Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Henrik Hertz

Oprindelig forfatter PVRu
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Henrik Hertz, Henrik Heyman Hertz, 25.(el.27.)8.1798/1797-25.2.1870, forfatter. Født i Kbh., døbt 9.4.1832 i Kbh. (Trin.), død sst. (Frue), begravet sst. (Ass.). I H.s barndom drev hans dygtige mor familiens bageri i Klosterstræde, det brændte under bombardementet 1807. I skolen viste han stor interesse for vers og blev medlem af en klub af litterært sindede elever. Efter moderens død kom han daglig i grosserer M. L. Nathansons hus hvor han gjorde bekendtskab med mange af tidens betydelige personligheder. Han blev 1817 student fra Metropolitanskolen og 1825 cand. jur. efter 1824 at have vundet universitetets guldmedalje for en retshistorisk afhandling om infamier. H. viste sig ved den lejlighed som en kender af vore middelalderlige love. Kort efter eksamen fik han atter medaljen for en besvarelse af Oehlenschlägers æstetiske prisspørgsmål at påvise hvorledes nationerne har virket på digterne og omvendt. Han må i denne tid have nærmet sig kristendommen, dog blev han først døbt 1832. Af de mange digte han skrev i sine tidlige år er kun nogle få optaget i første bind af den samlede udgave; kendelige på deres "Blanding af Tungsindighed og Sensualitet" som han selv siger; de skildrer ungdommens gæring. Tungsindet beholdt han dog i sine modnere poesier. H. blev imidlertid først til noget som digter da han slog sig på den direkte imitation. Hans første teaterstykke Hr. Buchardt og hans Familie er en satire over dilettantkomedien, der hørte til tidens uskyldige laster. Det blev anonymt indleveret og opført 14.3.1827 og kopierede træk for træk den holbergske komedie, navnlig Mascarade, men i et mere moderne sprog. Man genfandt under andre navne Hr. Jeronimus, Leander, Arv osv., den holbergske intrige, de velkendte komiske scener, den barokke dialog. J. L. Heiberg modtog med anerkendelse dette forsøg der stod i samklang med hans egne anstrengelser for at skabe et nutidslystspil. H. fortsatte i samme spor med Flyttedagen, 1828 der forholder sig mere uafhængigt til forbilledet, men dog står fast på den holbergske grund. Det er atter en satire over en lokal last, flytteuvæsenet, og man bevæger sig i det københavnske familieliv. Genren udtømtes af H. med Sparekassen, 1836 hvor mennesketyper og dialog har viklet sig helt ud af Holbergs svøb, og hvor teknikken er blevet sikrere og friere; satirens genstand er denne gang lotterispil. Næsten samtidig med dette arbejde på den højere komedies område var H.s forsøg som vaudevilledigter hvor hans tilslutning til Heiberg er aldeles umiddelbar. I Kjærlighed og Politie der opførtes allerede 18.11.1827 findes heibergske gadescener og en heibergsk "idé" der ifølge forfatterens fortale er intet mindre end den individuelle tilbøjelighed modsat statens tarv; H. tog endnu Heibergs afhandling om vaudevillen rent bogstavelig og ville give et eksempel på sådanne konflikter som drøftedes i G. W. F Hegels retsfilosofi. Men modsætningen mellem Heibergs symbolske marionetkomedie og H.s blanding af lyrik og satire er allerede følelig, desuden prøvede han at give en mere indgående karaktertegning end sin mester. I hans følgende vaudeviller, Arvingerne, 1829, Debatten i Politievennen, 1835 og De Fattiges Dyrehave (opført 1859) tiltager denne forskydning i retning af realisme. En lignende udvikling kan spores i hans rimede lystspil, måske det fineste i hans dramaturgi: Amors Geniestreger, 1830, En Dag paa Øen Als, 1832 og Den eneste Feil, 1835. Mest fremtræder den realistiske tendens hos H. i hans genoptagelse af det borgerlige skuespil, første gang med Emma eller den hemmelige Forlovelse, 1831, senere med det betydelige stykke Et Offer, 1854 og med Besøget i Kjøbenhavn, 1856.

H.s store succes i litteraturen stammer fra 1830 da han under den nylig afdøde Jens Baggesens navn lod udgå seks Gjenganger-Breve eller poetiske Epistler fra Paradis, tre henvendt til Heiberg, to til Carsten Hauch og et til det danske folk. I en stil der efterligner Baggesens, men savner frodigheden af hans luner og indfald fremsættes her litterære doktriner som var meget beslægtede med Heibergs. Vel bebrejder han sin våbenmester hans spot over Oehlenschlägers Hrolf Krake, og hans "Hængen i det Korrektes Skoleridt", og vel følger han ham ikke på den spekulative æstetiks veje, men han stiller sig på hans side i kampen mod dilettantismen i litteraturen. De blev fortsat med andre seks læredigte: Fire poetiske Epistler, 1831 og Naturen og Kunsten, 1832–33. Grundindholdet i H.s æstetik er følgende: ethvert stof kræver en bestemt form, men det er rigtignok behandlingen det kommer an på. Kunstneren skal efterligne naturen, men ikke slavisk, han skal forklare den, stille sig selv og tilskueren på betragtningens standpunkt og skænke os den ro som det aktive liv nægter os. Kunstens genstand er hele menneskelivet, den fører os fra "Usselhedens Dybder" op til Gud, er en midler mellem jorden og himlen. Det kunstneriske arbejde kan ikke vurderes højt nok, men der er fare ved at blive hængende i lærdom og forstudier (siger H. med særlig adresse til Hauch); en anden fare (siger han henvendt til samme) består i at forsømme hensynet til det nærværende liv og digte med fremtiden for øje; alle store poeter har haft et bud til deres samtid, og vore dages digtere gør vel i at tage de emner der ligger dem nærmest. Noget særlig H.sk er hans forkærlighed for det graciøse og nette og en overbevisning om at simplicitet er et kendetegn på alt hvad der er værdifuldt. H. havde indtil 1832 skrevet under forskellige mærker, men 26.4. s.å. vedgik han sit forfatterskab. Han stod nu kranset med friske laurbær. Den sommer tilbragte han hos Heibergs i Hørsholm hvor den lille cyklus Erindringer fra Hirschholm blev til, inspireret af hans værtsfolks personligheder og de Bellmanske sange. 1833–34 foretog han en stor udenlandsrejse på stipendium af Fonden ad usus publicos, over Berlin og Dresden gennem Tyrol til Wien, derfra gennem Steiermark og Krain og over Triest til Venezia, Padua, Firenze og Rom hvor han boede i månederne nov.-april, kun afbrudt af en udflugt i febr.-marts til Napoli i selskab med H. C. Andersen som han havde spottet i sine Gjenganger-Breve, men nu forligtes med. Andersen på sin side betegnede H. som "en ypperlig Kalligraf. H.s hjemrejse gik over Genova, Milano, Lago Maggiore, SimPlön, Geneve, Lyon, Paris og Strasbourg. Nogle af hans digte fra denne rejse er ganske nydelige, derimod er hans rejsebog, der først udsendtes 1863, tør og farveløs. De følgende år bringer en opblomstren af hans lyrik som han måtte søge rundt om i de af ham selv og andre udgivne nytårsgaver og poetiske samlinger, indtil den 1851 kom i en samlet udgave. H.s digte er svage i tonen og farverne, men meget sikre i deres ofte billedløse stil. Afblegede er hans i sin tid så populære ballader som Slaget paa Rheden, 1832, Den danske Soldat, Fregatten Ørnens Brand; bedst er af hans fortællende digte, de der har dialogisk form, som Gjenboen, Tretten tilbords, Skriftemaalet, Paa Volden store Bededag. De små sange, som bl. andre steder først offentliggjordes i hans skuespil kan være ganske nydelige, således Vinden vifter. Løvet skælver eller Hvælvede Loft, som er bygget af Blade; nogle er pasticher efter gamle folkelige viser: Jeg gik mig ud en Sommerdag at høre og Den Deilig, ung Ridder. Hans mest originalt dyrkede område er refleksionsdigtene: Kjærligheds Veie, Gubben og Ynglingen; mange af dem har en konfessionel karakter som Silkeormen, Tungsind, Ensomt Liv, Resignation. H.s prunkløse foredrag kommer også vel til sin ret i hans små epistler: Den glemte Paraply, Martsviolerne, Brevposten. H.s forgængere i den lyriske poesi er Goethe og Schiller, Baggesen, Oehlenschläger, Schack-Staffeldt og J. L. Heiberg; han er langt mindre bestemt af den tyske romantik end Christian Winther, kun J. M. F. Ruckerts østerlandske digte har betydet noget alvorligt for ham, thi skønt han er den danske folkesjæls og den danske naturs erklærede elsker har han undertiden orientalske og tropiske længsler (Barmekidernes Undergang, Et Digt af Hafiz, En Digter og hans Elskede).

H. genoptog efter sin hjemkomst også sin skuespildigtning. Han blev Det kgl. teaters flittigste dramaturg og skrev gerne sine roller for dets skuespillere, fremfor alle Johanne Luise Heiberg der var hans muse og den egentlige hovedperson i hans stykker 1830–64. Han stiller sig nu mere fordringsfulde opgaver, giver sig i lag med tragedien. 1837 opførtes Svend Dyrings Huus der var skrevet samtidig med Sparekassen. Emnet tog han fra de folkeviser der handler om runer og gengangere, og han dannede et rimet dramatisk talevers over de gamle visers rytme. Ejendommeligt for hans tragedie er det noget interiøragtigt skildrede familieforhold som kontrasterer med dens dystre stemning af folkeeventyr og folkevise, thi det er den gamle stedmoderhistorie han har dramatiseret. Verset og middelaldertonen bevarede han, men han bortkastede rimet og den lyriske stemning i sit næste historiedrama Valdemar Atterdag, 1839. – Kongen er her skildret som politiker og uden Tove, H. har villet give en historisk studie i scenisk form således som han mente tidsalderen fordrede det. Til en mere lyrisk behandling vendte han tilbage med eventyrdramaet Svanehammen (et festspil), 1841; i dets billede af modsætningen og foreningen af nordisk og østerlandsk blod tør man Tinde et forborgent personligt motiv; i øvrigt undgik H. at optage jødiske elementer i sin digtning; kun i dramaerne Estrella og Hundrede Aar alluderer han til det udvalgte folks skæbne. En sidste gang spillede han på disse strenge i det lille troubadourdrama Kong René's Datter, 1845, historien om den blinde pige der blev seende og samtidig i sjælelig forstand vågner til lys og indsigt ved kærlighedens og poesiens magt. Stykket er uden tvivl det mindst realistiske i vor litteratur, alt er sublimering og symbol. Det virker nu på danske som et stykke raffineret sprogkunst fra en svunden tid, men dets dramatiske værd ses af at det har gjort megen lykke i udlandet både i bogform og på scenen. En sidste tragedie af H., Ninon, 1848 er blot et velberegnet konversationsstykke, det fra den franske romantisme og Oehlenschlägers Dina kendte kurtisanemotiv afdæmpet til borgerlig brug. – H.s romantiske skuespil spiller oftest i Italien, og han lægger her som i hele sin dramatiske digtning vægt på en omhyggeligt udført tids- og stedfarve: Den Yngste, 1854 foregår i Napoli i begydelsen af 1700-tallet, Tonietta, 1849 uden for Rom i 1846, Advokaten og hans Myndling, 1865 i Bologna i renæssancens dage, Juvelskrinet, 1866 i Norditalien i middelalderen. Rækken sluttede med Tre Dage i Padua, 1869, der en sidste gang havde motiv fra Boccaccio, men til gavns udrensede det for uartighed. Langt interessantere end disse litteraturhistoriske blandinger er H.s små enaktere med moderne og hjemligt emne hvori han viste sig både som en virkningsfuld dramatiker og som en fin psykolog: Fristelsen, 1842 og Audiensen, 1851. I alt har han forfattet 54 skuespil og hører til 1800-tallets mest spillede danske forfattere. H. nåede sin højeste anseelse efter midten af 1830erne. En tilbagegang i publikums gunst oplevede han da han 1839 udgav romanen Stemninger og Tilstande som han havde forberedt i en snes år, og som i sin definitive skikkelse udtaler mangen ugunstig dom over tidens liberale bevægelse, især dens presse. Bogen kom vistnok i et andet oplag, men aviserne var ham længe ugunstige. "Det politiske Element, der er optaget i denne Bog", siger han ikke længe efter i sine autobiografiske optegnelser, "har givet vore Oppositionsblade, der ere Part i Sagen, Anledning til en Mængde mat gennemført Polemik, som jeg hidtil har ladet ubesvaret, da den for største Delen finder sin Besvarelse i selve Bogen. At den Anskuelse af vore nyere politiske Forhold samt af Oppositionspartiets Fremfærd, jeg i denne Bog har søgt at gøre gældende, nu hyppig og fra flere Kanter kommer til Orde, tør jeg maaske for en liden Part regne mig til Fortjeneste". Hans følgende stykker gjorde ufortjent ringe lykke, og et lille dramatisk arbejde, Perspectivkassen (i manér med Oehlenschlägers Sanct Hansaften-Spil og Heibergs Laterna Magica) han havde skrevet til en sommerforestilling af Det kgl. teaters personale (opf. 1842) blev angrebet som usømmeligt og krænkende for nationalfølelsen. Han beskæmmede sine uvenner ved at indlevere Kong René's datter anonymt og først lægge navn til det efter at det var blevet en succes. I den aristofaniske komedie Hundrede Aar han skrev som festspil til teaterjubilæet 1848, tager han dog til orde for en ikke enevældig styrelse af skuepladsen. Da rigsdagen uddelte de første digtergager var han en af de fire udvalgte og kunne en tid lang atter glæde sig ved folkegunst. Men efter at fru Heiberg havde forladt scenen og Clemens Petersen var blevet teateranmelder ved "Fædrelandet", måtte han atter finde sig i mange ugunstige anmeldelser; mere høfligt blev han behandlet i sine allersidste år i Illustreret Tidende af Georg Brandes der dog også betragtede hans alderdomsarbejder som repræsentanter for en udlevet litteraturperiode. – Fra hans sidste år skal endnu nævnes tidsskriftet Ugentlige Blade, 1858–59 der indeholdt forskellige bidrag af betydning. Deriblandt var Poesien i Danmark efter 1814 skrevet som en slags supplement til C. A. Thortsens litteraturhistorie. Han søger heri at påvise at der efter adskillelsen fra Norge har udviklet sig en særlig dansk poesi. Hos de fleste af tidsalderens digtere finder han "noget Hjemligt" i tonen og fremhæver oversete digtere som Emil Aarestrup, og Ludvig Bødtcher. Bladet blev for en del udfyldt med den vidtspundne samtidsroman Johannes Johnsen, løse Blade af nogle Samtidiges Liv (udg. i bogform i tre bind, 1860) der har smukke skildringer fra Nyboder og en mængde novellistiske indskud. H. er en af de guldalderdigtere hvis værker er mest blegnede for eftertiden. Han hørte til dem der ikke helt vil hengive sig i deres kunst, var også i udøvelsen af digterkaldet hæmmet af alt for store hensyn til sit publikum. Men han var en sikker sprogkunstner og en dramatisk kapacitet; og nogle af hans bedste digte vil leve længe i kraft af deres fine stemningskunst.

Annonce

Familie

Forældre: bagermester Philip H. (ca.1751–99) og Beline Salomonsen (ca. 1756–1814). Gift 26.6.1850 i Kbh. (Frue) med Louise Josephine v. Halle, født 21.4.1830 i Kbh. (Holmens), død 28.1.1912 på Frbg., d. af grosserer Andreas (Amsel) Levin v. H. (1800–45) og Sara Nathanson (1805–53).-Far til Poul H.

Udnævnelser

Tit. professor 1845. – R. 1850. DM. 1865.

Ikonografi

Stålstik forestillende H. som ung. Mal. af D. C. Blunck, 1834 (Fr.borg). Litografi af D. Monies, 1838. Pastel af C. L. v. Plotz, 1840 (Fr.borg). Afbildet på tegn. af N. Simonsen af danske digtere (sst.) og på J. Sonnes frise 1846–48 (Thorvaldsens mus.). Litografi af D. Monies, 1848, efter mal. af E. Bærentzen; efter dette flere litografier, bl.a. på A. M. Petersens Danske digtere, 1848, samt et træsnit. Silhouetter af N. Chr. Fausing (Kgl. bibl.). Karikatur af Constantin Hansen (Fr.borg) og på Marstrands tegn. af selskab med Oehlenschläger og Thorvaldsen (Thorvaldsens mus.). Karikatur i træsnit 1858. Træsnit af W. Obermann, 1862, efter tegn. af H. Olrik; efter dette litografi. Buste af H. V. Bissen, 1866 (St.mus., Studenterforeningen). Træsnit af H. P. Hansen, 1869, i samme type flere stik, bl.a. af Magnus Petersen, 1868, på gruppe af nord. digtere, træsnit bl.a. af E. Skill, 1870, og litografi. Mal. af E. Lehmann (Fr.borg). Tegn. af A. Fritz. Statue af C. Rohl Smith. Afbildet på dekorationsmal. af Otto Bache og på nogle tegn. af Carl Thomsen. Foto.

Bibliografi

Udg. Dramatiske værker I-XVIII, 1854–73. Digte I-IV, 1851–62 (2. opl. I–II, 1877). Eventyr og fortællinger, 1862. Udv. dramatiske værker, udg. Poul Hertz I–VIII, 1897. Udv. digte, ved Otto Borchsenius, 1899. H.

H. manuskripter, udg. Mogens Brøndsted, 1948. Kilder. Breve fra og til H.

H., ved Poul Hertz, 1895. Breve fra P. V. Jacobsen, udg. Jul. Clausen, 1899. Lit. J. Fischer: Simon Lazarus og hans efterkommere, 1911 4f 13 18. J. L. Heiberg: Prosaiske skr. IV, 1861. Johanne Luise Heiberg: Et liv I-IV, 1891–92 (5. udg. 1973–74). C. F. Bricka i Hist. t. 6.r.IV, 1892–94 747–50; VI, 1895–97 796–800. Vilh. Andersen: Danske studier, 1893. Samme; Litteraturbilleder, 1903. Poul Hertz i Tilskueren, 1897 782–92. Samme i III. tid. 29.8.1897. Samme i Mit hjem I, 1911 34–36. Samme i Gads da. mag. XX, 1926 576–98. G. Brandes: Saml. skr. I, 1899 513–34. Hans Kyrre: H.

H., 1916. Paul V. Rubow: Dansk litt. kritik, 1921 (nyt opl. 1970). Samme: Saga og pastiche, 1923 (nyt opl. 1968). Samme i Rom og Danm., red. L. Bobé, II, 1937. Frithiof Brandt: Den unge Kierkegaard, 1929. Kr. Nyrop i Tilskueren, 1931 I 290–305. Sejer Kiihle i Pers.hist. t. 9.r.V, 1932 198–214 (H. og Kierkegaard). Poul Schjærff i Danske studier, 1932 79–83. H. Valeur Larsen sst. 1944 78–90. H. Brix: Analyser og problemer 11–III. 1935–36. Mogens Brøndsted: H.

H.s teater, 1946. Frederik Nielsen i Aktuelt 19.4.1959 (H. og familien Heiberg). Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Paul V. Rubow: Henrik Hertz i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 11. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291233