Emil Bønnelycke, Emil Christian Theodor Bønnelycke, 21.3.1893-27.11.1953, forfatter. Emil Bønnelycke tog præliminæreksamen i København 1909 og blev ansat ved DSBs kontorer i Århus 1909-11 og i København 1912-15. Et påbegyndt studium til artium blev hurtigt opgivet hvorefter Emil Bønnelycke rejste til Norge og 1916-17 ernærede sig bl.a. som stilladsbygger og murerarbejdsmand, mens han skrev sin første digtsamling. Efter sit kunstneriske gennembrud 1917 blev Emil Bønnelycke medarbejder ved Politiken 1919-21, ved Berlingske Tidende 1921-22. Hans betydelige journalistiske talent fik næring gennem en række udenlandsrejser, 1928 USA og Canada, 1931 Lilleasien, 1933 Verdensudstillingen i Chicago, der udmøntedes i glimrende impressionistiske reportager og i en udstrakt foredragsvirksomhed både i USA og Canada og over hele Danmark. 1939 gennemrejste Emil Bønnelycke atter Nordamerika som free-lance skribent, mens han samtidigt undersøgte mulighederne for at udvandre med familien, planer som krigsudbruddet satte en stopper for, men som hans enke og tre sønner senere realiserede. 1943 flyttede Emil Bønnelycke til Sverige hvor han fortsatte sit forfatterskab der foruden bogproduktionen også omfatter hørespil, talrige artikler og mindre bidrag i magasiner og tidsskrifter.

Emil Bønnelyckes første digtsamling Ild og Ungdom, 1917, udkom i en periode der både økonomisk og kulturelt var præget af en forceret opbrudsstemning, og fremtræder som et typisk udtryk for tidsånden: "Ja Liv er Fest, og salig den som fødtes/og ufortjent med Livets Under mødtes." Danmarks neutralitet under 1. verdenskrig havde indbragt erhvervslivet store indtægter, pengerigeligheden skabte formuer, inflation og krak og smittede også af på det kulturelle liv. Et nyt og rigt publikum krævede kostbar og letfattelig underholdning og kunstnerne - desillusionerede af krigsudbruddet - søgte udløsning i en opskruet livsdyrkelse der resulterede i et kortvarigt ekspressionistisk mellemspil omkring krigens slutning. Begejstringen for kendsgerningernes - og teknikkens - verden der er en fortsættelse af Johannes V. Jensens ungdomsdigtning og Walt Whitmans universelle livsdyrkelse når sit højdepunkt i de vægtige samlinger fra 1918 Taarer, Festerne og Asfaltens Sange. Hvad der vakte sensation og stillede Emil Bønnelycke i spidsen for den litterære udvikling var hans opdagelse af storbyen som poetisk motiv, dyrkelsen af ungdommen - lært hos Knut Hamsun - og ikke mindst respektløsheden og den ekstatiske beruselse i tingene: "Jeg elsker en Sporvognsmast, en Plakatsøjle, en Cigaret, en Tændstik mere end et af Chr. Winthers Digte."

Emil Bønnelyckes ekspressionisme, vendt mod al intellektualisme, dyrkende intuitionen og instinkterne, en kunst af sprængte nerver og skrigende farver var tydeligt påvirket af den moderne malerkunst til hvis danske hovedorgan, Klingen, Bønnelycke leverede bidrag. En rent kubistisk teknik præger netop romanen Spartanerne, 1919, hvis grundtanke: ungdommens livsfølelse kontrasteret mod krigens katastrofer, belyses ud fra tre forskellige indfaldsvinkler. Bogen var den første ekspressionistiske roman i Danmark og det eksperimenterende, brugen af lyriske associationer og en fluktuerende fortælleteknik blev da også accepteret af kritikken, men herefter kneb det både med anerkendelsen og inspirationen. Novellen Joschja Ogoll, 1920, og romanen Margrethe Menkel, 1921, indeholder enkelte sikre portrætter og scener hvorimod størsteparten af de øvrige prosaværker fra 1920erne er mislykkede. I digtsamlingerne fra samme årti Gadens Legende, 1920 og Hymnerne, 1925 gentager Emil Bønnelycke tidligere motiver. De afslører at lovprisningerne til kaos, verdensrevolution og de københavnske gader havde været enten artistiske fantasier eller en facade bag hvilken der skjulte sig en stærk religiøs uro. Denne kulminerer i romanen Ny Ungdom, 1925, vel nok Emil Bønnelyckes egentlige hovedværk der er en dybt engageret beretning om forfatterens kristne konversion, mens samtiden udelukkende hæftede sig ved det lidenskabelige angreb på det københavnske gullaschmiljø og stemplede bogen som moraliserende.

Den religiøse vej Emil Bønnelycke havde fundet ud af ekspressionismen kommer endnu tydeligere frem i den dæmpede digtsamling Københavnske Poesier. 1927, et gensyn med den første stormfulde ungdom, nu set i udødelighedens perspektiv, samt i helgenspillet Ansgar, opf. 1930, hvis tema: troens magt og livets indsats er behandlet med overbevisende inderlighed og glød. Det er sammen med den dramatiske debut Den Troskyldige, 1920 et interessant tilløb til social digtning, samt enakteren Trappen, 1928, Emil Bønnelyckes mest vellykkede scenearbejde, mens hans øvrige skuespil fra 1920erne - der alle blev opført - må betragtes som forfejlede. Succes fik Emil Bønnelycke først igen med romanen Lokomotivet, 1933, der foregår i det jernbanemiljø han kendte så godt fra sin barndom. Bogen blev netop rost for sin realisme og opnåede at blive filmatiseret med titlen Nat-Ekspressen, 1942. Mens Bønnelycke med denne roman havde fulgt tidens krav om virkelighedsskildring var han ude af trit med de litterære strømninger da han 1939 udgav digtsamlingen Lovsang til Døden der endnu engang behandler hans kristne gennembrud. Digtene følger et traditionelt formsprog, men er gennemtrængt af dén ægte patos hvis fravær svækker hans sidste digtsamling Kristussonetter, 1940. Den religiøse forkyndelsesroman Angreb, 1946 blev hans sidste danske bog, mens en række underholdningsromaner udkom på svenske forlag under og efter krigen. Omkring 1949 afsluttede Emil Bønnelycke et manuskript til en kærlighedsroman Prinsessen uden Land med handlingen henlagt til Sovjetunionen, der ville have betegnet en stilistisk nyorientering henimod en saglig, stramt komponeret, prosa. Det uudgivne manuskript blev oversat til engelsk af Emil Bønnelycke selv og hans ene søn, et sprog som forfatteren beherskede udmærket, og allerede året efter begyndte han at skrive poesi direkte på engelsk - et udtryk for Bønnelyckes planer om efter krigen at skabe sig en karriere som amerikansk forfatter.

Sammen med vennen Tom Kristensen var Emil Bønnelycke efterkrigsårenes betydeligste lyriske talent, befriet for forskrifter og fortid, provokerende og præget af en fascination af sproget der foregriber 1960ernes konkretistiske digteksperimenter. Han dannede det selvfølgelige og beundrede midtpunkt i det såkaldte Valbyparnas, en kreds af digtere - foruden Emil Bønnelycke selv, Tom Kristensen, Hulda Lütken og Harald H. Lund - og litteraturdyrkere der i begyndelsen af 1920erne jævnligt mødtes hos tegneren Jørgen Chr. Jørgensen. Men da Emil Bønnelycke omkring 1925 frasagde sig sin ungdoms dyrkelse af teknikkens gud til fordel for en personlig Gud og gav sine bøger en tone af- undertiden moraliserende - forkyndelse forvandledes publikums gunst til afvisning. Da Emil Bønnelycke 1938 udsendte den selvbiografiske roman Stilheden var titlens dobbelttydighed således klar nok; fremherskende er her hans følelse af at være levende begravet, tiet ihjel. Sandt er det at hans romaner falder fra hinanden. Både her og i digtsamlingerne blev det med årene stadigt tydeligere at komposition og stil aldrig havde været Emil Bønnelyckes stærke side. Men også i hans senere værker er der kvaliteter på trods af manglende kunstnerisk disciplin, blot må de læses på forfatterens egne præmisser: hans kristne engagement og religiøse overbevisning om at livets mysterium kun kan indfanges når det modstilles døden og evigheden.

Familie

Emil Bønnelycke blev født i Århus, døde i Sondrum ved Halmstad, Sverige, og er begravet i København (Vestre). Forældre: fyrbøder, senere lokomotivfører ved DSB Christian Vilhelm Bønnelycke (1867-1930) og Caroline Nielsine Elisabeth Holm (1870-1957). Gift 4.5.1920 på Frederiksberg med Eddy Julie Margrethe Eskildsen, født 15.8.1903 i København, død 1.7.1994 i staten Washington, USA, d. af togbetjent, senere pakmester ved DSB, siden forretningsfører Olaf Louis Eskildsen (1870-1934) og Martha Hansen (1881-1948).

Ikonografi

Mal. af Axel Bentzen 1917, Karl Larsen 1920 og Vilh. Lundstrøm 1921. Tegn. af Jensenius, 1921 (Fr. borg). Tegn. af Poul Bech, 1927, og træsnit af Knud Nørholm, 1927. Foto.

Bibliografi

Hans Ahlmann: Det danske parnas, 1920 133-44. Kjeld Elfelt: Litteraturen idag, 1926 50-52 59-75. Peder Hesselaa: Vor tids digtere, 1926 77-93 160f. Sv. Lange: Meninger om lit., 1929 138f. Tom Kristensen: Oplevelser med lyrik, 1957 131-46. Ernst Frandsen: Årgangen der måtte snuble i starten, ny udg. 1965 119-25. - Manuskripter i Kgl. bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig