Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Henning Kehler

Oprindelig forfatter LPRoem
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Henning Kehler, 22.1.1891-5.11.1979, kritiker, dramatiker. Født i Kbh. (Jac.), død på diakonissestiftelsen, Frbg., begravet i Kbh. (Garn.). Opvokset i et småborgerligt, brandesiansk orienteret københavnerhjem lagde K. tidligt boglige interesser for dagen. Efter nysproglig studentereksamen (Metropolitanskolen 1909) droges han både mod historiske og litterære studier, men valgte som universitetsfag romansk filologi, hvori han tog magisterkonferens 1916. I studietiden havde han ansættelse på Det kgl. bibliotek (1910–14); 1912–13 studerede han i Paris. 1917 fik han ansættelse som attaché ved det danske gesandtskab i Petrograd hvor han oplevede oktoberrevolutionen; i de flg. borgerkrigsår havde han flere diplomatiske opgaver i Rusland, bl.a. i Tomsk 1918–19, hvorfra han via Kina og USA vendte hjem henimod nytår 1920. I det flg. femår var han litterær medarbejder ved Politiken, men den brillante protegé voksede snart fra det radikale dagblads politisk-litterære orientering; bl. a. under indflydelse af Helge Rode reagerede han imod sit ideologiske miljøudgangspunkt. 1925–27 var han medarbejder ved Kristeligt Dagblad, derefter ved Berlingske Tidende. Hans magtfulde stilling som litterær anmelder her ophørte 1944, efter at han i affæren om Hakon Stangerups oversættelsesvirksomhed havde ytret sig med en (dog for K. ikke enestående) voldsomhed der blev anset for ukollegial. Siden bidrog han mere sporadisk til de Berlingske aviser som kronikør og som rubrikskribent, fortrinsvis om teologiske emner. Han har oversat bøger af bl.a. Oscar Wilde, G. K. Chesterton og Salvador de Maderiaga.

K.s forfatterskab tegnede først i retning af en litteraturhistorisk karriere. Fra hans studietid stammer en afhandling om Henrik Ibsen (publiceret i Edda 1916), med hvilken han vandt universitetets guldmedalje 1915, og som ikke mindst udmærker sig ved sin sagkyndige dramaturgiske analyse. Samtidig med denne er den meget træfsikre karakteristik hvormed han indledte J. L. Heibergs Udvalgte Digtninge (ved Carl S. Petersen, 1916). I Edda, 1917, stod hans afhandling om metoder og perspektiver hos den franske middelalderlitteraturforsker Joseph Bédier. Det blev især Paul V. Rubow der høstede frugterne af hvad K. her havde skitseret. En påtænkt disputats om den europæiske roman som en middelalderligt og kristeligt bestemt genre blev ikke realiseret, men i populær form udmøntede K. tanken i De store Romaner, 1940. Han deltog 1934–35 i konkurrencen om professoratet i nordisk litteratur ved Kbh.s univ. der tilfaldt Ejnar Thomsen; hans afhandling om det foreskrevne emne: dansk barokdigtning, er ikke trykt, men hans synspunkter på poetik og dansk litteraturs histore siden ca. 1800 er resumeret i Litteraturen og Demokratiet, 1935.

Det blev ikke som litteraturhistoriker, men som aktuel kritiker og journalist K. gjorde karriere. I bogform aftegnes den i en lang række artikelsamlinger. Forrest og på en plads for sig står hans Russiske Kroniker, 1920 (senere udg. 1929 og 1941 suppleret med tre stykker fra Kronik og Kritik, 1922, og med Den røde Have, 1921) hvis delvis fiktive skildringer af oplevelser i revolutionens og borgerkrigens Rusland bragte forfatteren international berømmelse. Bogens eminente skrivekunst kan ses i en vis sammenhæng med Johs. V. Jensens brutalitet og den samtidige "ekspressionisme" hos Tom Kristensen o.a. I sin senere journalistik var det ikke i skildringer, men i kommentarer og bedømmelser at K. udfoldede sine stærke samtidshistoriske interesser (Konservative Kroniker, 1935, Den store Politik, 1938, Syv Aar, 1940) med kritik af demokratiet og en noget betænkelig fascination af realpolitisk machiavellisme. Som litterær dagbladskritiker er K. blandt mellemkrigstidens betydeligste. Det var fortrinsvis samtidens danske fortællekunst, lyrik og essayistik samt den ideologisk-litterære debat K. tog stilling til. Hans egen ideologiske og kulturpolitiske position markeredes især kraftigt i forhold til den ekspressionistiske generation og til livsanskuelsesdebatten i 1920erne. Kampen for Livsanskuelse, 1925, udtrykker hans overgang til en udtalt kristelig "reaktion". Efter afslutningen af sin kritikergerning skrev K. fortsat artikler om religiøse emner i en til dels uortodoks troende ånd, bl.a. samlet i Fra Adam til nu, 1960. Mest fremtrædende i K.s talrige artikelsamlinger (11 med navnet på den første: Kronik og Kritik som fællestitel) er dog behandlingen af litterære emner – en glimrende, om end partisk revy over tidens litterære liv. K. skrev med en klar bevidsthed om den litterære kritiks egenart og dens forhold til litteraturhistorien (se især samlingen Poeter og Pedanter, 1932). K.s forbillede som kritisk skribent var vel først Georg Brandes, men senere især Chesterton, med hvis ideologi, temperament og stil han følte sig kongenial. K.s stil er myndig og munter, ofte billedrig og hårdtslående, som i denne karakteristik af Har. Nielsen: "Der er absolut intet sybaritisk ved hans Serveringer; Aaret rundt staar Spisesedlen paa Løg og Blodsuppe."

Annonce

Bortset fra Ibsen-afhandlingen og nogle artikler om Kaj Munk har K. ikke haft megen lejlighed til at skrive om dramatik. Som man kan se af hans charmerende erindringer (Min smukke fader, 1961, og Metropolitaner, 1962) har teatret imidlertid altid haft hans hjerte. Da K. i en moden alder selv fremtrådte som skuespilforfatter viste han et betydeligt dramaturgisk håndelag, en kontant sans for intrige og roller, især i komediens og melodramaets traditioner: Hendes Mand, tr. 1946, Ullabella. opf. og tr. 1941, Biskoppen, filmatiseret 1944, opf. og tr. 1947. Præget af idédrama med religiøs forkyndelse slår igennem i senere stykker, bl.a. Svend, Knud og Valdemar, tr. 1948 og Hornblæseren, tr. 1963, om besættelsestiden og retsopgøret samt Maria Magdalene, en bibelsk komedie, 1971. Af K.s i alt ni skuespil er Ullabella opført med succes (først på Det kgl. teater 1941), men de fleste har ikke fået chancen på scenen, hvilket er forklarligt ud fra tidsforholdene, men næppe retfærdigt over for de litterære kvaliteter i K.s dramatiske forfatterskab.

Familie

Forældre: kommunelærer, senere skoleinspektør Kristen (Christen) K. (navneforandring fra Pedersen 1899) (1865–1944, gift 2. gang 1904 med Ellen Hulda Albertus, 1877–1945) og Minna Sophie Frederikke Andersen (1868–94). Navneforandring 18.4.1899. Gift 1. gang 4.5.1917 i Kbh. (Jac.) med Ville Berg, født 8.3.1892 i Tuttaröd, Småland, død 1.11.1980, d. af husmand Fabian B. (1861–1944) og Marie Elisabeth Winther (1859–1921). Ægteskabet opløst 1945. Gift 2. gang 23.3.1945 i Kbh. (b.v.) med journalist, senere redaktionssekretær Inger Welding Johansen, født 16.4.1916 i Kbh. (Kapernaum), d. af arkitekt Karl Bernhard Welding Kruse J. (1884–1965) og Anne Elise Mogensen (1885–1946).

Ikonografi

Tegn. af Otto Christensen, 1939. Mal. af Carl Schwenn. Buste af J. Lundgreen, 1960. Foto.

Bibliografi

H. K.: Min smukke fader, 1961. Samme: Metropolitaner, 1962 (erindr.). – Helge Rode: Regenerationen i vort åndsliv, 1923 115–25. Jørgen Bukdahl: Det moderne Danm., 1931 317–27. Harald Nielsen: Lit. mirakler, 1933 163–90 269–82. Ejnar Thomsen i Århus stiftstid. 7.4.1938 og 5.4.1939. Fr. Schyberg: Teatret i krig, 1949 43–48. O. Harsløf i Den politiske Georg Brandes, red. Hans Hertel og Sv. Møller Kristensen, 1973 160–81. -Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Peter Rømhild: Henning Kehler i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292514