Hans Hartvig Seedorff

Hans Hartvig Seedorff, Hans Hartvig Otto Seedorff Pedersen, 12.8.1892-19.1.1986, forfatter. Hans Hartvig Seedorff gik i Århus latinskole og Marselisborgskolens gymnasium, blev student 1911, cand.phil. 1912, journalist og fra 1916 forfatter. Familie og baggrund synes klart at have præget hans videre udvikling. Faderen var en eminent pædagog og af gammel midtjysk bonde- og degneslægt. Hans tidligere elever, hvoraf mange nu sejlede, sendte et utal af særegne, eksotiske gaver hjem til deres lærer, og hjemmet fyldtes med spændende rariteter. Selv var han optaget af den digtning og sang som i disse år udgik fra Jylland, fremmest fra Johan Skjoldborg og Thøger Larsen. Moderen var indlevet i guldalderens og det naturalistiske gennembruds væsen med disse kunstretningers forskellige livssyn og politiske dimensioner. Heri blandedes indtryk fra den østjyske natur.

Fra en tidlig udfart til Rusland som diplomatisk delegeret 1917 blev Hans Hartvig Seedorff en af vore mest berejste forfattere, flere gange jorden rundt i de internationale 20'ere. Hjemligt flyttedes hans verden fra Århus til Christianshavn, og derfra til de mange år i Tibirke indtil han 1958 tildeltes æresboligen i Bakkehuset på Frederiksberg.

Han debuterede 1916 med den flagrende titel Vinløv og Vedbend, men gennembruddet blev digtsamlingen Hyben, 1917. Midt i Verdun-mentalitetens lammelse skrev han her: "Mit Hjerte har holdt hvad det loved engang:/ at briste i Solskin og gylden Sang,/ at fylde sig helt som et Bæger af Duft / med sitrende Lys og ukrænkelig Luft". Opfattelsen af dette blev ikke negativ eskapisme, men opløftelse over digtningens mod til at se ind i den uforanderlige livsfylde: "– den glæde ved livet, og den tillid til det, havde vi dårligt nok turdet føle. Han gav os lyst til at skrive og tro på, at det var noget væsentligt at være digter" (Tom Kristensen). Dette var Hans Hartvig Seedorffs afsæt og grundlaget for – samt forventningen til – de kommende samlinger: Fra Danmark til Dvina, 1918, Mod fremmede Stjærner, 1919, De syngende Palmer, 1921, I Dagningen, 1927, Genskær af Stjærnerne, 1937. Herimellem kom en række prosabøger (To i en Kuffert, 1928, "To tredje, Eldorado", 1929, Gudinder i Danmark, 1934) hvis prosas prægnante karakter ofte overses i lyskaskaderne fra hans lyrik, men tillige er der en tøven mellem digtsamlingerne der også viste, at ungdommen og skønheden måtte bæres på en ny måde.

I tonen i Hans Hartvig Seedorffs digtning folder "det danske sprog, som gennemrisler hjertet" sig ud i hvilende, åbne vokaler og en svævende fylde i melodigangen, ofte syngende og kun sjældent rungende i vellyden. Sætningerne er sig selv bekendt og løber til ende uden at fortabe sig. Livssynet har ikke spinkle vækster i sin poesis blå buket, men står på virkelighedens mark i denne digtning der rækker tilbage til førromantikkens inspiration: billederne præges af bugnende sensommer; den robuste, næsten drøje livsnærhed beåndes af sleben formskønhed. Forlægget er "Der Göttinger Hainbund" med L.H.C. Hölty og brødrene Stolberg: "Kom Hölty, vi går ad den kendte vej/vi vandred samdrægtigt så tit,/græsset er vådt og mildner/lyden af vore skridt". Skønheden er jordens eget mirakel. "Dybt under himlen blomstrer, det sværger jeg/skønhed som himlen ej aner og véd".

1942, til digterens 50-årsdag, samledes hans digte i tre bind der afklarede temaerne over for hverandre: Til Danmark og Dig, Palmer og Morild (udlændighedsdigtene) og I Glædens Kro (de dionysiske viser). Lige fra den nænsomme og lavmælte poesi til de officielle kantater og beredskabsdigte (som fx Nordens Svaner, 1938 og Der rider en Konge, 1941) og de lystige viser opnåede Hans Hartvig Seedorff en popularitet af næsten øredøvende karakter. Dette og den funklende flothed i digtenes form samt deres uforandret skønhedsbevidste tone igennem hans egen udvikling og på trods af tidens ismer fik i stigende grad professionelt-skeptiske litteratursmagere til at foruroliges over, at den sædvanlige digterkurve gennem kriser til selvopgør ikke blev fulgt. Hans Hartvig Seedorff ville sige at han i den klassiske forvirring omkring skønhedens forhold til virkeligheden havde fastholdt John Keats' motto: "Beauty is truth, and truth beauty", og fundet at denne holdning også var et barn af virkeligheden.

Uden for sin digtning arbejdede Hans Hartvig Seedorff i mange sammenhænge for kultur- og litteraturspørgsmål, bl.a. i forfatterforeningens og PEN-klubbens bestyrelser, i nordisk og dansk-italiensk samarbejde, som forbindelsesled mellem de allierede og statsradiofonien i krigens sidste år og i UNESCOs litteraturkomité samt det europæiske forfatterforbund. 1971–72 udgav han Troels-Lund: Bakkehus og Solbjerg I-III og skrev desuden Ceylon, 1950 og Pompeji, 1966 (ny udg. 1977).

For sin digtning har han modtaget en lang række priser: bl.a. Drachmann-legatet 1925, Brandes-legatet 1931, Pontoppidanlegatet 1941, Holberg-medaljen 1950, Dansk oversætterforbunds ærespris 1954, Oehlenschläger-legatet 1958, Aarestrup-medaljen 1959, Ewald-legatet 1965 og Lyriker-prisen 1967.

Ingenio et arti 1933.