Erling Kristensen

Erling Kristensen, Christen Erling Jensen Kristensen, 9.6.1893-25.6.1961, forfatter. Erling Kristensen tilbragte sin barndom i Vendsyssel under stadige flytninger fra gård til gård hvor faderen fandt arbejde. Som syttenårig kom han i mekanikerlære i Vrå hos Thomas Olesen Løkken hvis værksted han senere overtog. Da han debuterede 1927 med Støtten måtte han opgive sit erhverv på grund af modstand i miljøet. Støtten er en forbitret skildring af en midaldrende ungkarl der snyder sig til gård og kone ved løgn og forstillelse. Bogen vakte opsigt og forargelse ved sin konsekvente holdning; den ville demaskere tidens bonderomantik som den fx var repræsenteret hos Olesen Løkken. Bogen anslår forfatterskabets hovedmotiv, den private ejendomsret der forgifter et menneskes sind og lader alt fællesskab gå under.

I den næste roman Byen mellem to Taarne, 1928, findes et selvbiografisk islæt i skildringen af den kunstmalende maskinsmeds nederlag over for provinsbyens fordomme; nabo lurer på nabo for at ingen skal vove at rage op. Stærkere står Stodderkongen, 1929, der skildrer et landsbyproletariats forsøg på at stå sammen til fælles bedste. De bygger et dige og indvinder jord, men med de forbedrede kår kommer mark- og skelstridigheder, sammenholdet var ikke styret af et fælles mål men af privat vindelyst. Den romantiske drøm om at vende tilbage til landsbyens nære liv spidder Erling Kristensen i Ler, 1930 hvis centrale skikkelse er fantast, praler og svindler. Hans usædvanlige evne til at skildre menneskelig forløjethed og social elendighed og til at føre analysen konsekvent igennem ses også i hans næste bog Kværnen maler, 1932 hvor han vender tilbage og uddyber sit billede af bonden med jorden som spekulationsobjekt og de himmelske magter forsikret i Indre mission.

I romanerne Drejers Hotel, 1934 og Menneske mellem Mennesker, 1936, flytter Erling Kristensen til beskrivelser af provinsbymiljøer. Den første er en egentlig kollektivroman om hverdagsgemenhed på et lille provinshotel (modellen var Beiers hotel i Ålborg) holdt sammen af personalets groteske bestræbelser for at hindre ejeren i at more sig ihjel, måske hans bedste bog, ihvertfald den der vakte den voldsomste forargelse. Efter en pause vendte Erling Kristensen i efterkrigstiden tilbage. Forfatterskabets krast socialrealistiske holdning, som var dets egentlige styrke, er blevet mildnet.

Et par bøger om jagtliv og fiskeri, fx Jagtminder, 1949, viser hans drejning mod 50'ernes interesse for "gammellivet" i Martin A. Hansens ånd. Radioromanen Misvækst, 1952, og en række mindre fortællinger, fx novellesamlingen Den sidste færge, 1954 (forøget udgivelse 1966) blev bedre modtaget og hurtigere glemt end de kraftfulde ungdomsværker. Erindringsbogen Mens vindrosen blomstrede, 1953, bør dog huskes. Erling Kristensen har desuden skrevet en række essaysamlinger hvor han viser sig som en fin naturskildrer, fx I ledtog med livet, 1953 og Digte udgivet efter hans død 1963.