Ernst v. der Recke, Ernst Frederik Wilhelm v. der Recke, 14.8.1848-2.12.1933, forfatter. Ernst v. der Recke blev student 1866 fra Fr.borg og fik straks Regensen. For litterære interesser og frit studenterliv forsømte han fagstudiet (kemi) så at han ved regenstidens slutning foretrak at aftjene sin værnepligt fremfor at gå op til eksamen. I rekruttiden skrev han det lyriske ridderdrama Bertran de Born, 1872, der med Peter Heises musik til de brillante sange (bl.a. Fager er den blide Vaar efter en af Bertrans originale sirventes) ved opførelsen på Det kongelige teater (1873) blev en stor succes, romantikkens sidste sejr inden "realismen", der med Georg Brandes var kommet til gennembrud, også trængte ind ved statsscenen. Ernst v. der Reckes næste drama Kong Liuvigild og hans Sønner, færdigt 1875, opført og udgivet 1878, blev en skuffelse. Under indtryk af den opposition hvori han følte sig til den nye tidsånd skrev han dernæst sit mest personlige arbejde, Archilochos, en dramatisk Skizze, 1878. Igennem den græske digter der er dramaets helt, udtalte han sin tro på poesiens idealitet og sin foragt for massen.

I slutningen af 1879 havde han tragedien Knud og Magnus færdig (trykt 1881), hans eneste skuespil med nordisk emne. Den blev antaget af Det kongelige teater, men da opførelsen lod vente på sig trak Ernst v. der Recke sit arbejde tilbage efter en skarp bladpolemik med teatrets nye direktør, kammerherre Edv. Fallesen hos hvem Ernst v. der Recke med rette vejrede uvilje mod hele hans poetiske retning. Lyrikken, som i den foregående periode kun er repræsenteret ved Lyriske Digte, 1876, blev nu hans foretrukne kunstform: Smaadigte, 1883, Spredte Blomster, 1885, Gamle og nye Digte til Een, 1889, og Blandede Digte, 1890. Ved siden af digteren kom i denne periode videnskabsmanden og forskeren i Ernst v. der Recke til gennembrud med tobindsværket Principerne for den danske Verskunst efter dens historiske og systematiske Udvikling I-II, 1881 for hvis første del han uden forudgående universitetseksamen erhvervede doktorgraden. På det Anckerske legat besøgte han 1881–82 Tyskland og Italien. 1885 knyttedes han som assistent til Det kongelige bibliotek. Med kyndighed og skarphed deltog han ud fra konservative synspunkter i retskrivningsdiskussionen, bl.a. med afhandlingen Store og smaa Bogstaver, 1888.

1890 opgav han sin biblioteksstilling for udelukkende at leve som forfatter. Efter den tiårige pause vendte Ernst v. der Recke igen tilbage til teatret med sangdramaet Fru Jeanna, 1891, skrevet for P.E. Lange-Müller, Hertuginden af Burgund, 1891, og Dronning Eigra, 1896, trykt 1900. Ernst v. der Reckes senere dramaer er alle uopførte. Jævnsides med skuespillene kom digtsamlingerne Nye Digte, 1900, og Digte, 1911. En lille gruppe for sig danner de nydelige børnebøger, bl.a. Hvorledes Dagen gaar for lille Lise, 1889. Både som dramatiker og lyriker betegner Ernst v. der Recke efterklangen af romantikken, særlig senromantikken. Hans sprog er uhjælpeligt litterært, en smagfuld benyttelse af traditionelle stilelementer.

Ernst v. der Reckes hovedværk som metriker er den ovennævnte disputats hvortil slutter sig Dansk Verslære i kortfattet Fremstilling, 1885, og det lille hæfte Grundtræk af den danske Verslære, 1894. Ernst v. der Recke opfattede sig selv som praktikeren i modsætning til de tidligere teoretikere. Han proklamerer metrikken som en empirisk videnskab. Gennem "en naturvidenskabelig Undersøgelse af Versene" vil han opstille en eksakt metrisk teori, et system. Grundbegrebet i hans metrik er versfoden hvoraf versemålene bygges op. Han erkender at kunsten består i til en vis grad at bryde skemaerne, men han når ikke til nogen principiel forståelse af forholdet mellem metrum og rytme, versfod og meningsrytme. Hans værks fortrin er dets logik og dets store materiale af danske vers. Det står i dansk metrisk litteratur som et stort anlagt og med beundringsværdig konsekvens gennemført forsøg på at se de forskellige versemål i deres systematiske sammenhæng, som udvikling af simple grundformer og regler.

Som folkeviseforsker ydede Ernst v. der Recke imidlertid sin største indsats som han helligede sig fra midten af 1890'erne. Ernst v. der Recke tog fat på arbejdet med den for ham egne fanatisme og med en urokkelig tro på sine egne hypotesers ufejlbarlighed. Hans kendskab til materialet i de mindste detaljer blev efterhånden eminent og støttedes af hans utrolige hukommelse. Det er på ikke få punkter lykkedes ham at føre viseforskningen ind på nye baner. Ved sit i løbet af ti år udarbejdede emneordnede Register over Parallelsteder i viserne skabte han et nyt hjælpemiddel der rakte langt videre end den tidligere almindelige metode blot at nøjes med sammenstilling af den enkelte visetypes variantmateriale. Han turde endda udslynge det paradoks, at "af alle Argumenter, der kan hjemle et Ord eller en Sætning Plads i en Vise, er Tradition (hvor indre Grunde taler derimod) den svageste". Betydningsfuldt er endvidere Ernst v. der Reckes forsøg (utvivlsomt ansporet af Johs. Steenstrup: Vore Folkeviser, 1891) på ud fra undersøgelser af hver enkelt vises eller digtgruppes særmærker at gætte sig til bestemte moderetninger i visedigtningen inden for det lange tidsrum fra Valdemar Sejr lige til nedskrivningens og den skriftlige bearbejdelses tid i 1500- og 1600-tallet, for ad den vej at gøre det muligt nogenlunde både at tids- og hjemfæste hele det sent overleverede folkevisestof. På dette område har Ernst v. der Recke utvivlsomt øvet en vis indflydelse på yngre moderne nordiske forskere som Sverker Ek, Knut Liestøl og Ernst Frandsen.

Hans største opdagelse ligger i hans redegørelse (i Danske Studier 1907) for Vestnordisk Indflydelse paa dansk. Hans hovedarbejde er dog Danmarks Fornviser I-IV, 1927– 29, den første håndbog med prøver på den samlede danske folkeviseskat. Ideen til dette værk (fra først af tænkt som et folkeligt sidestykke til Grundtvig-Olriks videnskabelige nibinds udgave) havde Svend Grundtvig selv givet Ernst v. der Recke som ung 1881. Med hensyn til redaktionen af viseteksterne tager Ernst v. der Recke det langt alvorligere end Grundtvig og Olrik i deres populære småudgaver. I Nogle Folkeviseredactioner, 1906 har Ernst v. der Recke selv vidtløftigt redegjort for sine restitutionsprincipper. Han indså med rette at det sjældent var muligt at nå hver enkelt vises urform. Det han tilstræber bliver da blot at finde det trin i visens udviklingshistorie på dansk grund som overleveringen mere eller mindre tilfældigt gør det muligt at nå tilbage til. Til denne begrænsede rekonstruktionsopgave anvendte Ernst v. der Recke stor lærdom og fantasi, dristig kritik, vilkårlig omkalfatring ja ofte et nytteløst puslespil, hvilket imidlertid altsammen til sidst på en forbløffende måde fører hans tekster temmelig langt bort fra det overleverede uden endda derved at skabe nye poetiske værdier. Ernst v. der Reckes visefremlægning med tilhørende indledninger og noter tilfredsstiller derfor hverken som folkebog eller som videnskabelig håndbog; men betragtet som en form for kritisk og dristig kommentar til den store udgave og som anvisning til videre studier af folkeviseproblemerne er bogen trods al den kritik den har mødt et lærd, nyttigt og fortjenstfuldt arbejde.

Familie

Ernst v. der Recke blev født i København (Garnisons kirke), død i Ålsgårde, begravet i Hillerød. Forældre: kaptajn, senere oberst i artilleriet og ejer af Klintebjerg kalk- og stenbrud ved Nykøbing S., Johann Ditlev Zepelin v. der Recke (1817–91) og Eliza Esperance Wallich (1822–98). Gift 19.11.1886 i Hillerød med Anna Petrea Frederikke Reinhard, født 5.2.1855 i Hillerød, død 17.9.1921 i København, datter af adjunkt, senere overlærer Johan Clemens Tode Reinhard (1817–1901) og Antoinette) Hedevig Christine Bentzon (1830–1908).

Udnævnelser

Ridder af Dannebrogordenen 1888.

Ikonografi

Tegnet som ung af V. Johansen (Fr.borg). Træsnit 1883. Humoristisk tegn. 1886. Buste af Jøgen Larsen, 1886 (Teatermuseet). Linoleumssnit af K.J. Almquist, 1926. Maleri af Aug. Hærning, 1928 (Odd fellow logen). Tegnet som gammel af Aage Roose (Fr.borg). Medalje på festbowle af A. Dragsted efter relief af A. Bundgaard (Odd fellow logen på Amager).

Bibliografi

Erindringer i Julebogen XVIII, 1919 155–60. – H.S. Vodskov: Spredte studier, 1884 236–42. Axel Olrik i Danske studier, 1906 40–42 175–221 og 1907 167–72. Sofus Larsen i Arkiv fdr nord. filologi, ny följd XX, Lund 1908 67–82. C. Riis-Knudsen i Vor fremtid II, 1908–09 65–99. Holger Jørgensen: To mænd, 1912 9–115. Knut Liestøl i Edda XVI, Kria. 1921 40–55. Rob. Neiiendam: Det kgl. teaters hist. I-II, 1921–22; V, 1930. Hans Brix i Nationaltid. 9.7.1929. Paul V. Rubow i Dagens nyheder 10.3.1936. Henrik Bertelsen: Ordrytme og versrytme, 1933 21f o.fl.st. [Johs. Stein:] Ernst v. der Recke, 1934. Erik Dal: Nordisk folkeviseforskning siden 1800, 1956. – Papirer i Det kongelige bibliotek. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig