Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gyrithe Lemche

Oprindelig forfatter SFab
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Gyrithe Lemche, Ellen Gyrithe Lemche, 17.4.1866-3.5.1945, forfatter. Født i Kbh. (Pauls), død i Lyngby, begravet sst. L., som stammede fra et solidt borgerligt miljø, ønskede som ung at skaffe sig selvstændighed gennem en højere uddannelse. 1887 blev hun student fra N. Zahles skole, men efter kort tid opgav hun sine tyskstudier på grund af en fremmedfølelse som en af de få kvindelige studerende på universitetet. Herefter fungerede hun nogle år som lærerinde ved faderens skole, Lyceum, et arbejde som hun også opgav da hun blev gift. – De to store temaer i L.s liv og virksomhed er hjemstavnen og kvindesagen. I sin barndom holdt hun til på morfaderens gård ved Lyngby, og her boede hun i hele sit voksne liv. I den selvbiografiske roman Tempeltjenere I-III, 1926–28, har hun beskrevet begge sider af sit liv, det indadvendte som barn og voksen i Lyngby, kaldet Gentofte i romanen, og det udadrettede som kvindesagskvinde. Selv opfattede hun sin forfattervirksomhed som stående midt imellem. Hendes to første bøger viser begge sider af hendes engagement. I debutbogen Soedtmanns Jomfruer, 1898, gives en række portrætter af beboerne på en stiftelse i Lyngby, men i sin anden bog Folkets Synder, 1899, tager L. for første gang et kvindesagligt tema op: konsekvenserne af den manglende lovgivning omkring og fortielsen af kønssygdomme. Bogen kan betragtes som en udløber af sædelighedsdebatten og lægger sig i forlængelse af det bjørnsonske synspunkt, at mændene skulle tage ved lære af kvinders monogame livsform. I sit syn på kvinders seksualitet er L. dog modsætningsfyldt; i artikler angreb hun ethvert forsøg på frigørelse (som det fx kom til udtryk i Agnes Henningsens liv og romaner), men samtidig bryder hun selv mange tabuer i sine romaner som rummer malende seksuelle beskrivelser. Det absolutte krav fra L.s side er at seksualitet og kærlighed forbindes, selv om det så sker uden for ægteskabet. Derimod tager hun skarpt afstand fra enhver form for prævention, som det fremgår af "Tempeltjenere" og polemikker med Thit Jensen.

Det fiktive forfatterskab udspiller sig ofte på baggrund af landskaber og miljøer i Kbh.s nordlige omegn, L.s hjemstavn. I hovedværket Edwardsgave I-V, 1900–12, har hun givet et stort billede af samfundsudviklingen fra den florissante periode i midten af 1700-tallet til sin egen samtid. I skildringen af de to købmandsslægter, Valeur og Krüger, har L. benyttet træk fra sin mors slægt. Men gennem en række personer som L. har formået at gøre til typer opnår værket en høj grad af realisme og tåler sammenligning med nogle af de store slægtsromaner i verdenslitteraturen. Titlen Edwardsgave er navnet på et familiegods hvis virkelige forbillede er Næsseslottet ved Furesøen; værket inddrager også i vidt omfang realhistoriske begivenheder. Men det lokal- og nationalhistoriske får større tydelighed i De Fyrstenberg Bønder, 1905 som indeholder en række næsten dokumentariske beretninger om livet blandt bønderne på det bernstorffske gods fra stavnsbåndets ophævelse til industrialiseringen. Lotte van Joost, 1924, er en dagbogsroman fra 1700-tallets Lyngby som beskriver en ung piges splittelse mellem hensynet til familien og kærligheden. Det sidste store værk af denne type er Strømmen, 1929–32. Her går L. tilbage til middelalderen og slutter i midten af forrige århundrede i sin skildring af livet omkring Mølleåen. I nogle få af de rent fiktive værker kommer L. ind på aktuelle, (kvinde)politiske forhold. I "Paa godt og ondt". En Bog om Ungdom, 1924, diskuteres opdragelsesprincipper, samtidig med at den beskriver svindel i forretningsverdenen under første verdenskrig. Vuggen gaar, 1935, er et indlæg i debatten om børnetilskud, men den er samtidig et forsvar for den ugifte kvindes ret til børn.

Overgangen mellem fiktion og sagprosa er glidende i L.s forfatterskab. Hendes kvindesaglige artikler er meget metaforrige og har ofte allegoriske træk. De er tit svære at skelne fra hendes noveller. Et eksempel på denne genre i fiktiv form er fortællingen Retfærdighedens By fra samlingen Anadyomene og andre Fortællinger, 1910. Her lader L. forskellige samfundssyn tale gennem to kvinder i beskrivelsen af et antiutopisk samfund. Den samme teknik benyttede hun i en lang række artikler i Dansk kvindesamfunds blad, Kvinden og Samfundet (fx 1911, nr. 21) som hun redigerede 1913–19. Allerede 1910 havde hun udgivet Kvindesagen i Sang, Tale og Skrift; de næste 14 år indstillede hun sin skønlitterære produktion for en storstilet aktivitet i DK, bl.a. som formand for forretningsudvalget. Selv om Astrid Stampe Feddersen var landsformand i denne periode, var L. foreningens chefideolog. Hun rejste landet rundt og stiftede nye kredse, men hendes største indsats blev hendes bidrag til kvindebevægelsens kommunikationsformer og historieskrivning. I Dansk Kvindesamfunds Historie gennem 40 Aar, 1912 (2. udg. 1939 m. tillæg) har hun skrevet DK's officielle historie, men i Tempeltjenere har hun givet et billede af sin egen oplevelse af modsætningerne i foreningen, især omkring kampen for kvindevalgretten (1915) og kvindesagens videre skæbne, efter at den var opnået. L. mente at der burde stiftes et særligt kvindeparti, mens flertallet i DK mente at kvinderne burde glide ind i deres respektive partier. Det førte til den s.k. paladsrevolution hvor L. og hendes sympatisører måtte trække sig tilbage fra nøglepositionerne. L. brød aldrig med foreningen, og hun fungerede endda som landsformand 1921–22, men nederlaget skabte megen bitterhed hos hende. – Det kvindesyn der fremgår af såvel L.s fiktion som hendes politiske virksomhed, hylder de s.k. kvindelige værdier, idet hun mente at samfundet ville undergå en forandring til det bedre i det omfang kvinder fik politisk indflydelse og selverhverv. Hun forudså at kvindekampen ikke var afsluttet med den formelle ligestilling. L. var medstifter af Historisktopografisk selskab for Lyngby-Tårbæk og skrev flere artikler i selskabets årbøger.

Annonce

Familie

Forældre: cand.phil., skolebestyrer Hartvig Frisch (1833–90) og Elisabeth Alexandra Mourier (1835–92). Gift 19.7.1893 på Frbg. med læge Johan Henrich L., født 23.8.1863 i Hellerup, død 22.1.1962 i Lyngby, s. af gårdejer Peter Søren L. (1835–1901) og Karen Magdalene Jacobsen (1838–87). Søster til Vibeke Salicath.

Ikonografi

Tegn. af H. Bendix, 1929, af Lars Nielsen, 1937 og H. Jensenius (Fr.borg). Foto. – Mindesten i Sorgenfri slotspark, 1946.

Bibliografi

Selvbiografi i Den nye lit. III, 1926 200–02. Interviews i Berl. tid. 29.9.1934 og Gads da. mag. XXVIII, s.å. 447–56. – Stamtvl. over slægten Frisch, 1872 18. Studenterne fra 1887, 1912. Kvinden og samf. 30.12.1918; Sofia Christensen og C. Møller sst. 15.4.1926; sst. 15.4.1936. Rich. Gandrup: Døgnet og tiden, 1926 112–20. J. C. A. Rastrup i Lyngby-bogen III, 1946 2–10. Niels Birger Wamberg i Danske digtere i det 20. årh., 2. udg. I, 1965 408–18. Beth Juncker sst. 3. udg. I, 1980 337–42. – Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Susanne Fabricius: Gyrithe Lemche i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293481