Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Henrik Pontoppidan

Oprindelig forfatter PVRu

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Henrik Pontoppidan, 24.7.1857-21.8.1943, forfatter. Den bevidste del af Henrik Pontoppidans barndom og drengeår forløb i Randers hvor faderen, en høj og streng og godhjertet mand, var præst fra 1863. Erindringer fra denne tid, gennemgående ikke meget lyse, findes foruden i hans selvbiografi i romanerne Minder og Lykke-Per. 1873 tog han realeksamen, 1877 første del af ingeniøreksamen, 1879 trak han sig tilbage fra anden del af denne eksamen da hans valg med hensyn til livsopgave var truffet. Minder fra studietiden træffes i Lykke-Per. Senere har han prist sig lykkelig ved ikke at være kommet ind i nogen fast stilling. Straks efter at have afbrudt studierne tog han til sin bror Morten Pontoppidan der havde grundlagt en højskole i Freerslev ved Hillerød. Her virkede han som lærer i naturfagene og forfattede sin fortælling Kirkeskuden som han indsendte til ugebladet Ude og Hjemme, men fik returneret for dens ikke tilstrækkelig ærbødige skildring af et præstehjem. Om sommeren 1880 aftjente han sin værnepligt ved ingeniørkorpset. I slutningen af september vendte han tilbage til broderen der imens havde flyttet sin skole til Jørlunde. Han fortsatte sit arbejde som lærer og digtede i fristunder.

I september 1881 debuterede han i Ude og Hjemme med fortællingen Et Endeligt, og i november samme år udkom samlingen Stækkede Vinger. Den indeholdt foruden de to nævnte fortællinger to andre: Efter Ballet og Tête à tête. For honoraret for denne bog giftede han sig med en gårdmandsdatter fra Østby på den anden side af fjorden. Forholdet til højskolen opløstes efter et par års forløb, men Henrik Pontoppidan blev boende i Jørlunde til 1884, da han flyttede til Østby med sin hustru og sine to små piger. 1886 lejede han "slottet" i Havreholm nær Hornbæk. Under sit første ægteskab var Henrik Pontoppidan lidet fastboende; han færdedes meget på rejser i ind- og udland (Anckerske legat 1890). Fra november 1887 til juli 1889 var han medarbejder ved Politiken, hvori han skrev causerier (Enetaler) og teateranmeldelser, fra juli samme år til december 1891 skrev han flittigt i Kjøbenhavns Børstidende, mest under mærket "Urbanus". Nogle ret harmløse artikler som var offentliggjort i dette blad pådrog dets redaktør, Ernst Brandes, en proces og en bøde for blasfemi; Henrik Pontoppidan telegraferede fra Berlin: "Ansvaret er mit" – og mistede en ganske lille forfatterunderstøttelse han havde opnået.

Henrik Pontoppidan er i sit forfatterskabs første periode novellisten. Allerede Kirkeskuden (stærkt omarbejdet nyudgave 1897) røbede hans hemmelighed, at kunne sammentrænge et stort, konfliktrigt motiv i en meget begrænset og pointeret form. Fortællingen handler om taterkvindens søn, en fattighusdreng der opdrages i præstegården hos en rar og naiv præst som lader sig tage ved næsen af menigheden. Drengen keder sig i præstegården og revolterer sig mod dens forkyndelse. Han tager en slags symbolsk hævn ved at røve en fuldrigget skibsmodel der hænger i kirken, og sætte skuden til søs. Den går til bunds. Til straf bliver han selv sendt til søs, hans skib går også under og man tror ham forlist. Præsten tager sin død herover; ved hans begravelse kommer den fortabte plejesøn tilbage og går i sig selv. Motiver som oprøret imod præstegården, den urolige søn imod hjemmets disciplin, bøndernes lavpandede realisme imod præstens luftige idealisme vender siden tilbage i Henrik Pontoppidans digtning.

Annonce

Henrik Pontoppidan optrådte i disse år som medbejler til Sophus Schandorph i almuefortællingens kunst, han virkede på én gang ved sine mørkere farver og ved sin mere alsidige belysning af problemerne. Parallelt med Schandorphs digtning løber også Henrik Pontoppidans første større novelle, Sandinge Menighed. 1883 (meget ændret udgave 1903), en bitter beretning om en landsbypige som optages i et religiøst-politisk indflydelsesrigt hovedstadshjem og udsættes for sønnens forførelse. Bogen indeholder Pontoppidans første kritik af den danske højskole; han tager ligesom parti for bondematerialismen imod den i hans øjne utrygge løftelse hos grundtvigianerne og det politiske venstre. Landsbybilleder fra samme år, en samling småskitser, fortsætter i det samme spor. Det er novelletter af en anstrengt verisme, pebrede af ironi over købstadssentimentaliteten, historier om bondekonen der sværger falsk for arvens skyld, om hegnsmandens smukke datter der til forargelse for præstegårdens folk bortgives til den ældre, vanskabte, men velsituerede Morten Pers, om gårdmandssønnen der lokker tjenestepigen og lignende.

I Fra Hytterne, 1887 spilles på de samme strenge, men blødere. Her er den mesterlige fortælling om de to gamle der har lagt noget til side, så de kunne unde sig lidt hvile, men overhales af sygdommen. Historien om den lille uægtefødte, hvis knogler skal flyttes fra kirkegården for den rige gårdmands, om dyb elendighed spejlet i små træk. Samlingen Skyer, 1890 skildrer Danmark under J.B.S. Estrup og hans provisorier, med rigelig satire over den afmægtige og forsigtige passive modstand. Brillante er især Ilum Galgebakke, om vandreren som har været med til de rigtige revolutioner og forherliger krapylet, Den første Gendarm (yderst spydig), Tro til Døden, om den gamle bondemand der lader sig slæbe til valgstedet og udånder som vidne til en spaltning af hans parti.

I disse samlinger stod Henrik Pontoppidan på den naturalistiske skoles grund. Men han kunne ikke forblive upåvirket af den i disse år opblussende nyromantik. Det ses af en samling ironiske eventyr, Krøniker, 1890. Den parabel- eller legendeagtige tone falder ikke Henrik Pontoppidan helt fremmed, han var altid noget af en læredigter. I nogle af historierne har Henrik Pontoppidan benyttet danske folkesagn, andre er selvopfundne. Bogen indeholder små mesterstykker af underfundighed som Den stærke Skrædder, Svend Morgendug, Menneskenes Børn. Nogle af samlingens bedste stykker er tilføjede senere: Naar Vildgæssene trækker forbi, 1897, om stuemennesket som sættes i uro ved sin ven Felix' flugt ud i eventyret, og Ørneflugt, 1894, et bittert eventyr om stækkede vinger, med rette eller urette anset for et symbol på hele Henrik Pontoppidans digtning.

Ved siden af småhistorierne skrev Henrik Pontoppidan i disse år også en række større noveller eller "små romaner", som han gerne kaldte dem: Ung Elskov, 1885, en landsbyhistorie over et motiv, han flere gange har benyttet; Mimoser, 1886, en vigtig, satirisk fortælling om ægteskab og sædelighed; Isbjørnen, 1887, en af Pontoppidans mange fortællinger om originaler og særlinge, en morsom forberedelse til romanen om det forjættede land; Spøgelser, 1888, en dybsindig-paradoksal historie om de to jeg'er i mennesket, det naturlige og det påtvungne; Natur, 1890 indeholder to fortællinger: Vildt, der ligeledes bebuder hans kommende store roman ved sin satire over københavnerens mislykkede natursværmeri, og En Bonde, et kraftigt billede af landboens primitive følelse for jorden og kamp for ejendommen.

Hovedværket i Henrik Pontoppidans ungdomsdigtning er romanen Det forjættede Land, der udkom i tre dele 1891-95. Første del, Muld (til dels under titlen Ungdom trykt i Husvennen, 1890) foregår 1877-78 og har tilknytning til Sandinge Menighed; tidsbilledet er stærkere udført end i hans andre bøger. Anden del, Det forjættede Land foregår 1885 og tredje del, Dommens Dag, 1887. Det er en fortælling om en københavnsk borgersøn, Emanuel Hansted, som er rigt åndeligt bevæget og føler trang til at forkynde ordet i en landsbymenighed. Han sværmer for naturen og bonden, føler sig først vel tilpas blandt sine sognebørn, ægter en bondepige, prøver selv at leve som bonde. Men han kæntrer over for landbefolkningens materialisme. Han må forlade menighed og hustru, føler sig forladt af Gud og som i de dødes rige. Efter halvandet års ensomhed vender han tilbage til sognet for at tale som bodsprædikant, men dør i et anfald af sindsforvirring. Bogen er rig på interessante bipersoner: den gamle provst Tønnesen, den verdslige "pater Rüdesheimer", den uhyggelige væver Hansen, især vellykkede er vistnok kvinderne, navnlig den ordknappe Hansine og den livlige, skeptiske frk. Ragnhild.
Henrik Pontoppidans opfattelse af helten vakler mellem medfølelse med martyren og spot over fantasten. Dybsindigt har han gjort hjemløshedsfølelsen til Emanuels herskende egenskab. Bogen afdækkede for samtiden det religiøse grundlag for Henrik Pontoppidans digtning.

Fra de første år af Henrik Pontoppidans nye liv stammer fire mindre, meget betydelige fiktionsværker: Minder, 1893, Nattevagt, 1894, Den gamle Adam, samme år, og Højsang, 1896. Fælles for dem er drøftelsen af lidenskabens ret. Stilistisk betegner de en udvikling imod det gennemsigtige, forstandsklare foredrag, som passer bedst for Henrik Pontoppidan.

Sit hovedværk, personlighedsromanen Lykke-Per, udgav Henrik Pontoppidan i otte bind 1898-1904. Det er atter et hjemløst menneskes historie, en penibelt sanddru skildring af en fantast som føler sig kaldet til store praktiske bedrifter og ender med at have reddet sig ud af ærgerrighedens blændværk, kun med det religiøse sind i behold. Helten er en fattig præstesøn fra Jylland, på kant med barndomshjemmet og slægten. Han kommer til København for at studere ved Polyteknisk læreanstalt. Han bor hos nogle gamle mennesker i Nyboder hvor han oplever sin første kærlighedshistorie. Hans tid går med udarbejdelsen af et stort kanalprojekt og et muntert liv blandt farlige venner og farligere veninder. En tid er han sunket ret dybt i gæld, hvorfra han dog udfries ved en lille arv der tilfalder ham efter en original blandt hans venner. En vending i hans skæbne opstår, da han indføres i en rig jødisk grosserers hus og forelsker sig først i den yngre, siden, halvt modstræbende, i den ældre datter, den ejendommelige, dybsindige Jakobe. Med hende forlover han sig, dog nærmest for at få penge til sit store værk. Han begiver sig på en flerårig uddannelsesrejse. I Berlin modtager han meddelelse om at hans far ligger for døden. Han rejser modvilligt hjem og bliver i dødsnatten og ved begravelsen religiøst anfægtet. De hemmelige tanker følger ham under et vinterophold i en lille bjergby. Men hans forlovede rejser ned til ham og fordriver dødsskyggerne. Hans følelser for hende holder dog ikke stand; i Rom føler han sig atter tiltrukket af den yngre, mere verdslige søster. Han mener, at Jakobe ikke kan byde ham et lykkeligt hjem. Efter sin hjemkomst trodser han det konsortium der er stiftet til at fremme hans projekt. Han træffer venner fra tidligere tid, forstår bedre deres natur end jødernes skarphed, ensidighed og dyrkelse af guldkalven.

I bogens vigtigste afsnit går helten mellem to sfærer, et selskab af jødiske pengemænd og en villa hvor unge piger synger aftensang. Han skal rejse til USA for at udvide sine kundskaber. Da erfarer han sin mors død, ser fra et kafévindue hendes kiste blive bragt om bord på et skib, følger den som en æresvagt. Det er hans anden religiøse kaldelse; han var opfyldt af tilværelsens isøde, da han så kisten, men i nattens løb forvandles han ved tanken om den fattige præstekones lidelse og storhed, "mod hvilken selv en Cæsars kongelige Vælde nu syntes ham ringe". I Jylland kommer han helt bort fra sin tidligere tankeverden. Han indfanges af en betydelig præst der forkynder en lys kristendom, hvori Per tror han kan finde hvile. Nu sender han Jakobe sit opsigelsesbrev og lader sit projekt falde. Han tager landmålereksamen i København, ægter præstens datter Inger og slår sig ned med hende i en stationsby. De får flere børn, men ingen lykke. Hans livskreds indsnævres bestandig, jo mere han får udsigt til fred i livet. Han begynder at interessere sig for pietisterne, nærmer sig den gale pastor Fjaltring, som hævder at kun lidelsen kan kalde det åndelige frem i mennesket. Til sidst forlader han også hustru og børn og lever resten af sit liv som vejassistent i en afsides egn hvor han dør, ensom men rig, fordi han har fundet skatten.

Værket, som tænkes at foregå mellem Henrik Pontoppidans jævnaldrende, er fra ende til anden en omvendt Adam Homo. Imellem Lykke-Per og den følgende store roman udsendte Pontoppidan en række mindre bøger. I Lille Rødhætte, 1900 (dramatiseret i samarbejde med Hjalmar Bergstrøm som Thora van Deken, 1914) digter han om skilsmissens nedbrydende betydning. I Det ideale Hjem, 1900 hævdes det, at børnene bør følge moderen; bedst i bogen er skildringen af mandens hjemløshed. Det store Spøgelse, 1902 (i bogform 1907) handler om et Pontoppidansk yndlingsmotiv, den urimelige syndsbevidsthed. Den kongelige Gæst, 1902 (i bogform 1908) varierer temaet om den store lidenskabs flugt forbi det ængstede gennemsnitsmenneskes undrende blikke. Borgmester Hoeck og Hustru, 1903 (i bogform 1905) er en historie om en selvplager, som en studie over Lykke-Pers slægt. Hans Kvast og Melusine, 1907 er en satire over kunstneregoisme og et angreb på den nyromantiske retning. Et par skuespil genoptager motivet fra novellerne, De vilde Fugle, 1902 er en delvis dramatisering af Højsang. Asgaardsrejen, 1906 hænger nøje sammen med Nattevagt.

Henrik Pontoppidans hovedværk fra de ældre år er romanen De Dødes Rige I-V, 1912-16, egentlig nærmest et kunstfærdigt komponeret religiøst læredigt i prosa, fuldt af livsvisdom og symbolik. Også på tidsbilledet (omkring 1910) er der lagt megen vægt. Den skildrer to ædle og fine naturers abdikation over for livet, væsener hvis evne til at elske og tro er undergravet. Begge hovedpersoner er udført med dybt perspektiv, Torben med hans noblesse og mysticisme og ulykkelige sværmeri, Jytte der drager mændene til sig, men hvis kærlighed kun kan blive til skinsyge. I midten afbilledet er anbragt politiske personligheder: Enslev, en blanding af Hørup og Georg Brandes, hans modpart Tyrstrup, digtet over J.C. Christensen, redaktøren Samuelsen, en karikatur af Henrik Cavling. Mærkelige skikkelser er den gamle ministerfrue med den ranke ryg, sørgende over børnenes afmagt, den fjollede jægermester, parvenufamilien Søgaard, vandrepræsten Mads Vestrup. Omkring det hele udspilles en sælsom medicinsk komedie, mellem dyrkerne af det "Wellerske" (ɔ: Müllerske) system, den officielle medicins kapaciteter og tilhængerne af naturhelbredelse.

Værket er som en helhed betragtet et af den danske litteraturs dybeste; ved sin forening af den religiøse erfaring af tilværelsens intethed og den moralske oplevelse af dens værdiløshed står det næsten ene i de nordiske litteraturer og bringer som et pust af østens fjerne visdom. Dets nøgne, tørre stil minder om Goethes alder-domsprosa.
Efter dette hovedværk, en tung, moden frugt af livserfaring, tvivl og tro har Henrik Pontoppidan udgivet to små romaner. Et Kærlighedseventyr, 1918 foregår på den indre scene og fortsætter den gamle debat i Pontoppidans sind om den individuelle lidenskabs ret og værd. Den bringer en hyldest til den kvindelige kærlighed som livsmagt og næsten som evangelium: "I Blinde havde han fundet hen til Allivets Kilde, havde drukket af Urvældet, som det brød frem fra Kvindehjertets Dyb til Husvalelse for alle ensomme og besværede i denne trøstesløse Verden". I Mands Himmerige, 1927 genoptages et motiv som allerede var udspillet i Nattevagt, den hensynsløse viljes tragedie; Henrik Pontoppidan har altid foragtet kompromisets ånd. Hans sidste værk er en meget dybtgående og grundig selvbiografi i fire bind: Drengeaar, 1933, Hamskifte, 1936, Arv og Gæld, 1938, Familieliv, 1940 (samlet omarbejdet udgave 1943 med titlen Undervejs til mig selv; 1962 med titlen Erindringer). Det er et erindringsværk, bringer mere digterens indre historie end hans mellemværende med samtidige.

Henrik Pontoppidan er en af sin tidsalders store og væsentlige forfattere. Hele hans digtning er moralsk; han fremstiller altid sine skikkelser i belysning af, hvad de dur ved deres arbejde, konsekvens og tro. Selv løb han ikke fra sine forudsætninger, den lutherske præstegårds alvorsfulde livsbelysning. Med årene slog det præstelige træk igennem hos ham; stigende åndsdyrkelse, stadig mere levende forkyndelse af den personlige værdi. Hans forfatterskab er i en eminent grad nationalt; som en bekymret læge sidder han ved sygesengen og følger den moderne krise i folkets sjæleliv. Ved sin form ligner han Fr. Paludan-Müller og Meïr Goldschmidt, den sobre og saglige stils mestre.
Henrik Pontoppidan har skrevet nogle få digte, især med et epigrammatisk eller didaktisk sving, enkelte meget vægtige.

Henrik Pontoppidan fik tildelt Nobelprisen 1917 sammen med Karl Gjellerup. Dr.phil.h.c. i Lund 1929. Æresborger i Randers 1933.

Familie

Henrik Pontoppidan blev født i Fredericia, døde i Charlottenlund, urne på Rørvig kirkegård.
Forældre: sognepræst, sidst i Randers Dines Pontoppidan (1814-79) og Birgitte C.M. Oxenbøll (1824-88). Gift 1. gang 2.12.1881 i Selsø med Mette Marie Hansen, født 17.11.1855 i Selsø, død 27.11.1939 i Horsens, d. af gårdejer Hans Nielsen (1813-88, gift 1. gang 1841 med Amalie Sørensdatter, ca. 1811-43, gift 1. gang med gårdejer Peder Larsen, ca. 1791-1841) og Karen Margrethe Jensen (1832-1901). Ægteskabet opløst 1892. Gift 2. gang 9.4.1892 på Frederiksberg med Antoinette Caroline Elise Kofoed, født 25.6.1862 på Frederiksberg, død 6.2.1928 i Svendborg, d. af justitsråd, kontorchef under revisionsdepartementet Hans Peter Kofoed (1802-74) og Elise Suzanne Marie Westermann (1830-1900). - Bror til Knud Pontoppidan og Morten Pontoppidan.

Ikonografi

Mal. af M. Ancher, 1883 (?). Afbildet på P. Fischers mal. fra Det kgl. teater, 1888. Tegn. af Johan Rohde og mal. af samme, 1895 (Fr.borg); mindre mal. af samme. Mal. af G. Achen, 1895. Tegn. af P.S. Krøyer, 1896. Tegn. af samme (Hirschsprung) og af Sophus Jürgensen, 1905 (Kgl.bibl.). Skitse af M. Ancher udst. 1908. Mal. af P.S. Krøyer, 1908 (Skagens mus.). Afbildet på H. Nik. Hansens mal., 1921, af Chr. Xs ridt over grænsen 1920 (Fr.borg). Tegn. af Aksel Jørgensen, 1922. Mal. af Poul S. Christiansen 1924-25 og 1926. Radering af W. Pech, 1927. Linoleumssnit af Knud Nørholm, s.å., og af K.J. Almquist 1929, 1937, 1944 og 1950. Mal. af S. Swane, 1933 (St.mus.; Dansk forfatterforen.). Buste af G. Eickhoff, 1933 (Randers central-bibl.), marmor 1944 (Studenterforen.) og bronze 1952 (ved Århus komm. hovedbibl.). Flere tegn. af samme, 1933 (Kgl.bibl.). Tegn. af Otto Christensen, 1937 (Fr.borg) og af Gerda Ploug Sarp (sst.). Tegn. af Kr. Kongstad. Mal. af H.C. Bärenholdt. Foto. – Mindesten i Hansinelund, Ølgod.

Bibliografi

Udg. Noveller og skitser I-III, 1922-30 (2.opl. 1950). Romaner og fortællinger I-VI, 1924-26.

Kilder. Drengeår, 1933, Hamskifte, 1936, Arv og gæld, 1938 og Familjeliv, 1940 (erindr.). Omarb. udg. m. titlen: Undervejs til mig selv, 1943 (2. opl. 1954). Samlet udg. med titlen: Erindringer, 1962.

Lit. Axel Pontoppidan: Den yngre slægt Pontoppidan, 1931 279-94. Georg Brandes: Fugleperspektiv, 1913 1-21 (optr. i forf.s Saml. skr. 2. udg. III, 1919 310-24). Vilh. Andersen: Henrik Pontoppidan, 1917. Morten Pontoppidan i Gads da. mag. XXI, 1927 337-46. Carl Gad: Omkring kulturkrisen, 1929 7-32. Henri Nathansen: Portrætstudier, 1930 62-85. Poul Carit Andersen: Henrik Pontoppidan. En biografi og bibliografi, 1934. Samme: Digteren og mennesket, 1952. Henrik Pontoppidan til minde, red. Ejnar Thomsen, 1944 (ny udg. m. titlen: Henrik Pontoppidan. En citatmosaik, 1965). Samme: Digteren og kaldet, 1957 134-92. Samme: Skribenter og salmister, 1957 24-46. Cai M. Woel: Henrik Pontoppidan I-II, 1945. Paul V. Rubow: Betragtninger, 1947 98-109. Tage Schack: Afhandlinger, 1947 309-37. Niels Jeppesen: Samtaler med Henrik Pontoppidan, 1951. Knut Ahnlund: Henrik Pontoppidan, Sth. 1956 (2. opl. Kbh. 1972). Omkring Lykke-Per, udg. samme, 1971 (heri bibliografi). Karl V. Thomsen: Hold galden flydende. Tanker og tendenser i Henrik Pontoppidans forfatterskab, 1957. Sv. Møller Kristensen: Digtn. og livssyn, 1959 57-91. Alfr. Jolivet: Les romans de Henrik Pontoppidan, Paris 1960. Bent Haugaard Jeppesen: Henrik Pontoppidans samfundskritik, 1962 = Studier fra sprog- og oldtidsforskn. CCL (ny udg. 1977). Ib Ostenfeld: Udenfor alfarvej, 1963 141-57. Fl. Behrendt i Indfaldsvinkler, tilegnet Oluf Friis, 1964 71-83. Elias Bredsdorff: Henrik Pontoppidan og Georg Brandes I-II, 1964 (heri breve). Samme i Fund og forskning XXI, 1974 142-50. W. Glyn Jones i Scandinavian studies XXXVII, Lawrence, Kansas 1965 77-90. Birgitte Hesselaa i Kritik, 1967 nr. 3 62-74. Samme sst. 1971 nr. 19 44-63. Thorkild Skjerbæk: Kunst og budskab. Studier i Henrik Pontoppidans forfatterskab, 1970 (heri bibliografi). Aage Henriksen: Gotisk tid, 1971 219-37. Jørgen Holmgaard: Dødens gilding. En analyse af Henrik Pontoppidans Lykke-Per, 1971. Samme i Analyser af da. kortprosa, red. Jørgen Dines Johansen I, 1971 283-96. Samme i Analyser af da. romaner I, 1977 209-307. Lars-Olof Franzén: Punktnedslag i da. lit. 1880-1970, 1971 37-43 179f. Torben Kragh Grodal i Tekstanalyser, red. Jørgen Holmgaard, 1971 = Poetik IV, 1971 nr. 2-3 182-90. Samme i Tekststrukturer, 1974 209-29. Knud Michelsen: Digter og storby, 1974 77-103. F. J. Billeskov Jansen: Henrik Pontoppidan. Ledetråd for læsere, 1978. P.M. Mitchell: Henrik Pontoppidan, Boston 1979. H.P. Rohde: Det lyder som et eventyr, 1981. Klaus P. Mortensen: Ironi og utopi hos Henrik Pontoppidan, 1982. Papiret i Kgl.bibl. og Randers bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Paul V. Rubow: Henrik Pontoppidan i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295849