Frederik Christian Schönau

Frederik Christian Schönau, 9.3.1728-21.12.1772, forfatter. Født i Kbh, død i Kregme. S.s. mor havde været amme for prins Frederik (V), og S. fik derfor kgl. understøttelse både til sine studeringer og til flere af sine skrifters udgivelse. 1743 blev han student, privat dimitteret, og tog n.å. baccalaureus-graden. 1749–50 var han en kort tid kateket ved Guldhusets fattigskole, men i øvrigt levede han i disse år som skribent samtidig med at han drev vidtstrakte studier i teologi, jura, filosofi, filologi og skønlitteratur, men især dansk historie og oldtidskundskab. Meget flittig har han været, i en ung alder erhvervet stor belæsthed og udgivet talrige bøger: udgaver til skolebrug af Phædrus (1750 med en udførlig indledning om hjemlige litterære forhold) og Cornelius Nepos (1752), hvilke det dog ikke lykkedes ham at få indført i skolerne, oversættelser af Persius (1746) og Vergil (I, 1753), af Anti-Pamela (I-II, 1749), af Luthers levned (1750) og Huspostil (1751), originale historiske skrifter, fx om Holger Danske (1751) og om Luther (1751), litterære kritikker m.m., medens talrige forblev utrykte. I polemik, fx med Christen Schmidt udmærkede han sig kun ved personlig grovhed. En ubetydelig pjece af ham, Forsøg paa en Historie om Naturens Rett, 1751 er blevet udødelig ved at censor P. Kofod Ancher, i den tro at grev O. M. Rantzau var forfatteren, approberede den rosende på vers og prosa, men da han siden så S.s navn på det trykte titelblad offentlig erklærede at hans ros var faldet på den urette. S.s sidste og betydeligste arbejde, Samling af Danske Lærde Fruentimer I-II, 1753 er et flittigt, men ukritisk samlerarbejde som præges dels af uendelige optryk af lejlighedsdigte, dels af sit uhyrlige noteapparat som indeholder ekskurser både af historisk (navnlig familiehistorisk) art og om emner der kun har løs tilknytning til teksten, fx en samling bogtrykker-anekdoter og hele små afhandlinger om musik, poesi og romaner (den sidste udg. særskilt af Carl Dumreicher, 1941); på romanlitteraturen anlægger S. som den første herhjemme "følelsesæstetikken"s synspunkt: Fortællingerne skal sætte sindet i bevægelse og forundring. For nogle ubesindige udtalelser i en af de historiske fodnoter hvor han harcellerer over tildelingen af akademiske grader måtte han gøre offentlig afbigt. Bogen viser S. som en ordgyder hos hvem der øjensynlig består en konflikt mellem lysten til at virke lærd og ønsket om at være populær oplysningsskribent. Takket være kongens bevågenhed blev S., skønt endnu kun student, 1755 residerende kapellan ved Frue kirke i Århus samt præst ved hospitalet og i Åby; først da han havde opnået dette embede tog han (s.å.) teologisk eksamen og opgav nu al skribentvirksomhed. 1764 blev han sognepræst til Kregme-Vinderød og døde i dette embede.