Ernesto Emil Dalgas

Ernesto Emil Dalgas, Ernesto Emil Dalgas, 22.7.1871-11.7.1899, forfatter. Ernesto Emil Dalgas blev student 1889, og samme år rejste han fra Århus til København for at begynde det lægevidenskabelige studium; men ved siden af fagstudiet drev han omfattende religionsfilosofiske og skønlitterære studier, og efterhånden gled det medicinske studium mere i baggrunden.

1893 indleverede han en besvarelse på en filosofisk prisopgave uden dog at få medalje, men Harald Høffding fik interesse for ham, og Ernesto Emil Dalgas opgav da medicinen til fordel for filosofien. I 1896 udkom hans første bøger Geografiske Digte og Krøniker og Æventyr, og året efter havde han sit tredie værk Sangbog – en slags lærebog på vers i positivistisk filosofi – klar til trykken, men den kom retur fra forlaget, og på samme tid fik han sit petitum tilbage fra Harald Høffding der ikke mente at det stof Ernesto Emil Dalgas havde opgivet til sin magisterkonferens kunne sikre ham et godt resultat. Efter det dobbelte nederlag fjernede Dalgas sig fra den positivisme han ellers havde hævdet, og hans nye grundlag blev i stedet af religiøs art. Den udvikling der hermed var sat i gang viste sig at være af patologisk art, og i maj 1898 måtte Ernesto Emil Dalgas lade sig indlægge på Århus sindssygehospital til en behandling der kom til at vare til august. Omtrent et år efter, den 11.7.1899 begik Dalgas selvmord ved at skyde sig gennem tindingen.

Ernesto Emil Dalgas efterlod sig en omfattende samling manuskripter hvoraf bankkasserer Axel Mielche, den ungdomsven Dalgas selv havde udset til sin litterære eksekutor udgav de betydeligste, Lidelsens Vej, 1903, Dommedags Bog, 1903, Sangbog, 1903, Digte og Skuespil, 1904. Desuden udgav Otto Gelsted i sit tidsskrift "Sirius" 1924 Ernesto Emil Dalgass filosofiske afhandling Grundspørgsmaal der oprindeligt var tænkt som en forklaring til Dommedags Bog. Sin plads i litteraturhistorien har Dalgas vundet sig ved Lidelsens Vej og Dommedags Bog der begge kom i nye udgaver 1963 og 1965 ved Aage Henriksen og Henrik Schovsbo. Lidelsens Vej som Dalgas arbejdede på i de krisefyldte år 1896-98 er en fiktiv selvbiografi hvor den aldrende kæmner Simonsen gør status over sit liv. Han har vendt ryggen til en lykkelig forelskelse og udsigten til en glimrende juridisk karriere for at ende i sin barndoms by, Staden, som kæmner, for i forsagelsen og lidelsen ligger den sandhed Salomon Simonsen søger. I Dommedags Bog lader Dalgas sin hovedperson Peregrinus Peripateticus foretage en pilgrims-vandring gennem den tilværelsens mangfoldighed af filosofiske og religiøse tankeformer i hvilke menneskeheden har forsøgt at forklare sig tilværelsen. Den kulturpessimisme som bogen er udtryk for synes ikke at lade andet blive tilbage end et ubestikkeligt sandhedskrav.