Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gunnarsson Gunnar

Oprindelige forfattere EM-P og hast

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Gunnarsson Gunnar, 18.5.1889-21.11.1975, forfatter. Født på ValÞjofsstaðir i Fljótsdal, Islands østkyst, død i Reykjavík, begravet på øen Viðey i nærheden af Reykjavík. G.s far var forpagter hos sin bror, præsten på Valþjófsstaðir. Syv år gammel flyttede drengen med forældrene til gården Ljóstaðir ved Vapnafjord. Han har i poetisk forklædning skildret sin barndom og opvækst i de første bind af romanværket Kirken paa Bjerget. Han deltog i alle arbejder på gården og delte, efterhånden som han voksede til, sin tid mellem at vogte får og digte. Fra sine tidligste år slugte han sagaer og eventyrsamlinger, og resultatet af disse første pubertetsårs drømmerier og sorgen over sin mors tidlige død nedfældede han i en række højst umodne, poetiske forsøg. De blev trykt i de to små hæfter Vórljóð (Vårsange) og Moður-minning (moders minde), begge 1906. G. var dengang ikke fyldt sytten år, men skønt succesen udeblev, holdt han fast ved forsættet at blive digter. Han rejste da til Danmark, og som så mange unge islændinge søgte han til Askov højskole hvor han opholdt sig i to år. Om sommeren var han gartner på skolen eller karl på gårdene i nærheden, om vinteren fulgte han foredragene, især de litterære, og gjorde flittigt brug af højskolens bibliotek. Efter højskoleopholdet prøvede den ludfattige unge islænding at slå sig igennem ved lidt af hvert. 1909 rejste han til Århus hvor han afsatte smådigte til de lokale aviser og ordnede Statsbibliotekets islandske samlinger. Men heller ikke her kunne han bjerge sig et varigt levebrød; allerede næste forår drog han til København og optog en træls tiggergang redaktionerne rundt med sine noveller bg digte. 1911 udkom hans første danske bog, en samling meget ringe poesier, Digte. Den kunne absolut ikke hjælpe på hans position, men n.å. udkom første del af Borgslægtens Historie hvormed han vandt sig både publikum og anseelse. Et hurtigt voksende forfatterskab udbyggede begge dele, og fra og med denne bog var G.s trængselstid forbi. Med sit første honorar i lommen giftede han sig, købte huset Grantofte i Nordsjælland og ombyttede det siden med en ejendom i Stavnsholt. 1919 var han i Italien på det Anckerske Legat, og han har foretaget talrige Islandsrejser. 1930-33 var han medlem af redaktionsudvalget for det store oversættelsesværk De islandske Sagaer og fordanskede hertil selv Gretters Saga. Til den store udbredelse, hans romaner vandt i Norden, sluttede sig en lang række oversættelser, især til engelsk og tysk. Blandt danske forfattere i 1920erne og 1930erne var p. en af de få der kunne skabe sig virkelig betydelige indtægter ved sin pen. 1939, da han havde vundet international berømmelse, vendte han hjem til Island og skrev siden på islandsk.

Romanen er G.s egentlige kunstneriske udtryksform. Han har skrevet dramaer og essays men i ingen af disse genrer kommer hans evner til fuld udfoldelse. 1917 udkom Smaa Skuespil hvis indhold væsentligst er refleksioner over livsværdierne omsat i spinkle enaktere, 1922 udsendtes det lyriske læsedrama Dyret med Glorien som ligeledes er ganske udramatisk i sit psykologiske problem: en menneskesjæl stedt mellem tro og ikke-tro, men uden at denne konflikt får udløsning i noget ydre der kan drive skuespillet dramatisk. G. har skrevet en række essays, nogle ganske enkelte litterære, hvoraf et om Thomas Hardy er interessantest ved det lys det kaster tilbage på G.s eget forfatterskab, og en række sammenhørende om nordiske problemer der viser G. som en ivrig tilhænger af den skandinaviske enhedstanke, til hvis realisation han har stillet forskellige forslag. Disse essays er samlet i bogen Det nordiske Rige, 1927. Novellen har G. dyrket i stort omfang; han har været en flittig bidragyder til periodiske blade og søndagstillæg, og en række af hans Smaa Historier er samlet i bogform (1916 og 1918). Novellen viser allerede en af de stærke sider ved hans forfatterskab: hans afgjorte sans for rolig episk beretten i et klart sprog. G. har ført en udholdende kamp med sit sprog. Hver sætning er tænkt og skrevet på islandsk, før den omplantes til dansk, men gennem denne langsomme fødselsproces fremkom et smukt og omhyggeligt sprog, i hvilket den barskere islandske form der ligger bag ved, mærkes som styrke i det danske. Med dette sprog harmonerer livsbelysningen i G.s forfatterskab – den er også rolig og næsten gennemsigtig klar; problemet er det ene: Livet er en farlig og vanskelig sag, hvorledes skal vi mennesker, skrøbelige som vi er, bringe den til en harmonisk løsning? Hvorledes bør vi lægge livet an? Svaret er en opfordring til menneskelighed, til godhed og til en søgen mod Gud opfattet som det princip der bringer godhedens mening i tilværelsen – men ikke knyttet til nogen bestemt kirke eller konfession. G.s romaner, i hvilke hans fine sprogbehandling og hans menneskelige livsprogram forbinder sig med en betydelig skikkelsedannende evne og en sikker episk teknik der med små midler vedligeholder spændingen og stimulerer interessen, falder tydeligt i tre adskilte grupper: en moderne der hovedsagelig beskæftiger sig med – gennem en hovedperson fra vore dage der er søger og spørger – at klarlægge linjerne i den ovenfor skitserede livsanskuelse; en historisk der samler sig om det rent skildrende: handling og dagligliv i Islands blomstringstid ca. år 1000, og en poetiskerindrende som giver en halvt biografisk, halvt fantaseret fremstilling af digterens opvækst på Island og første år i Danmark. Til den første gruppe hører de tre betydelige romaner Livets Strand, 1915, Varg i Veum, 1916 og Salige er de enfoldige, 1920. I den anden række indgår først ungdoms- og gennembrudsværket Borgslægtens Historie som oprindelig udkom i fire dele: Ormarr Ørlygsson, 1912, Den danske Frue paa Hof, 1913, Gæst den enøjede, s.å. og Den unge Ørn, 1914. Det er en moderne islandsk slægtsroman der bredt romantisk skildrer tre generationers liv. Først Edbrødre. Roman fra Islands Landnamstid, 1918 er en egentlig historisk roman om fætrene Ingolf og Leifs flugt fra Norge og de første bosættelser på Island; denne bogs uhyre popularitet gjorde den i et tiår til den typiske konfirmationsgave.

Afbrudt af erindringsromanerne genoptog G. først 1929 for alvor den historiske roman med Svartfugl der blev indledningen til en række kronologisk sammenhængende, men handlingsmæssigt fritstående skildringer fra Islands historie: Jón Arason, 1930, Vikivaki, 1932, Jord, 1933 og Hvide-Krist, 1934. Betydeligst er nok Jón Arason om den sidste katolske biskop på Island, halshugget 1550. G. går her tæt på kilderne uden at svække sin stærkt personskabende fantasi og sin levende samfundsskildring. (En af G. rev. udg. udkom på dansk 1965). Alle G.s bøger tager motiv fra Island, hvad enten det er i oldtid eller i nutid, og hans tredje store gruppe romaner viser til overflod hvor islandsk denne populære, danskskrivende digter var: det er den stemningsrige og forunderligt poetiske romanrække Kirken paa Bjerget, hvis fem bind – Leg med Straa, Skibe paa Himlen, Natten og Drømmen, Den uerfarne Rejsende og Hugleik den Haardt-sejlende- udkom 1923-28. Det er digterens erindrende kærlighedserklæring til det Island der fødte ham, som blev hans eneste emne, og som han mere end nogen anden har gjort til en elsket provins i den danske litteratur. Internationalt står G. ved siden af danskeren Johannes V. Jensen og nordmanden Olav Duun som udtryk for et nybrud i nordisk litteratur der skildrer sære og egensindige karakterer som repræsentanter for det jævne folk.

Annonce

På dansk kom Romaner I-VI, 1932-33. Efter hjemkomsten til Island arbejdede G. selv på en samlet udgave af sine værker med efterord: Rit I-XXI, 1941-63, XXI med bibliografi. – Tit. professor (Island) 1934.

Familie

Forældre: forpagter, senere bonde Gunnar Helgi G. (1863-1949, gift 2. gang 1898 med Margrét Áugústa Eggertsdóttir, 1857-1937) og Katrín Þórarinsdóttir (1864-97). Gift 20.4.1912 i Kbh. (Rosenkranskirken, katolsk, Frbg.) med Franzisca Antonia Josephine Jørgensen, født 4.4.1891 i Fredericia, d. af maskinsmed, senere på orlogsværftet Carl J. (1860-1940) og Mathilde Wenk (1866-1924).

Udnævnelser

R. 1938.

Ikonografi

Stik af Johs. Britze, 1925, efter tegn. af Ernst Hansen, 1921. Litografi af Johannes Glob, 1925, efter eget mal. 1921. Mal. af T. Laureng og Jón Stefánsson. Tegn. af Imm. Ibsen, Gerda Ploug Sarp og Otto Neumann. Tegn. af Ivan Opffer, 1938 (Fr.borg) og 1942. Mal. af Axel Bredsdorff udst. 1939. Tegn. af Hans Lollesgaard, 1959 (Kgl. bibl.). Foto.

Bibliografi

Bibliografi i G.G.: Rit XXI, Reykjavík 1963 417-42. - Peder Hesselaa: Essays, 1924 9–48. Otto Gelsted: G.G., 1926. Kj. Elfelt: G.G., 1927. Stellan Arvidson: G.G., islånningen, Sth. 1960. Sigurjón Björnsson: Leiðin til skáldskapar, Reykjavík 1964. – Breve i Kgl. bibl:

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erland Munch-Petersen, Hans Strange: Gunnarsson Gunnar i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290338