Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

H.V. Kaalund

Oprindelig forfatter OFriis
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

H.V. Kaalund, Hans Vilhelm (Wilhelm) Kaalund, 27.6.1818-27.4.1885, forfatter. Født i Kbh. (Helligg.), død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). I morfaderens have, der gik ned til Sortedamssøen, og på Volden levede K. et barndomsliv i kontakt med naturen (se Da de rev Voldene ned). Han er gennem hele livet knyttet til "Grænsen mellem Stad og Land". Efter faderens død kom han på H. E. Freunds atelier for at blive billedhugger, men begyndte allerede her at male og gik samtidig på kunstakademiet. Han udstillede 1839 et billede på Charlottenborg (Landskab). Der grundlagdes hos ham i disse år en forkærlighed for en fri kunstnertilværelse. Blandt kammeraterne fik han i Adolf Jerichau en nær ven med hvem han fablede om romantiske rejser til fjerne lande. Mere og mere trængte hans litterære interesser sig i forgrunden. Han sværmede for Adam Oehlenschläger og N. F. S. Grundtvig, skrev til den sidstnævnte et digt som han overrakte ham efter afslutningen af forelæsningerne på Borchs kollegium 1838. En "Hilsen til Thorvaldsen" ved dennes hjemkomst og et digt ved Frederik VIs død vakte en vis opmærksomhed. P. O. Brøndsted fattede interesse for ham og underviste ham privat. Efter et første frembrud af en nervelidelse 1838 boede han de følgende fire år fra tidligt forår til sen høst i Farum. Han blev her midtpunktet i en flok af unge som han førte an i et sommerferieliv med bådfarter og køreture, med "forvovne Streger og Eventyr" (se Til Familien i Præstegaarden, rettet til pastor Aagaards i Farum). Han var inde i en gæringstid der kulminerede 1842 med et nyt nerveanfald. Et halvt år lå han på Frederiks hospital, lidende af "en aandelig Forløftelse", lægen Ole Bangs udtryk. Farum-årene er hans digteriske gennembrudstid. Han debuterede 1840 med det efteroehlenschlägerske epos Kong Haldan den Stærke og et bind Samlede Digte der mellem ren efterklangspoesi indeholder personligt farvede tankedigte (Mit rette Selv, Efteraarsnaturen) og små studier efter naturen som Farum og det, i den senere omarbejdede form, så bekendte digt Konen ved Ledel i Frederiksdal. Et nyt epos, Valkyrien Gøndul, 1842, viser tilnærmelse til en mere spekulativ retning i poesien, men dets værdi ligger ikke i det allegoriske apparat, men i dets naturbilleder og friske skildringer af friluftsliv (Fostbroderskabet og Hedin og Hilde), gennemslag af Farum-tidens virkelighedsoplevelse.

I løbet af 40erne gled K. som københavnsk litterat naturligt over i den kreds af litterære og politiske løsgængere der karakteriserer tiåret, især P. L. Møller, Meïr Goldschmidt og Poul Chievitz, til hvis vaudeville En Fortid K. var med til at udkaste planen. Selv producerede han kun nødigt, han udtømte sig i samtaler. Det blev dog til et nyt digtbind Fabler og blandede Digte, 1844 og en lille tidssatire Humoristisk Pjece af Benjamin Sahl, s.å. Sammen med ungdomsvennen J. Th. Lundbye lavede han den nu klassiske børnebog Fabler for Børn, 1845 (bl.a. Spurveungen, Kongen og Hesten, Maagen, Den dræbte And og Abekatten). Med Jul. Chr. Gerson udgav han Maanedsskrift for Børn (1845–47), hvori bl.a. fremkom Bjørnen som Rytter og Den firbenede Proletar. De politiske og nationale begivenheder 1848 greb K. stærkt (Tre Tidsdigte, Til Kong Frederik den Syvende og Sang for det danske Folk) og rykkede ham ud af hans løsgængertilværelse. På grund af svagt helbred meldte han sig dog først 1849 som soldat. Han gjorde krigen med som trænkommandant og intendant, sidste år som ambulanceforvalter. Efter hjemsendelsen begyndte hans kamp for eksistensen, en hård livets skole: tre år huslærer i Hellebæk, 1854–56 bestyrer af et teglværk mellem Sletten og Humlebæk. Her traf han sin senere hustru, til hvem han ved bortrejsen sendte frierdigtet Maaske. En kort tid var han ansat ved den kgl. mønt, næsten et år holdt han ud ved telegrafvæsenet i Haderslev. Efter tilbagekomsten til Kbh. ordnede han og udsendte digtsamlingen Et Foraar, 1858, der med ét slag gjorde ham til en anerkendt digter. Kun en lille håndfuld digte er nye, den store hovedmængde er et kritisk udvalg af hans tyveårige lyriske produktion, i renset og omhyggeligt gennemarbejdet form. Digtsamlingen kom hurtigt i nyt oplag. K. og tiden havde fundet hinanden. Man mødte her sine egne tanker og stemninger: kærlighed til naturen, alvorlig fædrelandsfølelse, tro på det bestående og samtidig lidt frihedssværmeri, opposition mod etikette og tvang, bag alt en kristelig overbevisning, en idealistisk tro på lysets sejr. Formens fasthed og tonens lavmælte vederhæftighed gav det hele et præg af oplevet, tilkæmpet livsindhold. En i sit væsen romantisk livsfølelse havde fået ligesom virkelighedens stempel.

I dec. 1859 udnævntes K. til overlærer ved det nyoprettede Vridsløselille cellefængsel, og nogle måneder senere giftede han sig. Han havde endelig fundet sin plads i "Virkeligheden". Hans årsberetning for 1862, Om Cellestraffen, trykt i Nordisk Tidsskrift for Fængselsvæsen 1885, viser hvorledes han med overbevisning optog kampen for cellefængslets idé: forbedring af fangerne gennem samtaler og moralsk påvirkning af den enkelte. Med sin mangeartede livserfaring forstod han at vinde fangernes tillid. Det mere kontormæssige arbejde der var forbundet med hans gerning sled på hans kræfter og tog hans tid. En større udenlandsrejse 1863 på det Anckerske legat bragte en afveksling i ensformigheden (Rejsetummel). På svipture til Kbh. holdt han sine litterære forbindelser vedlige, og han knyttede nye venskaber, bl.a. med Holger Drachmann og Sophus Schandorph. Hans hovedarbejde fra denne periode er det lyriske drama Fulvia, bygget over et antikt emne efter en munkelegende. Det udsendtes i bogform 1875, men først efter langsommelige forhandlinger og to påkrævede omarbejdelser nåede det frem på Det kgl. teater 1881. Det oplevede halvtreds opførelser i de følgende ti år. 1877 samlede han hvad han havde liggende af lyrik, i et lille bind der på Drachmanns forlag fik titlen En Eftervaar. Digtsamlingen får sit præg af hans mandigt-resignerede bekendelser til virkeligheden: Paa det Jevne, I en Solskinskrog og Til Virkeligheden, og de patetiske dyredigte i hvilke romantikeren gemmer sig: Løven i Slippen, Araberen og Ravnen. I halvfjerdsernes diskussion greb han ind med sit digt En aaben Hilsen til Holger Drachmann der fremkaldte en litterær fejde (Nær og Fjern, 1878–79) med denne og Schandorph (jfr. Krydsede Klinger. Digternes Fejde 1877–80, 1918). Som i sine tidligere digte til og om "Tiden" forsøger K. at indtage en stilling over partierne. Han vil vække til eftertanke og besindelse. Han begynder med at formulere et idémæssigt program, men ender med at bekende sin kristne tro (Brændende Spørgsmaal, Idealitet og Realitet). Efter sin afsked 1881 levede han i Valby og på Frbg. Otto Borchsenius udgav efter hans død et bind Efterladte Digte (1885).

Annonce

Familie

Forældre: premierløjtnant, undertoldbetjent Marinus Nicolai K. (1790–1832) og Juliane Marie Schmidt (1789–1865). Gift 6.3.1860 i Asminderød med Cathinka Julie Jensine Jensen, født 16.9.1836 i Sletten, død 8.5.1901 i Brejning, Gauerslund sg., d. af købmand Jørgen Bendix J. (1802–64) og Vilhelmine Dauv (1803–70).

Ikonografi

Tegn. af J. V. Gertner, 1846. Afbildet på mal. af Fritz Jürgensen, 1855. Tegn. af H. Olrik (Kgl. bibl.) udført efter foto som forlæg for træsnit 1866. To træsnit 1870, af J. F. Rosenstand 1872 og 1879, af F. Hendriksen, 1881, efter tegn. af F. Henningsen, af H. P. Hansen, 1882 og af P. L. Bevers, 1883. Radering af G. V. Blom, træsnit i samme type af H. P. Hansen, 1886 og radering af H. Nik. Hansen, 1897. To træsnit 1886. Relief på gravstenen, afbildet på træsnit 1887. Buste af Aksel Hansen 1886 og 1918 (Fyns stifts mus.), rejst som monument 1919 (Allégade, Kbh.). Træsnit af Emil Villumsen.

Bibliografi

H. V. K.: Saml. digtninge, ved Otto Borchsenius, 1914 (2. opl. 1920). – Zakarias Nielsen: H. V. K., 1886. Otto Borchsenius: Hjemlige interiører, 1894 107–16. Samme: To digtere, 1894 106–93 (særskilt udg. m. titlen: H. V. K., 1918). S. Schandorph i Forfatterbogen, 1898 51–56. Georg Brandes: Saml. skr. II, 1899 440–46. Jens Michelsen: H. V. K., 1901. Nic. Bøgh: H. V. K., 1906. Edv. Agerholm i Vor fortid II, 1918 321–28. H. Høffding: Erindr., 1928 88f. Paul V. Rubow: Epigonerne, 1956 15–23. F. J. Billeskov Jansen: Om H. V. K. og hans Fabler for børn, 1969. E. Funch: Et digterhjem i Vridsløselille. Om K.s virke ved fængslet 1859–81, 1979. -Papirer i Kgl. bibl. og Bakkehuset.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Oluf Friis: H.V. Kaalund i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292421