Henrik Stangerup

Henrik Stangerup, 1.9.1937-4.7.1998, forfatter. Henrik Stangerup blev student fra Stenhus 1956 og læste teologi ved Københavns universitet 1956–60. Han arbejdede som journalist ved Ekstra Bladet 1961–64, ved Politiken fra 1964, især med kritik af litteratur og film. Han udgav novellesamlingerne Lille Håbs rejse, 1958, og Grønt og sort, 1961; med Anders Bodelsen og Christian Kampmann dannede Henrik Stangerup en nyrealistisk gruppe hvis talsmand var Hans Hertel. Overgang til den jegcentrerede roman danner Veritabel pariser, noveller og reportager, 1966 hvor Henrik Stangerup med humør og selvironi fortæller om Paris og sig selv. Derefter fulgte, gennem ti år, selvransagende og selvdømmende romaner; de to første, Slangen i brystet, 1969, og Løgn over løgn, 1971, om en dansk journalist i Paris. Med den tredje, Fjenden i forkøbet, 1978, tog Henrik Stangerup skridtet til den uforbeholdne bekendelseslitteratur. Han udstillede, i en delvis konvulsivisk stil, den slægtsskyld han følte, dels på sin nylig afdøde fars vegne, dels på egne vegne, efter at han måtte konstatere sit ægteskabs forlis. Inden denne kulmination havde Henrik Stangerup forsvaret retten til selvanklage og skyldbevidsthed i Manden der ville være skyldig, 1973 som i kølvandet af Aldous Huxley og George Orwell polemiserer mod kommunismens utopiske drøm om et bekymringsfrit samfund. Romanen har, oversat til adskillige sprog, fundet en hæderfuld plads i rækken af anti-utopier. Ole Roos' film Manden der ville være skyldig 1990 er bygget over Stangerups roman.

Henrik Stangerup var en streng kritiker af dansk film; 1964 studerede han filmkunst ved en filmhøjskole i Paris. 1967 skabte han en kortfilm om Asta Nielsen. Sin teologiske fortid udnyttede han i filmen Giv Gud en chance om søndagen, 1970, sin generations erotiske erfaringer i Farlige kys, 1972. Sammen med en fantasifuld brasiliansk forfatter, Fausto Wolff, gjorde Henrik Stangerup i filmen Jorden er flad, 1976 (bogudgave s.å.). Holbergs Erasmus Montanus til en brasiliansk student som fra sit universitet i Portugal omkring 1650 vender hjem til Brasilien hvor hans bror, Jacob, forgæves håber i ham at få en fælle i sin kamp mod godsejerne. Filmen har løse ender, men er med de brasilianske skuespillere og Bahias solhede natur et vidunder af robust komik og eksotisk farvepragt.

Brasilien blev en del af Henrik Stangerups skæbne. Han skrev en ildnende kronik i Politiken 15.4.1973 (optrykt i Kunsten at være ulykkelig, 1974) om karnevallet i Rio de Janeiro. Efter Erasmus-filmen fattede han en plan om en film om naturforskeren P.W. Lund og hans liv i Brasilien. Resultatet af omfattende forarbejder blev imidlertid en roman, Vejen til Lagoa Santa, 1981, en fri forbindelse af dokumentation og digterisk tolkning af den store palæontologs sjælelige krise som førte til hans åndelige stagnation. Romanen vandt øjeblikkelig anerkendelse. I 1985 fulgte romanen Det er svært at dø i Dieppe, der handler om litteraturkritikeren P.L. Møller, hvis kontroversielle holdninger ikke kunne godtages af det borgerlige København og derfor slog sig ned i Frankrig, hvor han leved et udsvævende liv i Paris i 1850'erne. Romanen Broder Jacob, 1991 handler om en dansk franciskanermunk, der i landflygtighed når frem til Mexico, hvor han grundlægger en menighed. Disse tre historisk-biografiske romaner kan betragtes som en helhed, hvori forfatteren kommer med en kritik af danskernes fastlåste holdninger; de betragtes som hans hovedværker.

I fællesskab med tegneren Erik Bøttzauw og fotografen Jesper Høm producerede Henrik Stangerup værket Samba, 1982, om brasiliansk karneval. Stangerups Brasilien-reportage hører til hans allerbedste. Her møder vi ham som entusiasten der stiller brasiliansk livsfrodighed i kontrast til europæisk lunkenhed og nøgternhed. Henrik Stangerup føler sig som deltager i en universel debat om livskvalitet. Mange af hans artikler og interviews er optrykt i Kunsten at være ulykkelig, 1974, Mens tid var, 1978, Retten til ikke at høre til, 1979, Fangelejrens frie halvdel, 1979. Han tog parti for de såkaldte unge filosoffer i Frankrig, som Bernard-Henri Levy, under fælles kritik af doktrinære, karriereglade marxister. Ønsket om personlig frihed, også til at fejle, var grundlaget for Stangerups begejstring og letvakte protestholdning. Han tog afstand fra kommunisme og konservatisme, men ville heller ikke vide af oprør fra midten. Siden 1978 skrev Henrik Stangerup for Berlingske Tidende. I et interview heri med Arthur Koestler føler man hvor tæt han står "denne modstander af enhver dogmatik, enhver ideologi" (1.2.1981). Henrik Stangerup udgav flere essaysamlinger, bl.a. Den kvarte sandhed, 1989. Et udvalg af Stangerups essays bragtes i I flugtens tegn : udvalgte beretninger og essays 1965-93, 1993.

Henrik Stangerup modtog flere hædersbevisninger, bl.a. De gyldne laurbær 1972, Kritikerprisen 1981, Amalienborg-prisen 1982, Statens kunstfonds livsvarige ydelse 1984, Det danske akademis store pris 1986 og Holberg-medaillen 1995.