H.C. Branner

H.C. Branner, Hans Christian Branner, 23.6.1903-23.4.1966, forfatter. H.C. Branner voksede op i en familie af frisindede pædagoger. Hans morfar H.C. Frederiksen stiftede på grundtvigske idealer sin "personlige skole" som siden blev til Ordrup gymnasium. I 1920erne forsøgte H.C. Branner sig med ærgerrige digterier, ville også være skuespiller og kom tilsidst ind i praktisk arbejde på et forlag. Han var i disse lærerige år stærkt betaget af Hamsuns stilkunst og en, dog ikke ukritisk, forventning om freudianismens frigørende kræfter. Allerede før sin forbavsende modne debutroman Legetøj, 1936, vandt han med noveller og hørespil ry for psykologisk følsomhed og flydende poetisk sprog. Legetøj – den dag i dag hans mest læste bog – er en kollektiv socialrealistisk roman om den magtdyrkende småkapitalismes forvrængning af menneskesindet. Og om en ung mands oprør idet han ledet af sin elskedes fribårne kvindelighed erkender at "det eneste faste i verden er et menneskes etiske værd". Bogen markerer to hovedtemaer i hele H.C. Branners digtning: at magtmenneskers tyrannisering af omgivelserne dækker over personlig umodenhed; og: det er muligt for psykisk plagede mennesker at ændre sind og vinde ny holdning.

Hans næste roman Barnet leger ved Stranden, 1937, handler om at en sjælesyg mand og social taber på egen hånd bruger bl.a. den psykoanalytiske freudianisme til at helbrede sig for virkningerne af autoritær opdragelse og erotisk nederlag. Der er store kunstneriske forskelle mellem disse to romaner, begge naturalistiske, hvorimod Drømmen om en Kvinde, 1941, dristigt eksperimenterer med en række visioner om erotiske sammenhænge mellem mennesker på trods af naturlig sandsynlighed; bogen rummer også nogle hvasse realistiske billeder af erotisk og social forvrængning. Mere og heldigere end nogen anden dansk digter benytter H.C. Branner i denne bog – ligesom overhovedet, med vekslende omfang, i al sin fortællekunst – den såkaldte stream of consciousness; i et ofte meget lyrisk sprog lader han sine personer give tilbageblik på deres liv eller ytre fremtidsanelser. Men tillige forankrer han dem altid i den aktuelle samtid; Drømmen om en Kvinde har til baggrund krigsudbruddet 1939. Samme synspunkt gælder også – når man tænker på hans noveller Bjergene, 1953 fra krigens tid og lige efter samt nogle af prosastykkerne i Vandring langs Floden, 1956 om tilstande i Tyskland – for en af de mange tolkninger der kan gives af romanen Rytteren, 1949. I og for sig er den et mod- og sidestykke til Drømmen om en Kvinde hvor temaet er at en ung kvinde hjælper to mænd til at acceptere virkeligheden.

I Rytteren hjælper en mand som synes svag og naragtig en hovmodig kvinde til at frigøre sig fra sin seksuelle binding til mindet om sin afdøde elsker som var et fabelagtigt erotisk magtmenneske, en hersker og ødelægger. H.C. Branner synes at have transponeret den tyske diktator fra det politiske plan over på det dybdepsykologiske. Lægen i Rytteren åbenbarer en slags humanisme som skaber den forandring i hans veninde at hun fra at være stivnet i eftervirkningen af tyrannens onde adfærd imod hende bliver hans kærlige elskerinde og medarbejderske i hans lægegerning; han hjælper hende fra en fantasteksistens til at acceptere virkeligheden. Denne roman er H.C. Branners mest fastkomponerede, man mærker at digterens vision af dens temaer har foresvævet ham i novellens kortform samt som drama – den er også opført som skuespil (Stockholm 1950, København 1952). En lignende skematisk komposition ligger til grund for hans sidste roman Ingen kender Natten, 1955. Men her har han bragt alle sine fortælletekniske virkemidler til fuld, virtuos udfoldelse. Den foregår i besættelsestidens og modstandskampens sidste fase. En mand fra en menneskeligt forrådnet kreds af kapitalister i samarbejde med tyskerne mødes med en jaget kommunistisk frihedskæmper, og der opstår et broderskab mellem dem. De dør sammen under et tysk angreb på flygtninge i et pakhus på Christianshavn. Fortællingen er gennemtrukket af symbolik men samtidigt bidende realistisk. Angst og tillid, kulturnihilisme og opdagelse af menneskesindets naturlige grundværdier kontrasterer i brede udførelser og knappe episoder.

Gennem hele sit forfatterskab har H.C. Branner arbejdet med at skrive noveller, en genre han gav sin særlige form og som har vundet ham størst beundring. De handler mest om kærlighedskonflikter i alle livsaldre, børn i pubertetens uberegneligheder, lykkelig ung elskov, ægteskaber i rivning og resignation, afblomstrede menneskers forsøg på at genvinde den store kærlighed gennem fantasiens brydninger med virkeligheden. De første af hans fem samlinger er socialt betonede, de senere bevæger sig på grænsen af fantastiske fortællinger. Et fremherskende tema er menneskers udøvelse af magt over hinanden, pigers over drenge, fædres over deres børn, i reglen med dystre virkninger. Dog, Historien om Børge, 1942 som er typisk for den mere realistiske part af hans novellekunst skildrer hvorledes en sky, overordentlig følsom purk heldigt kommer igennem barneforelskelsens tjørnekrat og slipper fri af en truende moderbinding, ikke mindst i kraft af sin mors kloge uselviskhed. Fædrenes tyranni er derimod den uhyggelige drivkraft i kammerspillet Søskende, 1952 og det ibsenske drama Thermopylæ, 1958. I dem begge øver kvindelig godhed en relativt forsonende virkning. Men navnlig i Thermopylæ hævder en videnskabsmand og "humanist" sine idealer på en så selvisk måde at han lægger sin families liv i ruiner, og bliver et unødigt offer for besættelsestidens tyske terror. Hans tragedie udspringer af foragt for virkeligheden.

H.C. Branners digtning udmunder i en novelle Skrevet i Vand (i samlingen Ariel, 1963) og et radiospil som har samme tema og samme personer: Et Spil om Kærligheden og Døden, 1960. De udtrykker begge en kunstners kamp for at finde fantasibelyste veje for menneskesindets forhold til virkeligheden. H.C. Branner var den første der hævede radiohørespillet til et forsvarligt kunstnerisk niveau. Flere af hans værker virkede som æggende, fortolkningsrige indlæg i hans samtids kulturpolitiske debat. Han er en af dansk prosas ypperste, mest særprægede mestre. Han døde efter nogle års sygdom.