Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gustav Wied

Oprindelig forfatter PVRu

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Gustav Wied, Gustav Johannes Wied, 6.3.1858-24.10.1914, forfatter. Gustav Wied havde arvet sin litterære sans fra sin mor der "digtede og fortalte de skønneste Eventyr i Mørkningen"; hun er meddeler af materialet til det Bedstemoders Manuskript. Spredte Billeder af Livet i Aarhundredets Midte som sønnen udgav 1897. Wied begyndte allerede som dreng at digte, han ville være tragiker, blev det jo også på sin vis. Først måtte han dog gå ad omveje: som boghandlerlærling i Nakskov, senere i København, dernæst som skriver på et sagførerkontor, endelig et par år som huslærer på Overgård ved Mariager fjord. 1886 fik han studentereksamen fra et kursus og blev næste år cand.phil. En tid var han timelærer på Sundby realskole; derefter var det hans ønske at blive skuespiller; han optrådte på Strindbergs forsøgsteater i København og Malmö og var nogle måneder forlovet med Anna Larssen. Wieds første skrift var en pjece Nogle Aforismer i Anledning af Interpellationen i Storehedinge og dens Følger, af Peter Idealist, 1887, en begivenhed som endnu mange år efter optog hans fantasi i Dansemus. Derefter fulgte nogle dramer som han selv vedblev at forsvare, men som det er vanskeligt for andre at tillægge nogen højere værdi. De viser hans tidligt udviklede grundtilbøjelighed for det forargelige og skandaløse. En Hjemkomst, 1889 handler om had mellem fædre og sønner (den sindssyge søn springer til sidst ud ad vinduet); det blev spillet én gang i Glostrup afholdsforening. En Bryllupsnat (skrevet 1890, trykt 1892) hvori en bedstemor vil kvæle sin datterdatter da hendes svigersøn gifter sig på ny, blev opført af Studentersamfundets fri teater (6.2.1892), men blev hysset ud. Jægermesterinden (skrevet 1899, trykt i Menneskenes Børn, 1894) peger mere hen imod det senere forfatterskab. Fortællingen De unge og de gamle, trykt blandt flere i Akvareller fra By og Land i Ove Rodes blad København 27.12.1891 (ændret optryk i Barnlige Sjæle, 1893), skaffede ham ved højesteretsdom af 19.10.1892 fængsel på sædvanlig fangekost i fjorten dage for overtrædelse af den litterære blufærdighed. Hans ungdom er skildret i erindringerne Digt og Virkelighed (trykt 1914) og digterisk fortonet i Ungdomshistorier, 1895. Han levede længe et ret omflakkende liv, på Møn, ved Ebeltoft, i Sæby, Næstved og Berlin indtil han endelig slog sig ned i Roskilde hvor han adspredte sig med at binde sine bøger tarveligt ind og en gang om ugen at besøge København. Han har foretaget en større rejse til Middelhavet og flere til Tyskland. Hans bøgers store succes i Danmark (og udlandet) faldt efter århundredskiftet; i sine sidste år følte han sig udskrevet, under en sygdom tog han livet afsig.

Wieds egentlige forfatterskab begynder med en række skitser og fortællinger som i form og ånd er en blanding af naturalisme og gammeldags humoreske à la Charles Dickens (eller Carl Møller). Vittigst er Silhuetter, 1891 som indeholder dels herregårdsbilleder, dels billeder fra almuen; udmærket er her helten i fire fortællinger, Faareper, pessimist, kvindehader og far til fire uægte børn, en skikkelse som senere er omdigtet til "Knagsted". Bogen fortsætter Sophus Schandorphs Landsbybilleder og danner en slags modstykke til Henrik Pontoppidans ved sin frie humor. Barnlige Sjæle indeholder billeder fra Wieds vandreår i jyske provinsbyer. Menneskenes Børn I–II. 1894 består mest af anekdoter og bagateller; i den fortælling hvoraf samlingen har sit navn fremstilles to trin af kærlighedens aldre, det sidste er benyttet til skuespillet Den gamle Pavillon. I Lystige Historier, 1896 afryster digterens genius sine lænker; han tager afsked med realismen og den smålige humoreske; det bedste af bogens stykker, Da Baby skulde paa Hotel, er allerede et satyrspil.

Den forunderlige genre Wied kaldte satyrspil (nærmest en folke-etymologisk anvendelse af ordet) er hans egen opfindelse. De store og små mesterværker han her har frembragt er ikke skrevne for scenen. De er naturligt opståede af hans fortællinger; de trykker den episke fremstillings beskrivende elementer ned til en underfundigt redigeret regie og lægger al vægten på det glimrende, tit uhyre udfordrende replikskifte. De begyndte 1895 i Tilskueren med Herrens Venner ingen Sinde. I bogform udkom Erotik, 1896 der gjorde lykke ved opførelsen, men endnu virker noget abstrakt. En overdådig udfoldelse af Wieds geni bragte Adel. Gejstlighed, Borger og Bonde, 1897. Regien er fortræffelig. Svagest er borger-spillet, der foregår i den danske normalby Tuttiput; ypperligst bondebilledet Døden. Det svage Køn, 1900 viser Wied som kvindehader; den er gennemgående kunstnerisk svagere og gentager den forrige serie. Samlingen To Kroner og halvtreds, 1901 indeholdt enakteren Skærmydsler der til dato har holdt sig som et af Det kgl. teaters trækplastre. Sit højdepunkt nåede Wieds digtning i denne genre med Dansemus, 1905 der overhovedet er pragtstykket i den Wiedske litteratur. Det er en uhyre udramatisk rabelaisiade, egentlig som en monolog hvori forfatteren hørligt sufflerer de andre stemmer. Skribenten "Edmund Melling, født Jensen" er Wieds inkarnation. På bagsiden af bogen er afbildet en prædikestol fra Vejlø kirke, udstyret med figurer der minder om de bekendte uhyrer på Notre-Dame i Paris. Det er satyren der forlanger at man skal grine ad ham – hvis man kan overvinde sin skræk. Thi bogen er skrevet ud fra en dyb livsangst og forargelse; den undsiger det virkelige liv i en ynglingeagtig idealismes navn. Et dramatiseret udtog besørgede Wied sammen med Emma Gad under titlen Kærlighedens Kispus, 1914. Med sit geniale greb på replikken og den groteske situation kunne man tro Wied ville blive en ypperlig dramatiker. Men scenen var ham for snæver. Hans skuespil er blotte episoder af satyrspillene eller romanerne. Første Violin, 1898, Barnlige Sjæle, 1900, Atalanta, 1901 er udarbejdet sammen med overretssagfører Jens Petersen. Den gamle Pavillon, 1902 er lånt fra Menneskenes Børn, Ranke Viljer, 1906 (opført under titlen 2x2 = 5) fra Ungdomshistorier, Thummelumsen, 1901 fra romanerne Livsens Ondskab og Slægten, Hendes gamle Naade, 1904 fra novellen Menneskenes Børn og romanen Slægten. Også Et Opgør, 1903 og Kærlighed. Fire Idyller, 1909 var bestemt for scenen. Den største vanskelighed ved at overføre Wieds poesi til teatret ligger i det element af pinlighed og uforsonlig forargelse den gemmer inderst inde.

Annonce

Wieds romaner er i grunden ikke meget forskellige fra hans digtning i dramatisk form. Det er replikkerne og situationerne som giver dem vinger; personerne er kun tegnet i geniale glimt. Slægten, 1898 skildrer degenerationen i en adelig familie; hovedskikkelserne er en landjunker der er gift med en adelig eventyrerske og af hende trækkes ned i drikfældighed og afsind, og en erotoman præst; bogen har ypperlige scener og interiører. Den bitre moral er at de gode menneskers skæbne er at blive trådt ned. Som en slags fortsættelse heraf (Opus II) udgav Wied 1908 Fædrene æde Druer – (efter Jeremias 31,29, underforstået: "og Sønnerne faa ømme Tænder"). Den er uhyggeligere end sin forgænger, skildrer hvordan en bondeslægt træder en degenereret adelsslægt under fødder; den er sundere, ikke bedre. Bogen er rig på vilde scener, en karikatur over livet og udviklingen i den store stil; begribeligt nok er digterens talerør, Isidor, karikaturtegner. Mindre storartede i deres anlæg er de to sammenhørende romaner Livsens Ondskab, 1899 og Knagsted, Billeder fra Ind- og Udland, 1902; de øser begge rigeligt af den borgerligt-komiske tradition i 1800-tallet. Den første af bøgerne giver billeder fra "Gammelkøbing" med ypperlige interiører og skikkelser. I den anden bog rejser to af personerne til Karlsbad (som Wied selv havde besøgt gentagne gange, jfr. Carl Møllers "Mørupper"). Denne bog med dens stadige debat mellem en reaktionær og en tilhænger af udviklingstroen viser at Wied egentlig ikke lod sig indordne under den fremskridtsvenlige forfattergruppe. Wieds sidste bøger er efterklange. Circus Mundi, 1909 har en gruppe smukke skildringer, Havanna-Udskud, om de afsporede eksistenser der havde fortjent en bedre skæbne, Tre Satyrspil, 1911, Pastor Sørensen & Co., 1913 og Imellem Slagene (heri det interessante Af den gamle Vinhandlers Optegnelser, 1914) betegner en synkende linje.

Gustav Wied var, i den korte tid da han arbejdede for fuld kraft, en af sin tidsalders største skribenter. Man kan sammenligne ham med Guy de Maupassant eller Gustaf Fröding, den lurende livsangsts digtere. Hans motiv er at vise dødens grinende ansigt bag livsglæden, tragedien på idyllens bund. Navnlig giver køns- og afstamningsforholdet ham anledning til indignation og karikatur. Der ligger en mægtig patos gemt under hans ofte ret grumme spøg. Lystigheden er påtagen, de frodige indfald er kun en fortvivlelsens henstand.

Forunderlig er denne kærlighed til livet som hos Wied er parret med denne ædende pessimisme. Han er en af vore mest nationale digtere. Hans billeder fra fest og hverdag i Danmark ved år 1900 vil kunne studeres af en fremtidig slægt som et kulturminde; men man må rigtignok tage temperamentets egenart med i betragtning, det oprevne sind, det sårbare gemyt som aldrig forvinder den første græsselige oplevelse af livets råhed. Mod sin vilje er Wied moralist, og den moral han sværger til er snarest en kristelig, gammeldags og borgerlig. Den uovervindelige melankoli er hans digtnings grundtone, den aldrig trøstede higen imod en bedre verden end den der falder ind under de fem sanser, og som fylder ham med væmmelse.

Familie

Født på Holmegård, Branderslev sogn ved Nakskov, død i Roskilde, begravet sammesteds.
Forældre: proprietær Carl August Wied (1822-1914) og Catharine (Trine) Karoline Boesen (1831-1910). Gift 1.5.1896 på Rolykke ved Sæby med Alice Tutein, født 7.7.1869 på Høgholt, Hørmested sogn, Hjørring amt, død 15.5.1958 i Hørsholm, d. af godsejer, senere klasselotterikollektør, folketingsmand Ferdinand Tutein (1830-1912) og Jensine C. Ørtoft (1840-1908). Bror til John Wied

Ikonografi

Mal. af Michael Ancher ca. 1891, og af V. Schønheyder Møller, 1893 (Skagens mus.). Karikatur af Eva Drachmann ca. 1895 (Kgl.bibl.). Afbildet på karikatur af Alfred Schmidt, 1896 (Fr.borg). Tegn. af P.S. Krøyer, 1901 (Hirschsprung). Karikatur af R. Blix, 1904. Buste af Elise Brandes, 1909. Tegn. af Axel Nygaard bl.a. 1910. Tegn. af Harald Brun, 1911. Tegn. af Eva Drachmann ca. 1911-12 (Kgl.bibl.), flere tegn. af samme (Bangsbomus., Frederikshavn), silhouetter af samme 1911 og 1913. Tegn. af R. Storm Petersen, 1912. Mal. af M. Ancher, 1912 (Skagens mus.). Mal. af Franz Henriques, 1913 (Roskilde bibl.). Tegn. af sønnen Johan, 1917. Tegn. (Teatermus.). Karikaturer af bl.a. Olav Gulbranson, Øivind Heggtveit og G. Bülmann Petersen. Relief af østrigsk kvindelig kunstner. Foto. – Gravmæle af Hans Tegner.

Bibliografi

Bibliografi. Ebbe Holten-Nielsen: Gustav Wied. En bibliografi, 1931. Sv. Houmøller: Gustav Wied. En bibliografi, 1948 = Gustav Wied selsk. skr. III.

Udg. Mindeudg. I–VIII, 1915-16 (2. opl. 1920). Udv. skr. I–IV, 1917. Værker i udv., ved Tom Kristensen I-V, 1938. Gustav Wied fortæller, udg. Poul Carit Andersen I–III, 1965-67. Udv. værker I-VII, 1966. Romaner. Noveller. Skuespil I-XII, 1966-68.

Kilder. Breve i Tilskueren XXXIII, 1916 I 351-58. Jons. Brøndum-Nielsen: Gustav Wied i breve, 1946. Gustav Wied. Digt og virkelighed, ny udg. ved Poul Carit Andersen, 1969. Lit. C.E. Jensen: Vore dages digtere, 1898 95-106. Hjalmar Christensen: Danske digtere i nutiden, 1904 112-29. Poul Levin i Tilskueren XXXI, 1914 II 489-98. Peter Christiansen sst. LV, 1938 II 199-207. Samme: Gustav Wied, 1920. Sophus Michaelis i Teatret XIV, 1914 17-22. Georg Brandes: Saml. skr. 2. udg. II, 1919 306-09. Ebbe Neergaard: Peter Idealist. Studier over Gustav Wieds ungdom, 1938 = Gustav Wied selsk. skr. I. Samme: Dommen og drømmen. Om "det rasende bedrøvelige" hos humoristen Gustav Wied, 1951 = Gustav Wied selsk. skr. V. Eddie Salicath i Socialdemokraten 17.8., 24.8., 31.8., 7.9., 14.9., 21.9. og 5.10.1941. Samme: Omkring Gustav Wied, 1946. Agnes Henningsen: Letsindighedens gave, 1943 (3. udg. 1982) 136-44. Samme: Dødsfjende – hjertenskær, 1949 69-74 113-23 191-93. Samme: Den rige fugl, 1953 68-78 120-26. Andreas Friberg: Gustav Wied-puslerier, 1944 = Gustav Wied selsk. skr. II. Axel Nielsen: Parentesen der voksede. Studier over Gustav Wieds satyrspil, 1948 = Gustav Wied selsk. skr. IV. Holger Rørdam:

Satyr uden maske. Erindr, om Gustav Wied, [1953] = Gustav Wied selsk. skr. VI. Tom Kristensen: Til dags dato, 1953 29-50 (optr. af Gustav Wied: Værker i udv., 1938). Cai M. Woel i Nord. t. for vetenskap, konst och industri XXXIV, Sth. 1958 137-47. Knut Ahnlund i Ord och bild LXIX, Sth. 1960 353-74. Samme: Den unge Gustav Wied, 1964. Samme i Danske digtere i det 20. årh. 2. udg. I, 1965 357-78. Jens Kistrup sst. 3. udg. I, 1980 124-35. Niels A. Christiansen: Gustav Wied først og sidst. Fra Roskilde museums Gustav Wied samling, 1969 = Fra Roskilde museum XXIV.

Papirer i Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Paul V. Rubow: Gustav Wied i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=299325