Georg Brandes, Georg Morris Cohen Brandes, 4.2.1842-19.2.1927, kritiker, forfatter. Forældrene var indskrevet i den jødiske menighed men religiøst indifferente, og først ved konfirmationsundervisningen kom Georg Brandes i berøring med jødedommen som dog intet indtryk gjorde på ham. Han gik i det v. Westenske institut hvorfra han blev student 1859. Han hørte filosofiske forelæsninger hos Rasmus Nielsen og blev i sit rusår så optaget af Goethe at han besluttede sig til at læse alle de bøger den unge Goethe havde studeret. Som brødstudium valgte han juraen, og indtil 1862 fulgte han juridiske forelæsninger. Men ved siden af fik han tid til at leve et højspændt studie- og kammeratliv. Han studerede æstetik og filosofi, først på egen hånd, siden under Hans Brøchners vejledning, læste dansk litteratur med støtte af C.A. Thortsens og C. Molbechs bøger og Maanedskrift for Litteratur, også fransk og tysk litteratur så langt Studenterforeningens bibliotek rakte. Med Julius Lange læste han græsk og latin og kunsthistorie; i små grupper af intellektuelt begejstrede studenter, navnlig den kreds der omgav F. Nutzhorn og Jens Paludan-Müller fandt han stadig tilhold blandt ligesindede.

Dybt blev han i disse ungdomsår præget af den hellenisme der var udgået fra J.J. Winckelmann og Goethe, endnu alvorligere af Søren Kierkegaard hvis værker tidligt optog ham og en tid lang førte ham ind i en rent kristelig tænke- og følemåde. Endnu ved slutningen af år 1866 følte han sig i religiøs henseende til højre for Brøchner. Forestillingen om at være en ener og kaldet til martyr for sandheden blev siddende uudryddelig i ham siden. 1862 fik ham accessit for en besvarelse af universitetets prisspørgsmål om forholdet mellem digtekunst og historie, n.å. guldmedaljen for en afhandling om skæbneideen i den antikke tragedie. 25.4.1864 afsluttede han sin magisterkonferens i æstetik med udmærkelse; prøven havde været i den tysk-spekulative ånd hvori Georg Brandes blev opdraget. De nærmest følgende år syslede han med en afhandling om lystspillet der skulle bruges til doktordisputats, læste C.A. Sainte-Beuve og moderne litteratur og skrev enkelte bladartikler, de to tidligste en anmeldelse af Fr. Paludan-Müllers Ungdomskilden i Fædrelandet, 1865, nr. 99, og en tekst til Dantes portræt i Illustreret Tidende 14.5.1865.

Som æstetiker følte han sig langtfra moden. Efteråret 1866 kastede han sig ind i debatten om tro og viden med artikler i "Dagbladet" og en lille pjece, Dualismen i vor nyeste Philosophie der hævder at Rasmus Nielsens konkordat mellem religion og videnskab er en skinforsoning og nægter muligheden af noget antirationelt. Den udkom i begyndelsen af nov., og straks efter begav Georg Brandes sig på sin første længere udenlandsrejse, over Lübeck, Köln og Bruxelles til Paris hvortil han ankom 11.11. Det var hans anden åndelige fødsel. Månederne nov.-febr. blev de lykkeligste i hans liv: trods slud og mørke og kulde "regerede han med Tiden som med en Dyne, der er for kort". Allerede før sin bortrejse havde han begyndt et studium af Hippolyte Taines skrifter; nu vender han tilbage med en formel opsigelse til den traditionelle, tyskfarvede æstetik i lommen. De afhandlinger og teateranmeldelser fra årene 1867–70 der er samlet i bindene Æsthetiske Studier, 1868 og Kritiker og Portraiter, 1870 viser hans raske bortgang fra den hegelsk-heibergske æstetik og kritik der betragter kunstværket som eksemplar af en oversvævende, abstrakt digtart; den opgives til fordel for en karakteriserende kunstkritik der studerer værkerne i folkepsykologisk belysning og stræber hen imod et billede af forfatterpersonligheden. Uagtet alle tilløb hos tidligere kritikere som P.L. Møller og Cl. Petersen virkede disse arbejder af Georg Brandes som noget nyt og epokegørende, og trods megen modstand stod Brandes allerede anerkendt som forgrundsfiguren i dansk kritik ved sine afhandlinger om Emil Aarestrup, Chr. Richardt, Paludan-Müller, Henrik Hertz, H.C. Andersen, Kamma Rahbek, Meïr Goldschmidt, Henrik Ibsen, Pr. Merimée, Sainte-Beuve osv. Den nye metode satte sin mest lokkende blomst i hans anmeldelse af A. Munchs Lord William Russell og Shakespeares Henrik IV (Det uendelig! Smaa og det uendelig! Store i Poesien). Det var dog ikke blot en ny kritisk fremgangsmåde han satte i værk, også krav til ny litteratur begyndte han at fremføre, og mere og mere utålmodigt vendte han sig mod den romantiske efterklangsdigtning, især som den viste sig i dramaet.

Men også med andre emner end skønlitterære var Georg Brandes sysselsat. Han optoges stærkt af kvindens stilling i samfundet – indtil sit 26. år havde han givet sig lidet af med kvinder, nu tog han revanche og kom ind i "sit Livs Cherubino-Stadium"; sammen med Carsten Hauchs begavede hustru, Frederikke Hauch, pønsede han på et felttog til befrielse af det undertrykte køn, men faldt foreløbig til ro efter at have oversat Stuart Mills Kvindernes Underkuelse der udkom 1869 med en begejstret fortale (2. udg. 1885 har en ny indledning med en række meget sigende forbehold). Med undtagelse af en kort udflugt sommeren 1868 til Tyskland og Schweiz var dette tidsrum viet til stadig flid og forfattervirksomhed. Det afsluttedes med udgivelsen af hans disputats om Taine: Den franske Æsthetik i vore Dage (1870, mundtligt forsvar 25.2. s. å.) hvori han gør op med sin nye læremesters anskuelser om kunsten og idealet, den herskende evne, den deterministiske historieopfattelse osv. og tillægger dem en relativ sandhed; kun over for Taines lære om geniet som et blot resumé af tidsånden og nationalkarakteren tager han absolut afstand.

Derefter tiltrådte han først i april 1870, på stipendium, sin længste og mest betydningsfulde rejse over Hamburg hvor han blev nogle dage igen til Paris hvor han kuriøst nok til en begyndelse faldt ind i en stokreaktionær, katolsk og mystisk sindet kreds. Han modtog nye, rige indtryk af byens kunst-, litteratur- og teaterliv, omgikkes Taine, Ernest Renan og den gamle litteraturprofessor Philarète Chasles, havde også et møde med Stuart Mill som gav ham lyst til at besøge London. Paris genfandt han i oprør, krigen var udbrudt, og Georg Brandes oplevede dens første fase på nært hold. Kort før slaget ved Sedan tog han sydpå gennem Jurabjergene til Genève og over Savoyen til Torino, Milano, Firenze, Rom. Det var en ny lyksalighed for ham, men den varede kun kort thi i nov. blev han alvorlig syg af tyfusfeber der efterfulgtes af en langvarig årebetændelse som i hans senere liv af og til blussede op. Først i slutningen af marts kom han på benene igen, men hans sygeleje kortedes af italienske bekendte. I foråret vendte hans livskraft tilbage. Han besøgte Napoli og Roms omegn og følte sig som et Sydens barn. Under hjemrejsen nordpå over Firenze, Bologna, Venezia, München, Dresden, følte han stadig stigende irritation ved at nærme sig det hjemlige. Han var blevet oprørsk sindet og tænkte på at lede en strøm af nye filosofiske og litterære ideer ind over det efter hans mening stagnerede Danmark. Efter samråd med Hans Brøchner der i en halv snes år trofast havde stået ham bi med belæring og råd valgte han at holde en række forelæsninger over Hovedstrømninger i det nittende Aarhundredes Litteratur, og 3.11.1871 indledede han sin gennemgang af Emigrantlitteraturen der fortsattes med to foredrag om ugen til hen imod jul.

På grund af den uhyre opsigt denne Georg Brandes første offentlige optræden vakte så han sig foranlediget til at udgive de holdte forelæsninger febr. 1872 som første del af det planlagte værk; det kom s.å. også på tysk. Den lille improviserede bog vakte end mere opmærksomhed og forargelse om Georg Brandes' navn på grund af sin fripostige tone, sine dog forsigtige angreb på overleverede hjemlige idealer og sit fritænkeri. Pressen, især "Fædrelandet", var Georg Brandes meget ugunstig, men en skare af yngre, deriblandt Holger Drachmann, J.P. Jacobsen og Sophus Schandorph sluttede sig til ham og dannede en forening, Litteraturselskabet, til de nye ideers pleje. Her dyrkede man tanker om en ny, virkelighedskær, problemdrøftende digtning. Sine farligste modstandere, bl.a. Rudolph Schmidt og D.G. Monrad, tog Georg Brandes ved hornene i et flyveskrift Forklaring og Forsvar, 1872 da aviserne ikke ville optage hans indlæg. Stemningen imod ham blev kun bitrere, og der var efter Hauchs død 4.3.1872 ikke tale om at man turde betro Georg Brandes den lærestol i æstetik han var den nærmeste til at beklæde. En anden foredragsrække i april og maj om det nyere franske drama undgik at vække anstød; de blev ikke heller nedskrevet. I juni og juli arbejdede Georg Brandes på et værk om forestillings-associationen som den menneskelige erkendelses grundprincip (der ligeledes blev henlagt). I sept. rejste han til Dresden og sachsisk Schweiz sammen med Goldschmidt og opholdt sig derefter et par måneder i Berlin, meget interesseret i at lære det nydannede rige at kende i dets hovedstad. Endnu en bog fik han udgivet det år: sin oversættelse af Mills Moral grundet paa Lykke- eller Nytteprincipet.

Febr. og marts 1873 tog han fat igen med sine forelæsninger over hovedstrømningerne; de blev trykt så snart de var holdt så bogen Den romantiske Skole i Tyskland straks kunne udkomme. Mens værkets første bind i Kierkegaards manér giver typer af det romantiske åndsliv i dets opmarch – verdenssmerten hos Werther, René, Benjamin Constant Adolphe, Etienne de Sénancours Obermann, den reformatoriske ånd hos Mme Staëls heltinder – så har det andet bind mere karakteren af en ordnet attak på den tyske og danske højromantik, A.W. Schlegels, Ludwig Tiecks, Novalis' og E.T.A. Hoffmanns dyrkelse af drømmelivet og det religiøse sind. Ligesom for at bøde på bogens lidenskabelige tone skrev Georg Brandes i maj s.å. sin smukke afhandling om Carsten Hauch, de tyske romantikeres lærling (trykt i Nyt dansk Maanedsskr. V, 1873). Juni-sept. tilbragte han i Berlin, Sachsen, Tyrol, München hvor han knyttede et livsvarigt intimt venskab med Paul Heyse der forstod at dæmpe hans lidenskabelighed; han rejste hjem over Berlin. Tanken om et længere fast ophold i Tyskland begyndte at dæmre for ham. Fra okt. 1873 til febr. 1874 fulgte forelæsningerne og bogen om Reaktionen i Frankrig, 3. del af det rask fremadskridende hovedværk, denne gang formet som et regulært filosofisk angrebsskrift imod det såkaldte autoritetsprincip, repræsenteret af restaurationstidens franske forfattere. Det er det tørreste og mindst interessante bind af Hovedstrømningerne, foranlediget af den polemik om "den frie Tanke" hvori fortalen til Emigrantlitteraturen havde trukket Georg Brandes ind. I virkeligheden er tendensen vendt imod det hjemlige åndsliv, det danske højre der forskansede sig imod Georg Brandes i streng ortodoksi og politisk reaktion. Således som felttoget havde udviklet sig måtte det blive værkets midtpunkt. Men nu fulgte en vending i arbejdet. Foråret 1874 holdt Georg Brandes forelæsninger over Byron som skulle komme værkets 4. del til gode, og sysselsættelsen med engelsk litteratur hvori han forhen kun var lidet bevandret udvidede hans horisont. Edmund Gosse kom ham i maj måned til hjælp og gav ham indvielsen i W. Wordsworth, S.T. Coleridge, John Keats og P.B. Shelley. Disse studier afbrødes vel ved et nyt Tysklandsophold om sommeren hvor han trådte i forhandlinger med redaktionen af det da netop stiftede "Deutsche Rundschau"; men efter hjemkomsten tager produktionen fart i en tydeligt mere positiv retning: han skrev essays om Paul Heyse, Ferdinand Lasalle, Ludvig Bødtcher, og foråret 1875 omarbejdedes Byronforelæsningerne til bogen Naturalismen i England.

Hermed er "Hovedstrømningerne" indtrådt i en ny fase: Georg Brandes har nu forladt den ideologiske udviklingsmåde og er gået over til forfatterportrætter. Noget nyt er også skildringen af Byron som optager en stor del af dette bind; her er Brandes for første gang inde på den sufflerende digterkarakteristik hvor kritikeren og hans genstand sammenblandes. Det er den typiske brandeshelt, den trodsige og selvrådige allerhelvedeskarl som uforstået, spotsk og i grunden melankolsk rider sin ensomme men ikke ubemærkede vej gennem verden. Samtidig med dette skrift udgav Georg Brandes en oversættelse af Gottfried Kellers Schweitsernoveller der blev ilde modtaget såvel for sprogbehandlingen som for det formentlig usædelige indholds skyld. Siden "Emigrantlitteraturen", hvori Georg Brandes havde refereret "Werther", "Obermann" og "Adolphe" noget åbenhjertigt var han bestandig udskreget som profet for ugudelighed, selvmord og fri kærlighed.

Imens havde hans parti vokset sig ganske stærkt. Fra okt. 1874 til sept. 1877 udgav han i forening med sin bror Edvard Brandes tidsskriftet Det nittende Aarhundrede der hævdede sig som organ for den nye litteratur; heri så en række af hans afhandlinger og anmeldelser lyset. Men Georg Brandes havde meget usikre økonomiske kår; et forsøg på at ansætte ham som universitetslærer mislykkedes for kultusministeren, J.C.H. Fischer, og Georg Brandes var nu bestemt på at slå sig ned i Tyskland hvor hans læsekreds stadig voksede. Fra foråret 1876 til okt. 1877 havde han ingen fast station, rejste mest rundt og holdt foredrag, navnlig om Søren Kierkegaard, og var april 1877 igen i Italien med sin hustru (Venezia, Firenze, Rom, Napoli). Bogen om Søren Kierkegaard, 1877, en af Georg Brandes' personligste der åbnede det videnskabelige studium af denne forfatter, bl.a. med den epokegørende analyse af "Frygt og Bæven" fremkaldte megen diskussion, hvorimod samlingen Danske Digtere, Charakterbilleder der udkom samtidig gød olie på bølgerne.

Inden Georg Brandes tog fast ophold i Berlin omarbejdede han grundigt "Emigrantlitteraturen" og holdt ved Kbh.s univ. nye forelæsninger over Saint-Simon, H.F.R. de Lamennais og Victor Hugo som imidlertid skulle vente længe på den definitive bearbejdelse til brug for 5. bind af Hovedstrømningerne, 1882. I Berlin følte han sig i stærk fremgang og vandt snart indflydelse, men han tabte ikke nordiske forhold af syne. Det første større arbejde han der skrev var en bog om Esaias Tegnér, 1878, en fin psykologisk studie i Sainte-Beuves stil, foranlediget ved en opfordring af digterens sønnesøn, Elof Tegnér hvem Georg Brandes havde truffet på et foredragsbesøg i Stockholm nov. 1876. Bogens modtagelse i Danmark og Sverige var meget blandet, men den har i tidens løb hævdet sig som det foregangsarbejde i Tegnérstudiet den er. Georg Brandes havde til dens udarbejdelse i større omfang end han plejede anvendt utrykte kilder og overleveringer. Det gælder endnu mere en supplerende afhandling, optaget i samlingen Mennesker og Værker, 1883 hvilken han imidlertid af mistillid til sin hjemmelsmands pålidelighed udelod af sine Samlede Skrifter. I samme manér er den følgende monografi Benjamin Disraeli, nedskrevet og trykt så varm som den kom fra pennen nov. og dec. 1878 og udkommet inden jul; en meget udvidet og forbedret udgave kom på tysk maj 1879, den definitive først under titlen Lord Beaconsfield i Samlede Skrifter IX, 1901. Det var et nyt vellykket forsøg på at skildre manden bag bøgerne og på at nå bag om den officielle facade.

Sept. 1879 genså Georg Brandes Paris og åndede for en stund op efter det anstrengende arbejde med artikler, bøger og oversættelser. På Oehlenschlägers hundredårsdag 14.11. var han i Kbh. og holdt festtalen for F.L. Liebenberg. Hans forelæsninger over den franske romantik i samme måned havde stor tilslutning. N.å. opholdt han sig en tid lang i Norge og vakte nyt røre. 1881 udgav han sit ældste politiske skrift, Ferdinand Lasalle (i dets første form trykt i Det nittende Aarhundrede, 1874–75), omarbejdet som bog på dansk, og på tysk den mægtige samling af sine essays Moderne Geister samt begyndelsen af en ny oversættelse af Hovedstrømningerne, den som på grund af sproget og forfatterens gennemarbejdelse har haft den største autoritet hos hans udenlandske publikum. Nye besøg i Danmark og Norge forøgede afvekslingen og spændingen i hans liv. Men i stilhed arbejdede han i disse år med fransk litteratur som var og blev hans yndlingsfelt, både de romantiske og de nyere realistiske forfattere. Nogen dyb kærlighed til den tyske jordbund hvorpå han levede fik han aldrig. De korrespondancer han hjemsendte, og som 1885 udkom samlet og udvidet i en stor illustreret udgave under titlen Berlin som tysk Rigshovedstad, en glimrende journalistisk præstation viser ham som den opvakte iagttager og velunderrettede referent, men hjertet var ikke rigtig med. Det faldt ham derfor ikke tungt juli 1882 at modtage et tilbud fra en anonym kreds af landsmænd om "ved Siden af de private Forelæsninger som han i de senere Aar jævnlig havde holdt ved Kbh.s Univ. at holde offentlige Forelæsninger sst.", mod et vederlag af en sum af 4000 kr. årlig i ti år, idet man forudsatte at han ville forlægge tyngdepunktet for sin virksomhed fra tysk til dansk og tage residens i Kbh. 1.2.1883 holdtes der afskedsfest for ham i hotel Kaiserhof i Berlin.

Allerede inden hjemrejsen til jul 1882 havde han nået at udgive 5. bind af Hovedstrømningerne, den længe forberedte fremstilling af den franske romantik, samlet omkring den da endnu levende Victor Hugo til hvem Georg Brandes direkte henvendte sig i efterskriften. Det er hans smukkeste bog, næsten uden tendens og polemik, en hyldest til fransk poesi og romansk kultur. Det var nu hans mening at bringe det store værk til en hurtig afslutning, og han holdt foråret 1883 offentlige forelæsninger over den sidste af de seks forfattergrupper det var hans hensigt at behandle, men det lykkedes ham ikke at få bugt med uhyret. Året bragte to essayssamlinger af Georg Brandes. I den tykke bog Mennesker og Værker i nyere europæisk Litteratur findes mest fredelige blade: Goethe og Danmark (oprindelig skrevet til "Goethe-Jahrbuch", 1881) hvor han måler guldaldertidens åndelige stormænd med en af deres vigtigste forudsætninger; Schack Staffeldt (oprindelig skrevet til F.L. Liebenbergs udgave af digteren 1882), en hel lille bog om den romantiske poesis grundideer, et sympatisk modstykke til Georg Brandes' talrige direkte angreb på romantikken, hans teknisk mest fuldendte afhandling; et optryk af Georg Brandes' varme og hyldende afhandling om Paul Heyse; de to vigtige studier over Gustave Flaubert og brødrene E. og J. Goncourt som fik betydning for den realistiske fortællekunst i Danmark, samt flere mindre artikler. I bogens forord træder Georg Brandes frem i en ny inkarnation som den kunstneriske psykolog der vil kappes med sin tids roman- og skuespildigtere uden de videnskabelige prætentioner der havde været fremme i monografierne fra sidst i 1870'erne og uden den voldsomme polemik der kendetegnede hans fremmarch efter hjemkomsten fra den første Italiensrejse. Mere af et partiskrift er Det moderne Gjennembruds Mænd hvori Georg Brandes behandler den nye digterskole som havde samlet sig om hans forkyndelse. Heri okkuperes Bjørnstjerne Bjørnson der siden sidst i 70'erne havde nærmet sig Georg Brandes, og Ibsen hvem Brandes i denne anden behandling formår at karakterisere friere end det havde været muligt 1867; de to nordmænd anbringes foran de danske digtere: J.P. Jacobsen som Georg Brandes havde været så heldig at proklamere som den første prosaist i den nye litteratur på et tidspunkt da han endnu kun havde publiceret nogle småstykker i tidsskrifter, Holger Drachmann hvem Brandes kun undte en kneben anerkendelse og som straks efter bogens fremkomst brød med Brandes, Sophus Schandorph som Brandes trakterer fornemt nedladende i bevidsthed om at det drejer sig om en digter som uden hans optræden aldrig havde fundet sit særområde, endelig Edvard Brandes og Erik Skram. Bogen kom på en tid da det litterære venstre var ved at gå i stykker, og den fremskyndede kun opløsningen.

I anledning af tohundredåret for Holbergs fødsel udsendte Georg Brandes 1884 sit kendte festskrift, en åndrig bog, men ensidig og historisk set mangelfuldt funderet; bedst er skildringen af de klassiske og de uklassiske elementer i komedierne og digtene. I fremstillingen af Holberg som den suveræne, miskendte tugter af samtiden finder vi den brandeske heltetype under fortsat krystallisation. En længere foredragsrejse til Tyskland, Østrig og Polen havde den betydning at bringe Georg Brandes i berøring med slavisk åndsliv som hidtil havde været ham en lukket bog. Nye rejser til Polen og Rusland 1886 og 1887 resulterede i de fine rejse- og litteraturskildringer Indtryk fra Polen og Indtryk fra Rusland juli og okt. 1888. Georg Brandes har med held grebet den nylig afdøde Goldschmidts pen. Hans deltagelse i den meget bitre debat om betydningen af kønslig afholdenhed ("Sædelighedsfejden" 1887) der førte til brud med Bjørnstjerne Bjørnson viste til fulde hvor langt Georg Brandes var kommet fra sin ungdoms troskyldige idealer: af den tidligere missionær for kvindefrigørelsen var der ikke spor tilbage. Endnu mere forbavsedes Brandes' gamle frisindede og demokratiske tilhængerskare ved hans forelæsninger over Fr. Nietzsche 1888, n.å. bearbejdet til afhandlingen Aristokratisk Radikalisme (i Tilskueren). I denne afhandling, og ikke mindre i den polemik med Harald Høffding den affødte lagde Georg Brandes sin ustyrlige nonkonformisme for dagen ("Man har for længe tæret paa Halvfjerdsernes Tanker: visse Arvelighedsteorier, lidt Darwinisme, lidt Kvindeemancipation, lidt Lykkemoral, lidt Fritænkeri, lidt Kultus af Folket..."). Han forkynder nu med åbne ord sin tro på de store mennesker som kulturens kilder og endemål. Herefter satte han sig til opgave at fremstille sådanne rige personligheder i omfattende biografiske fremstillinger. 1888–89 holdt han forelæsninger over Goethe, og et par herhen hørende studier blev trykt i Tilskueren 1890, men snart lagde han Goethe til side for Shakespeare der lokkede ham med sine fremstillinger af lidenskabslivet. Inden han vovede det afgørende spring udgav han sine småafhandlinger: to bind Essays, 1889 (Danske Personligheder og Fremmede Personligheder) og et bind Udenlandske Egne og Personligheder, 1893 hvori rejseskildringerne indtager den halve plads. Han bestræber sig i disse bøger for at være til gavns subjektiv, ville gerne bruge de behandlede forfattere som anledninger til at udtale sin mørkt-gyldne livsopfattelse, understregede stærkt hvad disse digtere var for ham.

Okt. 1890 endelig sluttede han efter næsten en snes års arbejde det store litteraturhistoriske værk hvori han noget hovedkulds var faldet ind. Det unge Tyskland, et stort og tungt arbejde førte langt om længe læserne tilbage til ideerne fra 1848 hvori Georg Brandes' hele virksomhed som talsmand for liberale meninger bundede. Af de deri behandlede skikkelser havde kun Heinrich Heine hans inderlige forkærlighed; dette parti af bogen kunne også senere ved nogle pennestrøgs forandringer udgives som særligt skrift. Det frapperede mange, også af Georg Brandes' tilhængere, ved at fremhæve digterens cæsariske tankegang og ved en sammenligning mellem Heines og Goethes lyrik som lod vægtskålen synke ned til fordel for den sidste. I det hele så det ud som om Georg Brandes var løbet fra sine forsyninger. Den oprørske tankegang, den frihedsbegejstring, den ynglingetrods mod vedtagne meninger hvormed det store foretagende var begyndt syntes næsten forsvundet; i stedet henviste Georg Brandes til dyrkelsen af de store forfatteres personligheder og værker som til en ny helgenkultus. Han endte ganske vist med en skildring af den tyske revolution som en art afslutning på den store tilbageskridende bevægelse i europæisk åndsliv det havde været hans formål at beskrive; men det var tydeligt at dette hovedemne i mellemtiden havde mistet hans interesse. "Hovedstrømningerne" blev ikke til den demonstration af en tesis hvortil det var planlagt, men en række livlige åndshistoriske skildringer fra de forskellige lande.

Det nye tiår skulle begynde med bitterhed. Nov. 1890 mistede Georg Brandes den ene af sine små døtre. Et nyt forsøg der ved to offentlige adresser blev gjort på at bevæge regering og rigsdag til at gennemføre hans ansættelse som professor mislykkedes n.å. En slags oprejsning for tort og svie fra magthavernes side fik han ved en stor fest i Koncertpalæet 25.10.1891, 25-årsdagen for hans første skrifts udsendelse hvor han blev hyldet af forfattere, kunstnere og videnskabsmænd og til sidst fik fakkeltog. Han havde smag for hyldest og store scener. 1890'ernes hovedværk er den store bog om Shakespeare I-III, 1895–96, nedskrevet som i et åndedræt efter flere års forarbejder. Det er en genial løsning af en uløselig opgave, et forsøg på at skrive digteråndens historie, læse hans skiftende ansigter ud af værkerne med en hovedvægt på de bitreste, mest lidelsesfyldte steder i de mørkeste, til dels tvivlsomme tragedier. Shakespeare-skikkelsen er især opfattet fra den lyriske side og har i Georg Brandes' opfattelse fået de træk han fremelsker hos sine modeller: de fine nerver, der let spændes til sprængpunktet, den uundværlige martyrmine, den fornemme livslede og publikumsforagt. Filologisk, kultur- og personalhistorisk er bogen meget angribelig, men gendigtningen af skuespillene og kreationen af heltens legendariske skikkelse hører til det mest udsøgte Georg Brandes har frembragt. Efter tabet af Julius Lange udgav Georg Brandes 1898 de breve han havde modtaget fra ungdomsvennen med en skildring af deres samliv, en af de smukkeste bøger i dansk memoirelitteratur. 1899–1902 udsendte han sine Samlede Skrifter I-XII med register (to supplementsbind 1903–04, fire nye 1905–10). Han udelod en del af sine mindre artikler, optog ikke få, som aldrig var kommet i bogform, underkastede alt en til dels ret indgribende revision. En radikal udrensning af fremmedord efter meget udfordrende principper (allerede forberedt siden slutningen af 80'erne) har ændret sprogbilledet en hel del, de mange citater af vers på engelsk, tysk og fransk er metrisk oversat, men oftest meget uheldigt; noget interessantere er de Ungdomsven, 1898 som blev optrykt bag i 12. bind. Georg Brandes har været veloplagt til dette store foretagende, men det gælder om hans omarbejdelser som om Oehlenschlägers, at de ikke respekterer værkernes oprindelige karakter. Arbejdet gennemførtes på trods af ret ondartede tilbagefald af hans gamle åresygdom som også nedsatte hans mod og evne til at indlade sig på større foretagender for lange tider.

Efter det politiske systemskifte fik Georg Brandes 1902 professortitel og -indtægt uden forelæsningspligt; siden 1890'erne holdt han kun få offentlige forelæsninger, fremkaldte heller ikke længere nogen forargelse ad den vej. Han gav sig til at nedskrive sit levned, begyndelsen først i tredje person i Det ny Aarhundrede, 1903–04, som bog i tre bd., 1905–08. Det er en i det faktiske meget pålidelig selvbiografi, udarbejdet over dagbogsoptegnelser, egne og andres breve, avisudklip osv.; smukkest er de første halvandet bind med fine reminiscenser fra "Dichtung und Wahrheit" og "Le Livre de mon Ami", resten mest annalistisk, med mere udførlige bemærkninger om mennesker Georg Brandes har mødt og talrige opgør med modstandere og frafaldne. Nogle smukke autobiografiske fragmenter i "Udenlandske Egne" og "Samlede Skrifter" savnes hårdt i sammenhængen. Fraset et par småbøger – Før og nu og Armand Carrel, 1911 – omfatter hele Georg Brandes' forfatterskab fra nu af til verdenskrigen småartikler i tidsskrifter og navnlig kronikker i Politiken hvor han gennem en årrække med sin mester Sainte-Beuve i erindring offentliggjorde en lille holbergsk epistel hver mandag, kun afbrudt af de ret talrige rejser der nu især gik til Karlsbad og Paris. Disse artikler fra hans sidste 25 år kan for største delen genfindes i hans skrifters XV-XVIII, i samlingerne Fugleperspektiv. 1913, Napoleon og Garibaldi, 1917, Liv og Kunst, 1929, Store Personligheder, 1930 og Kulturbilleder, 1932. Efter krigsudbruddet indtrådte en vending. Georg Brandes havde hidtil kun lejlighedsvis skrevet om politik med egentlig aktuelt sigte: nogle drilske småindlæg under provisoriestriden, en række varmtfølte og virkningsfulde artikler om det slesvigske spørgsmål (samlede i Sønderjylland under prøjsisk Tryk, 1919), opråb og afhandlinger der appellerede adskillige undertrykte folkefærds sag til den europæiske opinion. Men nu først vover han sig ind i en stadig politisk forfattervirksomhed, taler med krigerske og voldsomme ord fredens og mådeholdets sag, angriber med bitter trodsen på sin neutralitet begge kæmpende stormagtsgrupper for deres voldspolitik. Indlæggene er samlet i de forskellige udgaver af Verdenskrigen, 1916–17 og fortsattes efter fredsslutningen med Tragediens anden Del, 1919. Mens Georg Brandes i disse skrifter kun optrådte som anklager, kastede han sig som for at dulme smerten over mislydene i den europæiske koncert ind i et stort oplysende forfatterskab. Wolfgang Goethe I-II, 1914–15 hævder sig smukt i Goethelitteraturen ved klarhed og ædruelighed, men de fineste partier er fra omkring 1890. François de Voltaire I-II, 1916–17, støtter sig stærkt på Gustave Desnoiresterres', Goncourternes, Sainte-Beuves og andres skrifter, men er skrevet med større varme og elegance end det forrige værk, det er uden tvivl den mest overskuelige eksisterende større Voltairebiografi. Cajus Julius Cæsar, 1918 er det mest glimrende skrevne og komponerede af Georg Brandes alderdomsværker, men mangelen på historisk kritik og den gennemgående afhængighed af hævdvundne klassisk-filologiske synsmåder gør bogen til væsentlig underholdningslitteratur, som blev forbillede for de følgende tiårs internationale kæmpebiografier i masseoplag. Et planlagt værk om Thorvaldsen blev henlagt til fordel for en bog om Michelangelo, 1921, Georg Brandes sidste heltebog, et ypperligt fortalt stykke florentinsk historie, men kunstvidenskabeligt set uden betydning. Som et efterslæt til "Voltaire" kom et par småskrifter Hertuginden af Dino og Fyrsten af Talleyrand, 1923, og Uimodstaaelige, 1924 der viser samme fordomsfri opfattelse af 1700-tallets aristokratiske selskab. Nogle meget smukke og friske afhandlinger fra Georg Brandes' oldingeår er samlet under fællestitlen Hellas, 1925; heri vedkender han sig med stolthed sin ungdoms forkærlighed for græsk åndsliv og den del af nyere europæisk dannelse som har sin rod i det. Også Georg Brandes' allersidste bøger betegner en tilbagevenden til ungdommens interesser: i de tre små bind Sagnet om Jesus, 1925, Petrus, 1926, Urkristendom, 1927 bekæmper han læren om Jesus som en efterhånden guddommeliggjort profet, stempler efter den tysk-fransk-amerikanske radikale bibelkritiks foregang denne opfattelse som en euhemeristisk konstruktion. Således opnåede han med sine seneste skrifter at vække en lignende forargelse som over et halvhundrede år tidligere.

Georg Brandes har i skrift og tale sit liv igennem øvet en overordentlig påvirkning på litteraturen og den offentlige mening i Danmark og uden sammenligning været den danske som helst blev hørt i udlandet. Hans indflydelse som vækker til selvtænkning og hans betydning for talrige enkelte lader sig efter sin natur vanskeligt måle. Mere håndgribelig er hans indsats som kritiker og impulsgiver over for skønlitteraturen. I 1860'erne havde han endnu Cl. Petersen ved sin side når han angreb epigonpoesien og henviste til Shakespeare som forbillede for en alvorligere kunst. I 1870'erne kommer der nye slagord til: litteraturen skal være talerør for "den frie Tanke", bygge på "naturalistisk" grund og "sætte Problemer under Debat". Forfattere som Drachmann, J.P. Jacobsen og Schandorph har han mere eller mindre hjulpet frem til selvstændighed, også norsk og svensk samtidig digtning skylder ham vejledning og støtte. Med 90'ernes litterære bevægelse havde han en art forbund ved sin fremhævelse af Nietzsche og dyrkelse af personligheden; han deltager i denne periodes reaktion mod oplysningsfilisteriet. Med litteraturen efter år 1900 stod han ikke på så fortrolig en fod. Nogen særdeles fin og sikker smag for sin samtids digtning besad Georg Brandes egentlig ikke; han bundede dybt i den tidsalder hvori han havde modtaget sin første dannelse, arbejdede sig kun med møje ud af den romantik som er hans forudsætning. Men han var rådsnar og lærvillig, vragede ikke venners og fremmedes råd og vink om hvor der var nye tanker og ny kunst at finde. Den danske litterære kritik og litteraturhistorie i de følgende menneskealdre stod på Georg Brandes' skuldre. Så tidligt som sidst i 60'erne lagde han sine studier over det komiskes og tragiskes teori til side for at følge de nye franske instruktioner. Egentlig æstetiker ophørte han snart at være; når han skulle henføre sine domme om digteriske emner under almindelige regler faldt han tilbage i den real-idealisme han havde fået doceret i universitetshåndbøger som Fr. Th. Vischers. Det var mere og mere forfatterpersonligheden han søgte, og på sine ældre dage snarere forfatternes meninger og praktiske indsatser end deres poesi. En udtømmende historisk eller litterær granskning af en tidsalder lå ham fjernt; han dreves til sine emner af naiv sympati med menneskene og forlangte med årene mere og mere gigantiske repræsentanter for menneskeheden. Mangesidig var han, men ingen proteus: til at følge en frembringende ånd i hans sjæls lønkamre eller igennem alle variationer af hans poesi savnede han tålmodighed. Det religiøse liv var ham efterhånden næsten fremmed, de jordbundne og de idylliske naturer havde hans antipati. At fremstille en helt uden verdenssmerte lå uden for Georg Brandes talent. Som forfatter har han æren af at have udformet det litterære essay og den kunstneriske monografi i fransk manér. Også hans store historiske værker kan opløses i essays. I miniatureformat går genren igen i adskillige af hans bladartikler. Hans prosasprog stammer i lige linie ned fra J.L. Heibergs, det lette og gennemsigtige foredrag, aldrig opfyldt af halvforståelige hentydninger og jargon; vel havde han ikke al Heibergs finesse-, gratie og hygge, til gengæld rådede han over patos og indignation, en dristigere rytme og et rigeligere billedforråd. Han var en magtfuldere skribent. Med sit distinkte, lidenskabelige mæle formåede han at holde den nordiske læseverden fast gennem to menneskealdre uden nogen sinde at betvivle at han også havde myndighed til at tale.

Familie

Georg Brandes blev født i Kbh. (Mos.), død sst., bisat fra Bispebjerg krematorium, asken spredt ved Den slesvigske sten i Dyrehaven. Forældre: grosserer Herman Cohen Brandes (1816–1904) og Emilie Bendix (1818–98). Gift 29.7.1876 i Berlin med Johanne Louise Henriette (kaldet Gerda) Strodtmann, f. Steinhoff, født 7.9.1845 i Neindorf ved Helmstedt, død 20.11.1931 i Charlottenlund (gift 1 . gang med den tyske forfatter og oversætter Adolf Heinrich Strodtmann, 1829–79), d. af toldfunktionær Heinrich Christoph Steinhoff (1814–53) og Anna Dorothee Luders (død 1885). – Bror til Edvard Brandes og Ernst Brandes.

Udnævnelser

K2 1909. F.M.1. Kr. 1912.

Ikonografi

Barnetegn. af Constantin Hansen ca. 1845, af Geskel Salomon ca. 1847 og af Birgitte Neumann ca. 1850. Mal. af D. Monies. Min. af H. Møller (Kgl. bibl.). Tegn. af Julius Lange, 1861 og af G. Rump, 1868. Mal. af Zahrtmann, 1872. Tegn. af P. S. Krøyer, 1875 (Skagens mus.). Karikatur af K. Gamborg, 1877 ("Punch"). Mal. af Chr. Krohg, 1879 (Skagens mus.). Tegn. af Krøyer, 1881, gengivet i træsnit 1882 af Hendriksen og kopieret af K. Edsberg (Kgl. bibl.). Afbildet på mal. af Krøyer, 1883 (Randers mus.). Mal. af Max Klinger, 1883, af Michael Ancher 1883. Mal. af Oscar Björck og af Eilif Petersen. Træsnit 1883 og 1885. Mal. og tegn. af L. Horovitz, 1885. Træsnit af H. P. Hansen, 1886. Silhouet af C. J. Salomonsen, 1886. Tegn. (Fr.borg) til Punch af K. Gamborg, 1886–88 og af Alfred Schmidt, 1887. Radering af F. Lindner, 1886. Tegn. af F. Henningsen efter foto fra 1887 (Nasjonalgalleriet, Oslo). Mal. af H. Slott-Møller 1888, flere gentagelser (1889, Kgl. bibl.). Træsnit 1890 af H. P. Hansen efter foto. Tegn. af Vald. Neiiendam, 1893. Mal. af Jul. Paulsen, 1897. Træsnit af A. Bork, 1897, efter foto. Træsnit af H. C. Olsen, 1899. Avistegn. 1899. Relief af M. L. Macguire (?) ca. 1900 (Kgl. bibl.). En række portr. af P. S. Krøyer: Mal. og tegn. ca. 1900 (Hirschsprung), tegn. ca. 1900 (Fr.borg), mal. 1900 (Anchers hus, Skagen), mal. 1900 (Politiken) og mal. 1902 (Fr.borg). Karikaturer af Alfred Schmidt, 1901. Buste af V. Bissen, 1901, relief af samme 1902. Buste af Max Klinger, 1902 (Kgl. bibl.; Kunstmus. i Leipzig). Buste af N. Hansen Jacobsen, 1903 (Vejen mus.). Medalje 1904. Karikaturer 1904 af Blix, Albert Engström og Axel Nygaard. Buste af Elise Brandes ca. 1907. Buste af L. Brandstrup, 1912 (Fr.borg), relief af samme 1912. Tegn. af A. Rouveyre, 1913. Buste af J. Davidson, 1914. Mal. af Michael Ancher, 1915 (Skagens mus.). Mal. af V. Irminger, 1917. Tegn. af Jensenius 1920 og 1921 (Fr.borg). Tegn. af Ivan Opffer, 1921, litograferet 1922. Mal. af H. Vedel, 1922 (Fr.borg). Tegn. af Hans Bendix, 1925, litografi 1926. Mal. af Lovis Corinth, 1925 (Kgl. kunstmus., Antwerpen), af Arnold Koblitz, 1926 og af Aug. Tørsleff, 1926. Linoleumssnit af K. J. Almquist, 1932. Mal. af Max Liebermann (Bremens mus.) og af H. Vedel (Studentergården, Kbh.). Buste af R. Tegner (Tegners mus., Vil.lingerød). Karikaturer af Eva Drachmann og R. Storm Petersen. Tegn. (ungdomsbill.) af Ib Andersen, 1938. Frimærke af C. Slania, 1971, efter tegn. af Jane Muus. Foto. Mal. f H. Vedel, 1925 (Studentergården, Kbh.)

Bibliografi

Bibliografi. Dansk skønlit. forfatterleks. I, 1959 155–71. Udg. Samlede skr. I-XVIII, 1899–1910. Samlede skr. Danmark, I-HI, 2. udg., 1919. Hovedstramninger i det nittende årh.s lit. I-VI, 1966–67.

Kilder, Levned I-III, 1905–08. Georg og Edv. Brandes' brevveksl, med nordiske forfattere og videnskabsmænd, udg. Morten Borup m.fl., I-VIII, 1939–42. Correspondance de G. B., udg. Paul Krüger, I-IV, 1952–66. G. B. und Arthur Schnitzler: Ein Briefwechsel, udg. Kurt Bergel, Bern 1956. G. B. og A. G. Drachmann, udg. Geert Drachmann, 1967. G. B. og Vilh. Andersen: En brevveksling i Danske studier 1967 71–102 og 1968 60–62. Edv. og Georg B.s brevveksl. 1866–77, udg. Eva Seibæk, 1972. G. B.s breve til hjemmet, udg. Morten Borup, I-III, 1978. G. B. og Peter Nansen omkr. "Verdenskrigen" (brevveksl.) i Fund og forskning XXII, 1975-76 223-42.

Lit. Tilskuerens festskr. til G. B., 1912. G. B. årbog 1975- H. S. Vodskov: Spredte studier, 1884 287–328. Cl.Wilkens i Tilskueren, 1888 740–69 og 887–907. Alfr. Ipsen: G. B., I-HI, 1902–03. Edm. Gosse: To besøg i Danm., 1912. Konrad Simonsen: G. B. 1913. Vilh. Andersen: Tider og typer af dansk ånd hist. II, 2, 1916 181–262. Osv. Hansen: G. B. 1918. Vald. Vedel: Firsernes førere, 1923 109–49. H. Rue i Edda, 1924, 236–99 og 1926 1–34. Paul V. Rubow: G. B. og hans lærere, 1927. Samme i Danske studier, 1928 145–62. Henri Nathansen: G. B. 1929 (2. udg. 1950). Gertrud Rung: G. B. i samvær og breve, 1930. Paul V. Rubow: G. B. og den kritiske tradition i det nittende årh., 1931. Holger Ahlenius: G. B. i svensk lit. till och med 1890, Sth. 1932. Paul V. Rubow: G. B.'s briller, 1932. Gunnar Ahlström: G. B.s hovedstrømninger, 1937. C. G. Elberling: G. B. belyst ved skrifter af og om ham, 1937. Paul V. Rubow: Reflexioner 1942 71–81. Fr. Hegel i Ord och bild, 1944, 159–67. Aage Kabell i Orbis litterarum, 1944 188–215. Emil Frederiksen: Den unge Grundtvig og andre essays, 1948 170–78. E. Spang-Hansen: Oscar Siesbye og hans breve, 1948 29–45. Fr. Böök: Victoria Benedictsson och G. B. 1949. Paul V. Rubow: Lit. studier, 2. udg, 1949 12–35 og 36–88. H. Fenger: G. B.s læreår, 1955. Samme i Festskr. til Paul V. Rubow, 1956 256–68. Samme: Den unge B., 1957. Vald. Hansen i Fund og forskning III, 1956 117–23. L. Nedergaard i Nordisk t. för vetenskap, konst och industri, 1960 1–17. O. Seidlin: Essays in german and comparative lit., Chapel Hill 1961 1–29. H. Fenger: G. B. et la France, 1963. Samme i Edda, 1964 81–116 og 169–208. Sv. Møller Kristensen i Scandinavica, 1964 121–32. Bertil Nolin: Den gode europén, 1965. René Wellek: A hist. of modern criticism IV, New Haven 1965 357–69 og 606–10. Chr. Jackson og J. Andersen i Danske studier, 1971 58–80. Elias Bredsdorff i Scandinavian studies, 1973 1–26. Lars-Olof Franzén i Ord och bild. 1973 467–76, 478–81 og 483–86. Den politiske G. B., red. Hans Hertel og Sv. Møller Kristensen, 1973. H. Rue: Om G. B., 1973. Elias Bredsdorff i Dansk udsyn, 1976 175–88. B. Nolin: G. B. 1976.

Papirer. Brandes arkivet i Det. kgl. bibl. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig