Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H. F. Ewald

Oprindelig forfatter UAn
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

H. F. Ewald, Herman Frederik Ewald, 13.12.1821-29.4.1908, forfatter. Født i Kbh. (Garn.), død i Fredensborg, begravet i Asminderød. E. kom af officersslægt, faderen var generalmajor og, specielt under Christian VIII, nært knyttet til hoffet. Sønnen følte sig dog på ingen måde tiltrukket af det militære, af større betydning for hans forfatterskab blev hans families faste forankring i det københavnske bourgeoisi. 1834, tretten år gammel, blev han elev på Sorø akademi hvor han havde B. S. Ingemann som dansklærer. Efter studentereksamen 1841 begyndte han uden større interesse at læse jura. Snart efter brød han af og blev forpagter på Gersdorfslund under godset Rathlousdal i Jylland, men da arbejdet ikke ville lykkes for ham tog han uddannelse som landmåler og slog sig derefter ned i Gram i Sønderjylland. Efter krigen 1864 flyttede han til Helsingør, derfra til Hillerød, og 1874 til København. Sine sidste år tilbragte han i Fredensborg. Efter 1864 levede han udelukkende som forfatter.

Størst litterærhistorisk interesse knytter der sig til hans udviklingsromaner med samtidsmiljø. Det københavnske borgerskabs værdinormer genfinder vi overalt i hans romaner. Han var en troende kristen og reagerede stærkt mod brandesianismen. Han hyldede kongemagten men stod specielt for en borgerlig standsbevidsthed, vendt på én gang mod den gamle adelsoverklasse og det fremvoksende industriproletariat med dets sociale ideer. Hans forfatterskab ligger på linie med andre konservative digtere i tiden som Henrik Scharling, Chr. K. F. Molbech og Erik Bøgh der videreførte romantikkens ideer og stil i bevidst kampposition mod naturalismen og fritænkeriet efter 1870. – E. debuterede sent, som 40-årig, med Valdemar Krones Ungdomshistorie, udgivet anomymt i 1860. Titelpersonen er en Adam Homoskikkelse der bedøver sin indre samvittighed for at gøre karriere. Han når vidt, men føler sig i længden ikke hjemme i forstillelsens saloner. Over for aristokratiets kunstige miljø stiller forfatteren borgerskabets sunde og produktive verden som Valdemar burde være forblevet i. Heltens ungdomsven og modpol, Frank, er en ung radikaler som dog sluttelig tilpasser sig samfundet. Ikke mindst opmuntret af en positiv anmeldelse af Henrik Ibsen fortsatte E. sit forfatterskab, nu under eget navn, med Familien Nordby, 1862 hvor det driftige handelsliv stilles frem som idealet. I hans tredie nutidsroman Johannes Falk, 1865 er holdningen atter vendt mod såvel aristokratiet som samfundsomstyrtere. I alle tre romaner gives der interessante samtidsskildringer, således er Familien Nordby henlagt til det økonomiske kriseår 1857, og Johannes Falk til de religiøse vækkelser i 1830erne. I en senere samtidsroman Knud Rydbjergs Livs-eventyr fra 1868 har E. tegnet en Aladdin-skikkelse der opnår lykken, men rammes af nemesis fordi han kun har interesseret sig for det materielle.

Størst folkelig succes har E. haft som forfatter af historiske romaner hvortil han vaktes dels af begivenhederne i 1864, dels af det historiske miljø i bopælsbyen Helsingør. Selv tilstræbte han højeste historiske korrekthed og angreb såvel sin samtidige Carit Etlar (Brosbøll, Carl) som sin gamle dansklærer B. S. Ingemann for deres historiske upålidelighed. At E. aldrig opnåede deres store popularitet skyldes ikke alene at hans beskrivelser af personer og miljøer i deres korrekthed virker noget tørre, men også at han ofte benytter de historiske begivenheder til moralsk, borgerlig belæring hvilket allerede Georg Brandes bebrejdede ham. Af de historiske romaner skal nævnes Svenskerne paa Kronborg, 1867, Den skotske Kvinde paa Tjele, 1871, Knud Gyldenstjerne, 1875, Caroline Mathilde, 1890, Leonora Kristina, 1895, Kristian den Anden, 1898 og Daniel Rantzow, 1899.

Annonce

Familie

Forældre: kaptajn, senere generalmajor Carl v. E. (1789-1866) og Frederikka A. K. Rosenstand-Goiske (1793-1855). Gift 14.7.1855 i Gråsten med Julie Caroline Oest, født 8.10.1836 i Nakskov, død 16.11.1907 i Fredensborg, d. af byskriver i Nakskov, senere byfoged i Fåborg og kancelliråd Nicolai O. (1794-1849) og Henriette Emilie Christine Wolgand (1800-80). -Far til Carl E.

Udnævnelser

R. 1867. DM. 1896.

Ikonografi

Træsnit af H. P. Hansen, 1871, en række litografier og træsnit efter dette. Tegn. af L. Find, 1898. Radering af Axel Hou, 1899.

Bibliografi

Udg. Saml. hist. romaner I-XIX, 1928 (m. indledn. af Johs. Brøndum-Nielsen).

Kilder. Selvbiogr. i III. tid. 4.12.1898. H. F. E.: Livserindringer, 1905 = En slægts hist., ved Th. og H. F. Ewald II.

Lit. Carl Andersen i III. tid. 24.12.1871. Sst. 10.5.1908. Alfr. Wimmer: Æsthetiske skizzer, 1882 1-32. Axelline Lund: Spredte erindr., 1917. H. G. O[lrik] i Soranerbl. VI, 1922 74f. Olaf Carlsen sst. XIII, 1928 9-13 20-23. Aug. F. Schmidt i Sønderjydsk månedsskr. VII, 1931 132-37 og sst. XXII, 1946 170f. Samme i Sønderjydsk jul XVII, 1944 (6 upag. sider). Aladdinnoureddin traditionen, af Jens Kr. Andersen og Leif Emerik, 1972, 108f 125-27 134f. Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Uffe Andreasen: H. F. Ewald i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289286