Harald Kidde, Harald Henrik Sager Kidde, 14.8.1878-23.11.1918, forfatter. Født i Vejle, død i Kbh., begravet sst. (Bispebjerg). K. skyldte sin mor overordentlig meget, han stod fra sin ungdom i det næreste fortrolighedsforhold til hende, og det er på grundlag af alt, hvad hun har fortalt ham om de mærkelige menneskeskæbner hun var blevet bekendt med i sin ungdom på Læsø, at han skrev det vægtigste af sine værker, Helten, hvor hans fantasi har arbejdet heftigt med et stof der i det store og hele tilhørte virkeligheden. K. var som dreng tidligt moden, allerede da sær og indadvendt, men de milelange vognture faderen tog ham med på havde givet hans sanser en friskhed, hans sind en forståelse af naturen og kærlighed til den, som aldrig siden forlod ham; hans værker er oversået med naturbeskrivelser der i lige høj grad vidner om sans for detaljen og om evne til at give et storladent helhedssyn. K. blev student fra Vejle 1898 og studerede et års tid teologi, men opgav studiet da han mistede troen. Kristendommen og opgøret med kristendommen forblev et centralt tema i hans værker og prægede stærkt hans egen livsførelse. Hans romaner er symbolske og i hans prosa brydes visioner og realisme. Da han fik ideen til hovedværket Helten formulerede han den: "Jeg vil i denne bog vise, hvad efter mit skøn, et kristent menneske er".

K. debuterede med en samling religiøse og symbolske tekster i 90ernes stil, Sindbilleder. 1900 der straks vakte opmærksomhed. Gennembruddet blev romanen Aage og Else der kom i to bind, Døden, 1902 og Livet, 1903. Efter en pendant til Sindbilleder med den karakteristiske titel Luftslotte, 1904, udkom den store roman De Blinde, 1906. Siden fulgte tre mindre romaner Loven, 1908, Den Anden. 1909 og De Salige, 1910. De fire romaner bør ses i sammenhæng, de bearbejder stadig samme motiv under stadig ny belysning. Heltinderne ligner hinanden og heltene er kunstnere eller litterater med en forfinet æstetisk livsholdning og en uovervindelig angst for alle livets mindre forfinede sider. Den romantiske myte, at et menneske kun formår at elske én gang i livet løftes op i sin højeste ideale sfære og forbindes med pubertetstiden som menneskets rigeste udfoldelse. Den der forbryder sig mod denne lov fordømmes til altid at fantasere og aldrig at realisere, som Henrik Pontoppidan formulerede det. Tabet af moderen og af den elskede bindes sammen som det livsbestemmende syndefald. Bøgerne er stærkt personlige eller snarere private. K. indfører i dansk litteratur den kalejdoskopisk reporterende indre monolog. 1912 fik K. sin anden store succes med romanen Helten, dog mest en kritikersucces. I hans levetid blev kun solgt 200 eksemplarer, men den kom i store oplag efter hans død. Meget tyder på at denne bog vil blive stående som et af vor litteraturs klassiske værker – for de indviede. Ungdomsromanernes uforløste problemstillinger smelter her sammen i en religiøs resignation. Helten lærer at acceptere sin ungdoms nederlag. I sin frivillige isolation på øen Anholt vender han smerten ved det tabte til en styrke i det nærværende og bliver en slags frelsende kraft for menneskene i sine omgivelser. I de følgende seks år arbejdede den uhyre flittige K. på at forberede sit store romanværk der skulle skildre Vårmland gennem hundrede år. Han nåede kun at fuldføre det første bind, Jærnet, 1918 der udkom ti dage før hans død. (De følgende skulle have heddet Guldet, Ilden og Ordet). Efter K.s død blev udgivet et bind fortællinger, skildringer og prosadigte Vandringer, 1920. Med et efterord af Cai M. Woel udkom endnu en samling prosaskrifter fra antologier og tidsskrifter Parabler, 1953.

K.s forfatterskab stiller store krav til læseren og er mærkelig sammensat. Den ekspressionistiske stil med de mange afbrudte sætninger, de voldsomme modsætninger der ofte formidles uforløst men også ofte smelter sammen i en forunderlig organisk harmoni, springende fra en detailrig realisme til lysende visioner gør hans værker til et enten eller. I sit værksted arbejdede K. uhyre samvittighedsfuldt for at underbygge sine bøger med solide realia. Hvad han havde studeret for at skildre pietismen i Helten var enormt, men hvad han havde samlet og gransket for at skildre Varmlands religiøse, kunstneriske og industrielle liv gennem et århundrede var eventyrligt. Næppe nogen anden dansk skønlitterær forfatter er gået til sit arbejde belæsset med en sådan lærdom. Hans tilfælde kan sammenlignes med Gustave Flauberts. Men når så materialet var i orden, tog hans fantasi fat, førte ham ned til menneskesjælens dybder og op til dens iskolde højder. Det han stræbte imod var den yderste ekstase, og det middel han benyttede for at nå det var den heftigste eksaltation. Sammensmeltningen er lykkedes ham bedst i Helten, hvorimod Jærnet hvor det vældige stof er trængt sammen til det bristefærdige er blevet en monstrøs torso, den vanskeligst tilgængelige roman der er skrevet på dansk. Det er visionerne og ikke realismen der gør K.s værk så betydeligt. Det filosofiske, livsdebatterende indhold er oftest så dominerende at personerne kommer til at stå som eksempler og typer mere end som individer. Når Helten står som hovedværket er det netop fordi der i denne romans centrum står en idealiseret type som magisk samler alle tråde til en organisk helhed.

Familie

Forældre: amtsvejinspektør, exam.jur. Christen Henrik K. (1818–94) og Inger Dorothea (Doris) Corneliussen (1848–1931). Gift 16.10.1907 på Frbg. (Markus) med forfatter Astrid Margrethe Ehrencron Muller (Ehrencron-Kidde, Astrid), født 4.1.1874 i Kbh. (Frue), død 30.6.1960 på Frbg., d. af kontorchef i overformynderiet, translatør Vilhelm Christian Theodor Muller (1839–1912) og Laura Marie Jacobsen (1838– 1912).-Bror til Aage K.

Ikonografi

Mal. af Siegfred Neuhaus, 1902 (Vejle mus.). Buste af Jens Lund, 1903, marmor 1907–09 (St.mus.). Tegn. af Henri Nathansen, 1904 (Kgl. bibl.). Mal. af S. Swane, 1909 (Fr.borg). Relief af Rikard Magnussen, 1931 (på mindesten i Nørreskoven ved Vejle). Foto.

Bibliografi

Bibliografi. Cai M. Woel: Arbejder af H. K., 1925. Kilder. Interview i Chr. Rimestad: Digtere i forhør, 1906 69–73. H. K. Artikler og breve, udg. Jens Marinus Jensen, 1928.

Lit. Otto Asmus Thomsen i Vejle amts årbog, 1966 95–132 (om slægten). Jens Marinus Jensen: H. K., 1924 (2. udg. 1948). P. Engelbret-Pedersen i Dansk udsyn VI, 1926 136–45. Helge Rode: Det sjælelige gennembrud, 1928 124–32. Carl Gad: Omkr. kulturkrisen, 1929 45–64. Henri Nathansen: Portrætstudier, 1930 86–104. Niels Jeppesen: H. K. og hans digtning, 1934. Jacob Paludan: Litterært selskab, 1956 16–23. Villy Sørensen: Digtere og dæmoner, 1959 (2. udg. 1973, nyt opl. 1979) 41–83. Astrid Ehrencron-Kidde: Hvem kalder –, 1960. Jørgen Egebak i Danske studier, 1966 75–95. Alfons Hoger sst. 1968 6–74. Chr. Koch sst. 1976 49–75. Axel Rude i Vejle amts årbog, 1966 77–94. Otto Asmus Thomsen sst. 1967 9–52, 1968 65–90, 1969 63–97 og 1970 112–23. Samme i Fr.berg gennem tiderne XII, 1968 65–90. Samme i Fund og forskning XVI, 1969 148–50. Alfons Höger: Form und Gehalt der Romane und kleineren Erzählungen H. K.s, München 1969.

Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig