Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Harald Herdal

Oprindelig forfatter BSvi

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Harald Herdal, Harald Bønnelykke Nielsen Herdal, 1.7.1900-28.12.1978, forfatter. Harald Herdal voksede op i et fattigt, politisk bevidst arbejderhjem. Efter skolegang i Det kgl. vajsenhus kom Harald Herdal 1915 i stukkatørlære som han afbrød efter tre år. De følgende år med spredt arbejde bl.a. som kontorist og arbejdsmand og med lange arbejdsløshedsperioder gav Harald Herdal et førstehåndskendskab til arbejderklassens og de arbejdsløses livsvilkår. Erfaringer der sammen med opvækstens oplevelser af skellet mellem rig og fattig og arbejdsløshedsperiodernes studier og rejser til bl.a. Berlin blev bestemmende for Harald Herdals socialistiske overbevisning. Harald Herdal begyndte at skrive i 18 års alderen og lagde i 1920erne grunden til dele af det senere forfatterskab. Han skrev artikler om pjalteproletariatets vilkår til kommunisternes Arbejderbladet og fik offentliggjort enkelte digte i bl.a. Tilskueren og Politiken, men først efter opmuntring og hjælp fra venner som Poul Levin, Niels Møller og Ludvig Holstein kunne Harald Herdal satse på den egentlige forfattertilværelse som indledtes med digtsamlingen Nyt Sind, 1929, og som fortsatte til hans død. Debutsamlingen er såvel i form som indhold karakteristisk for Herdals videre lyriske forfatterskab der til midten af 1940erne indbefatter Eros og Døden, 1931, nøgne digte, 1933, Mennesket, 1937, udvalget Digte gennem 10 aar, 1940, Blomstrende tjørne, 1941 og Nye digte, 1944. I en enkel og til indholdet naturligt svarende form veksler kærligheds- og naturdigte med en agiterende social lyrik hvor Harald Herdals barndomsindtryk og senere erfaringer overalt er virkelighedsgrundlaget.

Det var imidlertid prosaværkerne der for alvor gjorde Harald Herdal kendt. Efter de ret traditionelle udviklingsromaner Tirsdag, 1932, En lidt almindelig Historie, 1934 og novellesamlingen Bisser, 1933 markeres gennembruddet med Man skal jo leve, 1934 og Løg, 1935. På én gang kritisk og solidarisk giver Harald Herdal i disse to romaner en realistisk og usmykket skildring af livet i et københavnsk slumkvarter med focusering på krisens, arbejdsløshedens, boligforholdenes og opdragelsens ødelæggende indflydelse på arbejderklassens liv og på ungdommens forhold til kærlighed og seksualitet. Romanerne er kollektive i deres anlæg, men uden anskueliggørelse af perspektiverne for kampen mod den skildrede elendighed. Den pessimistiske tone er da også det fælles anklagepunkt som kritikere med i øvrigt forskellige udgangspunkter og hensigter rettede mod disse meget læste romaner. Mindre røre vakte Der er noet i Vejen, 1936, de to sammenhængende erindringsromaner Den første Verden, 1936 og Mens vi blir voksne, 1937 og den politiske kærlighedsroman Tusmørke, 1943. Derimod vakte En Egn af Landet, 1939, betydelig opsigt ved sit aktuelt politiske angreb på den tiltagende fascisme hos borger- og småborgerskab og på den socialdemokratiske politik. Romanen er skrevet i forlængelse af de principper for den socialistiske realisme som Harald Herdal havde skitseret i artiklen Socialistisk realisme i romanen (1938) og er som politisk agitationsroman et utvetydigt indlæg i 1930ernes politiske og antifascistiske kulturkamp som Harald Herdal tog aktiv del i. Han var en af initiativtagerne til den antinazistiske kulturfront "Frisindet kulturkamp" (1935) og leverede nu som senere ud fra sin partiuafhængige socialistiske holdning talrige – altid stærkt polemiske og personlige -debatindlæg til aviser og progressive tidsskrifter. Harald Herdal følte sig som kommunist, men ville pga. forfatterskabets krav på retten til uafhængig kritik ikke organiseres i det kommunistiske parti som han i kortere tid havde været medlem af i slutningen af 1920erne.

Krigens og efterkrigstidens politiske begivenheder sammenholdt med Harald Herdals mere private erfaringer er de vigtigste forudsætninger for det videre forfatterskab. I lyrikken især sidstnævnte hvor Harald Herdal i samlinger som I vinteren, 1946, Tag disse digte, kære, 1948, Nattergalen, 1949, Drømmeren, 1951, Guldspurven og sølvfuglen, 1953, Dagene går, 1955 og Hegnets nattergal, 1960 lader naturog rejseindtryk veksle med kærlighedsdigte til barnet og kvinden. Hovedværket er imidlertid de fire erindringsbind Barndom, 1944, De unge aar, 1945, Læreaar, 1946 og Arbejdsår, 1970 hvor Herdal på samme måde som i den stærkt selvbiografiske Arbejdsløs, 1977 – skrevet i 1930erne – begrunder en optimistisk tro på det kæmpende menneskes muligheder. Den politiske agitation videreføres mere direkte i Ukuelige menneske, (1949), i rejsereportagen DDR, 1951 (s.m. Ditte Cederstrand) og i den mindre optimistiske dobbeltroman Skyede sommerdage, 1952 og Jammersminde, 1953 hvor pampere og medløbere især inden for socialdemokratiet konfronteres med nogle få ærlige socialister som for Harald Herdal typisk først og fremmest repræsenteres af ungdommen og kvinderne. Også kærlighedstemaets kvindeportrætter i novellesamlingerne I berøring med livet, 1950 og Elise, 1955 og i romanen Det største, 1957 viser Harald Herdals psykologisk indfølende optagethed af kvindens styrke i kampen for selvstændighed og kærlighed. Et tema, han ligeledes tager op blandt mange andre i talrige essays i form af digterportrætter, erindringsbilleder og mere lyriske stemninger, hvoraf de vigtigste er samlet i Tre prosastykker, 1949, Rast undervejs, 1954, Den danske sommer, 1963 og Mellem bøger og portrætter, 1970.

Annonce

Det overordnede tema i Harald Herdals forfatterskab er frigørelse. Frigørelse for barnet, ungdommen, kvinden og arbejderklassen. Frigørelse fra tvang, hæmmende seksualmoral og traditioner, undertrykkelse og udbytning. Dette forklarer forfatterskabets på én gang kritiske og positive karakter hvor først og fremmst prosaværkernes afdækning af undertrykkelsens former og sociale oprindelse modsvares af en tro på frigørelsens mulighed, således som den især fremtræder i lyrikkens kærligheds- og naturdigte. Herdal har nævnt Freud og Marx som de to forfattere der har betydet mest for ham. Imidlertid er forfatterskabet hverken i sin samfunds- eller personlighedsforståelse egentlig analytisk. Det er ikke så meget årsagerne som symptomerne, Herdal anskueliggør. Som autodidakt og af proletarisk oprindelse var Harald Herdal en forholdsvis ny forfattertype der stillede nye krav til digtningens form og indhold. Dette i forening med hans klare socialistiske engagement og stærkt polemiske fremfærd gjorde vedvarende forfatterskabet omdiskuteret og kritiseret. Imidlertid har Harald Herdal med sin lyrik, sine romaner, noveller og erindringer givet et afgørende og værdifuldt bidrag til den danske arbejderlitteratur.

Harald Herdal fik Pontoppidanprisen 1938, Bærentzens legat 1949, det Anckerske legat samme år, Astrid Goldschmidts legat, frk. Suhrs forfatterlegat og Otto Benzons legat 1942, Dansk forfatterforenings Martin Andersen Nexøpris 1946, Otto Rungs legat, Aarestrupmedaljen 1974.

Familie

Harald Herdal blev født i København S, døde i Rungsted og er bisat fra Bispebjerg krematorium, asken spredt på ukendt sted af Medicinskanat. institut.
Forældre: skibstømrer, senere portner ved kunstnerhjemmet i København Niels Nielsen (1849–1908) og Johanne Cathrine Johansen (1859–1943). Navneforandring 8.5.1923. Gift 1. gang 1923 med Karen Alexandra Kristensen, død 4.2.1956 i Lyngby, ægteskabet opløst 1927. Gift 2. gang 8.9.1931 i Kollerød (b.v.) med Eline (Elle) Armgard Amalie Hoffmann, født 17.10.1906 i Lyngby, død 7.3.1997 på Frbg., d. af forfatter Kai Hoffmann (1874–1949) og Eline Fischer (1876–1956). Ægteskabet opløst 1947. Gift 3. gang 11.1.1949 i Helsingør (b.v.) med forfatter Ditte Cederstrand, født 14.8.1915 i København (Kastelsk.), død 14.11.1984, d. af kunsthandler Thor Hjalmar Cederstrand (1884–1961) og Valborg Petersen (1884–1938). Ægteskabet opløst 1975. Gift 4. gang 18.7.1975 i Helsingør (b.v.) med børnehavelærer, lægesekretær Hjørdis Hessel, født 14.4.1914 i København (Solbjerg), d. af grosserer Niels Steenberg Hessel (1870–1924) og Ingeborg Margrethe Telling (1878–1943).

Ikonografi

Tegn. og mal. af S. Hjorth-Nielsen, 1928. Træsnit af Aage Gitz Johansen, 1929. Portr. af Henning Schiøler, Alb. Gammelgaard, Carl Jensen, Otto Christensen og Johs. Nielsen. Tegn. af Arne Ungermann, 1950. Tegn. af B.O. Grandjean, 1954. Foto.

Bibliografi

Harald Herdal: Rast undervejs, 1954. Samme: Dage i juli og august, 1960. Samme: Arbejdsår, 1970 (erindringer). – Jul. Bomholt: Moderne skribenter, 1933 162–80 (heri selvbiogr.). Fr. Nielsen i Danske digtere i det 20. århundrede, ny udg. II, 1966 453–67. Ole Ravn i Kritik XXXIII, 1975 118–42. – Papirer i Kgl. bibl. og i Arbejderbevægelsens bibl. og ark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bruno Svindborg: Harald Herdal i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291193