Hans P. Lunde, Hans Peder Christian Lunde, 12.9.1859-2.10.1949, forfatter. Født på Christiansholm, Lunde Mark ved Odense, død i Nyborg, begravet sst. L. arbejdede indtil soldatertiden ved landbruget, var elev på Lumby landbrugsskole 1874-76, derefter på Askov højskole 1882 og 1883 og tog præliminæreksamen i Kbh. 1885 (v. Westens institut). Et videre studium blev opgivet af økonomiske årsager og han levede en tid af tilfældigt arbejde bl.a. som sproglærer i Kbh. og lærer ved en privatskole i Helsingør. 1888-1907 virkede han igen ved landbruget som forpagter og husmand men fra 1911 levede han udelukkende som forfatter. 1919 kom han fast på finansloven. Gennem årene var han medarbejder ved en lang række blade og tidsskrifter, hvortil han oversatte amerikansk, engelsk og tysk litteratur. - L. trådte 1878 frem som lyriker i ugebladet Husvennen der gennem 1880erne trykte en række af hans digte og impressionistiske noveller. Den egentlige debut fulgte 1892 med en samling fortællinger Fra Hus og Gaard der indeholder sikkert tegnede portrætter af landbefolkningen på Fyn, den landsdel hans liv var så intimt knyttet til. Mindre overbevisende er emigrantromanen Midsommerbarnet, 1898, mens Fynboer, 1902, igen giver vellykkede, rask henkastede skitser fra det fynske folkeliv. L.s dramatiske forfatterskab, de to korte skuespil Gæster i Gaarde, 1920, Elverprinsen. 1921, lystspillet med indlagte sange Havfruen, 1923 og komedien Møllegaards-Manden og hans Folk, 1925 tager stoffet fra hjemstavnen og indeholder udmærkede miljø- og karakterskildringer men er uden egentlige sceniske kvaliteter. Det er som lyriker L. har sin særlige betydning. 1903 udgav han Naturtoner, efterfulgt af Spil, 1905, Vagabonder, 1908 og Vandmøllen, 1920. Heri findes fine idyller, morsomme dialoger og friske viser og sange præget af humør og livsglæde, men bedst er han i sin fynske dialektdigtning der i stigende grad kom til at præge hans lyrik, således i samlingerne Fynske Digte, 1926 og Fro min Föjestavn, 1930. Disse indeholder alle de typiske træk i forfatterskabet: miljøskildringens sikkerhed, sprogets og replikkernes ægthed, lunet og medfølelsen i typeskildringen og endelig den fortættede, stemningsbevægede naturfølelse. Et repræsentativt udvalg af dialektdigtene, Udvalgte Digte paa fynsk Folkemaal med forord af K. L. Kristensen udkom 1936, hans sidste digtsamling Fra min Ungdoms Bondetid 1941. 1928 udgav han en antologi af forskellige forfattere Fraa vo fynske Föjeæjn, 1935 det lille skrift Hvor i Langsted ligger eller laa Ambrosius Stubs Gaard?.

Familie

Forældre: gårdejer Peder Jensen, (1829-1908, gift 2. gang med Karen Marie Jensen, 1857-1922) og Valborg Marie Hansdatter (1815-78). Navneforandring fra Pedersen 4.12.1885. Gift 1. gang 23.7.1886 i Odense med Maren Johanne Jørgensen, født 30.6.1853 i Hybæk mølle, Vends hrd., død 30.4.1906 i Odense, d. af fæstemøller Jørgen Eriksen (1819-93) og Valborg Rasmine Andersen (1823-1902). Gift 2. gang 1920 med Thora Bertha Nielsen, født 22.8.1879 i Skuerup, Stenlille sg. (gift 1. gang 1910 med savværksejer Niels Christensen, Uggerløse, født 1876), d. af husmand Hans N. (1854-1931) og Hulda Emilie Katinka Leisted (født 1859). Ægteskabet opløst.

Ikonografi

Afbildet på P. Hansens mal., 1911 af museets indvielse 1910 (Fåborg mus.) og på gruppebillede af H. P. Milling, 1916. Mal. af M. v. Brusendorff 1919, H. Havrehed 1927 og Thorvald Christensen 1933. Tegn. af Havrehed og Frede Rasmussen, 1936. Afbildet på to mal. af H. Dohm.

Bibliografi

Interview i København 12.9.1949. - Lærerne og samf., red. Carl Poulsen og W. Th. Benthin 1, 1913 495-97. K. L. Kristensen i Den nye lit. VII, 1930 278 310f. Laur. Edv. Rasmussen i Fynsk hjemstavn V, 1932 183-86. Frede Rasmussen i Fyns venstrebl. 5.1.1937. Olaf Andersen sst. 8.10.1949. Edvin Frandsen i Fyns tid. 5.10.1949. Hans Henrik Jacobsen sst. 8.10.1956. - Papirer i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig