Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Harald Tandrup

Oprindelige forfattere SRoss og DPre
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Harald Tandrup, Harald Konrad Niels Viggo Tandrup, 31.1.1874-10.5.1964, forfatter, journalist. Født i Kbh. (Frbg.), død i Vanløse, begravet på Bispebjerg kgd. T. tog præliminæreksamen 1890 og var 1891–99 ansat ved telegrafvæsenet, først i Kbh., siden i Århus hvor han skrev sine første skuespil. Han levede en overgang af tilfældige arbejder, var således en tid metalarbejder og gasmåleraflæser i Kbh., 1901–04 redaktionssekretær ved Kolding Avis og 1905 redaktør af Aftenbladet. I de følgende år blev han knyttet til flere ugeblade og magasiner, bl.a. De tusind Hjem, hvori han skrev en række folkelige historiske romaner. Samtidig udsendte han adskillige bøger af større litterær værdi. Allerede Skæbnemusen, 1909 er karakteristisk for flere af hans bedre arbejder: lidt af en kriminalroman, lidt af en social roman, ofte iblandet eventyrlige momenter og af en udtalt moralsk tendens. Denne kan virke uformidlet som i den i øvrigt ironiske skildring af Det tabie Paradis, 1910, men er virksomt medlevende i tiet moderne eventyr om Gillekop, 1911 (filmatiseret 1919 efter manuskript af Carl Th. Dreyer) hvori T. skildrer sin tid ved Middags-posten 1901. Mange slags forlorenhed afdækker han i Den hellige Skrædder, 1913 der har flere gode typer fra hovedstaden, om hvis lavmiljø Rotterne, 1914 fortæller. Fra hyggeligere forhold skriver sig hans populæreste arbejde Kringleby, 1912, dramatiseret 1920, en lun og fornøjelig provinsroman som Gustav Wied har stået fadder til. 1912 var T. ved Politiken. N.å. opholdt han sig i Tyskland og blev efter at være kommet hjem redaktør af Klods-Hans (1913–18) og samtidig (1915–19) af Verden og Vi. Efteråret 1919 rejste han til USA og var 1920 medarbejder og en kort tid redaktør ved Dagens Nyheder. Med små mellemrum har T. derefter skrevet i Berlingske Tidende og fra 1926 også i B.T. Under besættelsen var Fædrelandet hans organ. I pjecen Ikke Naade men Retfærdighed, 1948 skildrer T. sit forhold efter den tyske kapitulation.

T. var i særlig grad lederskribent og ydede som sådan en betydelig journalistisk indsats, som oftest i en oplagt form der hverken skyede det gode indfald eller den paradoksale virkning. Hans politiske stade var en kritisk nykonservatisme med et godt øje til parlamentarismens skavanker og den jævne vælgers kandestøberier, hvorover romanen Drømmen, 1918, morsomt ironiserer. Allerede i begyndelsen af 20erne viste han sympati for den totalitære styreform, hvilket han demonstrerede i den politiske fantasi Diktatoren, 1924 og i en række kapitler om Den danske Mussolini, 1926, og har siden bl.a. i et par pjecer og i Dagens brændende Spørgsmaal besvarede, 1940 (sammen med Eiler J. Baastrup) agiteret for nazismen. I aktiv politik har han ikke deltaget, men lod sig 1924 opstille som folketingsmand i østre kreds uden at blive valgt. For at aflaste sig for sin journalistiske virksomhed skrev T. også i sine senere år en række rent underholdende værker, men samtidig også bøger af større litterær værdi, således Kludedukkerne, 1926, moderne mennesker i karikatur der bl.a. er inspireret af August Strindberg, og flere satiriske nutidsromaner: Rabundus, 1932, En moderne Familie, 1933 og Røre i Andedammen, 1934. En passion for de semitiske kulturer ligger bag hans sidste og betydeligste arbejder. Profeten Jonas privat, 1937 (udg. i England 1938, i USA 1939) er ikke alene en psykologisk monografi om "Bibelens første moderne Menneske", men en dybsindig allegori, vittig, underholdende og opbyggelig og besjælet af den blide humor og satire der kan minde om Anatole France som T. på flere måder har læst med udbytte. Også Farao gaar amok, 1938 er en lærerig historie. Det er Diktatoren i anden udgave, men problemerne er mangfoldiggjorte, og den vældige opgave at være folkebåren fører og samtidig helst repræsentant for et kulturrige er belyst fra mange sider. Store dele af T.s skønlitterære produktion kan ikke frikendes for almanakagtige virkemidler og tilfældigt præg, men hans sidste bøger, herunder romanen Viktoria, 1951, samler i den bedste form hvad han i sit bevægede liv har tænkt religiøst, moralsk og politisk.

Familie

Adoptivf.: laboratoriearbejder Just Vilhelm T. (1830–94) og Johanne Marie Hansen (1835–1913). Gift 7.4.1904 i Kolding (b.v.) med Kirstine Marie Lauridsen, født 2.6.1882 i Kolding, død 28.11.1948 i Kbh. (Andreas), d. af urmager Niels L. (1843–1927) og Cecilie Marie Johanne Hansen (1856–1912).

Annonce

Ikonografi

Tegn. af Alfred Schmidt, 1920 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Interview i Politiken 3.11.1911. H. T. i Berl. aften 4.3.1925 og 11.5.1939. – Carl Gandrup i III. tid. 3.2.1924. C. Reilfenstein Hansen: Skikkelser og skæbner, 1929 220f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sven Rossel, Daniel Preisz: Harald Tandrup i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298158