• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Harald Nielsen

Oprindelige forfattere SRoss og OFriis

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Harald Nielsen, Harald Charles Christian Anton Nielsen, 20.4.1879-9.12.1957, forfatter. Harald Nielsen blev student 1898, privat dimitteret. Han sluttede sig til Studentersamfundet hvor han i årene omkring århundredskiftet blev midtpunktet i en gruppe af oppositionelle, det sidste af de kuld af "ny ungdom" der i slutningen af 80erne og gennem 90erne forsøgte at skabe et nyt "gennembrud" i reaktion mod Georg Brandes og den litterære radikalisme. Harald Nielsen fremtrådte som litterær kritiker i tidsskriftet Vagten (1900) med et essay om Johs. V. Jensens Einar Elkær. Han vise sig heri straks som psykolog og fintmærkende æstetiker, en medvider i Einar Elkærs sjælelige problematik, men samtidig en klar ræsonnør og logiker for hvem enkelttilfældene kun har interesse, når de betyder noget principielt og typisk der kan tjene til fremstilling af en livsanskuelse, hans kritiks sidste og dybeste mål.

Med Einar Elkær-afhandlingen var Harald Nielsens navn som kritiker straks slået fast, og han begyndte nu (fra sommeren 1901) en skribentvirksomhed i Illustreret Tidende (redaktionssekretær 1902) og i Tilskueren (heri bl.a. større essays om svensk litteratur og Jakob Knudsen og Helge Rode). De vigtigste af disse tidsskriftartikler udgav han i forbindelse med nye afhandlinger i bogform under titlen Moderne Litteratur, 1904. Foruden danske samtidsforfattere behandler han heri den gruppe svenske digtere: Gustaf Fröding, Selma Lagerlöf, Verner v. Heidenstam, Per Hallström som i Sverige betyder bruddet med realismen. Harald Nielsen er den første som leder denne store svenske digtning ind i den lidt spæde danske halvfemserlitteratur som en udvidelse og frugtbargøreise af denne. I bogens største afhandling Om Realisme, der var kommet til i sidste øjeblik, har han samlet de øvrige artiklers spredte tendenser til et opgør med tidens litterære og moralske dogmer. Han indleder ikke hermed nogen ny bevægelse, men han aktiverer den standende strid, giver den en hårdere tone, en egen logisk snert. Angrebet koncentreres polemisk om Georg Brandes der undsiges som tidens åndelige fører, og den stadige appel til vilje og handling varsler om en ny tidsånd der af de nye synspunkter og ideer vil drage de politiske konsekvenser.

Harald Nielsens studenterår afsluttedes med en magisterkonferens i filosofi, særlig æstetik (1905). Han begyndte dog ingen embedsbane, men foretrak en fri eksistens som journalist og forfatter. I kortere og længere perioder har han været knyttet til Aftenbladet, København, af hvis bestyrelse han var medlem 1917-22, Nationaltidende, Berlingske Tidende, Jyllands-Posten, for endelig en tid at søge husly i Dansk skatteborgerforenings tidsskrift samtidig med at han var medlem af foreningens bestyrelse 1932-37. Sit eget tidsskrift skabte han sig med Ugens Tilskuer, der med ham selv som redaktør (fra 1916 sammen med Ingemann Ottosen) holdtes gående gennem ti år (oktober 1910-marts 1920). Til den nogenlunde faste stab af medarbejdere og bidragydere hørte bl.a. L.V. Birck,Vilh. la Cour, Carl Roos, Paul Læssøe Müller, Arthur Christensen,J. Østrup, Erik Møller, Alexander Foss og fra Sverige Fredrik Book. Uden at være knyttet sammen af partibånd giver de dog sammen med Harald Nielsen selv bladet dets karakter af organ for en borgerlig, nykonservativ front. Endelig udgav Nielsen 1953-57 tidsskriftet Egne Meninger, en blanding af privat polemik og skarp samtidsanalyse.

Annonce

Fra Harald Nielsens omfattende og intensive journalistik går en stadig strøm af artikler og essays over i den lange række bøger der står efter ham som hans gernings håndgribelige resultat, hans forfatterskab i snævrere betydning af ordet. Stikprøver af Harald Nielsens virksomhed som aktuel kritiker og politisk debattør af dagens problemer giver artikelsamlinger som Af Tidens Træk, 1909, En moderne Reaktionær, 1911 og Typiske Tilfælde, 1917 der er tilegnet Alexander Foss, "en jeg er stolt af at kalde Landsmand". Hans polemik i dens skarpeste form møder vi i Systemet "Politiken". 1907, og på linje hermed ligger angrebene på Georg Brandes, især Jøden, Filisteren og Holsteneren, 1917, hvor også Kristoffer Nyrop og Karl Larsen må stå for skud, og Usurpatoren, 1922 med påvisning af plagiat i Brandes' forfatterskab. Det positive i Nielsens nationale og social-moralske forkyndelse kommer især frem i hans mange indlæg i forsvarssagen, bl.a. Forsvar og Demokrati, 1908 og i hans deltagelse i debatten om ægteskabet og kvindens stilling i samfundet med Moderne Ægteskab, 1919 og I Lys af Ægteskabsloven, 1920.

Hvor dybt det nationale lå ham på sinde viser hans lille bog Svensk og Dansk, 1912. Afhandlingen der oprindelig fremkom i Ugens Tilskuer er blevet til som imødegåelse af et angreb fra svensk side på dansk folkekarakter og den nationale ære. Et hjørne uden for dagens strid har Harald Nielsen afgrænset sig med et bind æstetiske afhandlinger Vej og Sti, 1916, indeholdende sympatisk-forstående karakteristikker af Martin Andersen Nexø, Sophus Claussen,Valdemar Rørdam og Niels Møller, og med hans æstetiske trosbekendelse i det fine prosastykke Ravkuglen.
Efter denne store opmarch kulminerer hans forfatterskab i 1920'erne. Ved indgangen står Holberg i Nutids-belysning, 1923 der af universitetet blev forkastet som disputats. Det er Harald Nielsens største samlede undersøgelse, af varig betydning ved de principielle synspunkter der er anlagt på Holbergs stats- og samfundsopfattelse. Den nye samling Moderne Litteratur, 1923 viser med afhandlingerne om Gustaf Fröding og Per Hallström på én gang sammenhængen med hans ungdomsessays og hans menneskelige modning. Som politisk portrættør når han nu mesterskabet med den gribende afhandling om D.G. Monrad i Mænd og deres Gerning, 1929 der desuden skildrer C. Berg,J.B.S. Estrup og Alexander Foss. Endelig fremstilles det hele forfatterskabs ideologi og personlige grundlag i Konservatisme, 1925 og Selvforsvar og Landeværn, 1927, især den store Indledning, der giver et tilbageblik over hans litterære gerning og redegør for dens grundideer med en bitter opgørelse af kampens resultater. Han betegner sig som en Don Quixote uden dennes illusioner. En skribent og fører for masserne blev han ikke, men om hans betydning i Danmark og ikke mindre i Sverige for de enkelte personligheder inden for litteratur og politik vidner de "hilsener" hvormed han på sin halvtredsårsdag blev hyldet i Det nye Danmark (1929).

Årene frem til Harald Nielsens død blev i stigende grad en periode af desillusion og isolation. Den indledtes i 1932, da han blev afskediget som konsulent ved Reitzels forlag, fordi han ud fra sine strenge kunstneriske kriterier havde frarådet at udgive Marcus Lauesens succesroman Og nu venter vi paa Skib. Harald Nielsen så i kritikkens holdning i denne sag endnu et udslag af æstetisk opportunisme og korrumperet kulturpolitik. Denne hudflettes i Litterære Mirakler, 1933 med udfald mod bl.a. Helge Rode, Henning Kehler og Kaj Munk, og senere i Uden Traad – og med!, 1941 der indeholder voldsomme angreb på statsradiofonien og Johannes V. Jensen men også to fortræffelige afhandlinger om sølvalderdigteren H.V. Kaalund. I De Danskes Vej!, 1937 og Penge og Personlighed, 1941 gør Harald Nielsen rent bord i sit forhold til tidens politik, nykonservatismen iberegnet med dens deltagelse i kriseforliget 1931 og den sociale understøttelsespolitik og valutalovgivningen.

Jødespørgsmålet kom – utvivlsomt som en udløber af opgøret med Brandes – til at indtage en stadig mere dominerende plads i Harald Nielsens forfatterskab og der er ingen tvivl om, at han i sine publikationer under anden verdenskrig, Europas Fremtid, 1942 og Europas Ødelæggelse, 1944 gav udtryk for antisemitisme der virkede så meget mere kompromitterende som den faldt sammen med nazismens jødeforfølgelser. Nielsens antikommunisme førte til ønsket om et stærkt Tyskland som et bolværk mod Sovjetunionen og derfor til en afvisning af modstandsbevægelsens sabotageaktioner ligesom han også var kritisk over for retsopgøret efter krigen. Disse synspunkter forfægtede Harald Nielsen med mod og konsekvens i forsvarsskrifterne Aandsfrihed og Udrensning, 1947, en brevveksling med Hartvig Frisch, og Selvafsløringer, 1948. De førte til hans fuldstændige glemsel efter 1945 – eller rettere den bevidste fortielse der også medførte at næsten alle hans senere bøger måtte udkomme på eget forlag – en fortielse der måske nok var undskyldelig men ikke desto mindre ubarmhjertig i sin konsekvens. Ud fra en overfladisk opfattelse af hans livsanskuelse beskyldtes Harald Nielsen for at have været nazist. Intet var mere uretfærdigt og forsøget efter krigen på at finde en forbindelse mellem ham og besættelsesmagten endte da også med en konstatering af hans absolutte uskyld.

Harald Nielsen afsluttede sin kritiske virksomhed med en ensidig men uhyre veloplagt bog om Karen Blixen, 1956. Hendes forfatterskab afvises som perverteret og maniereret, udelukkende holdt oppe af et raffineret stilistisk mesterskab – et synspunkt der tydeligt bekræfter Nielsens position i dansk litterær kritik som den mest markante repræsentant for en etisk fortolkningsmetode. Det var næsten udelukkende den helt aktuelle litteratur der beskæftigede ham. Kun i denne følte han spørgsmålene brænde under sig. Hans skarpsindige og kyndige litteraturkritik stod som oftest i modsigelsens tegn, var reaktioner imod tidens vurderinger. Harald Nielsen er med sin egen betegnelse for G.K. Chesterton "en moderne Reaktionær". Han oplevede som sine samtidige omkring århundredskiftet en åndelig brydningstid der førte ham fra analyse og tvivl frem til en livsbetragtning der lod ham forstå virkeligheden på en ny måde, med et dybere perspektiv. Den er ikke blot håndgribelig, men ideel, ikke blot dagen i dag, men fortiden, summen af slægternes erfaring. Udvikling er ikke simpelthen fremskridt og nye reformer, men vækst omkring noget varigt og blivende. I nationens liv er det staten og i samfundets udvikling er det institutionerne der bærer og betinger kontinuiteten, og som derfor må værnes som fortidens arv.

Harald Nielsens syn på Danmarks historie er båret af et helhedssyn: "Vi maa paany tage os Lov til at erindre, at vi har en stor Fortid, og vi maa ved at yde Retfærdighed til de henfarne Slægter, der kæmpede for at bevare den, naa frem til en frejdigere og roligere Selvfølelse." Denne nationale bekræftelse danner udgangspunktet for Nielsens uforfærdede og utrættelige kamp mod samtiden og dens ofte døgnprægede vurderinger og forhastede domme som han netop selv – med tragisk ironi – skulle blive et offer for.

Familie

Harald Nielsen blev født i København (Matth.), døde i Birkerød og er begravet sammesteds.
Forældre: proprietær Niels Christian Poulsen (1846-1925) og Sofie Nielsen. Gift 1. gang 12.6.1906 på Frederiksberg (b.v.) med Nanna Conradine Lønborg, født 10.12.1881 i København (Helligg.), død 31.7.1971 sammesteds (gift 2. gang 1921 med kommunelærer, senere skoleinspektør på Frederiksberg Ludvig Almquist Reimer, 1877-1956), d. af fotograf Adolf Christian Barfoed L. (1835-1916) og Conradine Hansen (1838-1908). Ægteskabet opløst. Gift 2. gang 26.11.1914 i København (b.v.) med Johanne Luise Hauch, født 27.5.1882 i København (Helligg.), død 30.9.1938 i Birkerød, d. af skolebestyrer, senere rektor A.G.Ø. Hauch (1836-1914) og Marie E.G. Gundersen, adopt. Vilsoët (1850-1941). Far til Thøger Nielsen.

Ikonografi

Tegn. af Olaf Pio, 1918 og af Kristian Block, 1930 (Kgl. bibl.). Buste af Bodil Nielsen, 1934. Tegn. af H. Jensenius (Fr.borg). Tegnet selvportr. Foto.

Bibliografi

Harald Nielsen: Typiske tilfælde, 1917 (indledn., optr. fra Nationaltid. 3.12.1915). Samme: Selvforsvar og landeværn, 1927 (indledn.). – Helge Rode: Regenerationen i vort åndsliv, 1923 109-14. Sv. Lange: Meninger om litteratur, 1929 120-23. Henning Kehler: Overmennesker og andre, 1929 16-21. P. Stavnstrup i Det nye Danm. II, 1929 126-34 (jfr. sst. 135-48). Jørgen Bukdahl: Det moderne Danmark, 1931 55-61. Henning Fonsmark i Berl. aften 16.12.1957. Emil Frederiksen i Berl. tid. 17.12. s.å. Hakon Stangerup i Dagens nyheder s.d. Aage Houken i Ålborg amtstid. 21.12. s.å. Volmer Dissing i Information 10.7.1958. Søren Krarup sst. 2.11.1960. Samme: Harald Nielsen og hans tid, 1960. Rich. Gandrup: For og imod, 1960 9-17. L.P. Rømhild i Fund og forskning XXV, 1981 129-58. Nina Bjørneboe: Manden der overlevede sin skæbne, 1981. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sven Rossel, Oluf Friis: Harald Nielsen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=294958