Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Guðmundur Kamban

Oprindelige forfattere EM-P og PHes

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Guðmundur Kamban, Guðmundur Jonsson Hallgrimsson Kamban, 8.6.1888-5.5.1945, forfatter, sceneinstruktør. Guðmundur Kamban skulle egentlig have været forretningsmand, men gav sig til at læse og blev 1910 student fra Reykjavik. Samme år rejste han til København hvor han studerede filosofi og litteratur ved universitetet til 1914. Han tog dog ikke nogen afsluttende embedseksamen, men helligede sig digtningen og debuterede med skuespillet Hadda Padda, 1914, filmatiseret 1924, der efterfulgtes af Kongeglimen, 1915, begge opført på Det kgl. teater. Skønt disse stykker fremstiller stærke, oprindelige karakterer på baggrund af storslået islandsk natur, står de næppe på højde med Jóhann Sigurjónssons første dramaer, bl.a. Bjærg-Ejvind og hans Hustru, som de i øvrigt kan minde om.

Det er først med de følgende arbejder Guðmundur Kamban helt tager sine evner i besiddelse. Marmor, 1918 der er fremgået af et toårigt studieophold i New York, er vendt mod den offentlige velgørenhed der kun alt for ofte bunder i egoisme, og mod det moderne fængselsvæsen der kun alt for sjældent tjener til at gøre fangerne til bedre mennesker. Vi Mordere, 1920 og De arabiske Telte, 1921 er moderne ægteskabsdramaer, hvoraf det første giver en ubarmhjertig skildring af en kvinde der hverken vil give afkald på manden eller elskeren. Guðmundur Kamban kan med sit absolutte krav til sandhed i alle livsforhold ikke tolerere en sådan dualisme og forsvarer mandens ret til at dræbe den kvinde der ved sin holdningsløshed er et symbolsk udtryk for den uklarhed og mangel på konsekvens, som er den dybest liggende årsag til det kaos der kendemærker tiden.

Betydelige ved deres moderne problemindhold er også Ørkenens Stjerner, 1925 og det dramatiske eventyr Gesandten fra Jupiter, 1929, en utopi hvor jordens brøst anskues og vurderes fra en anden klode. Guðmundur Kamban har en så udpræget sans for replikken og den stærkt tilspidsede dramatiske situation, at det i almindelighed lykkes ham at finde et anskueligt udtryk for selv et abstrakt tankeindhold. Sin hovedindsats gjorde han imidlertid som epiker. 1922 udsendte Guðmundur Kamban sin første roman Ragnar Finnsson der er udsprunget af tilsvarende erfaringer som skuespillet Marmor. Det er åbenbart, at Guðmundur Kamban betvivler straffens forbedrende og forædlende indflydelse overhovedet, så sandt som den dikteres af et samfund hvor uærligheden og lumpenheden råder.

Annonce

1925 fulgte fortællingen Det sovende Hus, men hovedværket er det monumentale romanepos Skálholt, bestående af Jomfru Ragnheidur, 1930, Mala Domestica, 1931, Hans Herredom, 1932 og Quod felix..., 1932; det er en historisk roman fra 1600-tallets Island, bygget på omfattende arkivstudier. Hovedpersonerne er den myndige bisp på Skálholt, Brynjólfur Sveinsson, og hans stolte datter, jomfru Ragnheiður. Man møder her det stærkest differentierede udtryk for den modsætning der er afgørende for hele forfatterskabet, modsætningen mellem historisk tradition og moderne civilisation. Guðmundur Kamban er et barn af tiden der alligevel er så stærkt præget af overleveringen, at han søger at forsone respekten for de gamles livssyn med den moderne tankegang, han er opdraget i og især har tilegnet sig gennem sine litterære og filosofiske studier. Det er denne friktion mellem gammelt og nyt der giver forfatterskabet indre struktur og sammenhæng, og som også udgør det centrale indhold af nutidsromanen 30. Generation, 1933 og den historiske roman Jeg ser et stort, skønt Land –, 1936.

Med de to skuespil Komplekser og Grandezza, begge opført på Det kgl. teater 1941, forsøgte Guðmundur Kamban at vende tilbage til problemdramatikken i folkekomediens dragt. I essaysamlingen Kvalitetsmennesket, 1941 markerede Guðmundur Kamban sit ståsted på tidens politiske højrefløj. Oversættelserne Hvide Falke. Digte fra Islands lyriske Guldalder, 1944, blev hans sidste arbejde. Han blev skudt af frihedskæmpere der ville arrestere ham på befrielsesdagen.

Guðmundur Kamban virkede 1922–24 som sceneinstruktør ved Folketeatret, 1931–33 ved Det kgl. teater. Ophold i London, Paris og Berlin 1934–38, Berlin igen 1943.

Tit. professor (Island) 1934.

Familie

Guðmundur Kamban blev født i Ålftanes, Gullbringusysla ved Reykjavik, død i København, begravet Fossvogur kirkegård, Reyjkavik. Forældre: købmand og gårdejer Jon Hallgrimsson (1855–1921) og Guðny Jónsdóttir Pálsson (1860–1928). Gift 1.6.1916 i New York med Agnete Jensen Egeberg, født 21.3.1893 i København, død 5.7.1976 i USA, datter af overlærer ved Teknisk skole, maler Jens Jørgen Jensen Egeberg (1848–1922) og Rigmor Marie Kiær (1866–1930).

Ikonografi

Tegn. 1915. Buste af Bertel Børge, 1934. Foto.

Bibliografi

Guðmundur Kamban: Skåldverk I-VII, Reykjavik 1969. – Örnulf Ree i Nord. t. för vetenskap, konst och industri, Sth. 1921 39–42. Sv. Lange: Meninger om teater, 1929 103–05. Martin Ellehauge: Det danske skuespil efter verdenskrigen, 1933 49–66. Peder Hesselaa i Højskolebl., 1934 147–49. Helga Kress: Guðmundur Kamban, Reykjavik 1970 = Studia islandica XXIX.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erland Munch-Petersen, Peder Hesselaa: Guðmundur Kamban i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292462