Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Henriette Hanck

Oprindelige forfattere UAn og HTopJ

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Henriette Hanck, Marie Kirstine Henriette Hanck, 19.7.1807-19.6.1846, forfatter. Født i Odense, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Ass.). Henriette Hanck var den ældste af seks søstre, forvokset og af skrøbeligt helbred. Den beskedne, stilfærdige pige havde brændende litterære interesser, og under påvirkning af tidens svenske og tyske kvindeforfattere debuterede hun 1838 anonymt med den elegiske brevroman Tante Anna. Pga. forviklinger har titelpersonen forspildt sin ungdomskærlighed og lever resten af sit liv i stille resignation. Henriette Hancks beskrivelse er præget af dyb sympati. Hendes næste roman, En Skribentindes Datter, 1842 er en indviklet kærlighedsintrige der foregår i Dresden med udflugter ud i Europa. Bogens styrke er de psykologiske studier af personernes tilbøjelighed for hinanden, hvorimod stilen er temmelig melodramatisk. Trods en ganske opmuntrende anmeldelse af kritikeren P.L. Møller fortsatte Henriette Hanck ikke sit forfatterskab. 1841 var hun med sin mor flyttet til Kbh.

Det er som H.C. Andersens trofaste ungdomsveninde og fortrolige korrespondent i hans ungdomsår hun specielt huskes. Hendes morfar, bogtrykker Christian Iversen, hørte til digterens tidligste velyndere. Allerede 1823 havde Andersen besøgt familien i Odense, og som student var han flere somre dens gæst på landstedet i Tolderlund. Som årene gik betød Henriette Hanck hans eneste tilknytning til fødebyen med hvis begivenheder hun holdt ham ajour. Hans kunst omfattede hun med en varm søsterlig beundring og forståelse der betød en moralsk støtte for ham i årene omkring de første eventyrs udgivelse. For tiden 1834-40 er hans breve til hende den vigtigste kilde til hans livs og hans værkers historie.

Familie

Forældre: adjunkt ved Odense katedralskole, cand.teol. Johan Hendrik Trützscher Hanck (1776-1840) og Madseline Antoinette Iversen (1788-1851). Ugift.

Annonce

Bibliografi

Kilder. Breve fra H.C. Andersen, udg. C. St. A. Bille og Nic. Bøgh, I–11 1878. H.C. Andersens brevveksl, med H. H. 1830-46, udg. Sv. Larsen I-IV, 1941-46 = Anderseniana IX–XIII.

Lit. H.C. Andersen: Mit livs eventyr, 1855 (ny udg. 1975). Samme: Saml. skr. 2. udg. I, 1876 323f; VI, 1877 128-30. Nic. Bøgh: Signe Læssoe, 1877 102-06 247-49. Eiler Høeg i Anderseniana 2,r.I,l, 1947 66-76. Elisabeth Hude sst. 2.r. VI,4, 1969 321-55. Samme: H. H. og H.C. Andersen, 1958.

Papirer. Breve til H.C. Andersen i Kgl. bibl. Breve fra H.C. Andersen i H.C. Andersens hus, Odense. Breve fra Signe Læssoe 1833-41 i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Uffe Andreasen, H. Topsøe-Jensen: Henriette Hanck i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 6. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290562