Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frederik Leopold Stolberg

Oprindelig forfatter DLoh
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Frederik Leopold Stolberg, Friedrich Leopold Stolberg, 7.11.1750-5.12.1819, greve, forfatter, diplomat. Født på Bramstedi, død på Sondermühlen, begravet i Stockkempen ved Tatenhausen. S. blev opdraget sammen med sin to år ældre bror Christian, fulgte ham 1770 til Halle for at studere jura og 1772 til Göttingen hvor de tilsluttede sig Göttinger Hainbund. S. der især sluttede venskab med J. H. Voss begyndte at skrive digte der i deres ophøjede stil og begejstring for fædreland og frihed røbede indflydelse fra Fr. Klopstock som S. fra sin ungdom betragtede som sin åndelige far og digteriske forbillede. Digtenes holdning har imidlertid også rødder i hans selvbevidsthed som efterkommer af et urgammelt regerende grevehus som livet igennem gjorde ham til modstander af absolutismen og forsvarer af de politiske forhold i England. I Göttingen læste S. også græsk for at kunne læse Homer p;i originalsproget, deraf udsprang ideen om at oversætte Iliaden i tyske hexametre (udkom 1778), mens Voss overtog Odysseen. Om efteråret 1773 vendte brødrene tilbage til Kbh. hvor de boede hos deres svoger A. P. Bernstorff til de 1775 rejste til Schweiz og Tyskland, tildels i selskab med Goethe som de havde lært at kende i Frankfürt. Tilbagerejsen førte dem over Weimar hvortil Goethe kort forinden var ankommet og var blevet ven med hertugen af Sachsen-Weimar. S. fik tilbudt at træde i weimarsk tjeneste som kammerherre, men vendte dog først tilbage til Kbh. og foretrak endelig 1776 i stedet at modtage udnævnelsen til gesandt ved det danske hof for fyrstebiskoppen af Lübeck og hertugen af Oldenburg da han derved fortsat kunne leve sammen med familiekredsen. Han boede endnu en tid hos Bernstorff selv om han nærmest var en belastning for dennes politiske stilling da han ikke lagde skjul på sin modvilje mod det enevældige system, hoffet og Ove Høegh Guldbergs parti og undså sig ikke for at identificere den danske nation med regeringskredsen. Kbh. fomgtede han. Kun i Nordsjælland følte han sig vel, hvilket også fandt udtryk i hans digte som hermed indførte havet som tema i den tyske lyrik.

Da Bernstorff i nov. 1780 blev afskediget bad S. s.d. om sin afsked og helligede sig fra 1781 sit embede som overskænk ved fyrstebiskoppens hof i Eutin, et embede han havde haft siden 1776 og levede delvis hos broderen i Tremsbüttel. 1783 blev han landfoged over Neuenburg i hertugdømmet Oldenburg, et embede han dog først tiltrådte 1785 efter en rejse til Weimar og Karlsbad og et fornyet ophold i Kbh. Han opgav det dog snart igen da hans hustru Agnes døde efter et kort og meget lykkeligt ægteskab, og modtog Bernstorffs tilbud om at komme til Berlin som dansk gesandt. Her blev han kun til sommeren 1790 og forventede at blive forflyttet til Neapel, men 1791 trådte han påny i fyrstebiskoppens tjeneste som kammerpræsident i Eutin. Efter at man havde givet ham tilladelse til forinden at foretage endnu en rejse til Italien der førte ham til Sicilien, og som han beskrev i et værk, 1794, tiltrådte han sit nye embede efter hjemkomsten jan. 1793.

I de følgende år fjernede S. sig stadig mere fra vennen Voss som han allerede 1782 havde hentet til Eutin som rektor, og på grund af sin kristne holdning til antikken som han også i modsætning til Goethes og Schillers Weimar-klassicisme. Utilfredsstillet af tidens oplysningsprægede lutherdom og foruroliget over Frankrigs politiske udvikling efter revolutionen, som han først havde hilst som en virkeliggørelse af menneskerettighederne, nærmere han sig under indflydelse af sin anden hustru og nogle venner fra kredsen om fyrstinde Amalie v. Gallitzin i Münster mere og mere den katolske kirke, til hvilken han sommeren 1800 konverterede med sin familie. Denne konversion som vakte stor opsigt over hele Tyskland og af protestantiske litterater blev opfattet som et tilbagefald til en netop af Oplysningen overvundet umyndiggørelse, fik S. til at opgive sit embede, og han begav sig endnu s.å., efter heftige angreb fra Voss og den ligeledes i Eutin levende filosof Jacobi til sine katolske venner. Han boede først om vinteren i Münster og om sommeren på det nærliggende gods Lütgenbeck, derefter fra 1812 på godset Tatenhausen ved Bielefeld som tilhørte en vestfalsk familie som en af hans døtre var gift ind i, og endelig fra 1816 i nærheden af denne datter på godset Sondermühlen ved Melle. Konversionen havde for stedse bragt en længevarende krise til ende, og også forholdet til hans slægtninge faldt snart til ro. Da S. 1807 sammen med sin hustru for første gang atter besøgte sin bror skrev Christian Ditlev Reventlow (1748–1827) der havde set dem i Vindeby, at de var blevet "blidere og bedre efter at de ikke mere skulle bære katolicismen skjult i deres hjerter". Allerede i Eutin var S.s digteriske virke trådt i baggrunden for oversættelse (Platon 1796–97, Aischylos 1802, Ossian 1806), og i Münster beskæftigede han sig fremfor alt med historiske og kirkehistoriske arbejder, deriblandt en Geschichte der Religion Jesu Chrisli I-XV, 1806–18. S. døde kort efter at Voss endnu en gang med en publikation havde rejst striden om hans konversion.

Annonce

S.s digtning er i stil og motiver karakteristisk for den tyske litteratur mellem Klopstock og Weimar-klassicismen Hans politiske og religiøse udvikling er oplysende for typiske problemer i tysk åndsliv i den franske revolutions tidsalder. – Æresdoktor ved Kiels univ. 1815. – Kammerjunker 1763.

Familie

Forældre: overhofmester, greve Christian Günther S. (1714–65) og Christiane C. F. Castell-Remlingen (1722–73). Gift 1. gang 11.6 1782 i Eutin med Henriette Eleonore Agnes v. Witzleben, født 9.10.1761 i Hude, Oldenburg, død 15.11.1788 i Neuenburg, d. af løjtnant Adam Levin v. W. (1721–66) og Karoline v. Sobbe (1727–74). Gift 2. gang 15.2.1790 i Königsbrück i Sachsen med komtesse Sophie Charlotte Eleonore v. Redern, født 4.11.1765 i Berlin, død 8.1.1842 i Rumillies Belgien, d. af overhofmarskal greve Sigmund v. R. (1720–89) og grevinde Maria Johanna de Horguelin (1727–88). – Bror til Catharine S. og Christian S.

Ikonografi

Tegn. af J. H. Lips før 1776. Flere mal. af S. som ung. Buste af G. M. Klauer, 1784. Tegn. af A. Gral T, 1784. Mal. af samme, 1785 (Goethe-Mus., Frankfurt), gentagelser (Freckenhorst, Warendorf; forhen Brauna, Kamenz; Preetz), Mal. af I. C Rincklake (Kunstverein Münster; Westheim), efter dette stik af M. Steinla-Müller, I. G. Muller, Jos. Stöber, I. F. Voigt, F. Rosmäsler 1821 og 1822 samt litografi af bl.a. Lanzedelly, og træsnit. Litografi af H. Aldenrath ca. 1820 efter mal. af F. C. Groger. Træsnit efter forlæg af H. Bürkner. Tegn. af J. F. Darbes (kobberstikskabinettet i Dresden) og af T. von Öer (sst.). Mal. (Stolberg). Mal. (Schloss Vornholz, Osterfelde). Silhouet (Brahetrolleborg). Buste af Luigi Acquisti, forhen tilskrevet Canova, og af H. E. Freund, 1824 (glyptoteket i München).

Bibliografi

Udg. Gesammelte Werke der Brüder Chr. und Fr. Leopold Grafen zu Siolberg I-XX, Hamb. 1820–25 (reproudg. N.Y., Hildesheim 1974). Numa. Ein Roman, udg. Jürgen Behrens, Neumunster 1968 = Kieler Studien zur deutschen Literaturgesch. VII. Kilder. Briefe F. L.s Grafen zu Stolberg und der Seinigen an J. H. Voss, udg. Otto Hellinghaus, Münster 1891. Efterl. papiier fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobe I-X, 1895–1931. Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis I, 1904; III, 1913. Briefwechsel zwischen Klopstock und den Grafen Chr. und F. L. zu Stolberg, udg. Jürgen Behrens, Neumünster 1964 = Kieler Studien zur deutschen Literaturgesch. III. F. L. S.: Briefe, udg. samme, Neumünster 1966 = Kieler Studien zur deutschen Literaturgesch. V. – F. L. Graf zu Stolberg. Verzeichnis sämtlicher Briefe, udg. Ingeborg og Jürgen Behrens, Bad Homburg 1968 (suppl. i Jahrbuch des Freien Deutschen Hochstifts, Tübingen 1971). Streitschriften über F. L. S.s Konversion, udg. Jürgen Behrens, Bern 1973

Lit. Johs. Janssen: F. L. Graf zu Stolberg I-II, Freiburg 1877(reproudg. 1970). Dieter Lohmeier i Nordelbingen XXXV, Heide in Holstein 1966 103–32 og XXXVI, 1967 39–62. Renate Erhardt-Lucht: Die Ideen der Französischen Revolution in Schlesw.- Holst., Neumünster 1969 = Quellen und Forsch. zur Gesch. Schlesw. -Holst.s LVI. Siegfried Sudhof i Festschr. für Detlev W. Schumann, udg. Alb. R. Schmitt, München 1970. Brigitte Schubert-Riese: Das literarische Leben in Eutin im 18. Jahrh., Neumünster 1975 = Kieler Studien zur deutschen Literaturgesch. XI. Staatsdienst und Menschlichkeit, udg. Chr. Degn og D. Lohmeier, Neumünster 1980 = Kieler Studien zur deutschen Literaturgesch. XIV.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Dieter Lohmeier: Frederik Leopold Stolberg i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297884