Helge Rode, 16.10.1870-23.3.1937, forfatter. Fra sin barndom bevarede Helge Rode et nationalromantisk indtryk af Danmark – kæmpehøjenes og bøgeskovens natur imellem Ordrup høj og Ordrup krat hvor faderen havde højskole. Moderen, til hvem Rode følte sig stærkt bundet, rejste 1878 til Oslo og giftede sig med den norske venstrepolitiker Erik Vullum; der voksede drengen op i et livligt, aktuelt interesseret hjem. Allerede før han kom til Norge, havde han erfaret en evne i sig til henrykt naturoplevelse som slog ud i primitive hymner. Men under hans opvækst mødte dette anlæg sin modsætning i en kølig, verdsligt betonet forstandighed.

Sammen med sin ældre bror Ove Rode skrev han drengepoesier som snart efterlignede B.S. Ingemann, snart Henrik Ibsen. Dualismen mellem de to anlæg beherskede hans første ungdom; siden blev den efter hans egen mening overvundet, men præger dog hans produktion. Det var meningen, at han skulle være ingeniør; han gik et års tid på Teknisk skole og var et kvart år i London og på landet i England. Derfra kom han i nittenårsalderen til København og gled ind i en kreds af unge litterater omkring broderen der dengang redigerede det radikale dagblad København; i broderens tidligere blad Piraten havde han to år før debuteret og vakt G. Brandes' forundring, men faderens ven C. Hostrups bedrøvede forargelse ved at vise en iagttagers kulde og skarpsyn. På denne tid var Helge Rode en spotsk, forbeholden dandy, følte sig af en fornemmere natur end de fleste i sin omgangskreds; han var tiltrukket af Paul Bourgets ungdomsromancer på grund af deres verdensmandsmæssige elegance og deres moralske uro. Denne forkærlighed spores i hans første bog, den meget tidstypiske fortælling Styrke, 1891. Bogens unge helt har sin styrke i evnen til dybe oplevelser af skønhed og af sin egen indre natur; men han er svækket af selvbebrejdelser fordi han ikke "som en ny Tolstoj" kan bryde med sit ydre, forfængelige liv. Bogen indgår i rækken af danske fantasthistorier. – Helge Rode var, da han skrev den, en ivrig læser af H.E. Schacks Phantasterne; litterært slutter den sig til den Topsøe-Bangske skole.

I denne periode var Helge Rode behersket af pessimisme, men under et af sine talrige besøg i Lillehammer hvor han omgikkes de unge af Bjørnstjerne Bjørnsons familie, oplevede han i Valdres' bjerge i maj 1891, hvad han siden kaldte sit "sjælelige Gennembrud"; det var en umiddelbar erkendelse af jeg'ets eksistens, en enhed af det indre og det ydre, ledsaget af en oversanselig glæde. Denne tilstand fæstnede han i den første skitse til skuespillet Sommeræventyr. I sommeren og efteråret 1891 gav han den mere bevidst udtryk i digtsamlingen Hvide Blomster (udk. i april 1892); disse digte er – for fleres vedkommende med vilje kunstnerisk ufuldbårne – dityramber, hvori livsjublen brydes med pessimisme, følelsen af en hellig højtid glider overi angst. Digtsamlingen bør mere opfattes som et menneskeligt dokument end som en digterisk produktion. I samlingens titel er der markeret en afstandtagen fra dyrkelsen af Charles Baudelaires Fleurs du Mal i kredsen omkring Johannes Jørgensen, hvem Rode nærmede sig.

I de følgende år opholdt Helge Rode sig mest i Norge, skrev lyrik og tumlede med gentagne omarbejdelser af Sommeræventyr. Nogen tid efter udsendelsen af Hvide Blomster kom der en reaktion i ham i form af "en udpræget Afsmag for det religiøse Livs sædvanlige Foreteelser, en Uvillie mod overspændt Følelsesliv". Hans ånds "Sympatier og Vaner rejste og vilde en anden Vej", – "et lattermildt Hjørne i mig forlangte Luft". I maj 1896 udsendte han skuespillet Kongesønner, og n.å. Sommeræventyr. Noget strukturløst, men skarptskåret i replikken udtrykker de brydningen mellem ekstatisk religiøsitet og verdslig koldsindighed. Kongesønner foregår i et fantasi-Hellas, Sommeræventyr spiller i de Drachmannske melodramers danske lyse nætter.

Mellem de to skuespil ligger en samling Digte (udk. i nov. 1896 på norsk forlag); den fører den første digtsamlings temaer videre med roligere modenhed; der kommer en humor frem, en forsoning med det dumme og lave i menneskelivet – de dualistiske toner i skuespillene søges overvundet gennem forestillingen om, at alle modsætninger har en fælles rod. Men i dramaet Dansen gaar, maj 1898 tager den mørkladne stemning overhånd – drømmen om, at skønhedens magt skal forædle mennesket brister og går til grunde ved erfaringen om skønhedens svaghed og menneskenes forfængelighed og onde sind over for hinanden. Dette motiv udmunder i skuespillet Kampene i Stefan Borgs Hjem, 1901 der indholdsmæssigt virker lige så hysterisk som det formelt er håndfast. Til denne række dramer – med epilogen Lamia, 1901 – svarer der en tid i Rodes liv af splittelse, søgen, strid.

Men en oplevelse for ham blev hans møde med Italien hvor han tilbragte nogle år omkring århundredskiftet. Skitser derfra og kulturpsykologiske betragtninger over forholdet mellem syd og nord samlede han siden i bogen Italien, 1909, hans første helt modne arbejde. Han fandt sin trang til skønhedsliv bestyrket i et nietzscheansk opfattet Italien og priser den italienske natur fordi den har rum for hans mystiske oplevelser fra ungdommen i Norge. Til Italien slutter sig to samlinger skitser fra nord og syd: Den Rejsende, 1900 og 1929. Efter hjemkomsten fra udlandet, hvor Helge Rode havde mødt og giftet sig med Edith Rode, levede han ret tilbagetrukket, omgikkes kun få litterære venner (især Sophus Claussen) og udgav dels nogle små dramer, Solsagn, 1904 og Kain og Abel. 1909 (oprindelig i Tilskueren 1898), dels nogle Komedier I-II, 1905 om store følelser der bedrages og bespottes tragikomisk i en frivol dagligverden. I disse år udgav Rode også en samling Digte, gamle og nye, 1907. I alle disse poesier varierer Rode sit stadige grundtema: sjælens evighedsliv med dets enhed af angst og jubel, højtidelighed og munterhed; mindedigtet om Sigbjørn Obstfelder, Rodes nærmeste åndsfrænde i nordisk litteratur, er et af hans klareste udtryk for hans tilbøjelighed til at opløse sanseverdener og sammenvæve oplevelser af liv og død. Komedierne danner overgang til nogle samfundsskuespil over emner fra det københavnske kulturliv, Morbus Tellermann, 1907 og komedien Flugten, 1909, der begge handler om tro på ideerne kontra lumpen kamp for udkomme og anerkendelse.

Fra nov. 1910 til okt. 1915 skrev Helge Rode kritikker og betragtninger i Illustreret Tidende; her fremkom også (fra jan. 1915) en række digte, siden samlede i Ariel, 1914, endvidere de første kapitler af Krig og Aand, 1917 og endelig afhandlingen Det sjælelige Gennembrud (i bogen med samme titel 1928). Af hans boganmeldelser er et noget for snævert udvalg medtaget i senere samlinger af hans kritik (især Regenerationen i vort Aandsliv, 1923). Jævnsides med den aktuelle og lokale interesse som præger hans skuespil efter 1905 går der gennem hans kritiske virksomhed en stræben efter at overvinde en vis isolation; og mens han erklærede at politik var ham ligegyldig, kom der en national følelse frem i ham.

Hans digtning når i disse år sit videste vingefang. Fra aktualiteten inden for den lokale synskreds går han over til at benytte verdensbegivenheder som foranledninger til sine skuespil. Grev Bonde og hans Hus, 1912 tager i ydre forstand sit tema fra Leo Tolstojs sidste dage og handler om adelsmanden der ville nedad og dermed befri sig fra verdsligheden, i hans søn brydes tilbøjelighed til at følge faderen med trang til at hævde sig selv uden at kunne finde balance. 1914 udkom Helge Rodes smukkeste digtsamling Ariel der giver et rigt spil af livets og dødens toner – om den lykkelige flugt gennem himmeldybder, om jordiskhedens rædselsfulde kår, om det åbne møde med godt og ondt, hvorved sjælen vinder visdom og ro. Fra 1914 stammer også skuespillet Det store Forlis (udk. 1917) hvis ydre tema er taget fra Titanic-ulykken i april 1912.

Under første verdenskrig kom Helge Rode 1915 til Berlingske Tidende og skrev betragtninger og kulturkritik, samlede i Krig og Aand, 1917; denne bogs kerne er, at fredsårene til 1914 var en tid da golde instinkter triumferede, og skabende evner, først og fremmest den religiøse genialitet, var trængt tilbage, og at krigen baner vej for nye rige kræfter. Kritikken af freden i Krig og Aand er baggrunden for det omdiskuterede skuespil En Mand gik ned fra Jerusalem, 1920; det er rettet imod en verdslig, international intellektualisme der rodløs og forfængelig vil hævde sig ved menneskeforagt. Også festspillet Moderen, 1920, i anledning af Sønderjyllands genforening med Danmark, anslår toner fra barndommen og forkynder at i sammenhængen ligger en nationalt og personligt bærende livsværdi.

Efter første verdenskrig fortsatte Helge Rode sin kulturkritik med synskredsen indsnævret til nyere dansk åndshistorie; han vender sig mod Georg Brandes' verdslighed, Johannes V. Jensens darwinisme og den gængse fritænknings syn på evangelierne og Kristus; mod disse magter satte han sit "sjælelige Gennembrud"s udogmatiske, ukirkelige religiøsitet der er kristelig, for så vidt som Rode hævder at han "paa egen Haand, ad en hemmelig Vej, er kommen til at tro det samme som Jesus troede", nemlig efter Rodes mening en umiddelbar følelse af at være i levende forbindelse med guddommen og derigennem at modtage et krafttilskud. Det betydeligste af disse arbejder er Pladsen med de grønne Træer, 1924.

Helge Rodes digtning klinger lyrisk ud i to digtsamlinger Den stille Have, 1922 og Den vilde Rose, 1931. De er meget sammensatte og vidner bl.a. om hans artistiske evne til retorisk, dekorativt virkende sprogkunst i lejlighedsdigtning. Rodes kritiske og dramatiske produktion er blegnet for hans lyrik. Han havde imidlertid en sikker og i polemik myndig og munter sans for at bedømme kunst og ideer; hans fortrin i denne henseende hænger sammen med at han hævdede den subjektive tænkemådes frihed over for fagvidenskaberne. Hans menneskekundskab var dyb og skarp og i stand til at forme en scenisk virkningsfuld dialog. Hans ungdomsdramer svækkes af lyrik, men i sine senere skuespil forstod han at forme ret klare skikkelser. Det varigt værdifulde er hans lyriske udtryk for almene livsstemninger, primitiv sjælfuldhed, betagelse af den fundamentale virkelighed: fødsel og død, jubel, gråd, samhørighed, ensomhed og undren. Et grundtræk i hans lyrik er, at den forbinder lejlighedsdigtning med hans mystiske indre livs poesi. Mange af hans betydeligste digte har ydre foranledninger eller er skrevet til venners og fremragende personligheders mærkedage. Hans minde- og hyldestdigte er i flere tilfælde personlige bekendelser eller er værdifulde ved festlig skønhed i sproget og virker ofte meget suggestivt.

Naturfølelsen i hans poesi er ikke sensuelt bestemt, naturen skildres sjældent for dens egen skyld, men næsten altid fantasifuldt besjælet af digterens stemning eller gjort åndig af hans tankeliv. Skønt man ikke skulle vente det i betragtning af hans lyriks karakter, er adskillige af hans digte nået ud i folket. Hele hans produktion bæres af "det Kapitel af mit Liv", som er hans ungdomsoplevelse i Valdres 1891. Den er beslægtet med de intuitive gennembrud hos romantikkens personligheder. Han følte, at den stillede ham i modsætning til hans samtid. Blandt tidens førende ånder følte han sig bestemt af Ibsen og navnlig F. W. Nietzsche; af ældre danske digtere følte han sig især knyttet til Holger Drachmann.

Familie

Helge Rode blev født i København (Frels.), død på Frederiksberg, begravet samme sted. Forældre: dr.phil., senere højskoleforstander Gotfred Rode (1830–78) og Rota Margrethe Lehmann (Margrethe Rode) (1846–1918). Gift 1904 i München (b.v.) med Edith Nebelong (Edith Rode), født 23.2.1879 i Kbh. (Slotsk.), død 3.9.1956 på Frbg., d. af hofmedicus, senere tit. professor Carl Henrik Horn N. (1844–1904) og Harriet Kiellerup (1858–1935). – Far til Ebbe Rode. Bror til Ove Rode.

Udnævnelser

F.M.1. 1922.

Ikonografi

Pastel af Edv. Munch, 1891 (Fr.borg). Mal. af N. V. Dorph, 1894, tegn. af samme. Radering af Munch, 1898, litografi af samme. Buste af Rasmus Harboe udst. 1902 (St.mus.). Tegn. af H. Slott-Møller, 1907, akvarel og pastel af samme, og mal. af samme udst. 1907 (Fr.borg). Tegn. af R. Storm Petersen, 1908. Mal. af Munch, 1909 (Nationalmus. i Sth.). Pastel af J. F. Willumsen, 1914, afbildet på tegn. af samme, 1915 og på mal. s.å. (Århus kunstmus.). Buste af Ernst Ottosen udst. 1915. Mal. af Ludvig Karsten, 1919. Tegn. af H. Jensenius, 1921 (Fr.borg) og af Alfred Schmidt, s.å. (sst.). Træsnit af Knud Nørholm, 1927. Tegn. af Ebbe Rode, 1930, mal. af samme. Buste af G. Hammerich, 1934 (Åbenrå mus.). Afbildet på tegn. af Eva Drachmann (Kgl. bibl.) og på karikatur af Rasmus Christiansen. Karikatur af R. Blix. Foto.

Bibliografi

Vdg. Udv. digte, 1945 (2.opl. 1957).

Kilder. Selvbiografi i Nationaltid. 10.4.1915.

Lit. C. E. Jensen: Vore dages digtere, 1898 189–99. Harald Nielsen: Moderne lit., 1904 132–62. Samme: Bøger og mænd, 1926 7–12. Samme: Litterære mirakler, 1933 120–62. Vilh. Andersen: Kritik. Teater, 1914 73–77. Samme: Folk og mennesker, 1919 131–35. Oscar Geismar: Digterprofiler, 1916 143–53. Holger Begtrup i Højskolebl. XLII, 1917 945–52 1017–24. Chr. Rimestad: Fra Stuckenberg til Seedorf I, 1922 111–21. Oluf Thomsen i Tilskueren XLIII, 1926 I 175–87. Tom Kristensen sst. 1930 II 272–80. Johs. Jørgensen: Fordi stander landet i våde-, 1928 76–79. J. P. Bang i Berl. tid. 24.6.1929. Henning Kehler: Poeter og pedanter, 1932 26–32. Samme: Den festlige strid, 1939 43–52. Emil Frederiksen i Credo XVIII, 1937 73–75 110–15 132–37. Kai Friis Møller: Danskhed og dannelse, 1937 (2.udg. 1948) 39–53. Jens Thiis i Festskr. til Francis Bull, Oslo 1937 301–23. Kaj Munk: Himmel og jord, 1938 118–24. Jørgen Andersen i Ord och bild LI, Sth. 1942 276–80. Harry Andersen sst. LXVI, Sth. 1957 521–27 (heri bibliografi). Tom Kristensen: Mellem krigene, 1946 64–73. Henrik Juul Hansen: Dramatikeren H. R., 1948. Ebbe Rode i Min far, red. Poul Borchsenius, 1948 251–56. Samme: Troldguld, 1958 34–38. Volmer Dissing i Danske digtere i det 20. årh., ny saml. 1955 418–20. – Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig