Friederike Brun

Friederike Brun, Sophie Christiane Frederikke Brun, 3.6.1765-25.3.1835, forfatter. Født i Gräfentonna ved Gotha, Sachsen, død i Kbh., begravet sst., (Petri kgd.). Få uger før B.s fødsel havde faderen modtaget kaldelse til Danmark, og kun et par mander gammel kom hun med familien til Kbh. hvor hun voksede op under lykkelige forhold i et hjem der stod i nøje forbindelse med de indflydelsesrige og kulturelt højtstående tyske kredse omkring A. P. Bernstorff og Ernst Schimmelmann. B. var tidligt udviklet; endnu ikke fyldt syv år gennempløjede hun Samuel Richardsons romaner, i sit trettende år læste hun Ossian på engelsk og fjorten år gammel Tasso på italiensk. Samtidig havde hun dyrket både tysk og dansk litteratur; opførelsen af Ewalds "Balders Død" 1778 betog hende stærkt og få dage efter besøgte hun sammen med broderen Friederich Münter den syge digter der med hånden på hendes pande indviede hende til digterkaldet. Ved Ewalds død 1781 var hun med blandt de unge piger som – til nogens forargelse – strøede blomster foran kisten da den blev båret til Trinitatis kgd. Hendes egne tidligste digteriske forsøg (tyske digte og prosastykker) lod faderen samle og udsende i et privattryk 1782, og på samme måde fremkom s.å. hendes første rejseskildring Tagebuch meiner ersten Reise, resultatet af en tur hun med forældrene havde foretaget i Tyskland hvor hun bl.a. havde lært Herder, Klopstock, Burger og Wieland at kende. I erotisk henseende var B. også tidligt moden; som fjortenårig fattede hun en sværmerisk kærlighed til den meget ældre August Hennings, og ved samme tid forelskede bl.a. Georg Zoega sig i den ikke egentlig smukke, men meget charmerende unge pige. Da hun var seksten-sytten år begyndte frierne at melde sig, deriblandt Constantin Brun. Ikke uden tøven gav hun ham sin hånd; sine gode egenskaber ufortalt kunne han ikke tilfredsstille alle de fordringer et så livligt og sværmerisk gemyt måtte stille til den vordende ægtemand; men under mild pression fra faderens side, for hvem den trygge økonomiske fremtid Brun kunne byde datteren spillede en stor rolle, indvilligede hun omsider, så brylluppet kunne fejres kort efter hendes attenårs fødselsdag. De nygifte rejste over Sverige til St. Petersborg og derfra hjem gennem Nordtyskland.

Efter hjemkomsten 1784 fødte B. en søn der siden efterfulgtes af endnu fire børn, af hvilke det yngste var datteren Ida, senere grevinde de Bombelles. I vinteren 1788–89 var B. under en forkølelse blevet fuldstændig døv i løbet af en nat; tilfældet fortog sig kun delvis, så hun resten af sit liv pintes af svær tunghørhed. Da hun desuden led af hovedpine og nervesmerter blev der i de følgende år jævnligt ordineret hende bade- og rekreationsrejser. Sommeren 1789 foretog hun således en rejse til Pyrmont, en del af vejen ledsaget af Jens Baggesen der skildrede turen i "Labyrinten" og til hvem hun siden altid stod i venskabsforhold. 1790–91 gennemrejste hun med sin mand Frankrig og Schweiz og stiftede på denne rejse to for hende meget betydningsfulde bekendtskaber, nemlig i Lyon med den tyske digter Friedrich Matthisson og gennem denne senere i Genève med hans nære ven, den schweiziske patricier og skribent Karl Victor v. Bonstetten. I disse to mænds venskab fandt B. optagelse, og hendes forhold til dem udviklede sig ret ejendommeligt. I begyndelsen synes det næsten at have været hedest over for den fire år ældre Matthisson der endda i 1794 som nygift forlod sin kone for at besøge veninden i Kbh., og som n.å. i Zurich udgav et udvalg af hendes digte (Gedichte, 1795, 5. udg. 1816). Da hun 1795 atter begav sig på rejse, gensås de i Wörlitz. Efter at hun havde brugt kur i Karlsbad hvor hun omgikkes Goethe mødtes de atter i Lugano, og her sluttede Bonstetten sig til dem. I Rom, hvor B. opholdt sig fra nov. 1795 til april 1796, nød hun og Matthisson atter hinandens selskab, men omtrent ved denne tid træder Bonstetten afgjort i forgrunden; da hun efter at have tilbragt omtrent et år i Italien drog nordpå gjorde hun et par måneders ophold i hans hus i Valeyries mellem Lausanne og Neuchatel. Som så ofte i datidens idealvenskaber var også dette, i alt fald fra hendes side, erotisk stemt, og der er ikke tvivl om at fra nu af var følelsen for den tyve år ældre Bonstetten i en årrække den alt beherskende i B.s liv. Med tungt hjerte måtte hun i foråret 1797 løsrive sig og følge sin mand der havde hentet hende i Bern; men foreløbig kom det ikke til nogen krise. Bonstettens sjældent indtagende personlighed vandt i den grad Brun for sig at han 1798–1801 sammen med sønnen Carl kunne slå sig ned i det B.ske hus i Kbh. Under hans ophold her besørgede B. en udgave af hans landsmand, historikeren Johannes Müllers breve til ham (Briefe eines jungen Gelehrten an seinen Freund, fortsat 1812) der vakte overordentlig opsigt.

Da Bonstetten 1801 forlod Danmark ledsagede B. ham til Schweiz for derefter selv at rejse videre til Rom. Efter hendes hjemkomst 1803 udviklede forholdet mellem ægtefællerne sig meget disharmonisk. Længslen efter Bonstetten gjorde hende livet i Kbh. uudholdeligt, og 1805 brød hun atter op for at tiltræde sin tredje, den sidste og langvarigste rejse sydpå. Den første vinter levede hun i Geneve sammen med Mme. de Staël og Bonstetten, april 1807 til august 1810 i Rom, oftest i samme selskab. I længden blev dette dog den ellers langmodige ægtemand for meget. Efter at han havde stillet B. et ultimatum om enten at vende hjem eller, mod at give afkald på datteren Ida, at forblive i Rom med en pension på 2000 spanske daler årligt, bestemte hun sig omsider 1810 til at vende hjem til Danmark for stedse. Bonstetten genså hun aldrig, men vedligeholdt korrespondancen med ham til hans død 1832. Noget godt forhold mellem ægtefællerne lod sig ikke mere istandbringe, men man fandt sig til rette i en facon hvor der navnlig fra hans side ikke lagdes skjul på uoverensstemmelsen, og som også tillod husets venner over for ægtefællerne selv at spøge dermed. Samlivet baseredes på den gensidige resignation at B. gav afkald på rejselivet og vennen, mens han til gengæld fandt sig i at hans hjem fyldtes med fremmede mennesker. Det B.ske hus (det senere Moltkes palæ) i Bredgade og landstedet Sophienholm ved Bagsværd sø var i den følgende årrække en salon i europæisk format. B. der havde set det meste der var værd at se i Europa, og truffet de fleste af sin samtids berømtheder, var udmærket skikket til at præsidere i en sådan salon hvor åndslivets og kunstens ypperste mødtes med aristokratiet, de fremmede diplomater og tilrejsende. De vanskeligheder, hendes døvhed afstedkom i selskabeligt samvær, afbødedes til dels af hendes store fortælletalent. B.s Gedichle, 1795 fortsattes med Neue Gedichle, Darmstadt 1812 og Neueste Gedichte, Bonn 1820. Stilhistorisk henhører hendes poesi til Empfindsamkeit-kategorien, men med et vist klassicistisk præg. Stor selvstændig værdi har den ikke, dertil har hun haft for vanskeligt ved at frigøre sig for de forbilleder hun havde valgt sig. Oprindelig var det Klopstock, F. L. Stolberg og Hölty, senere blev det den schweiziske digter J. G. von Salis og navnlig Matthissons elegiske natursværmeri hun kom under indflydelse af; i hendes skønlitterære prosaarbejder er det den Gessnerske idyl man sporer. Mere værdifulde er hendes rejseskildringer, især i Prosaische Schriften I-IV, Zürich 1799–1801 der indeholder Tagebuch über Rom fra årene 1795–96, Episoden aus Reisen I-II, Zürich 1806–09 (III, Mannheim og Heidelberg 1816, IV, Leipzig 1818) som er udsprunget af et sind der i sjælden grad har været opladt for naturens skønhed og vidner om en ligefrem og intelligent kunstopfattelse. Særskilt kan nævnes hendes Briefe aus Rom 1808–10, Dresden 1816, hvori hun til dels som øjenvidne skildrer franskmændenes erobring af byen og pavens tilfangetagelse, samt hendes sidste bog Römisches Leben 1–11, Leipzig 1833, hvis værdi navnlig beror på de mange livfulde billeder af det romerske folkeliv og de talrige indflettede karakteristikker af betydelige personligheder hun havde truffet i Rom. Blandt disse var Thorvaldsen hvis format hun tidligt forstod. Det var med hendes økonomiske bistand Thorvaldsens lermodel til Jasonstatuen 1802–03 blev afstøbt i gips, og hun lod 1812 en indgående biografisk artikel om ham trykke (i Athene IV, 1815, først trykt 1812 i Morgenblatt für gebildete Stande). Men hæderspladsen i B.s forfatterskab indtager ubetinget Wahrheit aus Morgentraume, med tillægget Idas ästhetische Enlwickelung, en selvbiografisk skildring af de første 15 år i hendes liv der stadig har bevaret en friskhed og umiddelbarhed som virker uimodståelig selv på en moderne læser, og som desuden giver en kulturhistorisk interessant miljøskildring af livet i Struensee- og Guldbergtidens Kbh. Skønt B.s forfatterskab er skrevet på tysk tilhører hun dog også Danmark. Kosmopolit som hun var erklærede hun sig ude af stand til at føle eksklusiv fædrelandskærlighed, men talrige træk, fx hendes bevægelse hver gang hun ser Dannebrog i en fremmed havn, viser at hun følte sig som dansk, dvs. som borger i det dansk-tyske monarki. Og hvor stærk tilknytning hun end havde til tysk litteratur, havde hun dog en levende forståelse af de danske digtere, hvorom hendes forhold til Ewald, Baggesen, Oehlenschläger, J. L. Heiberg og Ingemann vidner; hun er da ej heller, som tidligere antaget, forfatter til den bekendte meget "tyske" pjece "Ausrufungen veranlasst durch Holger Danske und Holger Tydske" (1789). Imellem tysk og dansk var der hos hende ingen modsætning; i sin natur forenede hun ganske anderledes stridige elementer. "Welch eine sonderbare Mischung von Selbstbetrug und Klarheit diese Frau zu ihrer Existenz braucht, ist kaum denkbar", siger Goethe om hende; ved siden af det sværmeriske og sentimentale havde hun megen praktisk sans, og i hendes optegnelser står de eksalterede følelsesudbrud side om side med højst fornuftsmæssige betragtninger. Midt i al sin Überschwenglichkeit bevarede hun en naturlig menneskelighed med solide, værdifulde egenskaber som hjælpsomhed, trofasthed, sanddruhed, frisind og fordomsfrihed. Hvor rig hendes menneskekundskab var viser de udmærkede skildringer, hun er i stand til at levere af personer hun har kendt, det gælder således den værdifulde karakteristik hun på sin side har givet af Goethe, og det interessante portræt hun har tegnet af Mme de Staël. Sig selv var hun i stand til at opfatte med en velgørende selvironi.

Mens hun for Baggesen var "den rene, regelløse Natur" hæftede en senere tid sig ensidigt ved hvad der forkom affekteret hos hende. For nutidens øjne står hun som en af de skikkelser der forbinder 1700- og 1800-tallet, en tidstype af samme art som Kamma Rahbek, til hvem hun trods deres store væsensmodsætning var knyttet med megen sympati. Den 1975 udgivne intime brevveksling igennem tyve år mellem B. og Caroline v. Humboldt giver et indblik i B.s internationalt orienterede intellekt, men lader også ane hvor afgrænsede muligheder for selvudfoldelse hendes samtid gav en kvinde der ikke ville bryde med sit miljøs normer.