Sønderborg). Litografi, 1906, af E. Strokirch. Tegn. af S. Wandel, 1908 (?). Mal. af B. Berneis, 1912. Radering af Hermann Struck, 1913. Tegn. af V. Schmidt (Kgl. bibl.) og af Victor Hansen. Mal. af W. Haurowitz (Teatermus.). Dødsmaske (sst. og Fr. borg). Talrige karikaturer, bl.a. af Fritz Petersen, 1881 (Punch), Alfred Schmidt, Alfred Ibsen, W. Azansky, Chr. Krohg, Olaf Guldbransen, R. Blix, 1904, Sophus Jürgensen, 1904 (Teatermus.), Sven Brasch, Ivan Opffer (tegnet i New York), Biilmann Petersen og Vald. Møller (Kgl. bibl.). Linoleumssnit af K. J. Almquist, 1932. Tegn. af Arne Ungermann, 1938. Foto.

Bibliografi

Udg. Værker i mindeudgave, udg. Johan Knudsen og Peter Nansen I-VI, 2. opl. 1920–21. Københavnske skildringer 1879–1883, udg. Cai M. Woel, 1954. Fra de unge år. Artikler og skitser 1878–1885, udg. Cai M. Woel, 1956.

Kilder. H. B.: Ti år. Erindringer og hændelser 1891 (genudg. 1968). – Herman Bangs vandreår, fortalt i breve til Peter Nansen, udg. Lauritz Nielsen, 1918. Breve til Fritz, udg. Ulla Albeck og Erik Timmermann, 1951. Lit. F. E. Hundrup: Stamtvl. over Oluf Bangs efterkommere, 1875. – H. S. Vodskov: Spredte studier, 1884 168–94. Harald Nielsen: Af tidens træk, 1909 33–57. Poul Levin i Tilskueren 1912 I 261–83. P. A. Rosenberg: H. B. 1912. Chr. Houmark i Tilskueren 1915 I 60–69 og 232–58. Georg Christensen i Edda 1918 57–80. Georg Brandes: Samlede skrifter Danmark III, 1919 254–58. Dr. Wasbutzki: Herman B. Gedanken zum Sexualitatsproblemen, Bonn, 1922 (oversat i Erotisk antologi, 1957). Svend Leopold: Erindringer fra min ungdom, 1928 127–44. Lugné Poe: La parade II, 1931. Anna Levin i Dagens Nyheder 19.-20.4.1932. Samme: Fra H. B.s journalistår ved Nationaltidende 1879–84, 1932. Ulrich Lauterbach: H. B., 1937. Louis E. Grandjean: H. B. Et essay, 1942. Agnes Henningsen: Letsindighedens gave, 1943 88–99 118–32. Samme: Byen erobret, 1945 67. Maurice Gravier i Etudes germaniques IX 1954 278–92 og XI 1956 21–35. Harry Jacobsen: Den unge H. B., 1954. Samme: H. B. Resignationens digter, 1957. Samme: Den miskendte H. B., 1961. Samme: Den tragiske H. B., 1966. Samme: H. B. Nye studier, 1974. Ulla Albeck i Festskr. til Paul V. Rubow, 1956 285–99. Carl Johan Frederiksen i Festskr. til Paul V. Rubow, 1956 280–84. Jan Mogren: H. B.s Håbløse slægter, 1957. Sigurd Grieg i Edda, 1958 48–74. Paul V. Rubow: H. B. og flere kritiske studier, 1958 56–62 og 63–71. Hans Brix: Gudernes tungemål, 2. udg. 1962 158–64. Torbjörn Nilsson: Impressionisten H. B., 1965. Gustav Albeck i Festskr. til Jens Kruuse, 1968 3–27. Rafael Koskimies: Der nordische Dekadent, 1968 37–57. Beverly R. Driver i Mosaic IV, 2 1970 79–89. Klaus P. Mortensen i Kritik nr. 16 1970 55–88. Knud Wentzel: Fortolkning og skæbne 1970, 111–25. Hanne Amsinck: Sceneinstruktøren H. B. og det franske symbolistiske teater, 1972. Mette Winge: Omkring Håbløse slægter, 1972. Klaus P. Mortensen: Sonderinger i H. B.s romaner, 1973. Knud Michelsen: Digter og storby, 1974 19–46. Olav Harsløf: Omkring Stuk, 1977.

Papirer. Breve og manus, i Kgl. bibl. Breve i Kgl. bibl. Stockholm.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Chr. Rimestad: Herman Bang i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286422