Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fanny Suenssen

Oprindelig forfatter PHes
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Fanny Suenssen, Fanny Margrethe Kirstine Suenssen, 14.10.1832-29.3.1918, forfatter. Født i Tønning, død på Frbg., begravet i Kbh. (Holmens). S. var søster til forfatterne Teckla Juel og Alfhilda Mechlenburg. Hun måtte livet igennem kæmpe med et vaklende helbred der gentagne gange i årevis bandt hende til sygesengen, men takket være et lyst livssyn og en dybt rodfæstet religiøsitet fik bitterheden aldrig magt over hende. 1862 debuterede hun med en stor roman Amalie Vardum, en følsom skildring af en ung piges barndom og første ungdom der utvivlsomt indeholder adskillige selvbiografiske træk, og som efterfulgtes af Juleaften, 1863, Tekla Eichel, 1864 og Aldrig, 1871. Alle disse arbejder udsendtes anonymt, og først i de to fortælling-samlinger I Tusmørke, 1890 og Han er Jøde, 1892 optræder S. under sit eget navn. I begyndelsen af 70erne var hun en flittig bidragyder til Skandinavisk Folkemagazin og noget senere offentliggjorde hun i Berlingske Tidende en række artikler om kvindesagen der vakte en ikke ringe opmærksomhed. Ved siden af disse bøger og artikler har hun i samarbejde med sine søstre skrevet to skuespil, Et Ægteskab i Fare og Judith eller Fare og Flugt der begge opførtes på Folketeatret, samt et bind fortællinger og vers for børn, Ej blot til Lyst, 1880. S. blev i sin tid ikke så lidt læst af borgerskabets brede lag som fandt behag i den hygge der kendetegner mange af hendes skildringer, og desuden følte sig tiltalt af den religiøse grundtone det ofte er lykkedes hende på overbevisende måde at overføre fra sit liv til sin digtning. Derimod tilfredsstiller forfatterskabet vanskeligt den mere kræsne smag idet S. ikke sjældent giver sig i kast med større opgaver end hun formår at løse – således er flere af hendes forsøg på at redegøre for sammensatte karakterer præget af uklarhed, ligesom mange af hendes "store" scener er for patetiske.

Familie

Forældre: kaptajn Johan Fedder Carsten S. (1795–1840) og Margrethe Juel (1802–82). Ugift.

Ikonografi

Stengravering 1872. Foto.

Annonce

Bibliografi

Skand. folkcmag. XXII, 1872 129–31. Anton Andersen: Danske forfatterinder i det 19. hundredår, 1896 124–26 172f.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peder Hesselaa: Fanny Suenssen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297965