Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Harry Søiberg

Oprindelige forfattere EM-P og RiGan
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Harry Søiberg, Harry Søjberg, 13.6.1880-2.1.1954, forfatter. Født i Ringkøbing, død i Kbh. (Fred.), begravet på Gl. Skagen kgd. Sin barndom levede S. i Ringkøbing indtil den oprindelig velsituerede familie 1892 flyttede til små kår i Århus. Efter sin konfirmation kom han til søs, men måtte, påvirket af sin ængstelige mor, gå i land og tage fat på bogbinderiet; han blev udlært 1899. I sin læretid gjorde han et mislykket forsøg på at "stikke af med en norsk bark, omgikkes også med planer om udvandring til USA, men faldt omsider til føje ved håndværket. Sit eventyrligt anlagte gemyt tilfredsstillede han siden ved ivrig og ungdommelig deltagelse i den lokale arbejderbevægelse, holdt brandtaler ved politiske møder, agiterede for en lærlingeorganisation, blev formand for Fremskridtsklubben, var hovedtaler ved et Himmelbjergmøde hvor lignende klubber fra andre jyske byer holdt stævne. Alt dette samlede mestrenes uvilje imod ham, og ingen ville tage "den stortalende læredreng" i arbejde. Han tog da til Kbh. hvor han et års tid arbejdede ved faget. Men med den politiske agitation var det forbi; andre interesser trængte sig på. Fra sin tidligste ungdom havde han syslet lidt med versmageriet, tilmed som lærling været statist ved teatret og bl.a. medvirket i Der var engang –, hvis lyrik havde stimuleret hans poetiske sans. Nu meldte trangen til kundskaber og læsning sig som en betingelse for at komme videre ad digterbanen, og støttet af sin pensionatsværtinde Karen Svendsen, hans livs velgører, begyndte han at forberede sig til artium. Han faldt til eksamen, men skriveriet tog fart. I bitter kamp for eksistensen og pint af svigtende litterær formevne gennemlevede han nogle drøje år.

1904 lykkedes det ham at få sin første bog ud, dramaet Syg Slægt der ved sin forunderlige mystik og skruede stil blot nedkaldte kritikernes spot. En større arbejderroman ville ingen udgive, før Ålborgbogtrykkeren Leander Nielsen fik S. til at omarbejde den til en kolportageroman Under Kampen, 1907–08 (15 000 ekspl. i ugentlige hæfter å fem øre). Den udkom 1922 i omarbejdet form, men er stadig en udpræget knaldroman. På strejftog med sin hund gennem Jyllands hede- og klitegne genoplevede S. sit barndomsmiljø og fik sit gennembrud med novellesamlingen Øde Egne, 1906 der skildrer bønder og fiskere. Siden førte han et omskifteligt liv på vandringer i Norge, Tyskland og Italien, på rejser i Middelhavet og den nære Orient, bosat snart i Norge, snart på Sjælland, snart i Jylland, længst i Gammel Skagen. Han sad 1939–46 i bestyrelsen for Dansk forfatterforening, formand 1939 og æresmedlem 1948, desuden i bestyrelsen for Holberg-medaljen, for det Anckerske legat, for Gyldendals boglegat og for foreningen Det ny Grønland hvis formand han var fra 1938; 1931 var han på rejse i Grønland med den udsendte rigsdagsdelegation. Han har haft det Holger Drachmannske legat (1921), det Anckerske legat (1922), Otto Benzons forfatterlegat (1929) og fik 1932 litteraturprisen af Selskabet til de skønne og nyttige videnskabers fremme for romanen De Levendes Land. Med fortællingerne i Øde Egne havde S. fundet ind til de mennesker og det miljø som siden blev hans digtnings fornemste motivkreds. I talrige småfortællinger, der samledes under titler som Af Jordens Slægt, 1910, Birgittes Kærlighed og andre Historier, 1915, Savn, 1921, Mens Vinden hvisker i Marehalmen, 1925, og Fra Hjertets Krinkelkroge, 1932 dyrkede han det naturromantiske stemningsmaleri og en plastisk, "upsykologisk" menneskeskildring mens han i større arbejder forsøger at følge folkekulturelle forskydninger, således i Folket ved Havet, 1908 hvor han belyser konflikten mellem traditionstro almuefromhed og indremissionsk vækkelse, og i Af Nyskovens Saga, 1912 hvor han viser de virkninger hedens forvandling til skov har på natur og mennesker. Hjemlig Jord, 1914 er et landsbybillede i milde og grelle farver, en idyl hvor skinsygen ulmer og kulminerer i et mord, hvorimod Meta, 1923 er en poetisk-sværmerisk vision omkring romantiske symbolfigurer, datteren med den tamme hjort, moderen, der er blind men "ser" alt, og bejleren, folkevisemotiver sat om i enkel, følelsesfuld prosa.

I S.s forfatterskab står tre store trilogier som det centrale. De Levendes Land (Foran Livets Port, 1916, Lyset, 1918, De Levendes Land, 1920) skildrer en åben, livsglad kvindes ægteskab med en gårdmand, der er besat af overtro og naturangst. Over hans gård hviler efter folketroen en gammel forbandelse. Bogens titel er en bevidst modsætning til Henrik Pontoppidans De Dødes Rige (1912–16), og den vil skildre kærlighedens sejr over de mørke almuefordomme. Omend denne sejr fremstår noget romanagtig er skildringen af kampen dybt engagerende. Trilogien om Søkongen (Søkongen, 1926, Søkongens Datter, 1928, Søkongens sidste Rejse, 1930) er mere realistisk og giver et bredt samfundsbillede omkring en vestjysk fisker, den lokale førerskikkelse. Ole Skærpe er stridbar og herskesyg, i alle ydre forhold sejrer han, men først på sit dødsleje erkender han hvor tragisk dyrekøbt sejren var. I denne bog indgår naturromantikken i en ejendommelig stærk forening med de autentiske skildringer af hverdag og arbejde. Den tredje store romansuite blev afbrudt ved forfatterens død. Her når S. frem til en egentlig realisme i skildringen af et jysk middelstandsmiljø med stærke selvbiografiske træk. En Kvindes Kamp I–II, 1938 skildrer familiens sociale fald, En Børneflok vokser op, 1949 den lille provinsby og Paa vej mod tiden, 1952 Århus op til den store lock-out 1899. I den brede samfundsskildring trænger tre skikkelser sig frem, den let fordrukne, men charmerende buntmager Traberg der med sin manglende realitetssans ødelægger familiens økonomi, hans stærke hustru Jane der ukueligt holder sammen på familien, og sønnen Hannibal som trodser sin far og bliver socialist. I denne romans skildringer af arbejder- og småborgermiljø brød en humor igennem der var ny i S.s digtning. – Uden for sin skønlitterære produktion har S. i større samleværker, tidsskrifter og dagblade skrevet adskillige sagligt underbyggede artikler om det danske fiskeri og de danske fiskeres muligheder med hensyn til storfiskeriet til havs og om grønlandske forhold, jfr. Indtryk fra en Grønlandsrejse, 1932.

Annonce

Som almueskildrer stod S. uden for den store generation af hjemstavnsdigtere. I det meste af sit forfatterskab vendte han ryggen til den sociale kamp for at skildre almuemenneskets indre liv og den særegne højtidelige hang til mystik. Det lidenskabelige engagement over for prøvelser og ydmygende tilskikkelser, den voldsomme hengivelse i sorg og glæde, det intime forhold til naturen og agtelsen for dens luner sammensmeltes i forfatterskabet der i sit bedste når en næsten mytisk tolkning af jysk natur og almue. Sproget drives til det yderste i skildringen af natur og menneskeskæbne der ofte symbolsk sammenspilles som to sider af samme sag. Men modsætningerne i forfatterskabet er store fra ungdomsværkerne til det afklarede alderdomsværk. Modsætningen spejles i spændingen mellem S.s lyriske visionære begejstring og kliniske registrering af kendsgerninger. S. stod til en vis grad uden for sin tid, men formåede ofte at vende det til sin fordel, og han blev en af vore bedste folkelige fortællere.

Familie

Forældre: buntmager Niels Nielsen S. (1844–1910) og Christiane Margrethe Pultz (1850–1927). Gift 1. gang 19.3.1909 i Kbh. (b.v.) med Inger Marie Jensen Ipsen, født 18.7.1886 i Kbh. (Petri), død 30.8.1932 sst. (gift 2. gang 1922 med læge Aage Johannes Als-Nielsen (navneforandring fra Nielsen 1925), 1890–1979, gift 2. gang 1935 med Doris Manniche, født 1896, gift 1. gang 1921 med reserve-, senere overlæge Viggo Starcke, 1895–1974, gift 2. gang 1935 med Lis Kristoffersen, født 1909), d. af malermester, senere inspektør ved Alderstrøst, kancelliråd Lars Jensen I. (1836–1913) og Laura Hansine Holst (1845–1918). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 23.10.1913 i Frogner med Helene Jenny Frederikke Storm, født 3.6.1882 i Kristiania, død 21.5.1977 på Skagen, d. af zahlkasserer Eilert Malthe S. (1840–1908) og Joachime Sigholt (1850–1921).

Ikonografi

Tegn. af L. Find, 1908 (Fr.borg) og 1915. Tegn. af Otto Neumann, 1921. Mal. af J. Wilhjelm, 1923 og af V. Secher ca. 1929. Buste af K. Gleerup, 1934. Mal. af Axel P. Jensen udst. 1938. Mal. af K. O. Hilkier, 1940. Mal. af Michael Ancher og af Axel Bentzen. Tegn. af Eigil Petersen (Kgl. bibl.) og af Aksel Jørgensen. Karikatur af Chr. Hoff. Buste af Johs. Bjerg (Århus kommunes hovedbibl.). – Gravmæle af Svend Bovin.

Bibliografi

Interviews i Niels Th. Mortensen: Jyske digtere i forhør, 1937 48–58 og Gads da. mag. XXXII, 1938 301–08. – Henrik Pontoppidan i Berl. tid. 14.12.1923. Kj. Elfelt: Den lykkelige flugt, 1925 106–11. Aug. F. Schmidt i Dansk udsyn VI, 1926 303–16. Rich. Gandrup: Døgnet og tiden, 1926 99–105. Samme: H. S. Et radioforedrag, 1953. Samme i Danske digtere i det 20. årh. II, 1955 121–34. Peder Hesselaa i Den nye lit. VII, 1929 71–77. Jørgen Bukdahl: Dansk national kunst, 1929 304–13. -Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erland Munch-Petersen, Richardt Gandrup: Harry Søiberg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298067