Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erna Juel-Hansen

Oprindelige forfattere Winge og PVRu

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Erna Juel-Hansen, Erna Emilie Louise Juel-Hansen, 5.3.1845-30.11.1922, forfatter. Erna Juel-Hansen var datter af den energiske læge A.G. Drachmann, og mellem hende og den lidt yngre bror Holger herskede der i de unge år og periodisk også senere et varmt venskab. Hun lærte i Paris den nye kvindegymnastik at kende, og efter sin hjemkomst underviste hun i gymnastik på sin fars institut. Efter sin forlovelse med juristen og pædagogen Niels Juel-Hansen tog hun 1870 lærerindeeksamen. Senere samme år tog hun til Tyskland for at studere børnehaver. Ægteparret startede den første danske børnehave; da tilstrømningen ikke var så stor som forventet, blev den udvidet til en fælles skole.

Foruden sin pædagogiske virksomhed oversatte hun engelske romaner. Hun debuterede som forfatter med Mellem 12 og 17, 1881 hvori der endnu er stærke reminiscenser af tidens triviallitteratur, men allerede i den næste bog Sex Noveller, 1885 er det fortællemæssige greb bedre, selv om hun aldrig blev nogen sikker stilist. Senere fulgte En ung Dames Historie, 1888, Terese Kærulf, 1894 der blev fortsat i Helsen & Co., 1900. I 1895 udkom Kærlighedens Veje og 1917 Henriks Mor. I disse bøger behandles fortrinsvis problemer omkring forelskelse og ægteskab, og synsvinklen er som oftest den kvindelige hovedpersons. De psykologiske kvindeportrætter er vellykkede, mens det aldrig lykkedes for Erna Juel-Hansen at skabe psykologisk troværdige mandsfigurer. Romanen Helsen & Co. blev genudsendt 1979 som eksempel på ældre kvindelitteratur.

Familie

Erna Juel-Hansen blev født i København (Holmens kirke), død i Hornbæk, urne på Holmens kirkegård. Forældre: læge A.G. Drachmann (1810–92) og Vilhelmine M. Stæhr (1820–57). Gift 4.6.1871 i København (Holmens) med institutbestyrer, cand. jur. N. Juel-Hansen, født 3.1.1841 på Høgsgård, Skamstrup sogn ved Holbæk, død 23.8.1905 på Skt. Hans hospital, søn af arvefæster, senere viktualiehandler Hans Hansen (ca. 1810–71) og Eline Sophie Hansen (ca. 1814–77).

Annonce

Søster til Holger Drachmann. Halvsøster til A.B. Drachmann.

Ikonografi

Maleri af Hugo Larsen, E. Hein og Michael Ancher. Tegning af Hans Früggen, Rudolf Petersen samt to af Fr. Andersen (Kongelige bibliotek). Foto.

Bibliografi

Erindringer i Erna Juel-Hansen: Holger Drachmann som barn, 1906 og i Mit hjem 1, 1911 43–45. – Anton Andersen: Danske forfatterinder, 1896 217f. Georg Brandes: Samlede skrifter XV, 1905 311–13. Helmer Lind i III. tid. 5.3.1905. Samme sted 7.3.1915. Ivar Berendsen i Politiken 1.12.1922.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mette Winge, Paul V. Rubow: Erna Juel-Hansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292302