Hans A. Djurhuus, Hans Andreas Djurhuus, 20.10.1883-6.5.1951, forfatter, pædagog. Født i Áarstova, Tórshavn, død sst., begravet sst. D. tog lærereksamen i Torshavn 1905, besøgte i tre semestre Statens lærerhøjskole og foretog studierejser til forskellige læreanstalter i de skandinaviske lande. Fra 1905 arbejdede han som lærer ved forskellige skoler i sit hjemland og fra 1919 var han knyttet til Færøernes mellem- og realskole og seminarium. D. var i mange år leder af Føroya forngripagoymsla (folkemindesamling) og grundlagde sammen med sin hustru Færøernes søfartsmuseum. I flere år var han også leder af Torshavns teater. Æresmedlem af Føroya lærarafelag og af Føroyingafelag i Kbh. D. har udgivet digtsamlingerne Hin gamla Søgan, 1905, Barnarímur, 1915, Hildarljóð, 1916, Søgumál, 1922, Sjómannsrimur, 1925, Halgiljóð, 1932, Morgum- og kvøldsálmar, 1934, Vndir viðum lofti, 1934 og Yvir teigar og tun, 1936, skuespillene, Marita 1908, Annika, 1917, Álvaleikur, 1930, Eitt ódnarkvøld, 1930, Traðarbøndur, 1933, Løgmannsdóttirin i Vágum, 1936 og Eitt leygarkvøld i Bringsnagøtu, 1947, fortællingerne Smásøgur og ævintýr, 1922, Eitt ár til skips, 1922, og Beinta, 1927, Ævintýr, 1929, lærebøgerne Barnabókin, 1923 og Føroya søga, 1924 (forøget udg. 1952). Nogle livserindringer er nedfældet i Í mánalýsi, 1950. I norsk oversættelse udkom 1936 Havet song. Oversættelser til dansk foreligger i Poul P. M. Pedersens to færøske antologier Røster fra Nordatlanten, 1942 og Mellem bjærg og brænding, 1956.Både som personlighed og som digter glider D. ind i rækken af det færøske folks store lærere og opdragere. Sit strømmende lyriske talent stillede han til rådighed allevegne hvor der var brug for det. Blandt færøske digtere er han den frodigste og den gavmildeste. En stor del af hans frembringelser består af lejlighedssange og historiske læredigte. Hans fædrelandssange kendes og synges af hvert barn på Færøerne. Barnabókin, en poetisk beåndet læsebog for de yngste skolebørn, er udkommet i syv udg., tilsammen 22.000 expl.; men han har også skrevet små skuespil og fortællinger, ja, ingen litterær genre er ham fremmed. Sit ypperste nåede han dog i det lyriske digt; hans poesi nærmer sig hvor den er bedst det folkeviseagtigt enkle og inderlige. – D. var af profession lærer og var det også con amore. Både som mentor og som digter indtager han en central plads i sit folk.

Både som personlighed og som digter glider D. ind i rækken af det færøske folks store lærere og opdragere. Sit strømmende lyriske talent stillede han til rådighed allevegne hvor der var brug for det. Blandt færøske digtere er han den frodigste og den gavmildeste. En stor del af hans frembringelser består af lejlighedssange og historiske læredigte. Hans fædrelandssange kendes og synges af hvert barn på Færøerne. Barnabókin, en poetisk beåndet læsebog for de yngste skolebørn, er udkommet i syv udg., tilsammen 22.000 expl.; men han har også skrevet små skuespil og fortællinger, ja, ingen litterær genre er ham fremmed. Sit ypperste nåede han dog i det lyriske digt; hans poesi nærmer sig hvor den er bedst det folkeviseagtigt enkle og inderlige. – D. var af profession lærer og var det også con amore. Både som mentor og som digter indtager han en central plads i sit folk.

Familie

Forældre: jordbruger og fisker Ole Jacob D. (1832–1909) og Else Marie Poulsen (1847–97). Gift 1. gang 16.2.1920 i Torshavn med Jutta Therese Ziska, født 2.10.1879 i Kbh., død 10.8.1923 i Torshavn, d. af tømrer ved Den grønlandske handel, Ole Jacob Z. (født 1854) og Johanne Frederikke Joensen (født 1856). Gift 2. gang 16.11.1925 på Nólsoy med Petra Christina Anna Petersen, født 11.8.1892 på Nólsoy, d. af kongsbonde Peter Ferdinand P. (1855–1938) og Anna Baja (1862–1932). - Bror til J. H. O. D.

Udnævnelser

R. af St. Olavsordenen 1947.

Ikonografi

Buste af C. Arvesen (ved amtsbibl., Torshavn). Foto.

Bibliografi

H. A. D.: Ritsavn I-VII, Torshavn 1952–62 (Saml. værker). – Chr. Matras: Føroysk bókmentasøga 1935. Lærarafolk i Føroyum 1870–1956, Torshavn 1957.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig