Henri Nathansen, 17.7.1868-16.2.1944, forfatter. Født i Hjørring, død i Lund, begravet sst. N. blev student 1886 fra Efterslægtselskabets skole, cand.jur. 1892, derefter først dommerfuldmægtig på Frbg. og så overretssagfører i Kbh. (1897-1902). Han havde allerede i sin pure ungdom følt sig stærkt draget mod litteraturen og teatret og tænkte endog på at blive skuespiller. 1909-11 var han sceneinstruktør ved Det kgl. teater. Allerede inden han definitivt forlod juraen havde han udgivet fortællingerne Sommernat, 1899, Den forbudne Frugt, 1901 og Floden, 1902. Han forlod så foreløbig romanen for teatret, og i en årrække fik han sine stykker opført på kbh.ske teatre, især Det kgl. teater. Efter debut'-en Mor har Ret, 1904, fulgte Den gode Borger, 1907, Daniel Hertz, 1908, Danas Have, s.å., Drømmen, 1911, Indenfor Murene, 1912, Affæren, 1913, Dr. Wahl, 1915. Sin ungdoms prosaforfatterskab genoptog han først med romanserien Af Hugo Davids Liv, 1917, efterfulgt af slægtsromanen Mendel Philipsen & Søn, 1932. Foruden romanerne og skuespillene har N. udgivet en række kritiske arbejder om teater og litteratur: Johannes Poulsen og Poul Reumert, 1918, Karl Mantzius, 1926, William Bloch, 1928, Georg Brandes, 1929 og Portrætstudier, 1930, desuden én eneste – ganske ubetydelig – digtsamling Jord og Stjerne, 1928 under det mærke, Frater Taciturnus, hvorunder de første var fremkommet ved deres offentliggørelse i Politiken.

Omkring århundredskiftet havde N. fået stilling som en af samtidens fineste psykologiske romanforfattere. Hans karakterskildringer var mosaikker sammensat af små materielle og sjælelige fakta, og i det betydeligste af hans ungdomsarbejder, Floden, havde han tillige formået at give en helhedsstemning, en bitter fatalistisk følelse af alt menneskeligts gliden bort mod glemselen, mod undergangen. Hans og Harald Kiddes varme mangeårige venskab havde en af sine oprindelige kilder i den beundring Kidde følte for dette værk. N.s romanproduktion kulminerede i serien Af Hugo Davids Liv som i fire bind fortæller om en moderne jødes forsøg på både at være sig sin race og kultur bevidst og blive accepteret i det danske samfund. Forsøget mislykkedes og Hugo David der har kæmpet for at blive anerkendt som skuespiller, søger efter en række ydmygelser og nederlag tilflugt i barndommens provinsby. N. har givet hans desillusion både perspektiv og resonans ved at analysere den på baggrund af erkendelsen af altings forgængelighed. Man oplever i dette værk både gennem sin tanke, sin følelse og sin sansning tidens gang, man lærer at kende ikke blot kulminationspunkterne i en menneskelig tilværelse, men også de lange, de træge, de usikre tidsrum, hvor skæbnen famler, forbereder sig, tager tilløb som den atter opgiver. Værkets vedholdende undertone af smerte træder tydeligst frem i det fine portræt af Hugo David, hvis stemningsliv, lyrisk ømfindtlige gemyt, længselsvemod og erindringstungsind påfaldende minder om Johs. Jørgensens, uden at der bliver tale om nogen direkte litterær påvirkning.

I det af N.s skuespil der er blevet hans længstvarende succes og stadig spilles, Indenfor Murene, behandles ligeledes de dybtgående forskelle mellem jødisk og dansk livsform. Dette stykke viser hvor intimt fortrolig N. var med emnet, med sikkerhed har han gjort hver eneste af de helt konkrete individer til en type, og ikke mindst ved dette uafbrudte og frugtbare vekselspil mellem individ og type er det blevet det mest klassiske af hans teaterstykker. Men dets scenelykke skyldes dog især N.s helt uforlignelige gengivelse af den gammeldags københavnsk-jødiske atmosfære der bygger på en række intime, men samtidig helt konkrete iagttagelser. Blandt de andre skuespil må fremhæves Daniel Hertz og Dr. Wahl, et portræt af Georg Brandes, for deres stramme kompositions og karakterskildrings skyld. Effektfuld er ligeledes den slagkraftige satire over bureaukratiet, Affæren. I N.s kritiske studier arbejder digteren og intelligensmennesket sammen. Hovedværket er bogen om Georg Brandes, hvor han ud fra et for modellen stærkt indtaget sympatistandpunkt giver et lige så malende som gemytligt billede, og intet andet arbejde vil give efterverdenen så intenst og så varieret et indtryk af Brandes' person og hele væremåde. N.s skuespilportrætter udmærker sig ved en lignende sammensmeltning af det malende og det intellektuelt betonede – også her har han i kraft af sin selvudslettende indfølingsevne leveret noget i sin art enestående. – Under den tyske besættelse af Danmark måtte N. og hans hustru flygte til Sverige; her tog han sit eget liv.

Familie

Forældre: grosserer Herman N. (1836-1921) og Henriette Mendel (1844-1924). Gift 10.5.1899 i Kbh. (b.v.) med Johanne Henrika Kirstine Jørgensen, født 19.2.1871 i Kbh. (Helligg.), død 5.3.1959 i Hørsholm, d. af viktualiehandler Henrik J. (1834-98) og Marie Jacobsen (1842-1902).

Ikonografi

Mal. af Vald. Andersen 1907 og 1909. Rolletegn. 1908 (Teatermus.). Afbildet på karikatur af H. Jensenius 1921 og 1922 (Fr.borg). Buste af Siegfried Wagner, 1951 (Det kgl. teater; Teatermus.). Pastel af Alexander Asro. Tegn. og buste af H. Isenstein, 1943. Buste af G. Eickhoff 1941-51. Foto.

Bibliografi

Interview i Chr. Rimestad: Digtere i forhør, 1906 98-100. – Vilh. Andersen: Kritik. Teater, 1914. Sv. Lange: Meninger om teater, 1929 71-73 98f. Henning Kehler: Overmennesker og andre, 1929 111-16. Samme: Den festlige strid, 1939 15-20 123-25. Poul Reumert: Masker og mennesker, 1940 (3. udg. 1963) 66-71. Jørgen Bukdahl: Mellemkrigstid 1925-30, 1942 133-67. Olaf Fønss: Fra Dagmarteatrets glansperiode, 1949 235-46. David Grünbaum i Danske digtere i det 20. årh. I, 1951 201-15. Niels Birger Wamberg sst. 3. udg. 1, 1980 283-89. Elias Bredsdorff i Politiken 3.11.1980. – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig