Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fr. Paludan-Müller

Oprindelig forfatter PVRu

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Fr. Paludan-Müller, Frederik Paludan-Müller, 7.2.1809-28.12.1876, forfatter. Faderen var af gammel præste- og bondeæt. Også moderen var af gejstlighed, hendes farfar forfatter af et i sin tid kendt skrift mod ateisme, en onkel den bekendte udgiver af Den Dramatiske Journal (P. Rosenstand-Goiske); i denne slægt, som stammede fra Elsass, var der sindssyge, og moderen blev allerede utilregnelig i Fr. Paludan-Müllers barndom. Digterens barndomsminder fra Kerteminde er bevarede i Ivar Lykkes Historie. 1819-28 boede familien i Odense.

Fr. Paludan-Müllers blev student 1828 og regnedes blandt det års "tolv små profeter". Han skulle studere jura, men fik først sin eksamen 1835 og gjorde aldrig brug af sin prokurator-bestalling. I sin ungdom var han meget afholdt som selskabsmand, en frygtet balløve; men også som ven var han skattet. Især færdedes han gerne blandt sine kvindelige slægtninge, døtre af professor C.A. Borch i Sorø; over for den tyve år ældre Andrea, gift med den norske naturforsker Chr. Hansteen, indtog han holdningen som skriftebarn; den næstældste, Henriette Friderichsen, var genstand for et mangeårigt sværmeri fra digterens side; den yngste, Charite, blev hans brud.

Sit litterære tilhold havde han hos J.L. Heiberg og blev altid regnet for at høre til hans skole. Men hans tidligste arbejder var ikke blot heibergske svendestykker. 1831 kom hans første lyriske digt, Raab til Polen, 1832 Fire Romanzer, fremkaldt af en konkurrence fra Selskabet for de skønne og nyttige videnskaber, og lystspillet Kjærlighed ved Hoffet skrevet det foregående år, det eneste af hans arbejder som gjorde nogen lykke på scenen. Det var en yndefuld pastiche over Shakespeare og Gozzi, gennemgående munter, men med enkelte melankolske toner. Et langt betydeligere digterværk var Dandserinden. 1833, en lille om Byron og Puschkin mindende, versificeret roman, gennemtrængt med ofte meget bitre refleksioner over livet og døden. Den mandlige helt, den elskværdige, viljesvage Charles, ser ud som en karton til hovedpersonen i Adam Homo. Digteren sysler allerede i dette digt med forkærlighed med dødstanken, men har endnu ikke fundet sin livsfilosofi. Bogen gjorde megen lykke, ikke mindst på grund af dens højst originale behandling af ottaverim, Fr. Paludan-Müllers yndlingsstrofe.

Annonce

1834 udkom Amor og Psyche, en mytologisk digtning i dramatisk form. Motivet, det gamle folkesagn om dejligheden og dyret, var hentet fra Apulejus' roman, stilen af en noget slikket elegance. Skønt digtet næppe er uden sammenhæng med hans personlige liv savner det overbevisende kraft, især er den metafysiske skildring af de elskendes evige forening fattig trods meget sprogligt glimmer. Men også dette arbejde gjorde megen lykke. Fr. Paludan-Müller var for en stund publikums yndling. En lille poetisk fortælling i byronsk stil, Zuleimas Flugt, 1835, føjede endnu et blad til hans krans. Men lykken vendte sig da han 1836-38 udgav to bind Poesier med dramatiske arbejder og lyriske digte. I Eventyr i Skoven forsøgte Fr. Paludan-Müller sig atter i den Tieck-Oehlenschläger-Shakespeareske genre (En Skærsommernatsdrøm), denne gang til satire over tidens politiske bestræbelser. Digteren var altid en fjende af demokratiet. Den lille allegoriske dialog Alf og Rose peger frem mod et dybere åndsliv hos digteren: først i døden opleves lykken. Fyrste og Page som blev opført på Det kgl. teater, men senere af digteren udvist fra hans ungdomsskrifters kanon, var det sidste og ringeste romantiske skuespil fra hans pen; det var skrevet i den dobbelte hensigt at tækkes hans forlovede og fru J.L. Heiberg; hovedrollen var inspireret af den ene og skrevet for den anden. Den lyriske samling indeholder foruden forskelligt klingklang også en række værdifulde digte. Nærmest i slægt med den usikre ængstende livsskildring i Dandserinden er digtet Dandsemusik som trods sin lidt banale form giver et gribende udtryk for sin digters stemning på ungdommens tærskel. Mere kristelige eller almenreligiøse i tonen er digte som Nattevagt eller Sorgen. Her findes også erotiske digte, men kun af erindrende eller kontemplativ natur, som Tilbagefald, Bella Donna, Billedet, Perlen. Endelig indeholder bogen tre nye poetiske fortællinger, et humoristisk digt, Den ottende Kunst og et bibelsk, Lucifers Fald, spiren til hans senere kristne digtning.

Bogen blev modtaget med uvilje af kritikken der med nogen ret så en tilbagegang i den. Især var en anonym anmeldelse i det Fr. Paludan-Müller ellers bevågne Maanedsskrift for Litteratur digteren en torn i øjet. Den skyldtes den heibergianske kritiker C.A. Thortsen, men Fr. Paludan-Müller troede, på C. Molbechs autoritet, den var af Chr. Wilster, og det var nærmest mod denne han hvæssede sin pen i den skarpe, versificerede antikritik han udgav under titlen Trochæer og Jamber, 1837. Senere gjorde han hvad han formåede for at bringe denne noget ubesindige satire i forglemmelse. Den indeholder endog et program for hans senere digtning ("Hvad Livet viser Dig, er Tidens Ramme om Billeder af evige Ideer"). Henimod sin 30 års fødselsdag blev digteren hjemsøgt af en dødelig sygdom; diagnosen lød på "nervefeber", dvs. tyfus, men kan have dækket alt muligt andet. Hans slægtning Charite Borch reddede ham ud fra hospitalet og plejede ham i sin mors hjem, til den gamle biskops harme.

Efter at være blevet rask søgte han at genoptage sin tidligere flagrende levemåde, men forgæves. "Før kunde han jo nok tale om Døden; nu snakker han aldrig om andet end Ligkister", sagde Heiberg. Sidst på sommeren 1838 ægtede han sin diakonisse, og fra da levede han som i et kloster. Dette meget omdisputerede ægteskab hæmmede ham muligt i hans livsudfoldelse, men han var da allerede et sprukkent kar. Hans svigerinde, Henriette Friderichsen, der kendte ham bedre end nogen, mente at et ægteskab med en smuk ung pige "lettelig kunde være blevet meget ulykkeligt". En stor fortjeneste må hans hustru have haft for hans poesi. Denne digter, som synes forudbestemt til kun at blive ungdomsglædens og -melankoliens sanger, gjorde hun til manddommens. Hun har æren af at han i alderen mellem 30 og 40 frembragte alle sine hovedværker.

Deres bryllupsrejse gik til Frankrig og Italien, længst boede de i Paris, men også længe i Napoli og Rom. Efter hjemkomsten sept. 1840 slog de sig ned i Kbh. hvor de havde bopæl til deres død. Fra begyndelsen af 1850'erne fik digteren sommerbolig i Fredensborg, 1858 i en sidefløj af slottet. Han eksisterede kun for sin poesi og sine efterhånden ret omfattende studier der alle havde mennesket til midtpunkt. Dog ganske afsondret fra verden levede han ikke; hans omgangskreds var ikke helt ringe; endnu på sine gamle dage modtog han gerne ganske unge venner der påskønnede hans skæmtefulde samtale. Pessimisten havde et muntert væsen. Den første frugt af hans udenlandsrejse var det mytologiske skuespil Venus, 1841, en digtning om modsætningen mellem hedonistisk og religiøs livsopfattelse. Det er Fr. Paludan-Müllers varmeste poesi, en Don Juan-myte af ofte overdådig dramatisk virkning. Heiberg kalder det med rette "en dyb og glimrende Komposition". Digtets hensigt er moralsk: at fælde en dom over den blot sanselige kærlighed, den erotiske besættelse ("Bliv til et Dyr! Bliv, hvad du alt er vorden!"). Skildringen af den håndgribelige erotiks tillokkelser er ikke uden kraft, men den lidenskabelige forherligelse af døden fremtræder des kraftigere på denne baggrund ("Viid, denne Ynglings Lykke boer i Døden"). Sammenlignet med Amor og Psyche viser dette skrift uhyre fremskridt. Fremstillingen er her mere plastisk, menneskekundskaben er rigere, stemningen varm. På en måde indeholdt det vise digt essensen af Fr. Paludan-Müllers poesi der jo altid drejer sig om aksen nydelse kontra kontemplation. Det er det vægtigste af Fr. Paludan-Müllers mytologiske skuespil hvis motiv er "de forspildte Bryllupper", skæbnen der i et højere formåls tjeneste lægger sig imellem og knuser livslykken "thi med Guderne skal ikke noget Menneske maale sig."

Efter Venus, der blev modtaget af publikum med kulde, udsendte Fr. Paludan-Müller 6.12.1841 (titelbladet: 1842) den i Paris skrevne første del af hovedværket Adam Homo. Værket er på en gang en realistisk roman-biografi og et teologisk læredigt. Det skal skildre en helt som "prøver Alt, men vælger ej det bedste". Men det skal tillige opfattes som en tråd i bryllupsklædningen hvorpå der uafbrudt væves fra paradisets tab til himmerige stunder til, og hvortil "alle Kunster deres Bidrag give". Imellem de billeder det opruller af det udvalgte offers liv er indlagt en række refleksioner, i et antal af 35 der supplerede med Almas sonetter og andre poetiske efterladenskaber udgør en hel nordiskkristelig buddhistisk kanon. Prologen, der egentlig kun er beregnet på 1. del, lover en hverdagshistorie, men stiller dog også i udsigt at et tankebillede over alt vil spejle sig deri.

Den første sang (oprindelig noget parodierende og plat holdt) skildrer præstegården hvori helten bliver født (efter digterens mening med dispositioner til et værdifuldt menneskeliv), hans milde mor og plumpe far, samt en række præstetyper som næppe kan have været samtidige før ca. 1840; således er hele bogens tidsbillede koncentreret om de år da den blev skrevet, uagtet helten dør som toogtresårig. Anden sang skildrer barndommen og drengeårene, hans første forundrings tid, hans skolegang i Århus, den tiåriges hjemve, den tolvåriges indbildskhed, den fjortenåriges forelskelse, den attenåriges flid. I tredje sang bevæger vi os i en ganske indskrænket og realistisk sfære også refleksionerne er ret jævne. I fjerde sang begynder plankerne at knage; Adam drives efter en ulykkelig forelskelse ned imod afgrunden, forfører, besvangrer og forlader en tjenestepige; tankepartierne tager til i dybde og når i en stor ekskurs over modgangen til det sublime. Femte sang skildrer Adam i hans dybeste fornedrelse. Han har tabt forsynstroen og givet sig en hedensk skæbnetro i vold. Forladt af guder og mennesker er han for sit kønne ansigts skyld samlet op af to skøger. Efter et mislykket selvmordsforsøg falder han i en dødelig sygdom. Under rekonvalescensen får livet på ny betydning for ham. Sjette sang indeholder Adams kærlighed til den lille gartnerpige Alma. Han har nu opgivet alle sine tidligere filosofier til fordel for læren om kærligheden som livets inderste mening og højeste formål. Hans lykke har ingen anden mislyd end at han på hjemvejen fra en dimisprædiken møder den pige han havde forført, forvandlet til et letlevende fruentimmer. Bindet slutter med tolv (senere tretten) sonetter som tillægges Alma og skildrer en sjæl der er vakt til rigdom og religiøs refleksion ved kærligheden.

Publikum forstod ikke digtet. Man uddrog vel en slags moral af det, "Svaghed, dit Navn er Mand", men misforstod dets ideale hensigt, dets ironiske tone og heltens karakter. Den omstændighed at Adams løbebane går imellem kvindehjerter var også egnet til at befordre misforståelsen; det var fra digterens side ikke ment som et svaghedstegn, men som et vidnesbyrd om et venligt forsyn.

Kritikken var gennemgående fjendtlig og havde vel sin andel i at digteren foreløbig lagde sine store planer hen, muligvis af mismod over læsernes kulde, og trøstede sig med nye, mærkelige digtninger over de græske sagn om forholdet mellem guderne og de dødelige.

Den første var Tithon, 1844, det værk som efter digterens eget udsagn var ham kærest. Mere end de andre viser dette digt grundmotivet i al hans mytologiske grublen. Det er en hæmmet Venusdyrkers advarsel mod livsglæden, en kvindetilbeders dybthentede erfaring om nødvendigheden af at forsage selv den højest stræbende lykke i elskov. En stor rolle spiller ideen om øjeblikket: det gælder om at forlade tilværelsen og tage døden eller forsagelsen som en nådegave. Også poesien, læres her, kan forflygtige livet. Digtet indeholder en endnu bestemtere fornægten af den æstetiske livsopfattelse end Venus. Livet er et onde, men det har sit værd som en forberedelse til det som skal komme. Al forflygtigelse af jordelivet gennem lyst er en vej mod sjælens tab. Med en særlig kraft fremtræder i dette drama trodsen mod skæbnen, en hedensk tilværelses-magt som digteren for bestandig undsiger.

Samme år (1844) udkom Dryadens Bryllup (fra 1857 kaldet Dryaden) der ifølge digterens udsagn er forfattet før Tithon og bestemt til at være første del af en trilogi. Det betegner en afvej eller tøven i digterens flugt mod asketismen. Jordelivet rummer værdier som må ofres, og tilværelser som knuses når kaldet lyder fra oven. Digtet som minder om Schillers Die Götter Griechenlands og Heibergs Gudstjeneste, er ømt og elskovsfuldt i tonen, men uden fast kontur eller stærk farve.

Trilogien blev aldrig fuldført, men dens idé blev optaget i det gedigne bibelske digt Abels Død (udkom 17.12.1844 i Heibergs Urania, titelbladet: 1845). Det læses som et modstykke til den i grunden pessimistiske digtning over græske myter. Livet ofres ikke for kunsten thi "Kunsten kom med Døden ind i Livet". Døden selv har ingen brod thi Gud er god. Over gravene peger digteren mod paradiset. Fire år senere, 1848 (titelbladet: 1849) udkom anden og tredje del af Adam Homo der i 1849 efterfulgtes af en revideret udgave af 1. del.

Sangene bliver nu længere, refleksionerne mere indgående, tonen mere myndig; hovedpersonen fremstilles med stadig mere udtalt foragt. Digteren leger fra nu af himmelspræt med ham, og skønt det er meningen at han skal fremstilles bestandig socialt stigende samtidig med at han forsimples moralsk, så er det dog kun som en forpjusket fugl han til sidst sendes ud af tilværelsen. – Syvende sang, det mest brillante Fr. Paludan-Müller har skrevet, er en Byronsk novelle, noget mindende om Dandserinden, om heltens distraktion på vejen fra Kbh. til sin mors begravelse. Han sinkes i måneder af et ophold på Fyn hvor hans første kærlighed, komtesse Clara, indfanger ham i sit Venusbjerg. Det hidsige tempo hvori dette digt er fortalt dæmpes i nogen grad ved de indlagte fem refleksioner; navnlig er den 18. mærkværdig, ligesom nøglen til Fr. Paludan-Müllers filosofi: livet er en drøm og må leves med en søvngængeragtig sikkerhed, virkeligheden ligger på drømmens bund, den ydre verden er kun et skin.

I ottende sang oplever vi heltens forlovelse med en adelig arving; længe strider Adam imod, men efter et bondebal sender han Alma sit afskedsbrev. Han har således ikke taget hende blot for pengenes skyld, men har glemt den mission forsynet har udset ham til at spille i livet, og er nu parat til at påtage sig en hvilken som helst rolle. Efter brylluppet rejser han til Kbh. med sin gemalinde. Sangen slutter med et billede af den forladte Alma der nu er udset til at tømme sorgernes kalk. Lidelserne, forklarer digteren i den 27. refleksion, er som den første bitre forsmag på saligheden der venter os.

Næste sang er stærkt parodierende og fuld af satiriske tidsbilleder. Adam havde efter at være kommet til rigdom følt sig i stand til at udøve det meget gode han ønskede. Men nu, tolv år frem i tiden, har han opgivet friheden som løsen til fordel for fuldkommenheden. Han danner en talerklub med sig selv som formand, og falder helt igennem. Sangen slutter med et tilbageblik på hans spildte liv, han føler livet som en drøm og tiden som en grav. Han er fra nu af rent falden ind under skæbnens ironi.

Tredje del er holdt i et endnu raskere skridt. Første halvpart af tiende sang handler om heltens triumf efter at han har taget sit parti og opgivet idealet. Han er nu beredt til at nyde sit efterår og præsenteres som patron for et Magdalenehjem og direktør for Det kgl. teater hvor han holder en stor tale der forkynder en parodisk idealisme. Med den dybsindige 33. refleksion over det tema at hjertets erfaringer må befrugte ånden ("men Aanden selv bor i en tropisk Sfære") slutter digtet som epopé; resten er apokalypse. Anden halvpart af sangen skildrer hvorledes helten efter et lettere sygdomstilfælde bliver dræbt af lægerne og udånder i Almas arme på hospitalet.

Denne dødsscene er kulminationen af Fr. Paludan-Müllers erfaringspoesi ("Eet Minut jeg leved, det er svundet!"). Med den 35. refleksion over legemet som sjælens symbol ophører digteren at tale i eget navn. Den 11. sang meddeler Almas død og hendes efterladenskaber, to digtsamlinger, den ene på 28, den anden på 22 digte, en slags skærsild og paradis i Paludan-Müllers menneskelige komedie. Sidste sang er en domsvision, med livlig tidssatire; Adam fordømmes til helvede, men reddes fra skærsilden ved Almas kærlighed. I grunden er Alma både Beatrice og himmeldronning; Paludan-Müller synes gerne at have forestillet sig det guddommelige i kvindelig skikkelse. Digtet er ved sin høje religiøse dannelse enestående i nordisk litteratur; det synes tænkt under varmere himmelstrøg, det nævner ikke Guds navn, er en umådelig hymne til "den evige Madonna skjult i Aanden". Det gjorde betydelig lykke og oplevede en række reviderede udgaver i digterens levetid, blev senere en yndet konfirmationsgave, men er med sin mystiske feminisme og fornægtelse af den håndgribelige verdens værdi i grunden gået til spilde i dansk åndsliv. Ved sin dobbelte karakter af helvedtrappe og himmelstige står det som et af alle tiders mærkeligste religiøse læredigte.

Fr. Paludan-Müllers produktion i 1850'erne indskrænker sig til den salte horatsiske satire over fritænkere Luftskipperen og Atheisten, 1852 (titelbladet: 1853), og Tre Digte, 1854 som foruden et optryk af Abels Død indeholdt dramerne Kaianus og Ahasverus. Det første arbejde, påvirket af Byrons Sardanapalus, er digtet på den evige Paludan-Müllerske antitese af livsbegær og sjælefred. Verdenserobreren Alexander den Store fordunkles af asketen Kaianus. Digteren havde studeret P. v. Bohlens Das alte Indien (1830), J. G. Droysens Geschichte Alexanders des Grossen (1833), C.M. Wielands Geschichte des Agathon (1794) og Platons dialoger. Stilen i denne digtning var somme steder meget bleg, og blankvers var aldrig Fr. Paludan-Müllers stærke side. Meget kraftigere er digtet om den evige jøde. Det er forfattet under indtryk af den store kolera sommeren 1853, i kraftige knittelvers. Det er på en måde et modstykke til Tithon hvor helten bedrages i sin jagt efter lykken mens her den hårdt prøvede belønnes for sin religiøse lydighed. Ahasverus, som skønt omvendt til kristendommen taler med den hjemløses bitterhed og tørhed, er den blødagtige og forråede menneskeheds ironiske anklager. Digtet er det mest lidenskabelige og udtryksfulde Paludan-Müller har frembragt. På disse blade når hans religiøse inderlighed og trods mod tidsånden deres højdepunkt. Dødsrigets fred forherliges i eksalterede ord på bekostning af verdens forfængelighed.

Livsleden blæser illusionens luftkasteller om. Med denne lære om den dybeste beroligelsesgrund kunne Fr. Paludan-Müller have endt sit forfatterskab, men han havde endnu nogle karakteristiske efterskrifter at tilføje.

Efter en række år hvor han var plaget af svær sygdom og depression, genoptog han sit digteri henimod 1860, og i 1861 udkom Nye Digte, indeholdende poetiske fortællinger Benedict fra Nursia og Kain samt første del af det bibelske drama Paradiset. I Benedict er den pessimistiske stemning mindre bitter end tidligere. Digteren optrækker efter sin vane meget tydeligt modsætningen mellem ammens moderlige, livsfyldte skikkelse og den unge helt som vil tjene livet gennem forsagelse. Men skilsmissen mellem de to magter er hjertelig; der er noget lyst over begge skikkelser. Kain, der minder om ungdomsdigte som Sorgen og Lucifers Fald, er holdt i en knugende depressiv ånd og tone. Det er myten om det nådeforladte menneskes isolation. Paradiset, som 1862 udkom i et nyt oplag med mange ændringer og forøget med en anden del har meget smukke lyriske partier og dybsindige indfald, men det første menneskepar er ikke lykkedes for digteren, og den religiøse lydighed han indskærper falder stundom i det trivielle. Et ganske kort mytologisk digt Pygmalion (s.å.) varierer det gamle tema om det forspildte bryllup.

I foråret 1865 udsendte Fr. Paludan-Müller eventyret Ungdomskilden, affattet i en stilfuld og mandig prosa. Det indeholder variationer over tidligere motiver, navnlig ideen om det forpassede dødsøjeblik (Tithon) og kunsten som trøster (Abels Død). Et mere ærgerrigt formål fulgte han som prosaist med den store trebinds roman Ivar Lykkes Historie (1866, 1869, 1873). Den skulle være som det positive og prosaiske modstykke til Adam Homo. Imod dette digts altopløsende radikale kritik og rent overjordiske idealisme ønskede digteren at sætte et moralsk og patriotisk program som lod sig opfylde inden for endelighedens skranker. Det lykkedes ham at give en interessant menneskeskæbne og et motivrigt tidsbillede, men de fleste figurer er kejtet udført, sproget farveløst og stilen uden fynd. Af prosa har bogen snarere for meget ind for lidt. Men også den indeslutter et "tankebillede": slægten må vænnes til idealet i det daglige liv.

Første bind skildrer drengeårene hvor Ivar Lykke opdrages af to principryttere; den ene vil gøre ham til et genbillede af idealet, den anden til bærer af alle de gamle ridderlige dyder. Men begge vil indskærpe ham den grundsætning "at være, ikke at synes", som ironisk nok var Adam Homos devise. Anden del, som er uhyre bred, fortæller om hans udvikling til mand og om hans vildfarelser der dog aldrig er af uædel natur. En skygge af tragisk poesi falder over bogens slutning hvor den ærlige elsker, ven og patriot står "forskudt af sin Elskede, forraadt af sin Ven, forkastet af sin Konge". Tredje del, som foregår under den første slesvigske krig, skildrer hans miskendelse og ulykke. Men efter at være blevet kasseret som officer for ulydighed og efter at have mistet sin højre hånd bliver han genoprejst og forenet med sin elskede.

Bogen har vist haft mange stille læsere og har virket i den retning digteren ønskede.

Til indvielsen af Det kgl. teaters nye bygning 1874 udgav Fr. Paludan-Müller et lystspil med historisk emne og en del aktuelt sigte, Tiderne skifte. Men hans virkelige afsked med litteraturen blev det korte fortællende digt Adonis, 1874. Det er en sidste variant af hans mytologiske poesis bestandige motiv: det dobbelte bryllup. Paludan-Müller har vendt den gamle myte om og ladet sin hovedperson vælge underverdenen i stedet for jorden; ynglingen Adonis minder om Tithon og Endymion (i Venus). Med dette gribende kvad, vist hans ypperste, sluttede Fr. Paludan-Müller et digterliv som helt var viet til lovsang af den himmelske visdom.

Familie

Fr. Paludan-Müller blev født i Kerteminde, død i Kbh. (Holmens), begravet i Asminderød. Forældre: biskop Jens Paludan-Müller (1771-1845) og Marie B. Rosenstand-Goiske (1775-1820). Gift 30.8.1838 i Kbh. (Frue) med Charite Louise Philippa Borch, født 13.11.1801 i Kbh. (Frue), død 27.2.1884 i Fredensborg, datter af professor ved Sorø akademi Caspar Abraham Borch (1746-1805) og Anne Margrethe Rosenstand-Goiske (1761-1850). – Bror til Caspar Paludan-Müller og Jens Paludan-Müller (1813-99).

Udnævnelser

Tit. professor 1854., R. 1851. DM. 1869. K2. 1875.

Ikonografi

Klippet silhouet 1837 (Kgl.bibl.). Litografi af E. Lehmann og af E. Bærentzen, 1844, efter dette litografi 1854. Afbildet på tegn. af den Stampeske kreds af W. Marstrand, formentlig 1846 (Thorvaldsens mus.), på gruppe af danske digtere, tegnet af N. Simonsen ca. 1848 (Fr.borg) og på litografi af lign. gruppe af A. M. Petersen, 1848. Mal. af Constantin Hansen, 1849, efter dette træsnit af H. P. Hansen, 1886. Karikaturtegn. af Constantin Hansen (Fr.borg). Tegn. sign. J. Kayser, 1852 (sst.). Daguerreotypi 1858 (Kerteminde mus.), efter dette litografi af A. Kornerup s.å. Træsnit 1861 efter tegn. af O. Bache, efter dette træsnit 1877. Buste af Th. Stein, 1865, i brændt 1er, i marmor 1891 (Fr.borg), i bronze 1909 (Kerteminde). Statuette af samme, 1891. Træsnit 1869 og i samme type 1874, 1877 og 1883, sidstnævnte af P. L. Bevers. Mal. af J. Roed (Fr.borg). Tegnet på dødslejet. Mal. af dødsmasken af Carl Richardt. Træsnit af G. Pauli, J. Falander og H. P. Hansen, alle 1877. Relief af A. Saabye på gravmæle af J. Roed. Stik af A. Weger, 1879, og træsnit i samme type af H. P. Hansen, 1886. Tegn., s.m. hustruen, og radering af Hans Nik. Hansen, 1922. Buste (Studenterforen., Kbh.). Maske af A. Bundgaard (Chr.borg). Foto. – Mindetavle 1941 (på fødehjemmet).

Bibliografi

Udg. Poetiske skr. I-VIII, 1878-79. Poetiske skr. i udv. I-VIII, 1901-02. Poetiske skr. i udv., ved Carl S. Petersen I-III. 1909 (heri bibliografi).

Kilder. Breve fra Fr. Paludan-Müller til broderen Caspar og vennen P. E. Lind, ved H. Martensen-Larsen, 1928. Lit. Georg Brandes: Danske digtere, 1877 238-307 (2. udg. 1896 251-325; også i forf.s Saml. skr. II, 1899 151-209 (2. udg. II, 1919 155-202), Fem da. digtere, 1902 241-317 og i Danske digterportrætter, 1966 236-75). Fr. Lange: Fr. Paludan-Müller, 1899. Jul. Lange: Udv. skr. I, 1900 344-53; III, 1903 249-58. Vilh. Andersen: Paludan-Müller I-II, 1910. H. Martensen-Larsen: Paludan-Müller og Martensen, 1923. Samme: Den virkelige Fr. Paludan-Müller, 1924. Sejer Kühle: Kilderne til Fr. Paludan-Müllers Kaianus, 1923. Samme: Fr. Paludan-Müller I-II, 1941-42 (anm. af Paul V. Rubow i dennes Reflexioner, 1942 60-70). B. Paludan-Müller i Tilskueren XLIV, 1927 II 130-38. Paul V. Rubow i Rom og Danm., red. L. Bobé II, 1937 99-102 104. Samme: Perspektiver, 1941 7-29. Mogens Haugsted: Fr. Paludan-Müllers prosaiske arbejder, 1940 = Studier fra sprog- og oldtidsforskn. XLIX, nr. 182. Ib Ostenfeld: Det besjælede univers, 1948 56-94. Fr. Nielsen i Danske studier, 1958 46-61. Sv. Møller Kristensen: Digtning og Livssyn, 1959 11-29. F. J. Billeskov Jansen: Poetik 4. udg. II, 1964 40-74. Rolf Dorset og Lisbet Holst i Den erindrende faun, ved Aage Henriksen m.fl., 1968 143-78. Kn. Wentzel: Fortolkning og skæbne, 1970 65-79. Ole Brandstrup: Lær at behage!, 1973. Papirer iKgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Paul V. Rubow: Fr. Paludan-Müller i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=295464