Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hans Scherfig

Oprindelig forfatter FJBJa

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Hans Scherfig, 18.4.1905-8.1.1979, forfatter, maler. Hans Scherfig blev student 1924 fra Metropolitanskolen; erindringer herfra skulle indgå i romanen Det forsømte Foraar, 1940. Efter eksamen læste Hans Scherfig en tid zoologi ved Kbh.s univ., senere dansk og tysk, men tog ingen eksamen. Han rejste i Østrig flere gange 1925–28, Jugoslavien 1927. S.å. søgte han optagelse i Danmarks kommunistiske parti, men blev afvist. En rejse til USA 1929–30 befæstede afgørende hans tidligt vakte marxisme og efter en rejse til Frankrig 1931 opnåede han medlemskab af det danske kommunistparti 1932.

Som skoledreng tegnede Hans Scherfig som passioneret forlystelse og således fortsatte han livet igennem. 1931 giftede Hans Scherfig sig med en kunstnerisk uddannet østrigsk maler som i Danmark udviklede sig til en selvstændig, moderne naturmaler. Hans Scherfig var som maler selvlært; han udstillede fra 1931. Fra New York stammer politisk betonede billeder, men helt overvejende arbejdede han som bevidst naivist. Han vandt og fastholdt et bredt publikum for sine muntre urskovsbilleder hvor næsehorn, giraffer, aber og elefanter lever i paradisisk forståelse med løver og tigre. Denne utopiske eventyrstil kan tolkes som en drøm om et fællesskab der burde kunne realiseres i menneskeverdenen.

Hans Scherfig debuterede med en billedbog for børn, Hvad lærer vi i Skolen?, 1933, udgivet på det kommunistiske forlag Monde. Heri gør han skolens pensa til genstand for en marxistisk kritik. Som journalist stod han i politikkens tjeneste, ved Arbejderbladet 1930–41, ved Land og Folk fra 1945. Da han 1973 fik Det danske akademis pris, lod han pengene gå videre til Land og Folk "som tak for den ytringsfrihed, det har givet mig i de år, da andre blade var lukkede for mig" (Det danske Akademi 1967–74, 1974). I adskillige samlinger af essays optrykte Hans Scherfig sine, som regel skarptandede avisartikler.

Annonce

Mens Hans Scherfig som maler var utopist og som journalist partitro medkæmper, havde han som romanforfatter stor, human bredde. Som skabelon brugte han til at begynde med kriminalromanen, men gav den en særlig ironisk drejning. I Den døde Mand, 1937, gør han nar af en maler, omtrent som Henrik Pontoppidan parodierer en komponist i Hans Kvast og Melusine, 1907. Hans Scherfigs maler, Hakon Brand, tror fejlagtigt at han i fuldskab har kvalt en rival og begravet liget; nu ser han dette alle vegne, også da han i Paris går ind i et forkert hotelværelse og lægger sig i sengen hvor en rumænsk student har begået selvmord. Brand dør i choket, og hans død er "desværre af betydelig større interesse end hans liv". I denne kunstner-persiflage må også de danske digtere holde for, store stærke karle, som burde sættes ind i nyttigt fysisk arbejde, men som i stedet for sidder og digter om "billeder og alfer og sommerfugle og hejda for en skælm, den er, den lille oldenborre, og hurle, hurle hej, du lille viltre bi". Makaber og overgiven humor præger Hans Scherfigs begynderbog.

Vi kan herfra trække linjerne op til hans klassiske romaner. Pirandello tumlede med identitetsbegrebet i Salig Mattias Pascal, 1904. Hr. Pascal tror sig, forgæves, fri for sin familie, da man har begravet en person i den tro, det er ham. I Hans Scherfigs Den forsvundne Fuldmægtig, 1938, som blev filmatiseret 1971, kommer hr. Amsted i en lignende situation. Han tager ophold i en nordsjællandsk landsby, under nyt navn, men meldes til politiet af den ubehageligt nævenyttige lokalbefolkning. Da han efter nogle måneder i fængsel, for assurancesvig, kommer ud, har han opdaget at for et borgerligt beklippet menneske findes kun ét sted, hvor fred, orden og pleje kan opnås: fængslet; han påtager sig derfor skylden for et mord og er så sikret livsvarig tryghed.

Det forsømte Foraar, 1940, har anlæg fælles med Franz Werfel: Der Abituriententag, 1928. I begge romaner samles nogle gamle klassekammerater for at fejre deres 25-års studenterjubilæum. Ved begge lejligheder mindes mændene, hvorledes en frygtelig lærer er på vej til at knuse uddannelsen for en af kammeraterne, men forløbet ændres ved en forbrydelse, hos Hans Scherfig ved at læreren forgiftes med stryknin i et maltbolsje. Scherfig udleverer skånselsløst skolens lærere, som kvæler hvad der måtte være af naturlig lyst og evne hos deres elever. Bogens fransktime er klassisk i sin groteske anskuelighed.

Det var en slags dobbeltroman om Danmark før og under den tyske besættelse, Idealister og Frydenholm, som løftede Hans Scherfigs romankunst op i nærheden af Pontoppidans store, kritiske Danmarksbilleder. Den førstnævnte var færdig 1942, men kunne ikke trykkes i Danmark før 1945; den svenske oversættelse udkom 1944. En hyklerisk fabrikant og godsejer udryddes som et skadedyr af godsets gartner, der ledes af retfærdig harme og religiøst vanvid. Tidens modestrømninger, som spiritismens og psykoanalysens udvækster, udleveres til latteren. Langt større fylde er der i den mægtige Frydenholm, 1962, som behandler tiden fra 5.6.1939 til 5.5.1946. Som i Mikhaíl Sjolokhovs Stille flyder Don, 1920–40, der begynder før og ender efter den første verdenskrig, skrider handlingen lig et klassisk epos, med dets tre niveauer. Yderst en vrimmel af levende småtræk som gør personer til karakterer. Derunder ideologisk kommunismen som "er godhed" (24. kap.) over for opportunismen, de danske myndigheder, der arresterer landets kommunister (som Hans Scherfig) og udleverer dem til tyskerne (hvad en øjenoperation dog sparede Scherfig for). Og dybest nede, landets skæbne, som afgøres af større kræfter, opgøret mellem stormagterne.

Imellem de to romaner placerer sig et angreb på vort retsmaskineri, Bothus Occitanus eller Den otteøjede Skorpion, 1953, næret af en korruptionsaffære, "edderkoppesagen", fra 1949–51. Den sidste af Hans Scherfigs romaner, Den fortabte Abe, 1964, gentager kunstkritikken fra Den døde Mand; unyttig, modernistisk kunst kan jo en kapuciner-abe præstere. Hans Scherfig havde en interesse for naturhistorie som gik tilbage til skoletiden. I en lille bog, Dammen, 1958, følger han, i minutiøs rapport, livet i og omkring et vandhul i Nordsjælland. I Naturens uorden, 1965, sætter han lighedstegn mellem den utæmmede natur og kapitalismens samfund: begge giver fuld frihed til at æde andre og lade de stærkere overleve. Det ved fornuft regulerede samfund fandt Hans Scherfig på sine senere års rejser som gik mod øst og afsatte bøgerne: Rejse i Sovjetunionen, 1951, Det befriede Rumænien, 1953, Hos Kirgiserne, 1965, Morgenrødens land, dvs. Grusien, 1971. Hans Scherfig glæder sig over ethvert kulturelt fremskridt som for kirgiserne der først fik alfabet og skriftsprog 1924, og fortæller glad om rumænernes interesse for Ludvig Holbergs Jeppe på Bjerget.

Hans Scherfig modtog 1965 for sit forfatterskab Holberg-medaljen. Selv slap han aldrig Holberg. Han skrev engageret i bogen Tre digtere, 1963, om Nordahl Grieg, Bertolt Brecht og Hans Kirk; men hans hjemlige aner strækker sig tilbage til Pontoppidan og Holberg. En grundbog for Hans Scherfig er sikkert Holbergs Niels Klims underjordiske rejse som han genopvakte som tegneserie i Land og Folk 1955–56, i bogform 1961. Hans Scherfig har udtrykt sin tillid til Holbergs fornuft i Den gloende drage over Roskilde, 1959, og Holberg og andre forfattere, 1973. Sidstnævnte bog danner det første bind i Udvalgte essays som fortsætter med Det borgerlige samfund, 1974. Det er Hans Scherfigs faste overbevisning at fornuften skal have magt, så den kan skabe fælles tryghed og glæde. Hans treenige credo formuleres som titlen på tredje og sidste bind af essayudvalget: Marxisme, rationalisme, humanisme, 1975.

Familie

Hans Scherfig blev født i Kbh. (Jac), død i Hillerød, begravet i Kbh. (Ass.). Forældre: direktør Christian Diderik Scherfig (1859–1931) og Claudine Nielsen (1876–1921). Gift 20.11.1931 på Frbg. (b.v.) med maler Elisabeth Karlinsky, født 19.5.1904 i Wien, død 13.10.1994, datter af maler, professor Anton Heinrich Karlinsky (1872–1945) og Emilie Wögerer (1879–1966).

Ikonografi

Tegnet selvportræt (Kgl. bibl.). Tegn. af Otto Christensen, 1930, af Herluf Bidstrup bl.a. 1958 og 1965, af H. Lollesgaard, 1972 (Kgl. bibl.) og flere af Elisabeth Karlinsky. Foto.

Bibliografi

Bibliografi. Nils Frederiksen: Hans Scherfig. En bibliografi, 1972. Kilder. Samtale i Fredensborg med forf. og maleren Hans Scherfig, ved Hemming Hartmann-Petersen, 1972. Lit. Otto Gelsted i Ord och bild, Sth. 1950 1–9 (optr. i forf.s Goddag, liv!, 1958 84–93). Jens Kr. Andersen og Leif Emerik: Hans Scherfigs forfatterskab, 1973. Vilh. Joost: Hans Scherfig, 1974. F.J. Billeskov Jansen i Det danske akademi 1967–74, 1974 316–36. Carsten Clante: Normale mennesker. Hans Scherfig og hans romaner, 1975. Søren Ehlers i 1066. Tidsskr. for hist. forskn. V, 1976 nr. 6 3–22. Omkring Det forsømte forår, udg. C. Clante og Nils Frederiksen, 1977 (heri bibliografi). Jørgen Moestrup: Hans Scherfig, 1977. Elias Bredsdorff: Fra Andersen til Scherfig, 1978 191–221. Hans-Jørgen Nielsen i Danske digtere i det 20. årh. 3. udg. III, 1981 180–221.

Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
F.J. Billeskov Jansen: Hans Scherfig i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297006