• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erik Bøgh

Oprindelige forfattere UAn og PLM

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Erik Bøgh, Erik Nicolai Bøgh, 17.1.1822-17.8.1899, forfatter, teaterdirektør, redaktør. Erik Bøghs far underviste først i københavnske skoler, forsøgte sig så med en beværtning og blev 1832 lærer i Karrebækstorp. Drengen havde gode dage, så længe hans morfar, havnefoged Møller, levede; i hans solide københavnske småborgerhjem opfostredes han med den gammeldags selskabelighed, i hvilken klubviserne var hovedunderholdning, og med teaterinteresse, og beundredes for sin lærenemhed og deklamation. Efter konfirmationen blev han en slags skriver hos stedets provst. Her fik han kun tid til at udvide sin spredte forslugne læsning med provstesønnens skolelatin (det han siden ikke ville sælge for 100 daler), men 1839 kunne han dog bestå optagelsesprøven til Jonstrup seminarium, og skønt han ikke evnede at købe lærebøgerne og næppe at bestride opholdet gennemførte han det toårige studium og tog eksamen med førstekarakter, og efter halvandet års huslærervirksomhed på Farumgård fik han kald i Fuglebjerg. Her fandt han sin sognepræst så embedsvigtig og ildesindet at han september 1844 brød overtvært, og drog til Sverige med det Miller-Olsenske teaterselskab og efter dets opløsning ud på sæsonen klarede han sig som portrættegner i mellemsvenske byer og storgårde.

En afstikker til Sydnorge efteråret 1848 gav hans skæbne den endelige retning. Af digte havde han i ungdomsårene skrevet masser, oprevne og selvpersiflerende i Byrons og Heines, skæmtsomme i dansk rimbrevs og komisk fortællings stil; nu fandt hans form- og tilpasningsevne et tiltrækkende felt ved Kristianiascenens trang til let moderne repertoire udover det andetsteds fra indførte. Han fik et par vaudeviller opført, 31.12.1848 desuden Nytaarsaften 1848-49, en gennemgang af årets hændelser ved hjælp af optrædende typer ("Journalistiken", "Kritiken", "Industrien" osv.). Den litterære tilskyndelse kom fra August Blanches "1844-45" og ad denne vej opstod altså den første norske revy ligesom snart efter den første danske. Da stillingen som dansk tekstforfatter i Norge måtte blive uholdbar i længden og da Erik Bøgh som nyforlovet måtte tænke på sikrere udkomme drog han september 1849 til Danmark og allerede 31.12. opførte Casino hans Nytaarsnat 1850 med overordentligt held. Det føltes som en Plougsk Atellan lempet efter en bredere offentligheds forståelse; mest original var behandlingen af sangene idet Erik Bøghs musikalske følsomhed og takt ydede noget usædvanligt ved teksterne til de givne rytmer, ligesom han senere selv skrev fikse, let tilgængelige melodier. Som fast leverandør til Casino forfattede han i det næste tiår en lang række større og mindre sangspil, de færreste på egen hånd (som Fastelavnsgildet, 1855, Califen paa Eventyr, 1857 og Huldrebakken, 1852, det eneste han forsøgte at få frem på Det kongelige teater); men også når ramme eller dog idé var taget fra franske mønstre som han langt foretrak for de hidtil mere gængse tyske (fx Et enfoldigt Pigebarn, 1853, Alle mulige Roller, 1857, Valbygaasen, 1856), havde han med sikkert dramatisk håndelag tildannet stoffet efter sit teaterpublikums tarv.

Udspekulerede finter og ordleg, der ganske vist blev tilstrækkeligt beundrede og erindrede i et par menneskealdre, gjorde det ofte ud for den dybere sympati med emnerne. Størst talent havde han ubetinget for visedigtning hvor han byggede videre på den tradition han som lille havde mødt i bedstefaderens hus (P.A. Heiberg, Rahbek, Abrahamson etc). Erik Bøgh var i besiddelse af en folkelig slagfærdighed og et barokt lune der har gjort at adskillige af hans viser har holdt sig til vore dage: En lille bitte Mand, Den Skønne gaar ind i sit attende Aar, Det var en Aften paa Tivoli og Du skønne fortryllendes Kjesten.

Annonce

1855-60 var Erik Bøgh Casinos artistiske direktør; hans sidste store succes under dette, Grevinden og hendes Søskendebarn, 1859 var også en bearbejdelse fra fransk men blev fremført som en imødekommenhed mod hovedstadens harme over grevinde Danners formodede politiske indflydelse. Casino-årene stillede de største krav til Erik Bøghs næsten uudtømmelige arbejdsevne og hans, efter opgavernes art at regne, ufejlbarlige kunstneriske samvittighedsfuldhed. Teatret trivedes; men dets bestyrelse blev ham for fordringsfuld og uforstående. Jævnsides med sit scenearbejde havde han været causeur i Dagbladet, nu overtog han redaktionen af den nylig oprettede Folkets Avis som han ledede til 1877 og i de første år slog op til landets mest udbredte dagblad, væsentlig i kraft af sine stående føljetoner om alle dagens emner. Også her var han det brede borgerskabs mand der just gav form til hvad det magtede at føle og fatte.

1864 stod han på det mest ubetingede nationalliberale stade; så fulgte han med over til højre. Bondevenstre og socialismen var ham lige tåbelige og skadelige (i hans digt Mester Oles Prædiken, 1878 12. oplag, går det ud over folketingets holdning i forsvarssagen). Det lykkedes ham vist ikke at komme på fremtidens side i noget som helst litterært, kunstnerisk eller musikalsk spørgsmål; den stigende interesse i 1870'erne for Søren Kierkegaard behandlede han således som skabagtig mode. Men personlig sanddruhed og frihed for snobberi kan man ikke frakende ham. Hans meningsfællesskab med de nationalliberale akademikere af hvem han havde følt sig overset som seminarist førte ham ikke ind i klikemæssig gensidighed, og hans illusion om at være den uhildede, uden for massen stående ræsonnør var ægte nok. Han indøvede i hvert fald sine folk i at gennemtænke deres egne tanker, sindrig og livfuld logiker og polemiker som han var, og som kulturhistorisk materiale vil hans føljetoner bevare deres værdi. Han kunne samle dem i bogform hvert år (Dit og Dat og Udvalgte Feuilletoner, 1862-86); de fortsattes efter 1877 i Dagens Nyheder af hvis redaktion han var medlem. Til disse samlinger slutter sig nærmest hans moraliserende Syv Forelæsninger, 1857, Otte nyere Forelæsninger, 1874, En liden Hverdagspostille, 1877 og Jonas Tværmoses Ærgrelser I, 1864, II, 1875, Københavns-oplevelser i jeg-form, illustreret af forfatteren. Også af sine fortællinger og sine digte, af hvilke nogle rummer en lidt bleg, men følt romantisk alvor (September), har han givet udvalg.

Han foretog mange rejser, til Tyskland, til Italien, oftest til Paris; 1872 fik han det Anckerske legat. Med de frembrydende retninger i litteratur og samfundsbetragtning måtte han komme på en stedse mere spændt fod, og efter at han havde opgivet deltagelse i dagens debat holdtes uviljen mod ham varm ved hans varetagelse af censorstillingen ved Det kongelige teater fra 1881 til hans død. Hans både moralsk og kunstnerisk motiverede modstand mod de fleste værker af moderne karakter, selv de allerbetydeligste, skadede nationalscenens udvikling, om end han langtfra altid fik medhold hos direktionen. Som artistisk rådgiver for forfattere og iscenesættere var han ikke uden fortjeneste.

En bror Carl Henrik Bøgh, født 3.9.1827, død 19.10.1893, gennemgik, efter maleruddannelse i Næstved, kunstakademiet og var gennem en menneskealder en populær maler, hvis kronhjortbilleder købtes af bourgeoisiet og adelen. Titulær professor 1873.

Familie

Erik Bøgh blev født i København (Vor Frelsers kirke), død på Frederiksberg, begravet i København (Garnisons kirke). Forældre: lærer ved Frue sogns borgerskole, senere i Sneslev Hans Hendrik Bøgh (1795-1872) og Marie Dorothea Møller (1803-65). Gift 7.6.1850 i Grue i Norge med Andrea Schøyen, født 17.8.1824 i Odalen, død 21.3.1906 på Frederiksberg, datter af kaptajn og lærer ved krigsskolen Aslak Ludvig Schøyen til Schøyengården (1778-1853) og Anna Sophia Bühring (1784-1851).

Udnævnelser

Ridder af Dannebrogordenen 1881. Dannebrogsmændenes hæderstegn 1892.

Ikonografi

Litografi af I.W. Tegner, 1854. Træsnit 1863 efter tegning af P. Klæstrup. Træsnit 1867, af E. Skill 1868, af H.P. Hansen 1869 og 1872. Buste af Th. Stein, 1871. Træsnit 1875 og af H.P. Hansen, 1876, gentaget 1883 og kopieret i flere træsnit, bl.a. et par gange af C. Poulsen. Relief af O. Glosimodt, 1880 (Teatermuseet). Træsnit 1883. Afbildet på maleri af Paul Fischer, En festaften i Det kgl. teater, 1888. Tegning af E. Henningsen, 1891. Maleri af O. Bache, 1892 (Fr.borg). Afbildet på karikatur 1894 (Fr.borg). Træsnit af A. Bork, 1895. Relief af H. Conradsen, udstillet 1901.

Bibliografi

Udg. Dramatiske arbejder I-VI I, 1858-71. Udv. dramatiske arbejder MII, 1885-86. Digte Ml, 1879-81.

Kilder. Erindringer fra mine unge dage, 1894. Min første forfattertid, 1897. Breve i Gads da. mag. 1927 34-56, 108-25.

Lit. Otto Borchsenius: Fra fyrrerne I, 1878 21-40. Annie Foss: Erik Bøgh og københavnerliv på hans tid, 1920. Arkiv pi Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Uffe Andreasen, Paul Læssøe Müller: Erik Bøgh i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 11. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288040