Hans Egede Schack

Hans Egede Schack, 2.2.1820-20.7.1859, forfatter, politiker. Hans Egede Schack voksede op som den yngste af seks søskende, først i præstegården i Sengeløse, derpå, efter at faderen 1833 var blevet sognepræst ved Vor Frelsers kirke, på Christianshavn. Her blev Hans Egede Schack student fra Borgerdydskolen 1837. Den opdragelse Hans Egede Schack modtog af den pædagogisk engagerede, men nøjeregnende og selvrådige far, har været rigoristisk indtil det hårdhændede.

Hans Egede Schack blev cand. jur. 1844; under og umiddelbart efter hans studietid lagdes grunden til hans liberalistiske og skandinavistiske anskuelser. Hans Egede Schack blev aktiv i Studenterforeningen, var 1840 blandt initiativtagerne til det oppositionelle Studentersamfund der standsedes af konsistorium og politiet, sluttede sig helhjertet til studenterskandinavismen og deltog i toget til Uppsala 1843 og i studentermøderne i Kbh. 1845; vinteren 1845–46 tilbragte han påny i Uppsala hvor han dels modtog indtryk fra nyere svensk digtning (E.G. Geijer, P.D.A. Atterbom, C.J.L. Almqvist), dels omgikkes svenske liberale (L.J. Hierta, P.E. Bergfalk, A. Sohlman m.fl.). På den liberale fløj markerede Hans Egede Schack sig 1846–47 selv med flere politiske artikler i svensk studenter- og dagspresse, bl.a. om Sveriges trykkefrihedslovgivning. Han tiltrådte på dette tidspunkt samtlige studenterskandinavismens hovedideer: en politisk union mellem de skandinaviske lande (skønt erkendt som uaktuel), politisk liberalisme (fri forfatning) og Ejderpolitik. De to første holdt Hans Egede Schack fast ved resten af sit liv mens han snart reviderede den sidste.

Hans Egede Schack medvirkede under det politiske opbrud i martsdagene 1848 og deltog som frivillig med rang af korporal i krigen s.å. Efter hjemsendelsen sluttede han sig til bondevennerne og den tilknyttede, radikalt demokratiske Hippodrom-bevægelse. Som reaktion mod den valglov til den grundlovgivende rigsforsamling der foreskrev 1/4af pladserne besat ved kongevalg, udarbejdede Hippodrom-komiteen eller Valgreform-selskabet hvor Hans Egede Schack havde sæde et valgprogram i ti punkter efter liberalt-demokratiske principper. Dette program forsvarede Hans Egede Schack i sin pjece Om Valgreform-Selskabels Virksomhed og Angrebene paa samme, 1848, særlig energisk hvad angik etkammersystemet hvis optagelse på programmet skyldtes Hans Egede Schack selv.

Støttet af bondevennerne indvalgtes Hans Egede Schack i rigsforsamlingen okt. 1848 (valgt i Præstø amt). Hans Egede Schack deltog flittigt i drøftelserne, både af værnepligtsloven hvor han støttede alm. værnepligt og gik imod stillingsretten (retten til at lade en anden stille for sig i hæren) og af grundlovsudkastet hvor han bl.a. angreb en af staten privilegeret folkekirke såvel som adelens nedarvede forrettigheder samt anbefalede et etkammer-parlament, sammensat ved alm. valgret (uden census). I forhold til bondevennerne var han i hovedtendensen enig, men havde fra starten placeret sig acentralt pga. en række særstandpunkter og fik under samlingen kraftige betænkeligheder ved "partiets" hastige retræte fra principprogrammet.

Det mest markante blandt Hans Egede Schacks særstandpunkter udgjordes af hans holdning til det slesvigske spørgsmål som han efter revision af sin tidligere tilslutning til Ejderpolitikken nu foreslog løst ved en deling af Slesvig efter landalmuens sprog. Synspunktet fremførte Hans Egede Schack offentligt i sit lille skrift Om Slesvigs Deling, 1849 hvor han skelner mellem det til den absolutistiske regeringsform svarende statsretlige princip, hvorefter staten udgøres af fyrstens territorium i henhold til traktater, og det til den demokratiske regeringsform svarende nationale princip, hvorefter staterne er organismer der bør ændres, når formen (staten) er blevet inkongruent med indholdet (folket). Dette standpunkt der kun deltes af få i samtiden (C.G. Andræ, J.N. Madvig) medførte for en tid politisk isolation af Hans Egede Schack. Herunder kunne han dog komme offentligt til orde i 1848. Ugeblad for Politik og Litteratur der udgaves og – på ganske få undtagelser nær – også var forfattet af Hans Egede Schack, og som udkom med 26 numre à fire sider fra sept. 1849 til marts 1850. Bladet der var baseret på liberalt og nationalt idégrundlag, kommenterede aktuelle politiske forhold og begivenheder og polemiserede veloplagt mod bl.a. helstaten og dens repræsentanter.

Støttet af bondevennerne opstillede Hans Egede Schack som folketingskandidat (i Præstø amt) ved det første rigsdagsvalg dec. 1849, men faldt, angiveligt pga. sit slesvigske standpunkt. Da han ved et suppleringsvalg febr. 1850 atter opstillede (sst.), valgtes han dog hvorefter han havde sæde i folketinget indtil apr. 1853. Blandt de mange sager hvis behandling han gennem denne periode bidrog til var det nok udformningen af det offentlige lønnings- og pensionsvæsen og embedsmændenes økonomiske og politiske stilling der optog ham mest. Derimod viste han intet synderligt engagement for de centrale dele af bøndernes mærkesager: hartkornsegalisationen (udligning af beskatningen på hovedgårds- og bondejord), hoveriafløsningen og fæsteafløsningen. Dette kan ses i sammenhæng med det brud med bondevennerne der var en følge af Hans Egede Schacks kritiske og selvstændige holdning til dem, og som fandt sin ydre anledning, da Hans Egede Schack febr. 1850 nægtede at støtte Balthazar Christensens valg til statsrevisor.

Hans Egede Schack fremførte de flg. år en kraftig kritik af bondevennerne og deres ledere, både på rigsdagen og i flere mindre skrifter, af hvilke det grundigste er Bidrag til Bedømmehen af Rigsdagens Virksomhed II, 1852 der udgaves anonymt af den nationalliberale Femte juni forening. Hans Egede Schack havde nemlig i løbet af det foregående år fundet friktionsløs optagelse blandt sine nationalliberale ånds- og meningsfæller og var 1852–53 med til fra folketingets talerstol at tegne denne gruppes politiske profil i tre afgørende spørgsmål: 1) januarkundgørelsen 1852 som indskrænkede grundlovens gyldighedsområde til kongeriget, og som de nationalliberale bekæmpede i opposition mod den med bondevennerne allierede helstatsregering C.A. Bluhme, 2) rækkefølgen af toldgrænsens flytning til Elben og indførelsen af en fælles (helstats-)forfatning hvor de nationalliberale ville se denne før de accepterede dens administrative praktisering, og 3) arvefølgeloven hvis ophævelse af kongelovens arvefølgebestemmelser de nationalliberale ligeledes modsatte sig. Det var derfor på trods af bondevennernes modstand at Hans Egede Schack genvalgtes til folketinget (i Thisted amt) ved valgene aug. 1852 og febr. 1853; ved sidstnævnte valg deltog han i valgkampen med den anonyme pjece Rigsdagen og Ministeriet. No. 2, 1853, og besejrede marineminister Steen Bille.

Hans Egede Schack undlod at opstille til det flg. valg maj 1853, hvilket ofte har været tolket som tegn på en desillusioneret og defaitistisk holdning til politik. Kilderne peger imidlertid i modsat retning, og der er ingen grund til at ville betvivle eller supplere Hans Egede Schacks egen begrundelse for sin udtræden: hans notorisk dårlige helbred. Forbindelsen med det politiske liv vedligeholdt han gennem sit svogerskab med Andræ, hos hvem han ugentligt mødtes med Fr. Krieger og C.C. Hall. Her har han formentlig haft indflydelse på i hvert tilfælde den formelle udformning af den fællesforfatning, Andræ som medlem af ministeriet P.G. Bang udarbejdede og fik vedtaget 1855. Denne forfatning, der opererede med stærkt indskrænket valgret og var et kompromis mellem junigrundloven og det tidligere ministerium A.S. Ørsteds fællesforfatning blev det yderste Hans Egede Schack kunne forsvare i liberalitetens navn – og kun under hensyn til den "europæiske nødvendighed". Forsvaret skete gennem Hans Egede Schacks sidste politiske skrift Bondevennernes Parti og Forfatnings-Udkastet, 1855. Først efter dette tidspunkt da Hans Egede Schacks liberalisme var blevet politisk hjemløs udtrykte han en opgivende uvilje over for det politiske liv – men en stadig tilslutning til liberalismens ideer.

Hans Egede Schack valgtes okt. 1854 til landstingets sekretær og ansattes febr. 1855 som sekretær for konseilpræsidenten (premierministeren). Gennem sit ægteskab 1854 knyttede Hans Egede Schack sig yderligere til svenske liberale kredse, idet hans svigermor indtog en fremtrædende stilling ved Aftonbladet. Sine sidste år døjede Hans Egede Schack med stadig svagere helbred, og tabet af hans eneste barn 1858 nedbrød ham yderligere. Han døde af en tæringssygdom under et kurophold.

Man har ofte hæftet sig ved de tilsyneladende kraftige udsving i Hans Egede Schacks politiske kurs. Allerede vennen Rudolph Varberg opponerede herimod i sin nekrolog over Hans Egede Schack, og en nærmere undersøgelse efterlader også snarere indtrykket af en række konstante ideer og normer hvis anvendelse under skiftende forhold gav forskelligartede resultater. Først og fremmest var gennemførelsen af den optimale liberalisme Hans Egede Schacks ledestjerne gennem hele hans politiske virke; Hans Egede Schack forstod primært dette begreb som politisk (knyttet til grundlov og forfatning) men anvendte det også i sociale og økonomiske sammenhænge.

Hans Egede Schack motiverer desuden gennem hele sit virke sine skiftende politiske tilhørsforhold med de samme idealer: sagkundskab og førstehånds indsigt, individuel frihed (bl.a. i forhold til "partier") samt – ikke mindst – et principielt og konsekvent grundlag for beslutninger og handlinger. Disse idealer lader Hans Egede Schack fremstå som typisk repræsentant for den akademiske intelligens og embedsstand, hvilket bekræftes dels af hans varetagelse af denne gruppes interesser (jf. ovenfor), dels af hans forhold til andre sociale grupper: et ambivalent forhold til adelen som han omfatter med respekt-blandet affinitet samtidig med at han som liberalist ønsker adelige privilegier afskaffet, et ret indifferent forhold til det egl. borgerskab hvis næringsfrihed han støtter af principielle grunde, og en distanceret-protegerende velvilje over for bondestanden. Ikke blot politisk og socialt, men også ideologisk udtrykte Hans Egede Schack den liberale akademikers synspunkter: enhver bør være sin egen lykkes smed, individ og privatliv bør beskyttes mod statsmagten hvis myndighed generelt bør indskrænkes, kirken bør betragtes på linje med profane institutioner, kvindeemancipation og friere pædagogik bør fremmes etc.

Dec. 1857 (på titelbladet: 1858) udsendte Hans Egede Schack det værk der skulle sikre ham (på titelbladet: E. S.) varig berømmelse, nemlig romanen Phantasterne. Titelpersonerne er barndomsvennerne Conrad, en sjællandsk godsejers nevø, myndling og arving, Christian, søn af den stedlige præst, og Thomas, røgterdreng hos Conrads onkel. Bogen følger de tres udvikling frem til deres respektive sociale slutpositioner, med Conrad som hovedperson og jeg-fortæller. Conrad og Christian hengiver sig fra drengeårene til en fantaseren, hvorfra den snusfornuftige Thomas skeptisk distancerer sig. Fantasierne er rettet mod to mål: ære og eros. I første kap. styres drengenes fantasier alene af drømmen om ære, som feltherrer og aristokrater. I andet kap. er Conrad under forberedelsen til studentereksamen i Kbh. indlogeret hos sin tante Therese, en sensuel, overspændt ung enke som han yder feticherende pubertetstilbedelse og placerer i en række tænkte erotiske situationer. Mens han – tredje kap. – lever isoleret som stud.jur., kompenserer han for sin sociale ubetydelighed ved at hengive sig til både honorære og – stadig krassere – erotiske fantasier der efterhånden tager magten fra ham og i det flg. kap. udløser en krise. Denne overvindes, idet det lidt efter lidt lykkes Conrad at betvinge sin hang til fantaseren og aflægge sin embedseksamen. Femte og sjette kap. beskriver Conrads opnåelse af hhv. social status og personlig lykke: Hans slid som ministerialembedsmand belønnes med en smuk karriere, og han vinder den unge, til Danmark emigrerede spanske prinsesse Bianca med det demokratiske sindelag. Christian der ikke har haft styrke til at arbejde sig ud af fantasilivet er i mellemtiden endt på sindssygeanstalt. Thomas har derimod kunnet skabe sig en stilling som konsulent og underholdningsråd hos jyske godsejere under udnyttelse af drengefantasiernes sociale aspirationer.

Et gennemgående træk ved romanen er den konsekvente sammenknytning af fantasteri og feudalistisk samfundsorden på den ene side og virkelighed og liberalistisk samfundsorden på den anden. Sammenknytningen sker ved, at fantasiernes stof og forestillinger udgøres af typisk feudale træk (fyrste- og adelsvælde på grundlag af militærmagt og jordbesiddelse, høvisk eros etc.), mens virkelighedens univers er liberalistisk (Conrad som embedsmandstype, mesalliancen). Hovedpersonens bevidste udvikling væk fra det første henimod det andet, hvorved han opnår sin lykke, er signifikant for forfatterens syn på de to samfundsformer. På lignende måde udskifter Conrad undervejs opfattelsen af at være udvalgt med en erkendelse af eget arbejdes nødvendighed for opnåelse af lykke og status (arven efter onklen bliver netop uden betydning for hans karriere), og hans livssyn sækulariseres. Romanen der mindst af alt er en idealistisk dannelsesroman kan betragtes som liberalismens første konsekvente udtryk i dansk skønlitteratur. Det skal dog noteres at romanens liberalisme bærer præg af at være anskuet fra embedsmandens position.

I de bevarede forarbejder og kladder kan romanens tilblivelsesproces der strakte sig over ca. ti år følges i store træk: Hans Egede Schack har dels gennem rettelser på et tidligt tidspunkt konsekvent gjort fantasiernes universer "feudalistiske", dels har han først, da han i forbindelse med fælles-forfatningen af 1855 opgav politik som medium og vehikel for sin liberalisme forfattet romanens to afsluttende liberalisme-propagerende kapitler. – De to gennemgående tendenser i samtidens talrige anmeldelser var udtryk for bogens originalitet og beklagelse af dens manglende idealitet.

I nyere tid har interessen for Phantasterne været stigende; herom vidner dels de mange optryk (11. udg. 1970), dels kritiske og videnskabelige behandlinger der har set romanen i litteraturhistorisk, psykologisk eller politisk sammenhæng. Efter Phantasterne påbegyndte Hans Egede Schack udarbejdelsen af en ny roman, Sandhed med Modification som han dog ikke nåede at fuldføre (fragment udg. af Vald. Vedel 1890, først udg. in extenso af Carl Dumreicher 1954 og Hans Hertel 1968). Bogen har pædagogisk emne: provst Bjelkes strenge og autoritære opdragelse af sin søn Casimir fører til frygt og bedrageri, mens lærer Dirksens frie og sandhedskærlige anskuelsesundervisning udgør det positive modstykke. – I forbindelse med begge romaner har indflydelsen fra Poul Martin Møller hyppigt været fremdraget. Mens denne påvirkning nok er umiskendelig med hensyn til psykologi ("affektationslæren") og stil bør den ikke skygge for afgørende ideologiske forskelle mellem idealisten Møller og liberalisten Schack.

Med den Vedelske familietradition som grundlag er der ofte tegnet et billede af Hans Egede Schacks temperament som rastløst og neurotisk. Hans politiske og litterære virksomhed vidner snarere om roligt overblik og afbalanceret jugement. I sin personlighed forenede han en elskværdig studentikos kammeratlighed og humor med et skarpt kritisk og analytisk intellekt, civil og militær courage og en temmelig ubøjelig principfasthed.

Justitsråd 1858.