Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erik Skram

Oprindelig forfatter DPre

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Erik Skram, Asbjørn Oluf Erik Skram, 10.3.1847-21.11.1923, forfatter. I et æstetisk optaget hjem levede Erik Skram sin barndom og var tidligt selv en ivrig dyrker af skønlitteraturen på bekostning af de klassiske fag i Metropolitanskolen som han afskyede. Stærkt grebet af krigsulykkerne 1864 stak han en dag af skole og meldte sig resolut hos chefen ved uddannelsen af reserveofficersaspiranter der antog den skæggede yngling skønt han ikke havde den befalede alder. Han såredes i en træfning på Als, blev taget til fange og lå i flere måneder på Augustenborg lazaret. Til sin forundring fandt han i slagtummelen hverken det ophøjede eller skønne hans drengelekture havde foregøglet ham, og selve håndværket bød han imod, men hans krigsdeltagelse fik megen betydning for hans livsførelse og indstilling.

Hjemkommen satte Erik Skram sig atter på skolebænken, dimitteredes privat 1866 og gav sig æstetiske og filosofiske interesser i vold. Som fagstudium valgte han medicin, men opgav det snart, lærte sig stenografi og fik ansættelse 1868 i rigsdagen (hvor han 1872 blev stenograf og var protokolsekretær 1894–1918). Samtidig begyndte han sin dagbladsvirksomhed. I en række breve fra lejren ved Hald, i "Fædrelandet" 1869, gav han udtryk for den dengang endnu her i landet almindeligt rådende kampglade revanchestemning, men Frankrigs nederlag i krigen 1870 skærpede hans politiske syn og vakte hans kritik af det golde og utidsmæssige i nationalliberalismen hvis ledere han kendte fra rigsdagen og selskabslivet, og ved hvis provinspresse han havde fået et indbringende politisk hverv at røgte som forfatter af spidsartikler.

Midt i 70'erne brød han med højre, men var da allerede kommet i forbindelse med den brandeske bevægelse der gav hans liv ny mening og nyt indhold, som et par udenlandsrejser (1874 til Wien, 1877 til Rom) yderligere forøgede. Tidligere havde Erik Skram blot givet et par ubetydelige prøver på sin digteriske tilbøjelighed (i tidsskrifterne Janus og Figaro 1868), men følte sig nu kaldet til at behandle de moralske og psykologiske problemer han længe havde tumlet med. Ærgrelse over Holger Drachmanns falske skildringer af herregårdsliv i "Tannhäuser" (1877) blev den ydre foranledning til en større fortælling (der først var tænkt som drama à la Dumas fils), den under mærket Henrik Herholdt udgivne Herregaardsbilleder, 1877, et vel dilettantisk arbejde der dog allerede viser Erik Skrams sceneri og emnekreds, den erotiske konflikt, og den opfattelse deraf han mente han havde særlig adkomst til at udtale og som går ud på at samliv mellem mand og kvinde uden elskov er utugt. Denne lære forfægter han med særlig vægt og didaktiske virkemidler i romanen Gertrude Coldbjørnsen, 1879, der handler om en ung pige som intetanende lægges i armene på en mand hun ikke elsker, og som først gennem lidelser får øjnene op for kærlighedens væsen og sit eget værd som kvinde. Bogen vakte megen forargelse i den konservative presse som ikke syntes at have sans for den ophøjede og kyske lære romanen docerer, men alene hæftede sig ved et par naturalistiske scener der til gengæld skaffede Erik Skram en plads i Georg Brandes' "Gennembruddets Mænd" hvor også bogens stil og psykologiske finsans blev påskønnet.

Annonce

Med dette arbejde følte Erik Skram sig foreløbig digterisk udtømt og helligede sig i den kommende årrække alene bladvirksomhed og kritiske foretagender. 1881–83 var han redaktionssekretær ved Morgenbladet hvis sproglige forfinelse han påtog sig, og hvor han skrev flere af sine bedste stykker journalistik, som fx den rystende og oprørende skildring af Anders Nielsen Sjællænders henrettelse (Morgenbladet 23.11.1882). Samtidig leverede han bidrag til Ude og Hjemme, var korrespondent til norsk Dagbladet og skrev tid efter anden i Snällposten og Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning. I Politiken var han jævnlig gæst som kunst- og boganmelder, men sin vigtigste publicistiske gerning røgtede han som kritiker af moderne teater i III. Tidende 1884–91 og samtidig, og bedre, af moderne litteratur i Tilskueren.

Erik Skram havde gode kritiske egenskaber. Han havde psykologisk evne og så personligt på mennesker og forhold. Han havde overbevisninger og kunne være partigænger, men han var ikke uden vilje til at skelne ret og vise takt. Han kan være ensidig af mangel på fantasi og hans særmeninger smager kontrært, men smukke kunstneriske synspunkter gør sig oftere gældende. Hans anmeldelser er en samvittighedsfuld gennemgang af værket, af og til isprængt æstetiske betragtninger. Samlede oversigter eller litterære perspektiver indlader han sig ikke på, men der foreligger afhandlinger fra hans hånd af almindelig æstetisk art (fx i Tilskueren, 1923). Gennemgående roser han den norske litteratur på bekostning af den danske, måske også under indflydelse af sin temperamentsfulde og storladne ægtefælle hvis forfatterskabs offervillige og selvforglemmende tjener han var.

Sammen med Amalie Skram forfattede han lystspillet Fjældmennesker, 1889 (opført 1892 på Dagmarteatret) og forsøgte sig alene som skuespilforfatter med Ungt Bal (Dagmarteatret 1895) der hverken ejer dramatisk liv eller handling og alene bæres oppe af sin naturlige dialog og skære erotiske stemning. Kærlighed som en indvielse, en udmærkelse fra naturens hånd er også tema i Agnes Vittrup, 1897, med baggrund her som ellers hos Erik Skram i et herregårdsbillede. Erik Skram ynder smukke, rummelige forhold og et udsøgt selskab og samler gerne interessen om et par stolte og sanddru mennesker, en ridderlig elsker og en dristig og øm heltinde der reflekterer over deres følelser og fornemmelser i et udvalgt sprog. Agnes Vittrup er en sjælfuld bog. Mere subtil er allerede Hellen Vige, 1898, et eksperiment i erotisk moral, og konstrueret føles Erik Skrams sidste litterære arbejde, skuespillet Irene, som Det kongelige teater opførte maj 1923. Ved siden af sit originale forfatterskab virkede Erik Skram som oversætter (bl.a. af A. Vitu: Paris, 1892) og som bearbejder af fremmede skuespil (bl.a. af Dumas, H. Becque og G. Hauptmann), men langt vigtigere er hans indsats for danskheden.

Erik Skram havde til M. Galschiøts Danmark I, 1887 skrevet bl.a. om Sønderjylland, et afsnit der udgaves særskilt som Hinsides Grænsen, 1888, en minde- og rejsebog som trods vilkårlighed i anlægget er en af de smukkeste patriotiske skildringer nationen besidder. Som en fortsættelse heraf tør man betragte Erik Skrams virksomhed for Det danske selskab som han agiterede for i Studentersamfundet, efter sin formandstid 1893–96, og som gik ud på at knytte udenrigs danske fastere til moderlandet; sommeren 1899 berejste han store dele af Amerika, men foretagendet løb ud i sandet. I forsvarskommissionen af 1902 var Erik Skram sekretær og trådte under sin formandstid i Forfatterforeningen (1912–15) i forbindelse med i øvrigt modsat indstillede medborgere i et samarbejde til forsvarssagens fremme. Selv havde han oplevet det dårligt forberedte Danmark 1864 hvorom han fortæller (Sønderjydske Aarbøger, 1925) i en ufuldstændig, polemisk monografi af D.G. Monrad af hvem han i sin ungdom havde fået et ufordelagtigt indtryk.

Erik Skram rådede som digter over en fin, men hverken stærk eller oprindelig evne og nåede sikkert at få sagt hvad han havde på hjerte i sit lille forfatterskab. Betydeligere er hans kritik, som i forbindelse med forfatterskabet, efter hvad han ønskede selv, skulle være et bidrag til den humane sædelighedsbevidsthed og den litterære kunstforms udvikling i Danmark. For det offentlige liv var han hverken robust eller ærgerrig nok, men en kræsen natur, en dyrker af kvinden og skønheden og i sit livssyn præget af troskab over for det han anerkendte som ret.

Familie

Erik Skram blev født i København (Vor Frelsers kirke), død samme sted, urne på Bispebjerg kirkegård. Forældre: jernbanedirektør Gustav Skram (1802–65) og Ida Johanne Hoë (1814–86). Navneforandring fra Schram 31.12.1850. Gift 1. gang 3.4.1884 i København (borgerligt viet) med forfatter Berthe Amalie Alver (Amalie Skram), født 22.8.1846 i Bergen, død 15.3.1905 i København, datter af købmand Mons Monsen Alver (1819–98) og Ingeborg Lovise Sivertsen (1821–1908). Separeret 1900. Gift 2. gang 19.4.1907 i København (borgerligt viet) med Caroline Kirstine Aagaard, født 30.10.1871 i København (Holmens kirke), død 13.3.1932 i Ballerup, datter af handelsfuldmægtig Daniel Wilhelm Conrad Aagaard (1842–84) og Stine Cathrine Christensen (1847–1928). – Bror til Henriette Skram.

Udnævnelser

Ridder af Dannebrogordenen 1908. Dannebrogsmændenes hæderstegn 1918.

Ikonografi

Træsnit af C. Poulsen ca. 1890. Maleri af G. Achen, 1892, malet med hustru af samme. Malet sammen med hustruen af H. Slott-Møller, 1895 (Bergens offentlige bibliotek). Tegning af William Pape, 1895. Tegning af P.S. Krøyer, 1897 (Hirschsprung), gengivet i træsnit af Henrik Sørensen samme år. Afbildet på E. Henningsens tegning ca. 1910 af møde i Bogstaveligheden, 1881 (Fr.borg). Karikatur af Eigil Petersen, 1912. Buste af V. Herold, 1922 (folketinget). Afbildet på O. Matthiesens maleri, 1923, af rigsdagen 1915 (samme sted), hertil tegnet studie af Erik Skram. To malerier af C.V. Aagaard (det ene i folketinget). Skitse af H.N. Hansen. Karikatur af L. Find (Fr.borg) og af Sophus Jürgensen. Voksfigur (førhen i Skandinavisk Panoptikon, Bernstorffsgade, København). Foto.

Bibliografi

Kilder. Erindringer i Tilskueren I, 1884 207–13; XXXVII, 1920 I 420–30; XLI, 1924 I 32–37. Erik Skram: Hinsides grænsen, 1888 (ny udgave 1976). Erik Skram i Studenterbogen, 1896 58–68. Vinduet XXXIV, Oslo 1980 nr. 1 12–18 (breve fra Amalie Skram).

Lit. Herman Bang: Realisme og realister, 1879 (nyt oplag 1966) 114–24. Samme i Af dagens krønike, 1889 500–08. Georg Brandes: Samlede skrifter III, 1900 183–202. Emil Fog i Tilskueren XIX, 1902 864–74. [Poul Levin] samme sted XLI, 1924 I 66–69. Marcus Rubin: Nogle erindringer, 1914 91–94. Peter Nansen i Politiken 10.3.1917. P.C.V. Hansen samme sted 22.11.1923. Hans Kaarsberg: Memoirer I, 1921 234. Edvard Brandes i III. tid. 2.12.1923. Axel Henriques: Erindringer II. Glade år, 1930 154–63. Nils Collen Vogt: Fra gutt til mann, Oslo 1932 (2. opl. 1968) 26 If. Fr. Schyberg: Dansk teaterkritik indtil 1914, 1937 353f.

Papirer i Det kongelige bibliotek.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Daniel Preisz: Erik Skram i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297545